Rådet udtalte 7. januar 2016:
Spørgsmål 1:
Hvis det lægges til grund, at der, før halekupering kan foretages i en svinebesætning, skal være forsøgt tilstrækkelige foranstaltninger for at forhindre halebidning, kan mængden, tildelingsmåden og karakteren af det tildelte beskæftigelses- og rodemateriale så alt andet lige være udtryk for, at der - inden halekupering er foretaget – er forsøgt tilstrækkelige foranstaltninger for at forhindre halebidning (af intakte haler)?
Svar ad 1:
Tilstedeværelsen af en tilstrækkelig mængde rode-og beskæftigelsesmateriale til svin tilbudt på en passende måde og værende af en egnet kvalitet anses for at være det bærende element i bestræbelserne på at forhindre, at grises naturligt betingede undersøgende rode-bide-tyggeadfærd i tilfælde af forekomst af diverse eksterne stressfaktorer, bliver omdirigeret til stifæller og udmynter sig i en unormal adfærd som øre- og halebid.
Tilstedeværelsen af rode-og beskæftigelsesmaterialet er ingen garanti imod forekomst af adfærdsforstyrrelser som ørebid og halebid. En primær identifikation af potentielle eksterne stressfaktorer vil således være afgørende i fejlfindingsprocessen og som foranstaltning på tilsvarende måde være af stor betydning for forebyggelse af skader på grisene.
Årsagssammenhængen til øre-og halebid skal betragtes som multifaktoriel dvs. et resultat af flere samspillende faktorer, hvor fravær eller tilstedeværelse af én eller flere stressorer kan have stor betydning for den samlede stressbelastning og dermed tilbøjeligheden til adfærdsforstyrrelsen.
Spørgsmål 2:
Hvis det lægges til grund, at svin uanset om de er halekuperede eller ej - for at deres adfærdsmæssige behov skal kunne tilfredsstilles - skal have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde halm eller andet manipulerbart materiale, der kan opfylde deres adfærdsmæssige behov for beskæftigelses- og rodemateriale,
a) kan egetræslægter så anses for egnet som manipulerbart materiale, jfr. i den forbindelse også vidnerne X og Ys forskellige vurderinger af materialet som deformerbart?
b) må lægter af fyrretræ så generelt vurderes som mere egnet end lægter af egetræ, og i givet fald hvorfor?
c) kan spørgsmål a og b besvares uafhængigt af øvrige forhold, der kan have betydning for grisenes adfærd, eksempelvis management, ventilation og fodersammensætning?
Svar ad 2:
a)
Der er ikke publiceret videnskabelig dokumentation for forskellige træsorters indvirkning på unormal adfærd gennem en direkte sammenligning. Der kan imidlertid på baggrund af de eksisterende undersøgelser hvori træ indgår i flere former (grene, flis, bark, savsmuld, rundstok og bjælke) og sammenlignes med andre materialer, opstilles en samlet hypotese: Det er sandsynligt, at jo blødere træet er, og jo lettere det kan ødelægges, jo større beskæftigelsesværdi vil det have.
Undersøgelserne tyder på at beskæftigelsesværdien af et materiale er størst, hvis det har en uensartet struktur og indhold, er let manipulerbart og er foranderligt. F.eks. let at bide i, rive i eller tygge i stykker. Sporadiske belønninger ved at materialet sønderdeles i spiselige fragmenter medvirker til at fastholde beskæftigelsen.
Tildelingsmetoden af materialet skal sikre, at grisene ikke slås om den ekstra ressource, som de helt naturligt vil konkurrere om at få adgang til. Den vil bl.a. være bestemt af stiudformningen mv.
Set i det lys må egetræ sammen med andre såkaldte hårde træsorter (f.eks. bøg, ask, merbau, m.fl.) anses for at være mindre egnede som manipulerbart rode- og beskæftigelsesmateriale end de bløde og lettere deformérbare træsorter som f,eks. gran, fyr, birk, pil etc.
b)
Ja. Som en såkaldt blød træsort må fyrretræslægter anses for at have en højere beskæftigelsesværdi end lægter af egetræ. Se også svar ad spørgsmål 2A.
c)
Nej. Som angivet i svar ad spørgsmål 1 er adfærdsforstyrrelsen halebid multifaktoriel og dermed i høj grad påvirkelig af håndtering af fodring, belægning, klimastyring mv. (management), fodersammensætning, staldindretning og ventilation.
Spørgsmål 3:
Hvis det lægges til grund, at alle svin i en sti skal have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde manipulerbart materiale,
a) har afstanden mellem forskelligt materiale, der er løsthængende/-liggende men fastgjort i en fastspændt kæde, så betydning?
b) har svinenes størrelse og antal i stien betydning for besvarelsen af spørgsmål a?
Svar ad 3:
a)
Ja. Materialet er tænkt som en afledning af grisenes opmærksomhed, så undersøgelses-adfærden ikke omdirigeres til stifællernes haler mv. Er materialerne præsenteret på en måde, der forøger konkurrencen grisene imellem, f.eks. ved at være anbragt for tæt eller ved at forekomme i utilstrækkelig mængde, vil effekten kunne være stik modsat.
b)
Ja. Jo større antal grise, der tiltrækkes af det præsenterede materiale, desto større må konkurrencen imellem grisene antages at være.
Spørgsmål 4:
Har foderets beskaffenhed betydning for behovet for beskæftigelses- og rodemateriale, og i givet fald hvilken? jfr. vidnerne C og Bs forklaringer.
Svar ad 4:
En højere grad af mæthedsfornemmelse vil alt andet lige sænke aggressionsniveauet hos grisene. Fodersammensætningen påvirker mæthedsfornemmelsen, således at foder indeholdende mange tungtfordøjelige kostfibre (roepiller, mask mv.) vil give en bedre mæthedsfølelse. Da sult i sig selv kan stresse vil en fodersammensætning, der øger mæthedsfølelsen på tilsvarende måde som tildeling af rode- og beskæftigelsesmateriale reducere risikoen for en omdirigeret undersøgelsesadfærd. Se også svar ad spørgsmål 7.
Spørgsmål 5:
Er mask (hvor der skal 3 - 3,5 kg til 1 FE, og når det udgør ca. 20 % af det daglige foder) mere mættende end andet, sædvanligt benyttet foder (f.eks. piller, byg, hvede)?
Svar ad 5:
Ja. Det må antages at mask med sit høje indhold af tungtfordøjelige kostfibre vil være mere mættende end f.eks. grisepiller eller formalet korn.
Spørgsmål 6:
Bliver svin mere rolige efter fodring med mask, og i givet fald hvor længe efter indtagelsen?
Svar ad 6:
Der foreligger ikke publicerede undersøgelser, der klart korrelerer tildelingen af mask i foderrationen med tilbøjeligheden til en omdirigeret undersøgelsesadfærd overfor stifæller og inventar eller i forhold til andre adfærdsparametre.
Ud fra kendskabet til fiberholdige fodermidlers fordøjelighed og tarmpassage hos svin og den specifikke fibersammensætning og fordøjelighed af mask, må det imidlertid antages, at mask i foderrationen vil betyde en langsommere tarmpassage, større fyldningsgrad af tarmene og dermed en stærkere mæthedsfornemmelse (jf. svar ad spørgsmål 5).
Det er ikke muligt at kvantificere den indtrædende mæthed hverken i forhold til optræden eller varighed.
Spørgsmål 7:
Kan fodring med mask påvirke svins behov for at undersøge, manipulere og rode, og dermed behovet for en tilstrækkelig mængde manipulerbart og deformerbart beskæftigelses- og rodemateriale?
Svar ad 7:
Det Veterinære Sundhedsråd har ikke kendskab til videnskabeligt udførte afprøvninger, hvor mask som enkeltfaktor undersøges i relation til rode/manipulationsadfærd.
Opmærksomheden bør imidlertid henledes på, at adfærdsundersøgelser viser, at grises naturligt betingede undersøgelses-adfærd ikke alene handler om søgen efter føde og dermed er unødvendig under forhold, hvor der er tilstrækkeligt med foder eller mæthedsfornemmelse til stede hele tiden.
Trangen til at rode og undersøge i omgivelserne vil udløses kort tid efter foderoptagelsen og er også baggrunden for kravet om den permanente tilstedeværelse af rode- og beskæftigelsesmateriale.
Spørgsmål 8:
Giver sagen Det veterinære Sundhedsråd anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad 8:
Nej.
Afgørelse:
Tiltalte blev frifundet.
Statskassen skulle betale sagens omkostninger.