2016-32-0152-00071

Flere slagtesvin med slagmærker

09-01-2017

Skrivelse af 23. september 2016 fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00029-16/5100-89110-00030-16).
Forhold 1 - Efter levering af svin til slagteriet den 29. marts 2016 konstateredes det, at tre slagtesvin med hhv. mindst 10, 7 og 1 slagmærker havde blødninger i underhuden og den underliggende muskulatur.
Landmanden og et vidne oplyste at have set chaufføren ”overophedet” slå på grisene med skaftet af en grisedasker, der manglede ”hovedet”, i forbindelse med læsningen på lastbilen.
Forhold 2 - Efter levering af svin til slagteriet den 8. april 2016 konstateredes det, at tre slagtesvin havde hhv. mindst 2,1 og 2 slagmærker med blødninger i underhuden og den underliggende muskulatur.
Landmanden havde ikke været til stede da svinene blev afhentet.
Chaufføren oplyste, at han havde brugt en dasker og et drivbræt ved læsning af grisene, da der altid var nogle grise, der gik den modsatte vej.

Rådet udtalte 9. januar 2017:

Spørgsmål 1:

Finder Rådet, at svinene ved at blive påført de beskrevne slagmærker derved ikke har været behandlet omsorgsfuldt og forsvarligt, og herunder beskyttet bedst muligt mod smerte, lidel­se, angst, varigt mén og væsentlig ulempe?

Svar ad 1:

Vedrørende transporten d. 29. marts 2016.

Af anmeldelse af 19. april 2016 fremgår, at embedsdyrlægen ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning d. 29. marts 2016 observerede tre slagtesvin med mærker efter slag.

Ved undersøgelse af slagtekroppene efter slagtning fandtes følgende:

Slagtekrop nr. 1:
Slagtekroppen havde mindst 10 slagmærker. Der kunne iagttages udbredt blødning dybt ned i underhuden under læsionerne og ved mindst et af slagmærkerne fandtes tillige let blødning i den underliggende muskulatur.

Slagtekrop nr. 2:
Slagtekroppen havde mindst 7 slagmærker. Der kunne iagttages udbredt blødning dybt ned i underhuden under læsionerne.

Slagtekrop nr. 3:
Slagtekroppen havde mindst 1 slagmærke. Der kunne iagttages udbredt blødning dybt ned i underhuden under læsionen og tillige let blødning i den underliggende muskulatur.

Det fremgår af obduktionserklæringen af 22. juni 2016, at ved patoanatomisk undersøgelse af hudpræparater fra slagtesvinene, på Sektion for Patologi ved Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, KU SUND fandtes følgende:

”Pose 1: Indeholdt to hudstykker. Ved inspektion af hudpræparaterne fandtes multiple blødninger i huden. Hovedparten af blødningerne havde såkaldt togskinnekonfigurati­on, hvor blødningerne var parallelle med en opklaring imellem. Blødningerne havde en længde på mellem ca. 3 cm og ca. 31 cm. Bredden på blødningerne var mellem ca. 0,2 cm og ca. 0,7 cm, og opklaringen mellem blødningerne havde en bredde på mel­lem ca. 0,5 cm og ca. 0,7 cm. Derudover fandtes konfluerende blødninger med en længde på mellem ca. 5 cm og ca. 12 cm, og en bredde på mellem ca. 0,5 cm og ca. 1,5 cm.

Ved gennemskæring af hudblødningerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden og den underliggende muskulatur. Med henblik på histologisk undersøgelse blev der udtaget væv fra repræsentative områder fra hudblødningerne og underliggende mu­skulatur.

Pose 2: Indeholdt to hudstykker, hvoraf kun det ene var nåletatoveret. Ved inspektion af hudpræparaterne fandtes multiple blødninger i huden. Alle blødningerne havde togskinnekonfiguration. Blødningerne havde en længde på mellem ca. 7 cm og ca. 10 cm. Bredden på blødningerne var mellem ca. 0,3 cm og 0,5 cm, og opklaringen mel­lem blødningerne havde en bredde på ca. 0,7 cm.

Ved gennemskæring af hudblødningerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden og den underliggende muskulatur. Med henblik på histologisk undersøgelse blev der udtaget væv fra repræsentative områder fra hudblødningerne og underliggende mu­skulatur.

Pose 3: Indeholdt ét hudstykke. Ved inspektion af hudpræparatet fandtes én konflue­rende blødning med en længde på ca. 10 cm og en bredde på ca. 1 cm.

Ved gennemskæring af blødningen fandtes denne at strække sig ned i underhuden og den underliggende muskulatur. Med henblik på histologisk undersøgelse blev der udtaget væv fra repræsentative områder fra hudblødningen og underliggende musku­latur.

Ved den histologiske undersøgelse fandtes ensartede forandringer i de udtagne hud­stykker. I underhuden fandtes blødning og neutrofile granulocytter. I den underlig­gende muskulatur fandtes nekrotiske muskelfibre, hvorimellem der fandtes neutrofile granulocytter. Nogle af muskelfibrene var desuden infiltreret af neutrofile granulocyt­ter.

Læsionerne er forenelige med at være opstået efter et stumpt traume og er sandsynlig­vis påført inden for 4 til 6 timer i forhold til aflivningstidspunktet.”

Lægges ovennævnte og de medsendte fotos til grund, finder Rådet, at de beskrevne 3 slagtesvin ved at være påført mellem mindst 1 og mindst 10 slag, der har medført blødninger i hud og underhud, samt underliggende muskulatur, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Vedrørende transporten d. 8. april 2016.

Det fremgår endvidere af anmeldelse af 19. april 2016, at ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtningen d. 8. april 2016 observerede embedsdyrlægen tre slagtesvin med mærker efter slag.

Ved undersøgelse af slagtekroppene efter slagtning fandtes følgende:

Slagtekrop nr. 1:
Slagtekroppen havde mindst 2 slagmærker. Der kunne iagttages udbredt blødning dybt ned i underhuden under læsionerne.

Slagtekrop nr. 2:
Slagtekroppen havde mindst 1 slagmærke. Der kunne iagttages udbredt blødning ned i underhuden under læsionen.

Slagtekrop nr. 3:
Slagtekroppen havde mindst 2 slagmærker. Der kunne iagttages udbredt blødning dybt ned i underhuden under læsionerne.

Det fremgår af obduktionserklæringen af 22. juni 2016, at ved patoanatomisk undersøgelse af hudpræparater fra slagtesvinene, på Sektion for Patologi ved Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, KU SUND, fandtes følgende:

”Pose 1: Indeholdt to hudstykker. Ved inspektion af hudpræparaterne fandtes to blødninger i huden. Begge blødninger havde såkaldt togskinnekonfiguration, hvor blødningerne var paral­lelle med en opklaring imellem. Blødningerne havde en længde på hhv. ca. 29 cm og ca. 36 cm. Bredden på blødningerne var ca. 0,5 cm, og opklaringen mellem blødningerne havde en bredde på ca. 0,5 cm.

Ved gennemskæring af hudblødningerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden og den underliggende muskulatur.

Med henblik på histologisk undersøgelse blev der udtaget væv fra repræsentative områder fra hudblødningerne og underliggende muskulatur.

Pose 2: Indeholdt ét hudstykke. Ved inspektion af hudpræparatet fandtes én blødning med togskinnekonfiguration. Blødningen havde en længde på ca. 29 cm, en bredde på ca. 0,5 cm og en opklaring på ca. 0,4 cm.

Ved gennemskæring af blødningen fandtes denne at strække sig ned i underhuden.

Med hen­blik på histologisk undersøgelse blev der udtaget væv fra repræsentative områder fra hudblød­ningen.

Pose 3: Indeholdt ét hudstykke. Ved inspektion af hudpræparatet fandtes én blødning med togskinnekonfiguration. Blødningen havde en længde på ca. 30 cm, en bredde på ca. 0,2 cm og en opklaring på ca. 0,4 cm. Derudover fandtes to konfluerende blødninger med en længde på hhv. ca. 4 cm og ca. 22 cm, og en bredde på hhv. ca. 0,7 cm og ca. 1,5 cm.

Ved gennemskæring af blødningerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden.

Med hen­blik på histologisk undersøgelse blev der udtaget væv fra repræsentative områder fra hudblød­ningerne.

Ved den histologiske undersøgelse fandtes ensartede forandringer i de udtagne hudstykker. I underhuden fandtes blødning og neutrofile granulocytter. I den underliggende muskulatur fandtes blødning, men ingen infiltration af celler.

Læsionerne er forenelige med at være opstået efter et stumpt traume og har sandsynligvis en alder på ca. 4 timer i forhold til aflivningstidspunktet.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte og de medsendte fotos til grund, finder Rådet, at de beskrevne 3 slagtesvin ved at være påført mindst et eller mindst to slag, der har medført blødninger i hud og underhud, samt underliggende muskelfibre, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Det fremgår af den patoanatomiske undersøgelse på materialet vedr. grisene afhentet den 8. april, at skaderne er sket 4 timer forud for aflivningstidspunktet. Hvorvidt dette er foreneligt med læsningstidspunktet kan Rådet ikke vurdere.

Spørgsmål 2:

I bekræftende fald, finder Rådet, at et, flere alle dyrene med slagmærker har været udsat for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?

Svar ad 2:

Se svar ad 1.

Spørgsmål 3:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 3:

Nej.

Afgørelse:

Sigtelsen blev opgivet, idet man ikke fandt det bevist, hvem der havde påført slagene.