Rådet udtalte 19. januar 2017:
Rådet har til brug for besvarelsen benyttet sagkyndig bistand.
Sagsøgte 2’s spørgsmål
Spørgsmål A:
Har sagsøgte dyrlæge journaliseret, jf. bilag A2, i det omfang en dyrlæge efter rådets opfattelse har pligt til?
Bilag A2 er et insemineringskort, som er et veterinærfagligt internt rapporteringssystem.
Rådet bedes begrunde besvarelsen, herunder præcisere, hvilken betydning det har, at hesten ikke har været i behandling af nogen art, herunder heller ikke indlagt på hospitalet, men alene var opstaldet på hingstestationen med henblik på at blive insemineret.
Svar ad A:
Rådet finder, at bilag A2/B2 opfylder, hvad der kan forventes af en insemineringsjournal for en hest, der er opstaldet på en insemineringsstation.
Spørgsmål B:
Har sagsøgte dyrlæge foretaget obduktionen i overensstemmelse med sædvanlig veterinærfaglig standard under hensyn til, at obduktionen er foregået under praktiske forhold.
Under praktiske forhold skal forstås således, at obduktionen er foregået på … Hestehospital og ikke er foregået på et veterinært universitet.
Svar ad B:
Beskrivelsen af obduktionen er sparsom, og på baggrund af beskrivelsen ville obduktionen sædvanligvis være under forventelig veterinærfaglig standard, såfremt dyret havde været planlagt aflivet på et hestehospital. De patologiske forandringer bør sædvanligvis beskrives nøje både kvantitativt og kvalitativt, hvilket ikke er tilfældet, da der udelukkende oplyses, at hjertet er ca. 20 % forstørret, og at der findes 5-6 liter væske i hjertesækken (perikardiet). For at kunne vurdere de patologiske forandringer, bør hjertets størrelse beskrives kvantitativt med mål som f.eks. hjertets vægt, hjertekamrenes vægtykkelse og diameter og forhold mellem højre og venstre hjertehalvdele. Ligeledes bør væsken i hjertesækken kvalitativt beskrives som minimum ved makroskopisk vurdering, hvor f.eks. viskositeten, farve, lugt og evt. tilblandinger bør beskrives.
Under de givne forudsætninger, hvor en tilsyneladende rask hest pludselig er afgået ved døden, finder Rådet, at den foretagne obduktion til udredning af årsagen til hestens pludselige død kan opfylde minimumskravene til en obduktion. Der skal endvidere henvises til svar ad 4.
Spørgsmål C:
Har sagsøgte dyrlæge dokumenteret obduktionen i overensstemmelse med sædvanlig veterinærfaglig standard under hensyn til, at obduktionen er foregået under praktiske forhold? Der henvises i den forbindelse til attest af 24. juni 2014, sagens bilag 3.
Svar ad C:
Se svar ad B.
Spørgsmål D:
Underforudsætning af, at sagsøgte dyrlæge ved obduktion konstaterede følgende:
Et forstørret hjerte med 20 procent og at
Hjertet fandtes omgivet af 5-6 liter væske mellem hjertehinden og hjertet,
bedes Det Veterinære Sundhedsråd oplyse, hvorvidt forstørret hjerte med 20 procent må anses for normalt for en konkurrencehest på højt plan (stævneresultater ses bilag A1).
Under samme forudsætninger, bedes Det Veterinære Sundhedsråd endvidere oplyse, hvorvidt disse fund med overvejende sandsynlighed (mere end 51 %), sandsynligt (50 %) eller mindre sandsynligt (mindre end 50 %) viser, at hesten havde pådraget sig en hjertehinde betændelse (pericaditis).
Svar ad D:
Det er velbeskrevet, at væddeløbshestes hjerter vokser (hypertrofierer) i størrelse (vægtykkelse og kammerdiameter) i forbindelse med træning. Dette er ikke tilstrækkeligt dokumenteret hos rideheste. Det er ligeledes vist, at en del af denne hjertehypertrofi tilbagedannes efter 1-3 måneders træningsfrihed. Det er derfor ikke normalt, at hjertet skulle være forstørret 20 % hos den pågældende hoppe som følge af intensiv træning, da den som minimum har været ude af træning i perioden 1. april til 19. juni 2014, hvor den har været opstaldet på insemineringsstation. Hjertets størrelse er i øvrigt meget varierende og afhænger af hestens størrelse og køn (for en 500 kg hest er hjertets størrelse f.eks. angivet at være mellem 3 til 6 kg stort afhængig af race), men da det ikke fremgår hvor stort hjertet var (vægt, diameter, vægtykkelse), er det vanskeligt at vurdere, om hjertet reelt var 20 % forstørret.
Den store mængde væske (5-6 liter) i hjertesækken kan være forårsaget af hjertesækbetændelse (perikarditis). Væsken ville i så fald være karakteriseret ved et eksudat indeholdende betændelsesceller og forøget mængde proteiner. Væsken kunne dog også være opstået som følge af nedsat absorption af væsken, som naturligt dannes og absorberes i hjertesækken. Dette kunne opstå enten som følge af for højt tryk i blodkarrene (forøget hydrostatisk tryk), f.eks. pga. et tryk fra en tumor eller andet omkring hjertet eller som følge af for lavt tryk inde i blodkarrene (fald i det kolloid osmotiske tryk) typisk pga. tab eller nedsat produktion af proteiner i blodet. Hvis dette var tilfældet, ville væsken være cellefattig og beskrives som transudat og dermed ikke være forårsaget af endokarditis. Hvorvidt væsken i hjertesækken kan karakteriseres som transudat eller eksudat kan oftest afgøres ved inspektion af væsken, hvor et eksudat er mere uklart og viskøst. Er der tvivl, kan undersøgelse af celler og protein i væsken afgøre dette. Det er ikke muligt på baggrund af de angivne oplysninger at vurdere, om væsken i den pågældende hests hjertesæk var et eksudat eller transsudat. Fælles for begge typer væske er, at de store mængder væske i hjertesækken presser hjertet sammen, så det har vanskeligt ved at fyldes med blod og dermed få blodet pumpet rundt i kroppen. Herved udvikles tilstanden hjertetamponade, som kan være dødelig.
Under disse forudsætninger er det derfor vanskeligt at svare på, om hesten havde pådraget sig perikarditis. Da der ikke foreligger beskrivelse af andre patologiske forandringer i hesten, som kunne forklare, at der var akkumuleret store mængder væske i hjertesækken så som diarre, leversvigt eller nyreskader, vurderes det, at den store mængde væske (5-6 liter) i hjertesækken med overvejende sandsynlighed (mere end 51 %) tyder på, at hesten har pådraget sig en hjertesækbetændelse (perikarditis).
Spørgsmål E:
I forlængelse af spørgsmål D bedes Det Veterinære Sundhedsråd oplyse, om hesten med altovervejende sandsynlighed (51 %), sandsynligt (50 %) eller mindre sandsynligt (mindre end 50 %) døde som følge af pericaditis.
Svar ad E:
Det er overvejende sandsynligt (mere end 51 %), at den pågældende hoppe døde af den akkumulerede væske i hjertesækken. Hvad enten hesten havde perikarditis, eller det var ophobet væske i hjertesækken som følge af andre årsager (jf. spørgsmål D), ville hesten kunne dø af dette, da hjertet kompromitteres af væsken og får vanskeligt ved at pumpe blodet rundt i kroppen (hjertetamponade).
Spørgsmål F:
I forlængelse af spørgsmål E bedes Det Veterinære Sundhedsråd oplyse, om pericaditis kan tilbagedateres til den 13. marts 2012.
Besvarelsen bedes begrundet, idet rådet bedes præcisere, hvilken betydning det har for besvarelsen, at hesten har deltaget på højt konkurrenceplan i spring, jf. bilag A1.
Svar ad F:
Perikarditis er en sjælden sygdom hos heste, som vil give anledning til forstyrret almenbefindende oftest med feber, nedstemthed, vægttab, og hesten vil højst sandsynligt ikke kunne fungere som ridehest med denne sygdom. Sygdommen vil ubehandlet oftest føre til hestens død. Det er derfor ikke sandsynligt, at lidelsen kan dateres tilbage til 13. marts 2012, hvilket er mere end to år inden hesten dør.
Spørgsmål G:
Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse de(n) mest sandsynlige årsager til, at der opstår pericaditis?
Besvarelsen bedes begrundet, herunder bedes rådet oplyse, hvorvidt pericaditis kan opstå akut?
Svar ad G:
Perikarditis er en sjælden sygdom hos heste, hvor væske hobes op i hjertesækken. Normalt er der kun en meget lille mængde (milliliter) væske i hjertesækken, som sikrer, at hjertet kan arbejde gnidningsfrit inden i hjertesækken. Perikarditis opstår som følge af immun-medieret, bakteriel eller viral infektion, men det kan også skyldes neoplasier eller et udefrakommende traume. Der er flere beskrivelser, der tyder på, at dyr med perikarditis har haft lungehindebetændelse, som efterfølgende har spredt sig til hjertesækken. For mange tilfælde er det dog ikke muligt at bestemme agens, hvorfor årsagen til lidelsen forbliver ukendt. Perikarditis kan opstå akut, men mere langstrakte forløb er også beskrevet.
Sagsøgerens spørgsmål
Spørgsmål 1:
Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, om obduktionen er foretaget overensstemmelse med sædvanlig veterinærfaglig standard?
Svar ad 1:
Se svar ad B.
Spørgsmål 2:
Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, om sagsøgte dyrelæge har dokumenteret hestens dødsårsag i tilstrækkeligt omfang ved den udarbejdede attest af den 24. juni 2014.
Svar ad 2:
Ja, jf. svar ad E.
Spørgsmål 3:
Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, om sagsøgte dyrelæge i forbindelse med obduktionen, var forpligtet til at dokumentere sine observationer gennem anden dokumentation end i overensstemmelse med besvarelsen af spørgsmål 2.
Ved besvarelsen bedes Det Veterinære Sundhedsråd oplyse, om det har betydning, hvis obduktionen skulle bruges som dokumentation for at bevise hestens dødsårsag overfor et forsikringsselskab.
Svar ad 3:
Når dyrlæger udfører obduktion af dyr bør udførelsen og dokumentationen af denne udføres med omhu og samvittighedsfuldhed herunder tilstrækkelig beskrivelse og dokumentation af fund. Rådet finder, at dyrlægen ikke er forpligtet til at dokumentere fund ved f.eks. foto, men, at det kan være hensigtsmæssigt at inkludere foto eller tegninger, hvis obduktionsfund skal bruges som dokumentation og ved aftale med ejer om denne specifikke ydelse. Se tillige svar ad B og E.
Spørgsmål 4:
Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, om det er i overensstemmelse med sædvanlig veterinærfaglig standard, at sagsøgte dyrelæge har bortskaffet kadaveret inden … havde mulighed for at kontakte sit forsikringsselskab.
Svar ad 4:
Det fremgår af § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 558 af 1. juni 2011, om opbevaring m.m. af døde produktionsdyr, at døde produktionsdyr, der opbevares på en opbevaringsplads eller afhentningsplads skal tilmeldes afhentning hurtigst muligt og senest 24 timer efter konstateret dødsfald. Rådet finder, at et forsikringsselskab bør kende disse regler og derfor reagere rettidigt ved henvendelse til dyrlæge/ejer for yderligere, såfremt dette er relevant.
Af fællesbestemmelserne i forsikringsbetingelserne fremgår det af punkt 1.4.1 under afsnittet anmeldelse af skade, at der ved aflivning af en hest skal kunne foretages obduktion på forsikringsselskabets anledning. Rådet bemærker, at hesten i den foreliggende sag er afgået ved døden og ikke aflivet.
Sagsøgte 1’s spørgsmål
Spørgsmål A1:
Har en dyrlæge pligt til at føre journal?
Svar ad A1:
Rådet finder, at en dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1 vedrørende krav om omhu og samvittighedsfuldhed, har pligt til at føre journal.
Spørgsmål A2:
Omfatter en eventuel pligt til journalføring dels: en klinisk journal, en inseminationsjournal, en patologisk journal, og en kommunikationsjournal i forhold til dyrlægens kunde (sagsøger) angående fx forsikringsforhold?
Svar ad A2:
Nej.
Spørgsmål A3:
Er det i overensstemmelse med god dyrlægeetik og udtryk for grundighed og samvittighedsfuldhed, når der fra … Hestehospital ikke foreligger patologisk journal, fotografisk- eller videomateriale endsige gemte præparater fra obduktionen og det ikke er obducerende dyrlæge, …, jf. stævningen, side 2, sidste afsnit og duplik, side 3, 1. afsnit, men derimod en anden dyrlæge, …, der har udfærdiget obduktionsattesten, jf. bilag 3?
I tilfælde af benægtende besvarelse, bedes det oplyst hvorledes dette påvirker troværdigheden og dokumentationsværdien af attesten fremlagt som bilag 3?
Svar ad A3:
Rådet udtaler sig ikke om dyrlægeetik, da dette er uden for Rådets kompetencer jf. Bekendtgørelse om forretningsorden for Det Veterinære Sundhedsråd og Bekendtgørelse om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd.
Rådet finder, at den udførende dyrlæge bør udfærdige attesten, eller at attesten udfærdiges ved dennes diktat. Det bemærkes at bilag 3 ikke er en obduktionsattest, se svar ad I.
Spørgsmål A4:
Bør en mangeårig hestepraktiserende dyrlæge, der er særdeles erfaren i hesteforsikringssagsbehandling være bekendt med, at hesteforsikringsselskaber stiller/kan stille krav om obduktion efter forsikrede hestes dødsfald?
Svar ad A4:
Rådet finder det rimeligt og hensigtsmæssigt, at en hestepraktiserende dyrlæge er bekendt med hesteforsikringsselskabers krav. Rådet finder umiddelbart ikke, at det af forsikringspolicen, jf. svar ad 4, fremgår, at der ved en hests naturlige død kan stilles krav om, at der skal foretages obduktion.
Spørgsmål A5:
Såfremt spørgsmål A3 besvares bekræftende, bedes det oplyst, hvilken rådgivningsforpligtelse dette efter rådets opfattelse indebærer for dyrlægen over for hesteejeren/forsikringstager?
Svar ad A5:
Dyrlægen bør oplyse klienten om, at denne skal læse forsikringspolicen og kontakte forsikringsselskabet med henblik på videre forløb.
Spørgsmål A6:
Bør den dyrlæge, der har en død forsikret hest i sin varetægt, sikre, at dyrlægens kunde/ forsikringstager/forsikringsselskabet aktivt vælger eller fravælger en obduktion af hesten?
Svar ad A6:
Rådet finder, at ejer i samråd med forsikringsselskabet skal sikre en eventuel obduktion. Rådet finder ikke, at det er en dyrlægens pligt, se tillige svar ad 5.
Spørgsmål A7:
Bør dyrlægen, hvor obduktion finder sted, sikre en mulighed for tilstedeværelse af obduktionen for hesteejeren eller forsikringsselskabet?
Svar ad A7:
Nej.
Spørgsmål A8:
Bør dyrlægen, hvor obduktion finder sted, jf. besvarelsen af spørgsmål A2 og A3, sikre, at obduktionsresultatet fastholdes objektivt, enten via foto, video eller opbevaring af de relevante obduktionspræparater på fx frost?
Svar ad A8:
Rådet finder det hensigtsmæssigt, såfremt det er muligt, at obduktionsresultatet fastholdes objektivt via foto eller opbevaring af præparater. Se tillige svar ad 3.
Spørgsmål A9:
Kan Det Veterinære Sundhedsråd på objektivt grundlag fastslå hoppens dødsårsag?
Svar ad A9:
De objektive fund i den pågældende sag er rapportering om 5-6 liter væske i hjertesækken, samt at hesten pludselig døde. Dette tyder på, at hesten døde som følge af store mængder væske ophobet i hjertesækken (hjertetamponade).
Spørgsmål A10:
Er det muligt, at hoppen døde af andre årsager end den af sagsøgte 2 hævdede hjertehindebetændelse, fx en medfødt hjertefejl?
Svar ad A10:
Da hesten har en aktiv karriere bag sig som springhest på højt plan, er det ikke sandsynligt, at hesten døde af en medfødt hjertefejl, idet fatale medfødte hjertefejl ville resultere i nedsat præstation hos hesten, hvilket ikke har været tilfældet. Hvis hesten havde 5-6 liter væske i hjertesækken er det sandsynligt, at hesten døde af dette. Hvorvidt der er andre lidelser tilstede samtidigt, som kunne forårsage hestens død, kan ikke udelukkes.
Sagsøgte 2’s spørgsmål, forsat
Spørgsmål H:
Under forudsætning af følgende:
At sagsøgte dyrlæge ikke havde kendskab til, at hesten var forsikret, og alene tilbød hesteejeren en obduktion af hesten som følge af veterinærfaglig interesse for årsagen til dødsfaldet.
At hesteejeren alene gav udtryk for at sagsøgte dyrlæge måtte obducere, hvis man ville, men ikke gav udtryk for at obduktionen var nødvendig i nogen henseende,
bedes Det Veterinære Sundhedsråd oplyse, om det giver anledning til en ændret besvarelse af spørgsmål A3, A4, A6, A7 og A8.
Svar ad H:
Såfremt dyrlægen ikke havde kendskab til, at hesten var forsikret, og at hesteejeren gav udtryk for, at sagsøgte dyrlæge måtte obducere, hvis man ville, er det er i overensstemmelse med veterinærfaglig standard at bortskaffe kadaveret hurtigt. Se tillige svar ad 4.
Spørgsmål I:
Giver sagen i øvrigt Det Veterinære Sundhedsråd anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad I:
Af spørgsmålene henvises der til obduktionsattest, bilag 3. Af attesten fremgår det, at denne er en attest og således ikke en obduktionsattest. Rådet finder, at indholdet af attesten er en beskrivelse af et hændelsesforløb, og at denne attest ikke repræsenterer en obduktionsattest.
Afgørelse:
Sagsøgte 1 (forsikringsselskab) skulle betale 358.000 kr. til sagsøger.
Sagsøgte 2 (hestehospital) blev frifundet.
Sagsøgte forsikringsselskab skulle betale sagsomkostninger til sagsøger på 83.431,25 kr. og sagsomkostninger til sagsøgte hestehospital på 30.000 kr.
Sagsøger skulle betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte hestehospital.