Rådet udtalte 15. december 2017:
Spørgsmål 1:
Hvis det lægges til grund, at et slagtesvin har haft en lidelse som ovenfor anført, er det da Det Veterinære Sundhedsråds vurdering, at slagtesvinets tilstand burde have været afhjulpet på et tidligere tidspunkt i besætningen eventuelt ved aflivning?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelsen, at embedslægen ved det levende syn på slagteriet konstaterede et slagtesvin, der var kraftigt støttehalt og hævet på venstre forben og var halt i varierende grad på de øvrige tre ben. Dyret var ude af stand til at gå uden støtte og aflastede flere ben ved hvert skridt. Det gryntede ved forsøg på at drive den frem, som tegn på smerte, og lagde sig ned på vognen. Slagtesvinet blev aflivet på vognen.
Ved pato-anatomisk undersøgelse af venstre forben på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, KU-SUND, fandtes ”Ved sagittal gennemsavning af benet fandtes artritis (ledbetændelse) i albueleddet med ulcerationer i ledbrusken på både humerus, radius og ulna (underarmsknogler). Albueleddet var udfyldt af nydannet bindevæv og ankyloseret (sammenvokset). Periartikulært (omkring leddet) fandtes nydannet bindevæv og knoglevæv, der antog en maksimal tykkelse på ca. 2 cm. I muskulaturen caudalt for humerus fandtes 2 abscesser, der målte henholdsvis ca. 0,5 og 1 cm i diameter. Abscesserne var omgivet af en bindevævskapsel, der målte få mm i tykkelsen. Der kunne ved sektion af præparatet ikke erkendes forandringer forenelige med frakturer.
Konklusion:
Der foreligger en kronisk, ulcererende artritis med intraartikulær fibrosering og ankylose af albueleddet. Dertil fandtes periartikulær fibrosering, knoglenyddannelse og apostemdannelse. Forandringerne har en alder på flere uger.”
Af sagsakterne fremgår, at landmanden oplyste, at han var bekendt med svinets sygehistorie, og at den havde gået i sygesti i besætningen.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovenstående og sagsakterne til grund, finder Rådet, at slagtesvinets situation for længst skulle have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved at svinet var blevet tilset af en dyrlæge og behandlet eller aflivet indenfor få dage efter, at svinets sygdom blev konstateret. Slagtesvinet har således ikke været behandlet omsorgsfuldt og passet under hensyntagen til dets fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov, og har under opholdet i besætningen været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Spørgsmål 2:
Hvis det lægges til grund, at et slagtesvin har haft en lidelse som ovenfor anført, er det da Det Veterinære Sundhedsråds vurdering, at slagtesvinet har været transportegnet?
Svar ad 2:
Dyr, der ikke kan gå og stå ved egen hjælp, eller dyr, der er springhalte, svært støttehalte eller udpræget gangbesværede på grund af diagnosticeret eller formodet knoglebrud, ledskred, smertefulde betændelsestilstande i lemmerne (ledbetændelse, seneskedebetændelse o. lign.) samt dyr som lider af almen svækkelse, må ikke transporteres levende til slagtning eller til levebrug, men skal aflives eller nødslagtes på stedet.
Det fremgår af sagsakterne, at landmanden oplyste, at han godt havde set, at grisen haltede i forbindelse med læsningen, og havde bedt chaufføren transportere den for sig selv.
Lægges ovennævnte, svar ad 1 og sagsakterne til grund, finder Rådet, at slagtesvinet ikke burde være transporteret levende til slagteriet. Ved at være læsset og transporteret til slagteriet, uanset der var tale om skånetransport, har slagtesvinet været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 3:
Hvis det lægges til grund, at et slagtesvin har haft en lidelse som ovenfor anført, er det da Det Veterinære Sundhedsråds vurdering, at slagtesvinet har været egnet til skånetransport?
Svar ad 3:
Se svar ad 2.
Spørgsmål 4:
Ved at lade et slagtesvin, med en lidelse som ovenfor anført, transportere til slagtning, er det da Det Veterinære Sundhedsråds vurdering, at slagtesvinet har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller eventuel mishandling af dyr?
Svar ad 4:
Se svar ad 2.
Spørgsmål 5:
Ved at transportere et slagtesvin, med en lidelse som ovenfor anført, selv om der er tale om skånetransport, er det da Det Veterinære Sundhedsråds vurdering, at slagtesvinet har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller eventuel mishandling af dyr?
Svar ad 5:
Se svar ad 2.
Spørgsmål 6:
Giver sagen i øvrigt Det Veterinære Sundhedsråd anledning til bemærkninger?
Svar ad 6:
Der henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 1. maj 2020 fra Syd- og Sønderjyllands Politi:
Spørgsmål 1:
Er Rådet enig i, at der i Deres udtalelse af 17. december 2017 alene er foretaget en gengivelse af embedsdyrlægens (gengivelse af anmelders konklusioner) samt en gengivelse af professor …s pato-anatomiske undersøgelse?
Svar ad 1:
Nej, Rådet er ikke enig heri. Rådets udtalelser indeholder generelt Rådets vurdering af det forelagte. I den konkrete sag indeholder Rådets udtalelse oplysninger fra embedsdyrlægen, den pato-anatomiske undersøgelse, oplysninger fra landmanden som det fremgår af sagsakterne samt Rådets vurdering af det forelagte, jf. Rådets udtalelse af 17. december 2017, j.nr. 2017-32-0152-00121.
Spørgsmål 2:
Mener Rådet, at det materiale, som alene vedrører konstateringer, der er foretaget efter, at grisen var død, skal udgå af sagen og ikke kan tillægges bevismæssig værdi?
Svar ad 2:
Nej. Rådet finder, at patoanatomiske fund har en vigtig, relevant veterinærfaglig værdi bl.a. i forhold til vurdering af et dyrs tilstand ante mortem.
Spørgsmål 3:
Er det sandsynligt, at dyrets halthed kan være blevet forværret under transporten?
Svar ad 3:
Lægges svar ad 1 til grund, finder Rådet, at de beskrevne kliniske tegn kan være blevet forværret ved, at svinet har været transporteret.
Spørgsmål 4:
Besidder Rådet den relevante sagkundskab, selvom denne ikke på samme måde, som Retslægerådet har mulighed for at trække på relevant fagkundskab ved forelæggelse af specifikke spørgsmål for eksperter tilknyttet rådet?
Svar ad 4:
Ja, Rådet besidder den relevante kundskab i forhold til sagens karakter.
Af § 7 i bekendtgørelse nr. 1711 af 15. december 2015 om forretningsorden for Det Veterinære Sundhedsråd fremgår følgende:
”Det Veterinære Sundhedsråd kan indhente bidrag hos særligt sagkyndige eller anmode sådanne om at deltage i behandling af en sag, når behandling af sagen forudsætter en særlig viden.”
Rådet kan således, lig Retslægerådet, trække på relevant fagkundskab ved forelæggelse af specifikke spørgsmål for eksperter, såfremt Rådet vurderer, at der er et behov herfor.
Spørgsmål 5:
Er Rådets afgørelse af den 15. december 2017 afgivet med dissens?
Svar ad 5:
Der skal som udgangspunkt henvises til § 5, stk. 2 og 3 i Rådets forretningsorden, hvoraf det fremgår, at Rådet afgiver udtalelser ved enstemmighed, samt at såfremt enighed ikke opnås, skal alle rådsmedlemmers synspunkter føres til protokol. Der skal endvidere henvises til § 9 i Rådets forretningsorden, hvoraf fremgår, at Rådets behandling er fortrolig. Dog kan det oplyses, at Rådet i nærværende sag har udtalt sig i enstemmighed.
Rådet blev stillet yderligere supplerende spørgsmål i skrivelse af 10. maj 2021 fra Syd- og Sønderjyllands Politi:
Spørgsmål 1:
Rådet bedes vurdere, om det er sandsynligt, at slagtesvinet kan have været støttehalt i en mindre grad i pålæsningssituationen, herunder i lyset af …s besvarelse af spørgsmål 2 samt det af embedsdyrlægen fremhævede i Fødevarestyrelsens anmeldelse (bilag 2) på side 3:
Chaufføren havde ikke bemærket det tykke forben og han forklarede, at grisen var mindre halt, da han læssede dyrende end ved aflæsningen. Dette er meget vel muligt, idet grise er udprægede flokdyr, og så længe de drives og går i flok, vil de prøve at følge gruppen og ikke vise svagheder - i dette tilfælde ved halthed.
Svar ad 1:
Der skal henvises til besvarelse af spørgsmål 3 i Rådets udtalelse 2020-24-0152-00261 af 25. november 2020, hvoraf det fremgår, at Rådet finder, ”at de beskrevne kliniske tegn kan være blevet forværret ved, at svinet har været transporteret”.
Spørgsmål 2:
Under henvisning til …s besvarelse af spørgsmål 3 bedes Rådet vurdere, om der er sandsynligt, at slagtesvinets halthed kan være opstået eller være blevet forværret under transporten, og i så fald hvordan. Herunder bedes det oplyses, om en transport af et slagtesvin medfører ekstraordinær belastning af svinets bentøj i forhold til dennes vante situation, hvor den opholder sig i en stald, herunder som følge af f.eks. rystelser og svingninger under transporten.
Svar ad 2:
Det fremgår af sektionsattesten fra Sektion for Patologi, KU-SUND, at svinet havde en kronisk, ulcererende artritis med intraartikulær fibrosering og ankylose af albueleddet. Endvidere fandtes periartikulær fibrosering, knoglenydannelse og apostemdannelse. Læsionen havde en alder på flere uger. Sådanne forandringer er forbundet med halthed, hvorfor denne ikke kan være opstået under transporten. Det fremgår desuden af sagsakterne, at landmanden oplyste, at han godt havde set, at grisen haltede i forbindelse med læsningen og havde bedt chaufføren transportere den for sig selv.
Vedrørende eventuel forværring af svinets halthed henvises til svar ad 1.
Spørgsmål 3:
Rådet bedes vurdere, om hævelsen på svinets venstre ben har været umiddelbart synlig for lægmand ved pålæsningen, når der også henses til slagtesvinets adfærd under en pålæsningssituation. Det tilføjes i den forbindelse, at hævelsen først observeres af embedsdyrlægen efter, at slagtesvinet er aflivet og altså ikke ved undersøgelse af slagtesvinet i levende live, jf. anmeldelsen, bilag 2, side 3.
Svar ad 3:
Rådet skal indledningsvis bemærke, at en chauffør på en dyretransport ikke er at betragte som lægmand, og at chauffører som udgangspunkt skal have en autorisation til at transportere dyr.
Rådet skal også påpege, at indretning og lysforhold på et læsningsområde skal være af en sådan beskaffenhed, at hvert enkelt dyr kan inspiceres af chaufføren således, at dyr, som ikke er transportegnede, kan identificeres i flokken. Er der afsat tilstrækkelig tid til læsningen, og er pålæsningsfaciliteterne korrekt indrettede, vil det være muligt at identificere og frasortere eventuelt ikke transportegnede svin. Der skal henvises til Rådets udtalelse af 26. marts 2004 vedrørende udleveringsrum og udleveringsvogne til svin, der kan findes på www.detvetsund.dk.
Rådet finder, at hævelsen af venstre forben var umiddelbart synlig ved pålæsningen. Ved læsning af svinet i besætningen og under svinets ophold i denne, fremstod svinet i henhold til sagens akter lettere halt og gående, hvorfor mulighederne for at påvise hævelsen har været betydeligt bedre, end da svinet ankom til slagteriet, idet svinet i besætningen har kunnet iagttages fra flere vinkler og i bevægelse.
Det fremgår af embedsdyrlægens beskrivelse, at svinet var kraftigt støttehalt ved det levende syn, men at det hurtigt lagde sig, hvorefter det blev aflivet på vognen uden yderligere klinisk undersøgelse af dyrevelfærdsmæssige årsager. Efter aflivningen blev det konstateret, at ”dyrets venstre forben var meget kraftigt hævet og meget fast at føle på”. Rådet finder, at grunden til, at det hævede forben ikke umiddelbart blev erkendt/beskrevet ved det levende syn på slagteriet skyldtes, at svinet efter transporten nu var kraftigt støttehalt, smertepåvirket og hurtigt lagde sig og derefter straks blev aflivet, for ikke at udsætte dyret for yderligere og unødig smertepåvirkning.
Spørgsmål 4:
Under henvisning til Fødevarestyrelsens politianmeldelse (bilag 2, side 3) og fotomaterialet (bilag 3) samt …s besvarelse af spørgsmål 5 bedes Rådet vurdere, om der er tale om et gammelt inficeret brud på overarmen eller om der er tale om en kronisk betændelse af albueleddet ledsaget af knoglemarvsbetændelse og bylds-dannelse samt hvorvidt en sådan diagnose har været umiddelbart synligt ved et levende syn af slagtesvinet, og i fortsættelse heraf, om der er tale om et forhold, som kan konstateres af lægmand i forbindelse med læsningen af grisen?
Svar ad 4:
På baggrund af undersøgelsen ved Sektion for Patologi, KU SUND finder Rådet, at svinet havde en kronisk ledbetændelse med bylddannelse, mere specifikt karakteriseret som en kronisk ulcererende artritis med intraartikulær fibrosering og ankylose af albueleddet samt periartikulær fibrosering, knoglenydannelse og apostemdannelse. Rådet skal bemærke, at præcis diagnostik ikke er en forudsætning for at vurdere transportegnethed, idet denne kan vurderes ud fra bl.a. dyrets kliniske tegn, herunder halthed og hævelse.
Mistanke om en kronisk ledbetændelse eller kronisk arthrose vil i mange tilfælde kunne opnås ved en klinisk undersøgelse, mens en specifik og detaljeret diagnose ikke umiddelbart kan stilles hverken ved pålæsningen af et svin i en besætning eller ved ankomsten til slagteriet.
I det aktuelle tilfælde burde mistanke om en alvorlig underliggende tilstand i albueregionen som årsag til hævelse og halthed have været rejst forud for og ved læsningen i besætningen. Svinet burde derfor have været afvist til transport, indtil der forelå en veterinærfaglig vurdering af tilstanden.
Vedrørende lægmand henvises til svar ad 3.
Spørgsmål 5:
Det Veterinære Sundhedsråd bedes vurdere om det er sandsynligt, at tilstedeværelsen af PSE i muskulaturen, jf. fotomaterialet i bilag 3, kan være et resultat af, at slagtesvinet har været stresset under transport, herunder om det er normalt at PSE forekommer ved slagtesvin i forbindelse med transport.
Svar ad 5:
Blegt, blødt og væskedrivende kød efter slagtning (såkaldt ”PSE kød”) udvikles efter dyrets aflivning og ses typisk hos svin, der har været udsat for stress, eksempelvis i form af belastende transport. Da det aktuelle svin ved ankomsten var kraftigt støttehalt, smertepåvirket og hurtigt lagde sig ned grundet tilstedeværelsen af en kronisk ulcererende artritis med intraartikulær fibrosering og ankylose af albueleddet samt periartikulær fibrosering, knoglenydannelse og apostemdannelse, finder Rådet, at udvikling af PSE kan sættes i forbindelse med, at svinet under transporten har været udsat for smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe.
Hyppigheden af PSE hos slagtede svin er generelt lav. Rådet skal dog bemærke, at blandt de sager, der forelægges Rådet vedrørende svin, som er blevet transporteret, til trods for at de var uegnede til transport i live, ofte konstateres udvikling af PSE.
Spørgsmål 6:
Rådet bedes herudover oplyse, om der er indhentet udtalelse hos særlig sagkyndige i forbindelse udarbejdelse af udtalelsen af 27. maj 2019, jf. dyrlægelovens § 29, stk. 3.
Endeligt bedes Rådet oplyse, om udtalelserne har været enstemmige, eller om der har været dissens. I givet fald anmodes om, at indholdet af pågældende dissenser bliver oplyst.
Svar ad 6:
Der er ikke indhentet udtalelse hos særlig sagkyndige i forbindelse udarbejdelse af udtalelsen af 27. maj 2019, jf. dyrlægelovens § 29, stk. 3, idet Rådet besidder den fornødne viden til at besvare spørgsmålene.
Vedrørende eventuel enstemmighed i Rådets udtalelse af 27. maj 2019, skal der som udgangspunkt henvises til § 5, stk. 2 og 3 i Rådets forretningsorden, hvoraf det fremgår, at Rådet afgiver udtalelser ved enstemmighed, samt at såfremt enighed ikke opnås, skal alle rådsmedlemmers synspunkter føres til protokol. Der skal endvidere henvises til § 9 i Rådets forretningsorden, hvoraf fremgår, at Rådets behandling er fortrolig. Dog kan det oplyses, at Rådet i nærværende sag har udtalt sig i enstemmighed.
Afgørelse:
Der var tre tiltalte i sagen.
Gårdejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, stk. 12 og stk. 13, jf. § 2 og § 3, og transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1, jf. stk. 3, jf. transportforordningens artikel 3, litra b og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og 2, litra a, ved i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som besætningsejer at have behandlet et slagtesvin grovere uforsvarligt, idet han lod det transportere fra besætning til slagtning, selvom svinet var støttehalt i svær grad samt havde et ældre inficeret brud på overarmen og derfor ikke var transportegnet, heller ikke adskilt fra andre svin under transporten.
Chauffør tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 12, jf. § 2, og transportbekendtgørelsen § 37, stk. 1, jf. transportforordningens artikel 3, litra b, ved i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som chauffør af en erhvervsmæssig transport af dyr at have behandlet ovenfor beskrevne slagtesvin grovere uforsvarligt i forbindelse transport.
Transportvirksomhed tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, stk. 12 og stk. 13, jf. § 2, og transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1, jf. stk. 3, jf. transportforordningens artikel 3, litra b og artikel 6, stk. 3, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra a, ved i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som transportvirksomhed for erhvervsmæssig transport af dyr at have været ansvarlig for, at dets chauffør behandlede et slagtesvin grovere uforsvarligt, idet denne transporterede det fra en besætning til slagteri, selvom dyret ikke var transportegnet.
Efter de for retten afgivne forklaringer var der sået væsentlig tvivl, om den aflivede og undersøgte gris var den samme, som chaufføren transporterede adskilt, og som havde været i sygesti før transporten. Retten bortså derfor fra disse omstændigheder ved vurderingen af grisens tilstand ved transporten og vurderingen af, om dette burde være erkendt af besætningsejer og chauffør.
For chaufføren havde der herefter alene været et hævet ben samt en halten til indikation om transportproblemer, og det fremgik af fagpersonernes besvarelser, at denne halten i pålæsningssituationen kunne have været meget undertrykt. Hævelsen var ikke i sig selv så voldsom, at den burde være opdaget ved chaufførens besigtigelse af dyrene ved pålæsningen. Herefter fandtes der ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag for at statuere, at chaufføren ved uagtsomhed ved læsningen havde behandlet grisen uforsvarligt. Chaufføren og transportvirksomheden blev derfor frifundet.
Efter embedsdyrlægens og Det Veterinære Sundhedsråds udtalelser herom, fandt retten imidlertid, at grisen objektivt ikke var transportegnet på grund af lidelsens omfang, og lidelsen havde desuden været så langvarig og så alvorlig, at den burde være opdaget i besætningen. Besætningsejeren, fandtes herefter som ansvarlig for afsendelsen ansvarlig for grovere uforsvarlig behandling af grisen og blev straffet med en bøde 10.000 kr.