Rådet udtalte 25. april 2017:
Spørgsmål 1:
Såfremt sagens omstændigheder lægges til grund, har de to uklippede får derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Den 13. september 2016 aflagde politiet besøg på ejendommen. Af politiets anmeldelsesrapport af 22. august 2016 (rettet d. 10. oktober 2016) fremgår blandt andet, at der i ejendommens lade stod 3 får. De to af fårene var ikke klippet og var muligvis ikke blevet klippet i årevis. Ulden stod ud fra fårene i mindst 40 cm. I den lange uld på bagparten var der store kaskader af ekskrementer, frisk såvel som gammel, som sad fast i pelsen.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at de beskrevne 2 får ved at være unddraget passende klipning af pels, hvori der var ophobet kager af ekskrementer, har været udsat for en betydelig grad af lidelse og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet vil karakterisere forholdet som uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes an ført i Rådets svar.
Svar ad 2:
Ingen bemærkninger.
Afgørelse:
Tiltalte blev straffet med bøde på 1.500 kr. Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 6 dage.
Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.