Rådet udtalte 10. april 2018:
Spørgsmål 1:
Om de foreliggende oplysninger om aflivningsmetoden viser, at/om hunden i et kortere eller længere tidsrum kan have været udsat for smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe?
Svar ad 1:
Det fremgår af sagens akter, at hunden blev aflivet ved, at sigtede stak ”kokkekniven skråt ind i halsen, således at hundens hals blev skåret helt over.”
Af obduktionsattest af 7. august 2017 fra Institut for Veterinær- og husdyrvidenskab, KU-SUND fremgår følgende:
”Der var tale om en hvid, kastreret hanhund af en terrier-lignede race. …. Hunden vejede 9,5 kg, og foderstanden blev bedømt til at være over middel. Bagparten omkring anus var tilsølet med afføring. Halsregionen var indsmurt i blod.
På halsens underside fandtes et 14 cm langt snitsår i huden, der forløb diagonalt fra højre side foran brystindgangen til venstre side omtrent midt på halsen (foto 1). Venstre halspulsåre og -vene (arteria carotis og vena jugularis) samt luftrøret og spiserøret og omkringliggende muskulatur var gennemskåret. I venstre side af halsen fortsatte såret 10 cm i dybden (foto 2), hvor der fandtes et 3 cm langt snitsår i huden (pil, foto 2). I lungerne fandtes en del aspireret blod. Andre organer var uden tegn på forandringer.
Konklusion:
Hunden har været udsat for vold i form af snit/stik, som har medført gennemskæring af vitale strukturer (halspulsåre og -vene). Det 3 cm lange snitsår i huden repræsenterer sandsynligvis en udgangslæsion, hvilket tyder på, at kniven er blevet ført fra højre til venstre og fremad, som det fremgår af de vedlagte fotos.
Læsionerne er forenelige med, at hunden er død som følge af blodtab.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at hunden ved at få halsen skåret over, mens den var ved bevidsthed, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller i overensstemmelse med dens behov. Hunden er ikke aflivet så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Rådet vil anse forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 13, stk. 1, 1. punktum.
Spørgsmål 2:
Hvor lang tid der omtrentlig kan forventes at gå fra indgrebets (knivstik) påbegyndelse til dødens indtræden?
Svar ad 2:
Lægges de i svar ad 1 beskrevne læsioner til grund, finder Rådet det sandsynligt, at hunden er død indenfor få minutter.
Spørgsmål 3:
Om der i forbindelse med landbrugsdrift sker aflivning af kvæg ved knivstik i halsen?
Svar ad 3:
Rådet forstår ”aflivning af kvæg ved knivstik i halsen” som overskæring af de store kar i hals regionen medførende afblødning.
Aflivning af kvæg i landbruget skal foretages i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1099/2099 af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet samt bekendtgørelse nr. 135 af 14/02/2014 om slagtning og aflivning af dyr. Aflivning ved afblødning skal foregå ved en indledende bedøvelse, som sikrer, at dyret forbliver bevidstløst og uden smerteopfattelse indtil sin død. Afblødningen skal foregå ved, at begge halspulsårer og halsvener manuelt eller mekanisk overskæres med et skarpt redskab, umiddelbart efter, at dyret er bedøvet således, at dyret dør ved afblødning uden, at dyret på ny kommer til bevidsthed. Aflivning af kvæg uden forudgående bedøvelse ved knivstik i halsen er således ikke en anvendelig metode.
Spørgsmål 4:
Om den benyttede kniv kan anses for egnet til formålet (aflivning)?
Svar ad 4:
Lægges de i svar ad 1 beskrevne læsioner til grund, finder Rådet, at kniven kunne have været egnet til formålet under forudsætning af, at hunden forinden var passende bedøvet og forblevet bevidstløst og uden smerteopfattelse indtil sin død.
Spørgsmål 5:
Om obducentens fund af afføring ved anus er udtryk for, at hunden har haft afføring i umiddelbar tilknytning til aflivningen, og i givet fald hvad det er udtryk for.
Svar ad 5:
Aflivning ved den i sagen omhandlede metode uden forudgående bedøvelse er forbundet med højeste grad af smerte, lidelse og angst og vil kunne udløse et akut stress-respons, herunder defækering.
Fæcesafgang kan tillige typisk ses ved dødens indtræden.
Spørgsmål 6:
Om sigtede (hvis besvarelsen af spørgsmål 1-5 giver grundlag for det) vurderes at have behandlet hunden uforsvarligt, groft uforsvarligt eller groft uforsvarligt med karakter af mishandling?
Svar ad 6:
Se svar ad 1.
Spørgsmål 7:
Om sagen i øvrigt giver rådet anledning til bemærkninger
Svar ad 7:
Oplysningerne i sagsakterne peger på, at sigtede ikke har udvist evne eller vilje til at behandle hunden dyreværnsmæssigt forsvarligt. Dette bør efter Rådets opfattelse føre til overvejelser om, hvorvidt der skal ske helt eller delvis frakendelse af retten til dyrehold, jvf. dyreværnslovens § 29. Anvendelse af § 29 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.
Rådet skal bemærke, at bekendtgørelse nr. 135 af 14. februar 2014 om slagtning og aflivning af dyr anfører, at aflivning af hunde og katte kun må foretages af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning.
Afgørelse:
Tiltalte blev straffet med fængsel i 60 dage.
Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begik noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.
Tiltalte skulle inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 80 timer.
Tiltalte skulle være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Tiltalte frakendtes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med kæledyr, herunder hunde og katte i 3 år fra endelig dom.
Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.