Rådet udtalte 14. marts 2018:
Spørgsmål 1:
Jeg skal i den anledning anmode Det Veterinære Sundhedsråd om en udtalelse, hvorvidt den beskrevne adfærd indebærer uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller har karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1, 2, og 3.
Svar ad 1:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Det fremgår af politirapporten, at katten blev aflivet ved at tildele den 2 slag mod hovedet med en spade/skovl. Ved at tildele katten flere slag med en spade/skovl er det ikke muligt at tilsikre en så hurtig og smertefri aflivning som muligt. Katten er under den beskrevne aflivningsmetode ikke behandlet forsvarligt eller i overensstemmelse med dens behov, og har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet vil betragte forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 13, stk. 1, 1. pkt.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, skal jeg ligeledes anmode om at modtage disse.
Svar ad 2:
Det fremgår af sagsakterne, at 3 styks ca. 4 uger gamle killinger efter aflivningen af katten, nu er moderløse.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Såfremt det kan eftervises, at den aflivede kat var moder til de tre killinger, vil det forhold, at aflive moderkatten uden på forhånd at sikre sig den fornødne videre håndtering af killingerne, bevirke, at killingerne bringes i en situation, hvor de udsættes for en grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, samt risiko for at udvikle sundhedsmæssige, fysiologiske og adfærdsmæssige forstyrrelser.
Afgørelse:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28 stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 1 og § 13, stk. 1, 1. pkt., ved at have aflivet en kat, idet tiltalte slog katten to gange i hovedet med en skovl, hvorved den blev udsat for smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og behandlet groft uforsvarligt med karakter af mishandling.
Tiltalte erkendte, at han havde slået katten to gange i hovedet med en skovl. Tiltaltes erkendelse blev understøttet af sagens øvrige omstændigheder, herunder fotos i sagen. På baggrund af udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd fandt retten, at tiltalte havde overtrådt dyreværnsloven som anført i anklageskriftet.
Tiltalte blev straffet med fængsel i 30 dage med en prøvetid på 1 år fra endelig dom.
Tiltalte blev frifundet for påstanden om frakendelse af retten til at eje, bruge, passe, slagte og beskæftige sig personligt med dyr, jf. dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt.