Rådet udtalte 23. november 2018:
Spørgsmål 1:
Hvornår var kviens forventede kælvningstidspunkt?
Svar ad 1:
På baggrund af oplysningerne fra ..., som bekræftes af dyrlægens erklæring, var kvien insemineret d. 9. februar 2016 og konstateret drægtig d. 30. marts. Den forventede kælvningsdato ville baseret herpå være 14. november 2016 ved en forventet drægtighedslængde på 279 dage.
Spørgsmål 2:
Har kvien været højdrægtig i sidste tiendedel af drægtighedsperioden?
Svar ad 2:
Ja, lægges oplysningerne jf. svar ad 1 til grund, har kvien været højdrægtig og i sidste tiendedel af drægtighedsperioden.
Rådet skal anføre, at Rådet opfatter drægtighedsperioden hos kreaturer som tiden fra befrugtningen (konceptionen) til forløsningen af et fuldbårent foster.
Spørgsmål 3:
Har det nogen betydning for vurderingen af spørgsmål 2, om fosteret er levende eller dødt?
Svar ad 3:
I det konkrete tilfælde nej.
Spørgsmål 4:
Har det nogen betydning for vurderingen af spørgsmål 2, om det forventede kælvningstidspunkt er overskredet?
Svar ad 4:
Se svar ad spørgsmål 3.
Spørgsmål 5:
Er kviens sygdomstilstand blevet forværret i perioden fra den 22. nov. 2016 til den 13. dec. 2016?
Svar ad 5:
Det fremgår af dyrlægens erklæring, at:
”Kvien blev behandlet for betændelse i et forben d. 14-15/11/2016.
Den 22/11/2016 foretog jeg en gynækologisk undersøgelse af kvien og konstaterede en præcervical børslyngning, hvorved cervix uteri (børmunden) var helt lukket og normal kælvning således udelukket. Fosteret var dødt. Vedr. prognosen for en sådan tilstand henvises til litteraturen på området.
Kvien var insemineret d. 9/2/2016. Normal termin var derfor medio november 2016 og sidste tiendedel af drægtighedsperioden må således fastlægges fra medio oktober til medio november 2016………, Da kviens almenbefindende ved min undersøgelse var uforstyrret, anbefalede jeg slagtning, når tilbageholdelsesfristen for antibiotika i forb. m. lidelsen i forbenet var udløbet.”
Det fremgår af embedsdyrlægens beskrivelse af 15. december 2016 vedrørende kviens tilstand ved det levende syn på slagteriet:” ….Kvien blev transporteret adskilt fra øvrige dyr, kvien havde et huld under middel og havde forøget bugomfang samt let indfaldne øjne. …. ” Det fremgår desuden, at der ved den postmortelle undersøgelse konstateredes et fuldbårent dødt foster, udtalte cirkulationsforstyrrelser i livmoderen, som tegn på børslyngning samt akut bughindebetændelse og fedtlever.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at tilstanden er væsentligt forværret mellem 22. november og 13. december 2016.
Spørgsmål 6:
Har sygdomstilstanden været erkendelig ved afsendelsen af kvien fra besætningen den 13. dec. 2016?
Svar ad 6:
Ja, lægges svar ad 5 til grund, finder Rådet det sandsynligt, at kviens tilstand med huld under middel, forøget bugomfang, indfaldne øjne samt sandsynligvis forudgående nedsat foderoptagelse (idet der konstateres fedtlever) har været erkendelig ved afsendelsen d. 13. december.
Spørgsmål 7:
Har besætningsejeren i perioden fra besætningsdyrlægens undersøgelse og anbefaling den 22. nov. 2016 og frem til tidspunktet for tilbageholdelsesfristens udløb for antibiotikabehandlingen (6. dec. 2016) og yderligere frem til transport- og slagtetidspunktet den 13. dec. 2016 udsat kvien for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 7:
Rådet har ikke på baggrund af de foreliggende sagsakter mulighed for at fastslå et præcist tidsforløb, hvorunder de konstaterede komplikationer er blevet klinisk erkendelige.
Det kan konstateres, at kvien d. 22. november er diagnosticeret med en fødselskomplikation, der forhindrede et normalt og spontant kælvningsforløb. Iflg. dyrlægens oplysninger var kviens almenbefindende denne dag uforstyrret. Rådet vurderer, at kvien, ved ikke i perioden mellem 22. november og 13. december på ny at være blevet undersøgt af en dyrlæge, alternativt at være blevet aflivet, har været udsat for groft uforsvarlig behandling.
Spørgsmål 8:
Har kvien været egnet til transport den 13. dec.?
Svar ad 8:
Nej, idet svar ad 5 lægges til grund.
Spørgsmål 9:
Har kvien ved at blive transporteret, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 9:
Rådet finder, at kvien, ved at være transporteret i sidste del af drægtighedsperioden bærende på et dødt foster med en diagnosticeret lejeforandring af livmoderen (børslyngning) og med tydelige symptomer på et påvirket almenbefindende, har været udsat for groft uforsvarlig behandling.
Spørgsmål 10:
Har besætningsdyrlægen handlet veterinærfagligt korrekt ved sin undersøgelse af kvien den 22. november 2016?
Svar ad 10:
Rådet finder i sagens akter ikke oplysninger, der giver anledning til at kunne vurdere, hvorvidt dyrlægens undersøgelse af kvien d. 22. november har været faglig ukorrekt.
Spørgsmål 11:
Har besætningsdyrlægen handlet veterinærfagligt korrekt ved sin anbefaling til besætningsejeren den 22. nov. 2016?
Svar ad 11:
Det fremgår af sagsakterne, at besætningsdyrlægen, efter at have foretaget en gynækologisk undersøgelse af den højdrægtige kvie, hvorunder der konstateres præcervical børslyngning, lukket cervix og et dødt foster ”…... anbefalede jeg slagtning, når tilbageholdelsesfristen for antibiotika i forb. m. lidelsen i forbenet var udløbet”.
Ved en præcervical børslyngning roterer den drægtige uterus (livmoder, bør) omkring sin længdeakse med drejningspunkt i den bagerste del af livmoderen (corpus uteri). Symptomer og kliniske fund afhænger i et vist omfang af rotationsgraden, idet mindre rotationsgrader giver svagere symptomer end højere rotationsgrader, hvilket især tilskrives at højgradig torsion kompromitterer blodtilførslen og -afløbet fra den drægtige uterus samt markant stræk af uterus’ ligamenter. Ud over at symptomerne afhænger af torsionsgraden, så afhænger de umiddelbare symptomer også af drægtighedsstadiet. Såfremt højgradig torsion optræder i den sidste del af drægtigheden, herunder de sidste 10%, men inden fødslen er påbegyndt, vil koen udvise koliksymptomer og være urolig. Den kan have nedsat ædelyst. I løbet af nogle dage udvikler koen tegn på intoksikation og septikæmi, bliver nedstemt og får stærkt forstyrret almenbefindende. Ubehandlet dør koen i de fleste tilfælde. Såfremt der er tale om en lettere rotation, hvor fosteret og uterus’ blodcirkulation ikke påvirkes, ses kun mildere symptomer, indtil selve fødslen går i gang. Her vil symptomerne være som beskrevet for en postcervical torsion (”klassisk børslyngning”), der opstår på fødselstidspunktet. Præcervical torsion optræder hyppigt inden fødslen er påbegyndt.
Såfremt en præcervical børslyngning optræder i forbindelse med fødslen (typisk i opblokningsfasen) ses typiske tegn på dystoki (fødselshindring) i form af begyndende fødsel, men uden progression af denne. Veerne er som regel svagere end ved normale fødsler, og fosterhinderne (’’vandkalven”) presses ikke ind i vagina. Tilstanden er livstruende for både foster og moderdyr, og såfremt der ikke gribes ind og tilstanden afhjælpes, dør begge individer. Først dør kalven pga. iltmangel grundet løsning af placenta; herefter dør moderdyret i løbet af få dage som følge af intoksikation og septikæmi grundet bakteriel indvækst i børen og det nu døde forrådnende foster.
Behandlingen af børslyngning tager sigte på at afhjælpe tilstanden. Forud for at iværksætte en egentlig behandling, specielt en kirurgisk behandling, bør prognosen for især moderdyret vurderes. Såfremt koen er svært intoksikeret og har stærkt forstyrret almenbefindende, typisk grundet et forrådnet foster, eller i øvrigt udviser tegn der betinger en dårlig prognose, bør umiddelbar aflivning nøje overvejes. Såfremt koen har et uforstyrret almenbefindende, normal kropstemperatur m.m. og et nyligt dødt foster uden tegn på infektion, kan nødslagtning overvejes. Koen må ikke transporteres levende til slagteri, hvis den er drægtig i de sidste 10% af drægtigheden.
Af egentlige behandlinger anvendes typisk at forsøge 1) tilbage-rotation af den drægtige bør gennem vagina, og er dette ikke succesfuldt vil næste trin typisk være 2) rulning af koen, og såfremt hverken 1) eller 2) har været succesfulde, kirurgisk indgreb på stående ko i lokalbedøvelse.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at besætningsdyrlægen ikke har handlet veterinærfaglig korrekt ved på grundlag af sin vurdering ikke at anbefale kvien behandlet, aflivet eller slagtet straks.
Spørgsmål 12:
Har besætningsdyrlægen derved udsat kvien for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 12:
Lægges svar ad 11 til grund, finder Rådet, at dyrlægen, ved ikke at foranledige behandling eller aflivning af et dyr med fødselshindring, har medvirket til, at kvien er bragt i en tilstand, hvor den ikke har været beskyttet bedst muligt imod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at kvien herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 13:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 13:
Nej.
Afgørelse:
Der var tre tiltalte i sagen.
Besætningsdyrlæge (herefter T1):
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, jf. lov om dyrlæger § 38, stk. 1, jf. § 8, stk. 1, ved d. 22. november 2016 i forbindelse med udøvelse af erhverv som dyrlæge at have behandlet en drægtig kvie i sidste tiendedel af drægtighedsperioden groft uforsvarligt, idet han ved gynækologisk undersøgelse af koen konstaterede, at fostret var dødt, at kvien ikke kunne kælve som følge af en børslyngning, og herefter undlod at træffe de nødvendige afhjælpende foranstaltninger af dyrets tilstand. Dyrlægen anbefalede derimod, at kvien blev sendt til slagtning, hvorved kvien blev udsat for yderligere smerte og lidelser i forbindelse med transport til slagteriet.
Dyrlægepraksis (herefter T2):
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, jf. § 1 og lov om dyrlæger § 38, stk. 1, jf. § 8, stk. 1, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som arbejdsgiver for dyrlægen, at være ansvarlig for at dyrlægen behandlede den ovenfor omtalte kvie groft uforsvarligt.
Besætningsejer (herefter T3):
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven, bekendtgørelse om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden, samt transportbekendtgørelsen for at være ansvarlig for at den ovenfor omtalte kvie blev transporteret fra besætningen, selvom dyret på transporttidspunktet var højdrægtigt.
I forhold til T3 opgav anklagemyndigheden under hovedforhandlingen tiltalen, da virksomheden var ophørt.
I forhold til T1 lagde retten til grund, at dyrlægen havde foretaget en omhyggelig og tilstrækkelig undersøgelse af den drægtige kvie d. 22. november 2016 og at dyrlægen havde set dyret flere gange derefter og senest en uge før den blev sendt til slagtning, og at der intet påfaldende havde været med dyrets almentilstand ved disse lejligheder.
Retten lagde endvidere til grund, at der ikke var grundlag for at antage, at dyrlægen havde tilsidesat sine pligter som dyrlæge eller ikke havde behandlet kvien forsvarligt alene ved at anbefale slagtning efter tilbageholdelsesperiodens udløb, idet kvien ikke havde vist tegn på forværret almen tilstand.
T1 blev frifundet og som følge heraf blev T2 også frifundet.