Rådet udtalte 19. januar 2018:
Vedr. forhold 1 og 2:
Spørgsmål 1:
Havde soen synlig prolaps den 9. maj 2016 ved dyrlæge D1s besøg?
Svar ad 1:
Af embedsdyrlægens anmeldelse af 20. juni 2016 samt af det ledsagende billedmateriale fremgår, at embedsdyrlægen under et kontrolbesøg d. 10. maj 2016 i besætningen CHR … konstaterede en so (øremærke …) med endetarmskrængning. Soen var opstaldet i en sti, der var tilsølet, og der var sparsomt, våd halm i bunden af stien, hvor der stod små søer af urin på gulvet. Der var ingen steder i stien adgang til rent og tørt leje med blødt underlag. Soen var i middel foderstand og var tilsølet af urin/gødning på bugen og langt op ad krop og ben. På forpartiet og lårene var der indtørret gødning, som tegn på, at soen havde ligget vådt og beskidt igennem længere tid. På soens højre side var der områder med rød og irriteret hud, som tegn på urinsvidning. Ved nærmere undersøgelse fandtes rektalprolapsen (endetarmskrængningen) tydelig med en længde på 10-15 cm. Der var stank af råd og betændelse fra vævet, der havde en tydelig snørefure, som tegn på, at prolapsen var ved at blive afstødt. Prolapsen var hele tiden synlig, og mindst 5-10 cm knudret og mørkfarvet væv hang udenfor endetarmens åbning, når soen stod op. Ved palpation føltes prolapsen fast, hvilket vurderedes som tegn på dannelse af omfattende mængder af væv/bindevæv. Det vurderedes, at tilstanden havde stået på igennem længere tid, flere uger. Den besætningsansvarlige oplyste, at soen havde fået en endetarmskrængning 20 dage tidligere, samt at den praktiserende dyrlæge dagen forinden havde drøftet soens tilstand.
Det fremgår af den praktiserende dyrlæges besætningsrapport fra d. 9. maj 2016, at ”so nr. … opstaldet i sygesti med halmstrøelse. Har normalt huld og normal æde-/drikkelyst. Har d.d. endetarmsprolaps, der trækkes ind, når soen rejser sig. Soen vurderes slagteegnet, såfremt prolapsen forsvinder permanent, så soen kan slagtes med slagtefristens udløb, om en uge.”
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at soen var lidende af synlig endetarmsprolaps ved dyrlægens besøg i besætningen d. 9. maj 2016.
Spørgsmål 2:
Havde dyrlæge D1 den 9. maj 2016 ved ikke at have taget stilling til, om soen kunne behandles og helbredes ud fra sin veterinærfaglige kliniske vurdering eller om soen skulle aflives, tilsidesat sin pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sin dyrlægegerning?
Svar ad 2:
Det fremgår af sagens akter, at soen efter at have faret d. 16. april 2016 fik endetarmsprolaps, hvorfor pattegrisene blev taget fra d. 21. april 2016. Herefter blev soen flyttet til en sygesti i løbeafdelingen. Soen var flere gange behandlet med antibiotika og smertestillende midler.
Lægges soens sygehistorie til grund, herunder den besætningsansvarliges forklaring og de foretagne notater om behandlinger af soen, finder Rådet, at den praktiserende dyrlæge ved besøget d. 9. maj 2016 burde have vurderet, at soen mindst 14 dage tidligere burde have været underkastet en nærmere veterinærfaglig undersøgelse, behandlet sufficient eller aflivet. Rådet finder, at en sådan vurdering d. 9. maj 2016 samtidig ville have konkluderet, at soen af dyreværnsmæssige årsager straks skulle aflives.
Rådet finder således, at dyrlæge D1 under besøget d. 9. maj 2016 ved ikke at have krævet en omgående aflivning af soen har fejlvurderet lidelsens kroniske og uhelbredelige tilstand, hvorved soens lidelse er blevet forlænget unødvendigt.
Spørgsmål 3:
Har dyrlæge D1 ved ikke at have sikret sig, at den besætningsansvarlige blev klar over, hvordan dyr med endetarmskrængning bedst muligt beskyttes mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, derved udsat soen for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 3:
Indledningsvis skal Rådet anføre, at en besætningsansvarlig som udgangspunkt burde være bekendt med håndteringen af søer med endetarmskrængning.
Lægges svar ad 2 til grund, finder Rådet, at soen ved ikke på et tidligere tidspunkt at være korrekt veterinærfagligt undersøgt, behandlet eller aflivet derved har været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
Rådet vil karakterisere dette forhold som uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 4:
Såfremt ovennævnte om soen lægges til grund, har DR1 ved ikke at have tilkaldt dyrlæge eller aflivet soen, da den fik endetarmsprolaps den 9. maj 2016 eller forud herfor, derved udsat soen for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 4:
Lægges begrundelser for svar ad 1 og 2 til grund, finder Rådet, at den besætningsansvarlige DR1 på et tidligere tidspunkt burde have tilkaldt veterinærfaglig hjælp til undersøgelse og behandling af soen eller have aflivet denne. Soen burde ligeledes langt tidligere have været anbragt i en sufficient indrettet sygesti på en måde, så den blev ydet passende mulighed for tørt og blødt leje.
Ved undladelse heraf, har soen været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder huset og passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Vedr. forhold 3:
Spørgsmål 5:
Såfremt oplysningerne om kreaturerne lægges til grund, har kreaturerne da ved ikke at blive fodret eller vandet i overensstemmelse med deres behov, således at de blev magre, den 23. februar 2016 eller forud herfor derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 5:
Det fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 27. februar 2016 og af den dyrlægefaglige erklæring af 16. juni 2016 samt af det ledsagende billedmateriale, at denne d. 26. februar bistod politiet med en vurdering af de dyreværnsmæssige forhold på adresserne A1 og A2.
Vedr. A1:
Tyr (øremærke …) var mager med let følbare ribben og torn- og tværtappe. Knoglestrukturen i hoftepartiet var synlig og hoftehjørnerne fremstående. Den var muskelfattig og vurderedes at veje 6-700 kg. I foderkrybben stod en smule vand. Der var intet foder på foderbordet eller i krybben. Tyrens underlag var beton uden strøelse og var vådt af urin og små mængder af gødning. Tyrens bug, lår og hale var fugtige, og der var kager af fastsiddende gødning i pelsen.
Ko (øremærke …) var under middel i foderstand med fremstående knoglestruktur på hofte-, ryg- og skulderparti og fremstod muskelfattig. Koen havde ikke adgang til vand eller foder. Underlaget var beton uden strøelse og vådt af urin. På koens bug og lår var der kager af fastsiddende, indtørret gødning.
Kvie (øremærke …) havde fremstående knoglestruktur på hofte-, ryg- og skulderparti og fremstod meget muskelfattig. Underlaget var beton uden strøelse og vådt af urin. På kviens bug og lår var der kager af fastsiddende, indtørret gødning.
Ko (øremærke …) var mager med fremstående ribben og synlig knoglestruktur på hofte-, ryg- og skulderparti og fremstod meget muskelfattig. Der var ingen adgang til vand eller foder. Underlaget under dyret var beton uden strøelse og vådt af urin. På dyrets bug og lår var der kager af fastsiddende, indtørret gødning.
Kvie (øremærke …) var under middel i foderstand med fremstående knoglestruktur på hofte-, ryg- og skulderparti og fremstod meget muskelfattig. Kvien havde ikke adgang til vand eller foder. Underlaget var beton uden strøelse og vådt af urin. På kviens bug, lår og hale var der kager af fastsiddende, indtørret gødning.
Kvie (øremærke …) var mager med fremstående knoglestruktur på hofte-, ryg- og skulderparti. Der var ingen adgang til vand eller foder. Underlaget var beton uden strøelse og vådt af urin og gødning. I den forreste del af båsen lå der en større mængde halvtør gødning. På kviens bug og lår var der kager af fastsiddende, indtørret gødning.
Kvie (øremærke …) var meget under middel i foderstand med tydeligt synlige hoftehjørner og desuden muskelfattig. Kvien havde ikke adgang til vand eller foder. Underlaget var beton uden strøelse og vådt af urin og små mængder gødning. På kviens bug, lår og hale var der kager af fastsiddende, indtørret gødning.
Kvie (øremærke …) var under middel i foderstand med tydeligt synlige hoftehjørner og var desuden muskelfattig. Kvien havde ikke adgang til vand eller foder. Underlaget var beton uden strøelse og var vådt af urin og små mængder gødning. På kviens bug, lår og hale var der kager af fastsiddende, indtørret gødning.
Ko (øremærke …) med kalv var fritgående i stalden. Koen var under middel i foderstand og med let fremstående hoftehjørner. Koen havde ikke adgang til foder, men idet den var fritgående kunne den drikke af foderkrybben foran den bundne tyr.
Ko (øremærke …) havde netop kælvet. Koen var adskilt fra de andre dyr i en boks lavet af forhåndenværende materialer. Midt i boksen var der en gammel båseadskillelse og 1/3 af gulvet bestod af grebningen. Koen var under middel i foderstand og havde ikke adgang til vand. Boksens bund var strøet med gødningsforurenet halm.
Vedr. A2:
I en kreaturstald var der indrettet bokse, hvor der stod 3 køer/kvier og en kalv. Der var intet foder eller vand ved dyrene. Gulvet under dyrene var dækket af fugtig gødning således, at dyrene ikke havde muligheder for at ligge tørt.
Ko (øremærke …) var under middel i foderstand. Den var indsmurt i gødning på bug, lår, hale og ben.
Ko (øremærke …) var maget med fremstående knoglestruktur på hofte-, ryg- og skulderparti og meget muskelfattig.
Dyret (øremærke …) var under middel i foderstand med fremstående hoftehjørner og delvist synlige tværtappe på rygraden.
Lægges ovenstående til grund, finder Rådet, at de beskrevne kreaturer ved at være unddraget sufficient fodring og vanding samt ved at være opstaldet under forhold, der ikke har ydet passende mulighed for tørt og rent leje, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. De arealer, hvor dyrene har været holdt, har ikke været indrettet på en måde, der har tilgodeset dyrenes behov herunder en sikring af, at dyrene havde fornøden bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 6:
Såfremt sagen for så vidt angår forhold 1, 2 og 3 i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 6:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger til sagen.
Afgørelse:
Tiltalte driftsleder DR1 blev straffet med bøde på 10.000 kr., jf. dyreværnslovens § l, jf. § 28, stk. 1, 1. punkt, jf. 2. punkt., jf. stk. 7, nu § 28, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 9, og bekendtgørelse nr. 707 af 18. juli 2000 om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr § 5, jf. §19, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 17 af 7. januar 2016 om beskyttelse af svin § 13, stk. 5 og stk. 6, og § 14, stk. 2, jf. § 39, stk. 1.
Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 10 dage.
Retten lagde vægt på forholdets karakter og alvor.
Tiltalte svineproducent blev straffet med fængsel i 30 dage. Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begik noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom, jf. dyreværnslovens § 1, 2 og 3, jf. § 28, stk. 1,1. punkt, jf. 2. punkt., jf. stk. 7, nu § 28, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 9, og bekendtgørelse nr. 707 af 18. juli 2000 om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr § 5, jf. § 19, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 17 af 7. januar 2016 om beskyttelse af svin § 13, stk. 5 og stk. 6, og § 14, stk. 2, jf. § 39, stk. 1.
Retten lagde vægt på forholdenes karakter og alvor og tiltaltes forstraffe.
Tiltalte dyrlæge D1 blev straffet med bøde på 5.000 kr., jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, jf. § 38, stk. 1, nr. 1, og dyreværnslovens § 1, jf. § 28, stk. 1,1. punkt, jf. stk. 7, nu § 28, stk. I, jf. stk. 9.
Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 10 dage.
Retten lagde vægt på forholdenes karakter og alvor.