Rådet udtalte 17. maj 2018:
Spørgsmål 1:
Om landbruger … ved at have undladt at behandle soen, eller ladet dyret aflive, og ved at have ladet soen transportere til slagtning, har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og udsat soen for unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentligt ulempe.
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 15. september 2017, at embedsdyrlægen ved det levende syn på slagteriet observerede en so med en stor, blodig rektalprolaps (endetarmsfremfald).
Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at prolapsen ikke kunne reponeres (placeres tilbage på sin plads), da ”den var meget hævet på grund af ødem, fibrin og nekrose (dødt væv)… Soen viste ubehag og vægrede sig ved palpation (berøring) af prolapsen…”.
Soen havde påvirket almenbefindende, var tydeligt nedstemt, havde opkneben bug, abdominal respiration, samt slingrende gang.
Det fremgår endvidere af anmeldelsen, at ”Ved undersøgelse af soen efter slagtning fandtes rektalprolapsen at indeholde et tykt lag af fibrin, ødem (væskeophobning), nekrose (dødt væv), dvs. kronisk aktiv nekrotiserende og fibrinøs proktitis (kronisk aktiv endetarmsbetændelse med dødt væv).” Slagtekroppen blev kasseret.
Materiale fra soen blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab (tidligere Institut for Veterinær Sygdomsbiologi) der fandt følgende:
”Identifikation:
- Øre målende ca. 23x12 cm med et gult plastikøremærke (nr.: …)
- Vagina, uterus og rektum målende ca. 53x18 cm.
Sektionsfund:
Ved inspektion af præparat B fandtes en rektalprolaps. Det prolaberede væv målte ca. 13x10 cm og fremstod mørkt og tørt som følge af nekrose (vævsdød) af tarmslimhinden. Overfladen af det prolaberede væv var desuden fibrinbelagt.
Ved gennemskæring af rektalprolapsen fandtes under den nekrotiske slimhinde granulationsvæv, der antog en maksimal tykkelse på ca. 2-3 mm og underliggende nydannet bindevæv, der antog en maksimal tykkelse på ca. 0,5 cm.
Der blev udtaget væv fra repræsentative områder til histologisk undersøgelse. Ved den histologiske undersøgelse fandtes en nekrotisk overflade på det prolaberede væv med underliggende granulationsvæv.
Konklusion:
De observerede forandringer er forenelige med en rektalprolaps med granulationsvævs- og bindevævsnydannelse. Det vurderes, at forandringerne har en alder på ca. ikke under 1 uge.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Dyr med endetarmsprolaps skal ydes adækvat og sufficient undersøgelse og behandling, når lidelsen opstår. Vurderes et tilfælde af endetarmskrængning at være egnet til behandling, finder Rådet, at dyret skal isoleres i en sygesti med passende bekvemt underlag, smertebehandles og vurderes dagligt. Hvis dyret ikke bedres væsentligt eller kommer sig indenfor en uge, skal det aflives.
Tilstanden har været tydelig med stort, hævet endetarmsfremfald, og Rådet finder, at soens situation skulle have været erkendt og afhjulpet på et tidligere tidspunkt i besætningen, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at soen var blevet sufficient undersøgt og behandlet, så snart prolapsen blev konstateret ved det daglige tilsyn, eller såfremt prolapsen ikke fandtes egnet til behandling, var blevet aflivet.
Rådet finder, at soen, ved ikke at være underlagt løbende vurdering og rettidig aflivning under opholdet i besætningen, så den på slagteriet fremstod nedstemt, med opkneben bug, slingrende gang og stor rektalprolaps med komplikationer, herved har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke er behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Og i bekræftende fald om landbruger … derved har udsat soen for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?
Svar ad 2:
Se svar ad 1.
Spørgsmål 3:
Om transportvirksomheden …/chauffører ved at lade soen transportere til slagteriet derved har udsat soen for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?
Svar ad 3:
Rådet finder dyr med endetarmsprolaps for uegnede til transport.
Lægges ovennævnte, det medsendte billedmateriale samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at soen ikke var egnet til transport til slagteriet, heller ikke adskilt fra andre svin som skånetransport. Det fremgår ikke af sagsoplysningerne, om soen var adskilt fra andre dyr under transporten.
Såfremt soen blev transporteret adskilt fra andre dyr under transporten, finder Rådet, at soen ved at være læsset og transporteret i den beskrevne tilstand har været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og har derved været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Såfremt soen blev transporteret sammen med andre dyr, finder Rådet, at soen ved at være læsset og transporteret i den beskrevne tilstand har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og har derved været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 4:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 4:
Der henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, og Rådets reviderede udtalelse af 1. oktober 2013 om svin med rektalprolaps.
Rådet blev i skrivelse af 7. maj 2020 fra Nordjyllands Politi anmodet om at besvare supplerende spørgsmål:
Spørgsmål 1:
Kan et prolaps, som det foreliggende, være mere eller mindre synligt uden for dyrets krop afhængig af om dyret er stresspåvirket - eksempelvis efter transport?
Svar ad 1:
Som anført i Rådets tidligere udtalelse i denne sag kunne det konstateres, at prolapsen ved ankomst til slagteriet ”var meget hævet pga. ødem, fibrin og nekrose” og videre påvistes ved den patologiske undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet, at: ”De observerede forandringer er forenelige med en rektalprolaps med granulationsvævs- og bindevævsnydannelse. Det vurderes at forandringerne har en ca. alder på ikke under én uge”.
Det fremgår af sagens akter, at soen ca. en uge før transporten til slagteriet var observeret med en endetarmsprolaps og under opholdet i sygestien var behandlet med et smertestillende middel.
Det er Rådets opfattelse, at en endetarmsprolaps af en størrelse og karakter, som det beskrives i den aktuelle sag, ikke påvirkes væsentligt af eventuelle belastninger af soen under og efter transport.
Udefra kommende belastninger under en transport kan dog påvirke selve udseendet af en endetarmsprolaps, idet det prolaberede tarmstykke kan blive udsat for en direkte beskadigelse (traumatisering), hvorved der kan opstå akutte skader, eksempelvis i form af akutte sår. For mindre grader af endetarmsprolaps end i den aktuelle sag, og hvor prolapsen er intermitterende dvs. ikke konstant til stede, kan det ikke udelukkes, at transportbelastning kan resultere i, at tarmprolapsen, der ikke var synligt tilstede, da dyret blev læsset, recidiverer under transporten.
Spørgsmål 2:
Kan prolapset være mere eller mindre synligt afhængig af om dyret er afslappet og udhvilet?
Svar ad 2:
Dette afhænger af graden af endetarmsprolaps. Såfremt der er tale om en persisterende endetarmsprolaps, som i det aktuelle tilfælde, vil synligheden af denne ikke påvirkes af, om dyret er afslappet og udhvilet. Såfremt der er tale om mildere grader af endetarmsprolaps, og især intermitterende tilfælde af endetarmsprolaps, så kan synligheden godt påvirkes af dyrets tilstand; især hvis der er et ydre pres på bugvæggen (eksempelvis ved at soen ligger ned), eller ved at bugmuskulaturen er spændt. I begge tilfælde øges presset på bughuleorganerne, hvorved risikoen for, at endetarmen igen falder frem (prolaberer), øges.
Spørgsmål 3:
Kan prolapset ved afgang fra besætningen have haft et andet udseende end da dyret ankom til slagteriet?
Svar ad 3:
Ja. Dette kan ikke udelukkes. Soen blev udsat for en 6 timer lang transport, under hvilken der har været risiko for traumatisering og eventuelt yderligere fremfald af tarmen.
Spørgsmål 4:
Giver sagen i øvrigt rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 4:
Beskrivelsen af sektionsfundet udført af Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab efterlader ingen tvivl om, at der er tale om en ugegammel rektalprolaps af alvorlig karakter medførende udbredt vævsdød (nekrose) og granulations/binde-vævsnydannelse. Dette viser, at dele af endetarmen har været prolaberet og dermed synlig over en længere periode. Med så omfattende skader er det usandsynligt, at soen ikke har haft trængninger, hvilket i sig selv er med til at fastholde endetarmen i en prolaberet position en stor del af tiden.
Som beskrevet i den tidligere udtalelse af 17. maj 2018 er det Rådets opfattelse, at tilstanden i besætningen har været tydelig, og at soens situation på et tidligere tidspunkt skulle være erkendt og afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at soen var blevet sufficient undersøgt og behandlet, så snart prolapsen blev konstateret ved det daglige tilsyn, eller såfremt prolapsen ikke fandtes egnet til behandling, var blevet aflivet.
Afgørelse:
Der var fire tiltalte.
Besætningsejer (T1):
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens§ 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og 3 samt § 35 i bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport, ved d. 28. august 2017 og i en uge forud herfor i forbindelse af udøvelse af erhverv som besætningsejer, at have behandlet en so groft uforsvarligt, idet soen havde gået i besætningen med et stort, blodigt rektalprolaps i ikke under en uge, ligesom grisen blev transporteret til slagteri, selvom den ikke var transportegnet.
Straffen blev fastsat til en bøde på 15.000 kr. Retten lagde vægt på sagens alder og anklagemyndighedens påstand om bødestraf. Forvandlingsstraffen blev fastsat til fængsel i 10 dage.
Chauffører (T2 og T3):
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og 3 samt § 35 i bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport, ved den 28. august 2017 i forbindelse med økonomisk virksomhed som chauffører at have læsset og transporteret et læs svin til slagteri og herunder en so, selvom soen ikke var transportegnet.
T2 og T3 fik begge strafbortfald. Retten lagde vægt på, at der efter den praksisændring, som fremgår af Fødevarestyrelsens vejledning af 29. september 2020, forelå sådanne særlige omstændigheder, at der ikke var grundlag for at idømme straf i anledning af overtrædelsen, jf. også herved Vestre Landsrets dom af 6. april 2021 (V.L. S-1071-20).
Transportvirksomhed (T4):
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 og 13 samt § 35, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport, ved d. 28. august 2017 i forbindelse med økonomisk virksomhed at være ansvarlig for at T2 og T3 læssede svin på lastbilen og efterfølgende førte lastbilen til slagteriet, herunder en ikke transportegnet so.
Straffen blev fastsat til en bøde på 17.500 kr. Retten lagde vægt på sagens alder og anklagemyndighedens påstand om bødestraf.