Rådet udtalte 30. august 2018 og 18. februar 2020:
Spørgsmål 1:
Finder Rådet, at besætningsejeren ved at lade omhandlede gris gå i besætningen i ca. 1 uge med omhandlede prolaps - uden at tilkalde dyrlæge eller lade dyre aflive, derved har behandlet grisen omsorgsfuldt og forsvarligt samt beskyttet den bedst muligt mod lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. I bekræftende fald finder Rådet da, at der er tale om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 28. december 2017, at embedsdyrlægen ved det levende syn på slagteriet observerede et slagtesvin, der ved aflæsning af transporten ikke kunne rejse sig på vognen. Svinet blev aflivet på aflæsningsrampen.
Det fremgår endvidere, at embedsdyrlægen ved undersøgelse af svinet efter aflivningen kunne konstatere, ”at dyret havde et kronisk endetarmsfremfald (rektalprolaps)… Slimhinden på prolapsets overflade fandtes at være sæde for akut betændelse i form af fibrinudsvedninger og ødem, vævsdød og kroniske reaktioner i form af reparationsvæv… Ved forsøg på at skubbe det fremfaldne stykke tarm på plads kunne dette ikke lade sig gøre grundet arvæv og sammenvoksninger i tarmstykket. I overgangen mellem prolapset og den normale tarmslimhinde fandtes en tydelig afgrænsning...”.
Materiale fra slagtesvinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:
”Identifikation:
Hale med påsiddende hudstykke og rektum målende ca. 40x16 cm. Hudstykket var nåletatoveret med nr. ...
Sektionsfund:
Ved inspektion af præparatet fandtes en rektalprolaps. Det prolaberede væv målte ca. 6x6x4 cm og fremstod mørkt og tørt som følge af nekrose (vævsdød) af tarmslimhinden. Overfladen af det prolaberede væv var desuden fibrinbelagt.
Ved gennemskæring af rektalprolapsen fandtes under den nekrotiske slimhinde granulationsvæv, der antog en maksimal tykkelse på ca. 2-3 mm.
Der blev udtaget væv fra repræsentative områder til histologisk undersøgelse. Den histologiske undersøgelse bekræftede tilstedeværelsen af nekrose og granulationsvæv. Endvidere fandtes massiv celleinfiltration med især neutrofile granulocytter.
Konklusion:
De observerede forandringer er forenelige med en rektalprolaps med granulationsvævsdannelse og proktitis. Det vurderes, at forandringerne har en alder på ca. 1 uge.”
Ejer oplyste, at ”Ca. 14 dage inden omhandlede gris blev leveret … havde han set, at den havde fremfald af endetarmen. Han havde isoleret grisen i en sygesti, hvilket han altid gjorde i lignende tilfælde… Da der var gået ca. 14 dage havde endetarmen trukket sig tilbage, hvorfor han sendte grisen til slagtning…”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Dyr med endetarmsprolaps skal ydes adækvat og sufficient undersøgelse og behandling, når lidelsen opstår. Vurderes et tilfælde af endetarmsfremfald at være egnet til behandling, finder Rådet, at dyret skal isoleres i en sygesti med passende bekvemt underlag, smertebehandles og vurderes dagligt. Hvis dyret ikke bedres væsentligt eller kommer sig indenfor en uge, skal det aflives.
Tilstanden har været tydelig med fremfald af endetarmen, og Rådet finder, at slagtesvinets situation skulle have været erkendt og afhjulpet på et tidligere tidspunkt i besætningen, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at svinet var blevet sufficient undersøgt og behandlet, så snart prolapsen blev konstateret ved det daglige tilsyn, eller såfremt prolapsen ikke fandtes egnet til behandling, var blevet aflivet.
Rådet finder, at svinet ved ikke at være underlagt løbende vurdering og rettidig aflivning under opholdet i besætningen, så den på slagteriet fremstod ude af stand til at rejse sig på transportvognen og med kronisk endetarmsfremfald med komplikationer, herved har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Finder Rådet, at besætningsejer/chauffør/transportvirksomhed ved at lade slagtesvinet transportere til slagteriet, derved har behandlet grisen omsorgsfuldt og forsvarligt samt beskyttet den bedst muligt mod lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. I bekræftende fald finder Rådet da, at der er tale om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?
Svar ad 2:
Rådet finder dyr med endetarmsfremfald for uegnede til transport.
Lægges ovennævnte, det medsendte billedmateriale samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at slagtesvinet ved at være læsset og transporteret med kronisk endetarmsfremfald med nekrose af tarmslimhinden, granulationsvævsdannelse og endetarmsbetændelse har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og har derved været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 3:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 3:
Der henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, og Rådets reviderede udtalelse af 1. oktober 2013 om svin med rektalprolaps.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 27. juni 2019:
Af politiets fremskrivelsesbrev fremgår følgende:
””Det veterinære Sundhedsråd har den 30. august 2018 afgivet erklæring til brug for sagen (bilag 15).
Forsvareren for besætningsejeren, advokat …, har ved skrivelse af 25. juni 2019 anmodet om, at der stilles yderligere spørgsmål til rådet. Sagen fremsendes derfor på ny.
Forsvareren har anført besætningsejeren nu anfører: ”At grisen fik endetarmsfremfald den 1. november 2017. Han smertebehandlede straks med Melovem 5 mg/ml som var til rådighed som anvist til smertebehandling ved bl.a. endetarmsfremfald (rektalprolabs). Han satte herudover grisen i sygesti og holdt den under daglig observation. Den prolaberende slimhinde var hvid, men intakt og glat og prolabsen trak sig ind den 6. november 2017, dvs. dagen før grisen blev leveret. Hverken de ansatte eller chaufføren konstaterede rektalprolabs, da grisen blev læsset på lastbilen til slagteriet.”
Forsvareren har endvidere fremsendt kvalitetsrapport, dateret den 31. oktober 2017 for perioden
9. september 2017 til den 31. oktober 2017. Fra denne rapport har forsvareren anført, at behandlings-anvisningen bør anføres ved sagens fremsendelse til Rådet. På side 5 er anført vedrørende udskudt endetarm: ’’Opfølgning: Ses sporadisk. Husk smertebehandling ved udskudt endetarm. Grisen skal isoleres fra andre grise. Der skal være væsentlig bedring efter 1 uge, eller skal grisen aflives. Hvis grisen mistrives skal den under alle omstændigheder aflives.”
Rådet bedes besvarer følgende spørgsmål:””
Spørgsmål 1:
Finder Rådet, at besætningsdyrlægens behandlingsanvisning vedr. ’’udskudt endetarm” er en dyrlægefaglig korrekt anvisning for lidelsen.
Svar ad 1:
Det fremgår af sagsakterne, at dyrlægens anvisning ved endetarmsprolaps er som følger:
’’Opfølgning: Ses sporadisk. Husk smertebehandling ved udskudt endetarm. Grisen skal isoleres fra andre grise. Der skal være væsentlig bedring efter 1 uge, eller skal grisen aflives. Hvis grisen mistrives skal den under alle omstændigheder aflives.”
Rådet skal indledningsvis udtale, at detaljeringsgraden af en dyrlæges skriftlige behandlingsinstruks af en rektalprolaps afhænger af, om der har været en forudgående mundtlig drøftelse af, hvorledes tilstanden håndteres. Såfremt dette er tilfældet, kan instruksen godt have karakter af en kort sammenfatning. Kravet til detaljeringsgrad afhænger også af modtagerens erfaring og uddannelse, idet en instruks til en lægperson som udgangspunkt skal være mere detaljeret end til en fagperson. En landmand er i denne sammenhæng at betragte som en fagperson.
Det fremgår af afhøringsrapporten af sigtede dateret 24. januar 2018, at han hvert år leverer ca. 12.000 slagtesvin, og han har haft flere grise med fremfald af endetarmen (rektalprolaps). Sigtede har derfor erfaring med behandling af rektalprolaps hos slagtesvin, ligesom han ved tidligere tilfælde af rektalprolaps kunne have konsulteret besætningsdyrlægen, såfremt der var tvivlsspørgsmål i forhold til den skriftlige instruks.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at dyrlægens instruks har været sufficient.
Spørgsmål 2:
Finder rådet - såfremt besætningsejers ovenfor anførte forklaring om forløbet op til grisens levering til slagteriet lægges til grund - at grisen i besætningen er blevet behandlet omsorgsfuldt og forsvarligt og beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
Svar ad 2:
Såfremt det nu anførte af besætningsejeren lægges til grund ”At grisen fik endetarmsfremfald den 1. november 2017. Han smertebehandlede straks med Melovem 5 mg/ml som var til rådighed som anvist til smertebehandling ved bl.a. endetarmsfremfald (rektalprolabs). Han satte herudover grisen i sygesti og holdt den under daglig observation. Den prolaberende slimhinde var hvid, men intakt og glat og prolabsen trak sig ind den 6. november 2017”, vil Rådet nære betænkelighed ved at udtale, at slagtesvinet i besætningen har været udsat for uforsvarlig behandling.
Spørgsmål 3:
Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende, anmodes rådet tilkendegive, hvor lang tid, der bør gå fra en rektalprolabs trækker sig ind og indtil grisen er egnet til transport, forudsat dens almenbefindende er upåvirket.
Svar ad 3:
Bortfalder jf. svar ad 2.
Spørgsmål 4:
Giver sagen i øvrigt anledning til bemærkninger.
Svar ad 4:
Rådet finder, at besætningsejerens oplysning om, at ”... Den prolaberende slimhinde var hvid, men intakt og glat og prolabsen trak sig ind den 6. november 2017, dvs. dagen før grisen blev leveret.” hverken er i overensstemmelse med den objektive beskrivelse af tilstanden som beskrevet i obduktionsrapporten fra Sektion for Veterinær Patologi dateret 12. marts 2018 eller embedsdyrlægens beskrivelse på modtagelsestidspunktet. Endetarmsslimhinden kan ikke udvikle de af embedsdyrlægens observerede forandringer på så kort tid, hvorfor endetarmsslimhinden har haft tydelige forandringer i dagene inden svinet blev leveret til slagtning.
Afgørelse:
Der var tre tiltalte i sagen.
Tiltalte 1.
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 9, jf. § 1 og § 2 (nu dyrvelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3) samt transportbekendtgørelsens § 35 stk. 1, nr. 1 (nu bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 6) jf. Rådets forordning (EF) nr. 1/2005, transportforordningen, artikel 3, litra b og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra b, ved som besætningsejer at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet grisen havde gået i besætningen i ca. 1 uge, selvom grisen havde et kronisk fremfald af endetarmen uden at grisen var blevet tilstrækkeligt undersøgt og behandlet eller aflivet, ligesom grisen blev transporteret fra besætningen til slagteriet, selvom grisen grundet ovennævnte lidelse ikke var egnet til transporten, alt hvorved tiltalte undlod at beskytte grisen bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom grisen ikke blev behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.
Tiltalte 2.
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 9, jf. § 1 (nu dyrvelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2) samt transportbekendtgørelsens § 35 stk. 1, nr. 1 (nu bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 1, nr. 1) jf. Rådets forordning (EF) nr. 1/2005, transportforordningen, artikel 3, litra b, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra b, ved i forbindelse med økonomisk virksomhed som chauffør at have ført lastbil med besætning til slagteri, og derved at have transporteret den anførte gris, uagtet grisen ikke var transportegnet, idet grisen havde et kronisk fremfald af endetarmen, alt hvorved grisen blev behandlet groft uforsvarligt, ligesom grisen ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Tiltalte 3.
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 9, jf. stk. 11, jf. § 1 (nu dyrvelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 og stk. 13, jf. § 2) transportbekendtgørelsens § 35 stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, (nu bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, jf. stk. 3) jf. Rådets forordning (EF) nr. 1/2005, transportforordningen, artikel 3, litra b og artikel 6, stk. 3 jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra b, ved i forbindelse med økonomisk virksomhed at være ansvarlig for, at chaufføren transporterede den anførte gris fra besætning til slagteri, uagtet grisen ikke var transportegnet, idet grisen havde et kronisk fremfald af endetarmen, alt hvorved grisen blev behandlet groft uforsvarligt, ligesom grisen ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
På baggrund af tiltaltes forklaring samt forklaringerne fra embedsdyrlægerne, udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd og de fremlagte fotos i sagen, lagde retten til grund, at endetarmsfremfaldet var til stede og var synligt, mens grisen var i besætningen hos tiltalte i hvert fald umiddelbart forud for transporten, og derfor også under transporten.
Retten bemærkede særligt vedrørende erklæring fra det Veterinære Sundhedsråd, at der ikke var grundlag for i denne sag at lægge til grund, at endetarmsfremfaldet ikke var til stede, mens grisen var i besætningen hos tiltalte 1 forud for og under transporten. Det blev i denne sag ikke tillagt betydning, at nogle prolapser uanset alder kan veksle mellem at være til stede og skjulte, idet det blev lagt til grund, at det fremfaldne stykke tarm ikke kunne skubbes på plads, således det blev i tarmstykket, under undersøgelsen.
Ligeledes fandt retten, på baggrund af ovenstående, at grisen ikke var egnet til transport, og at dette var synligt og erkendeligt for såvel tiltalte 1 som for tiltalte 2.
Tiltalte 2 havde derfor gjort sig skyldig i overtrædelse af dyreværnsloven som beskrevet i anklageskriftet for så vidt angår den del, der angår at grisen blev transporteret fra besætningen til slagteriet.
Da overtrædelsen kunne tilregnes tiltalte 2, der var ansat hos tiltalte 3, var betingelserne for at pålægge tiltalte 3 strafansvar opfyldt.
Tiltalte 1.
Sagen afgjort med et bødeforlæg på 10.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 10 dage.
Retten havde ved straffastsættelsen fsva. tiltalte 1 lagt vægt på sagens karakter, tiltaltes personlige forhold og sagens alder.
Tiltalte 2.
I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, som var begrundet i Fødevarestyrelsens ændring af sanktionspraksis, bortfaldt straffen for tiltalte 2, jf. straffelovens § 83, 2. pkt.
Tiltalte 3.
I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, som var begrundet i den seneste praksis fra Vestre Landsret, blev der ikke fastsat en tillægsstraf for tiltalte 3.
De tiltalte skulle hver især betale de sagsomkostninger, der vedrørte dem.