Rådet udtalte 19. januar 2018:
Af politiets fremsendelsesbrev fremgår følgende:
”Af anmeldelserne fremgår, at der henholdsvis den 18. august og den 26. august 2016 på slagteriet … blev synet to slagtesvin, hvor det ene var påført flere unødige tatoveringsslag med en tatoveringshammer, og det andet flere unødige slag med en lang stanglignende genstand. Fundene blev konstateret efter slagtning.
Vedrørende slagtesvin nr. 1
Af køresedlen fremgår det, at slagtesvinet blev afhentet den 18. august 2016 kl. 08.29 hos besætningsejeren …. Der var tale om en samlet leverance på 220 svin.
Slagtesvinet blev aflæsset på slagteriet samme dag kl. 10.39.
Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning fandtes følgende:
Slagtesvinet var tatoveret med leverandørnummer ...
Slagtesvinet var blevet tildelt 9 slag med tatoveringshammer fordelt således:
På bagkroppen: Der fandtes 2 tatoveringer på bagkroppen. Den ene er placeret korrekt på højre skinke, mens det andet er placeret ca. en håndsbredde fra haleroden, primært på højre side.
På nakke og hoved: fandtes 6 tydelige tatoveringer og 1 lidt mindre tydelig mærke efter nåle fra en tatoveringshammer.
Heraf fandtes de 2 i nakken lige bag ved ørerne, krydsende hinanden. De er placeret hhv. fra basis af venstre øre mod højre skulder og fra basis af højre øre mod venstre skulder.
I hovedet fandtes to tatoveringsslag i panden. Det ene er placeret fra basis af venstre øre skråt ned over panden, og det andet fra overkanten af venstre øje op mod højre ørebasis. Slagene krydser hinanden til venstre for midterlinjen af hovedet.
De to slag over næseryggen krydser ikke hinanden, men er placeret fra midterlinjen mod hhv. højre og venstre øje. Det venstre slag har ramt overkanten af venstre øje, og det højre slag rammer under kanten af højre øje.
Endvidere fandtes der mærker efter nåleslag imellem pandeslaget og næserygslaget på venstre side på næseryggen.
Vedrørende slagtesvin nr. 2
Af køresedlen fremgår det, at slagtesvinet blev afhentet den 26. august 2016 kl. 07.31 hos besætningsejeren … og læsset af på slagteriet samme dag kl. 09.50 under overværelse af embedsdyrlæge …, og slagtet samme dag ca. kl. 10.50.
Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning fandtes følgende:
Slagtekroppen havde 3 tydelige mærker efter kraftige slag på højre side. Det ene slag er placeret i lænderegionen tæt på midterlinjen, og der ses to parallelle linjer med blødning, der strækker sig ned i underhud og fedtlag. De to andre slag er placeret på grisens højre side i ribbensregionen, og der ses 2 længere slagmærker med parallelle linjer af blødning.
Det vurderes, at der kan være slået med en lang stanglignende genstand.
Ved slag med ovenstående objekt på hud, fremkommer helt typiske læsioner med parallelle linjer af blødninger.
Slagmærkerne på slagtekroppen havde dette karakteristiske udseende.
Dette indikerer, at dyret er blevet slået med stor kraft med et langt, stanglignende objekt.
Der er til sagen indhentet udtalelse vedrørende præparat fra hovedet og fra skinkeområdet med tatovering. Den nærmere undersøgelse af brev af 24. april 2017, viser:
Der fandtes multiple nåletatoveringer med nummeret ... På hudstykket fra hovedet fandtes i alt 10 hele eller delvist hele tatoveringer med samme nummer. På hudstykket fra skinkeregionen fandtes i alt to hele tatoveringer med samme nummer. Læsionerne er forenelige med at være opstået efter gentagne slag med en tatoveringshammer.”
Spørgsmål 1:
Hvis det ovennævnte lægges til grund, kan det da konkluderes, at mærkerne på de to slagtesvin er påført af et menneske?
Svar ad 1:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Af sagsakterne fremgår det, at embedsdyrlægen ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning af slagtesvin nr. 1 konstaterede følgende:
”Slagtesvinet var blevet tildelt 9 slag med tatoveringshammer fordelt således:
På bagkroppen: Der fandtes 2 tatovering på bagkroppen. Den ene er placeret korrekt på højre skinke, mens det andet er placeret ca. en håndsbredde fra haleroden, primært på højre side.
På nakke og hoved: fandtes 6 tydelige tatoveringer og 1 lidt mindre tydelig mærke efter nåle fra en tatoveringshammer.
Heraf fandtes de 2 i nakken lige bag ved ørerne, krydsende hinanden. De er placeret hhv. fra basis af venstre øre mod højre skulder og fra basis af højre øre mod venstre skulder.
I hovedet fandtes to tatoveringsslag i panden. Det ene er placeret fra basis af venstre øre skråt ned over panden, og det andet fra overkanten af venstre øje op mod højre ørebasis. Slagene krydser hinanden til venstre for midterlinjen af hovedet.
De to slag over næseryggen krydser ikke hinanden, men er placeret fra midterlinjen mod hhv. højre og venstre øje. Det venstre slag har ramt overkanten af venstre øje, og det højre slag rammer under kanten af højre øje.
Endvidere fandtes der mærker efter nåleslag imellem pandeslaget og næserygslaget på venstre side på næseryggen.”
Det fremgår endvidere, at præparater fra slagtesvinets hoved og skinkeområde har været undersøgt på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, KU SUND, der fandt ”læsionerne forenelige med at være opstået efter gentagne slag med en tatoveringshammer.”
Af sagsakterne fremgår tillige, at embedsdyrlægen ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning d. 26. august 2016 konstaterede, at slagtesvin nr. 2 var påført ”3 tydelige mærker efter kraftige slag på højre side. Det ene slag er placeret i lænderegionen tæt på midterlinjen, og der ses to parallelle linjer med blødning, der strækker sig ned i underhud og fedtlag. De to andre slag er placeret på grisens højre side i ribbensregionen, og der ses 2 længere slagmærker med parallelle linjer af blødning.”
Det vurderedes, at der kunne være slået med ”en lang stanglignende genstand.”
Slaglæsioner har både makroskopisk og mikroskopisk nogle karakteristiske træk. Slaglæsioner manifesterer sig makroskopisk, på den slagtemæssigt behandlede slagtekrop, som blødninger i huden med forskellig udformning efter det anvendte slagredskab. Slagskaderne er placeret hen over ryggen og skinkerne på dyrene. Slag påført med stanglignende genstande eller drivbræt giver typisk anledning til to parallelt forløbende lineære blødninger (togskinnekonfiguration), som det fremgår af de medsendte fotos.
Lægges ovennævnte og de medsendte fotos til grund, finder Rådet, at de to slagtesvin har været påført multiple slag på hovedet og kroppen med henholdsvis tatoveringshammer og en stanglignende genstand. Herved har slagtesvinene været udsat for mindst en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke er behandlet omsorgsfuldt i overensstemmelse med deres behov.
Rådet vil karakterisere forholdet som mindst groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Kan det nærmere tidsfæstes hvornår svinene er påført slagene?
Svar ad 2:
Det fremgår af afhøringsrapport af 11. januar 2017, at ejeren oplyste, at mærkningen blev udført ca. to dage før svinene blev afhentet til slagtning d. 18. august 2016.
Rådet kan ikke ud fra det forelagte nærmere tidsfæste, hvornår slagene er påført, idet der ikke foreligger en histologisk undersøgelse af præparatet.
Spørgsmål 3:
Er slagene påført i besætningen, under transporten eller på slagteriet.
Svar ad 3:
Se svar ad 2.
Spørgsmål 4:
Hvis det lægges til grund, at mærkerne på de to slagtesvin er påført af et menneske, er det så efter Det Veterinære Sundhedsråd opfattelse tale om uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller eventuelt mishandling af dyr?
Svar ad 4:
Se svar ad 1.
Spørgsmål 5:
Giver sagen i øvrigt anledning til bemærkninger af Det Veterinære Sundhedsråds side?
Svar ad 5:
Der henvises til Rådets udtalelse af 12. maj 2009 om overdreven anvendelse af tatoveringshammer.
Afgørelse:
Sigtelsen mod landmanden blev opgivet. Begrundelsen var, at det ikke kunne forventes, at landmanden ville blive fundet skyldig i den rejste sigtelse, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Der blev i stedet rejst sigtelse mod svineproducenten (virksomheden).
Svineproducent (herefter virksomhed) tiltalt for overtrædelse af:
- dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 9 og stk. 11, jf. § 1 og § 2, ved på ukendt tidspunkt forud for den 18. august 2016 ca. kl. 11.30, under udøvelse af erhverv på adressen X, at have været ansvarlig for, at et slagtesvin blev behandlet groft uforsvarligt, idet slagtesvinet var påført ni slag med en tatoveringshammer, herunder to på bagkroppen og syv i hovedregionen
- dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 9 og stk. 11, jf. § 1 og § 2, ved på et ukendt tidspunkt forud for den 26. august 2016 ca. kl. 09.50 under udøvelse af erhverv på adressen X, at have været ansvarlig for, at et slagtesvin blev behandlet groft uforsvarligt, idet slagtesvinet var påført tre kraftige slag på højre side af kroppen med en stanglignende genstand, alt med parallelle linjer af blødninger, der strakte sig ned i underhud og fedtlag til følge, hvilket havde udsat slagtesvinet for en høj grad af smerte.
Der var i sagen rejst tiltale mod landmandens personlige virksomhed. Retten fandt ikke, at der var grundlag for at pålægge virksomheden straf efter straffelovens kapitel 5, idet landmandens virksomhed ikke fandtes at være omfattet af straffelovens § 26, stk. 2. Retten lagde vægt på sammensætningen af ansatte, antallet af disse, antallet af årsværk, og at det var landmanden alene, der stod for den daglige ledelse af virksomheden. Retten fandt på den baggrund ikke, at tiltalte kunne sidestilles med de i straffelovens § 26, stk. 1 nævnte virksomheder under hensyn til virksomhedens størrelse og organisation. Hertil kom at et eventuelt strafansvar mod virksomheden efter straffelovens kapitel 5 var forældet, jf. § 93, stk. 1, nr. 1.
Kapitel 5 hjemler straf i form af bøde, og der var først sket sigtelse mod virksomheden i oktober 2018, mere end to år efter gerningstidspunkterne.
Af disse grunde blev tiltalte frifundet.