Rådet udtalte 2. oktober 2018:
Af politiets fremsendelsesbrev fremgår, at Rådet bedes lægge til grund for besvarelsen, at ”de faktiske forhold har været som udkastet til anklageskrift”.
Det fremgår af medsendte udkast til anklageskrift, at følgende faktiske forhold lægges til grund:
- ”idet lastetætheden for dyrene, der havde en omtrentlig gennemsnitsvægt på 100 kg, var på ca. 270 kg/m2 mod tilladt 235 kg/m2, således at ikke alle dyr kunne ligge ned og stå op i deres naturlige stilling;
- idet vogntogets mekaniske ventilation var defekt, således at der under kørslen ikke var tilstrækkelig ventilation, som fuldt ud opfyldte dyrenes behov, og
- idet strøelsen på sættevognens tre dæk var utilstrækkelig og konstateret våd af urin og dermed tung, hvilket medførte omfattende ætsningsskader på bagparti og/eller bug på flere dyr,
hvilket alt var medvirkende årsag til, at de ikke blev transporteret under forhold, der hindrede, at de kom til skade eller påførtes unødig lidelse, og at de ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe med den følge, at 11 slagtesvin døde under transporten.”
Rådet har til brug for besvarelsen gjort brug af ekstern bistand.
Spørgsmål 1:
Er to sække (svarende til 30 - 40 kg) strøelse pr. dæk under normale omstændigheder tilstrækkeligt til at sikre dyrene et dyreværnsmæssigt forsvarligt leje, hvis det forudsættes, at transporten har haft en samlet varighed af ca. 4 timer?
Svar ad 1:
Gulvet i et transportmiddel skal være forsynet med passende strøelse eller tilsvarende materiale, der giver dyrene den fornødne komfort under hensyn til arten og antallet af dyr, der transporteres, transporttiden og vejrforholdene. Dette materiale skal sikre en passende absorption af urin og ekskrementer.
Rådet finder, at det ved hver enkelt transport af dyr skal vurderes, hvilken mængde strøelse, der kan sikre passende absorption af urin og ekskrementer, og dermed fornøden komfort, på den pågældende lastbil under hensyntagen til antallet af dyr under transport, transportens varighed og de aktuelle vejrforhold.
Det fremgår af sagens akter, at strøelsen på sættevognens tre dæk var meget tung og våd af urin. Lægges dette til grund, finder Rådet, at to sække, svarende til 30 - 40 kg, strøelse pr. dæk, ikke har været tilstrækkeligt til den pågældende transport.
Spørgsmål 2-4:
- Hvad er de konstaterede ætsningsskader udtryk for?
- Kan omfanget af ætsningsskade tyde på, at dyrenes ophold på vogntoget har varet længere end forudsat under 1?
- Er Det Veterinære Sundhedsråd enig i embedsdyrlægens skøn over ætsningernes alder?
Svar ad 2-4:
Udvikling af urinætsningsskader er et udtryk for, at dyrene har været i kontakt med et urintilsølet underlag.
Kontakt til et urinsølet underlag kan medføre inflammatoriske reaktioner i huden, som kan fremkomme indenfor minutter. Da der i den konkrete situation er tale om akutte forandringer uden makroskopisk erkendelige reparatoriske reaktioner, kan alderen på hudforandringerne alene udredes ved histopatologisk undersøgelse.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet det muligt, at slagtesvinene under transporten kan have udviklet urinætsninger i huden som følge af kontakt til urinsølet underlag på vognen. Rådet kan på det foreliggende grundlag ikke nærmere vurdere urinætsningernes alder.
Spørgsmål 5- 6:
- Kan den af embedsdyrlægen (bilag 7, side 2) konstaterede dødsstivhed tyde på, at dyrenes ophold på vogntoget har varet længere end forudsat under 1?
- Hvad er den i samme bilag af embedsdyrlægen nævnte ”oppustethed” hos de selvdøde dyr udtryk for?
Svar ad 5-6:
Tilstanden dødsstivhed, rigor mortis, afhænger af en række forhold hos det enkelte dyr. Rigor mortis skyldes en række portmortelle, biokemiske forandringer i muskulaturen og begynder typisk 2-6 timer efter dødens indtræden. Rigor mortis vil alt andet lige indtræde senere hos dyr ved lave temperaturer i omgivelserne, medens stress hos dyrene på tidspunktet for dødens indtræden, som følge af den øgede metaboliske omsætning, vil betinge, at rigor mortis indtræder tidligere. Tilstanden manifesterer sig først i kæbemuskulaturen og derefter kroppen og til sidst ekstremiteterne. Rigor mortis kan begynde efter ½ time, men vil i de fleste kadavere være manifest efter 2-8 timer, og nå et maksimum efter 1-2 døgn efter dødens indtræden.
En nærmere klinisk beskrivelse af de døde svin ses ikke at fremgå af sagsakterne.
Det fremgår, at lastetætheden for dyrene, der havde en omtrentlig gennemsnitsvægt på 100 kg, var på ca. 270 kg/m2 mod tilladt 235 kg/m2, således at ikke alle dyr kunne ligge ned og stå op i deres naturlige stilling, samt at vogntogets mekaniske ventilation var defekt, således at der under kørslen ikke var tilstrækkelig ventilation, som fuldt ud opfyldte dyrenes behov. Rådet finder på baggrund af ovenstående, at de pågældende dyr under de givne forhold har været stresspåvirkede. Rådet finder det ikke muligt på det foreliggende grundlag nærmere at angive, hvornår rigor mortis må antages at være indtrådt hos de 11 døde svin, og kan derfor ikke nærmere tidsangive varigheden af transporten, herunder varigheden af dyrenes ophold på vogntoget.
Rådet finder, at den af embedsdyrlægen beskrevne oppustethed hos de døde svin er udtryk for postmortel gasophobning i mave/tarmkanalen.
Spørgsmål 7:
Hvad er udskudt endetarm (rectal prolaps) udtryk for, og kan lidelsen være et resultat af det miljø, dyret har befundet sig i (temperatur, urindampe (manglende ventilation), pladsforhold,…)? Kan lidelsen have helt andre årsager og i givet fald: hvilke?
Svar ad 7:
De endelige årsagsforhold ved rektal prolaps er ukendte. Lægges ovenstående samt svar ad 5-6 til grund, finder Rådet det sandsynligt, at endetarmsprolaps hos nogle af de døde grise kan være fremkaldt af postmortel gasophobning i mave-tarmkanalen.
Spørgsmål 8:
Hvad er efter Rådets opfattelse dødsårsagen hos de 11 selvdøde dyr?
Svar ad 8:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.
Lægges det til grund, at lastetætheden for dyrene, der havde en omtrentlig gennemsnitsvægt på 100 kg, var på ca. 270 kg/m2 mod tilladt 235 kg/m2, således at ikke alle dyr kunne ligge ned og stå op i deres naturlige stilling, at vogntogets mekaniske ventilation var defekt, således at der under kørslen ikke var tilstrækkelig ventilation, som fuldt ud opfyldte dyrenes behov, samt at der ved ankomsten til slagteriet sås tydelig dødsstivhed hos de 11 døde svin, der endvidere var oppustede og havde mørke misfarvninger på bug, ører og ben, finder Rådet det overvejende sandsynligt, at grisene er døde som følge af en kombination af utilstrækkelig ilttilførsel og stress.
Lægges ovennævnte samt svar ad 1-7, sagsakterne og de medsendte fotos til grund, finder Rådet, at svinene ved at være læsset og transporteret på en måde, så 11 svin var døde ved ankomsten til slagteriet, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 9:
Vil Det Veterinære Sundhedsråd karakterisere behandlingen af slagtesvinene som uforsvarlig, groft uforsvarlig eller groft uforsvarlig med karakter af mishandling?
Svar ad 9:
Se svar ad 8.
Spørgsmål 10:
Giver sagen i øvrigt rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 10:
Nej.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 26. juni 2018 fra Fyns Politi:
Spørgsmål 11:
På grundlag af vidnets forklaring (retsbogen side 4) og i lyset af Deres svar på spørgsmål 1 anmodes om svar på, om laget af strøelse skal have en sådan tykkelse, at det suger den under opholdet på vogntoget afleverede urin?
Svar ad 11:
Ja. Gulvet i et transportmiddel skal være forsynet med passende strøelse eller tilsvarende materiale. Strøelsen skal sikre passende absorption af den urin og de ekskrementer, der afgives af dyrene under transporten. Strøelsen er endvidere med til at sikre dyrene fornøden komfort, herunder forhindre at gulvene bliver glatte, og at dyrene skrider og mister fodfæste under vognens bevægelser.
Af embedsdyrlægens forklaring til retsbogen fremgår, at mængden af strøelse i lastbilen ikke kunne absorbere urinen.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at der ikke har været en tilstrækkelig mængde strøelse til at sikre passende absorption af urin og ekskrementer på den pågældende transport.
Spørgsmål 12:
På grundlag af samme vidnes forklaring (retsbogen side 5) og i lyset af Deres svar på spørgsmål 3 anmodes om svar på, om rådet er enig med vidnet i, at dødsfaldene blandt andet er et resultat af ”en længerevarende periode, hvor de har holdt stille”, som jeg forstår således, at opholdet har strakt sig længere end den blotte køretid fra … til …?
Svar ad 12:
Sagens oplysninger giver ikke Rådet anledning til overvejelser om, at transporten på de ca. 4 timer skulle være afbrudt ud over den tid, der fremgår af chaufførernes forklaring og sagens akter.
Rådet skal endvidere henvise til udtalelsen af 30. januar 2018, hvor Rådet har anført, at ”Rådet finder det overvejende sandsynligt, at grisene er døde som følge af en kombination af utilstrækkelig ilttilførsel og stress.”
Spørgsmål 13:
Er rådet enig i samme vidnes vurdering (retsbogen side 5), hvorefter grisene ved ankomsten til slagteriet ”har været døde i længere tid”, hvorved vidnet forstår ’’mellem 6-12 timer, men efter hans vurdering nok sandsynligt omkring 12 timer”. Det bemærkes, at Fødevarestyrelsen (Kødkontrollen) i sin anmeldelse ikke har oplyst, at de døde grise eller dele heraf er opbevaret på frost til brug for eventuel histopatologi?
Svar ad 13:
Eksakt fastsættelse af et dødstidspunkt under omstændigheder som i den aktuelle sag er usikkert. En parameter, som indgår i denne vurdering, er forekomsten og udbredelsen af rigor mortis (dødsstivhed). Forekomsten og varigheden af dødstivhed afhænger af parametre så som temperatur, stress forud for døden, o.a. – der henvises til Rådets tidligere svar.
Postmortel gasoppustning, som er et udtryk for mikrobiel gasproduktion, optræder som led i forrådnelse og forventes at indtræde efter nogle timer hos et velernæret slagtesvin – dog afhængigt af forhold som omgivelsernes temperatur, vindafkøling og tykkelsen af underhudens fedtlag. Gasoppustning er et udtryk for, at grisene har været ”døde i længere tid”, hvorved Rådet forstår flere timer. Vurdering af dødstidspunktet vha. rigor mortis foretages ved den umiddelbare inspektion. Nedfrysning af kroppene mhp. efterfølgende at vurdere rigor mortis er ikke en egnet fremgangsmåde.
Rådet kan på det i sagen foreliggende veterinærfaglige grundlag således ikke udtale sig nærmere om, hvornår under transporten grisene døde.
Spørgsmål 14:
Giver sagen i øvrigt rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 14:
Nej.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen.
Begge tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven, bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport og transportforordningen ved som førere af et sættevognstog at have udsat 230 slagtesvin for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling under en transport på 254 km.
- idet lastetætheden for dyrene, der havde en omtrentlig gennemsnitsvægt på 100 kg, var på ca. 270 kg/m2, således at ikke alle dyr kunne ligge ned og stå op i deres naturlige stilling,
- idet vogntogets mekaniske ventilation var defekt,
- idet strøelse på sættevognens tre dæk var utilstrækkelig og konstateret våd af urin og dermed tung, hvilket medførte omfattende ætsningsskader på bagparti og/eller bug på flere dyr.
T1 havde ført transportvognen fra ejendom til Odense og T2 overtog transporten fra Odense til slagtehus.
Byretten lagde på baggrund af vidneforklaringerne fra embedsdyrlægerne og udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd til grund, at strøelsen ikke havde været tilstrækkelig til den pågældende transport, at ventilationen på vogntoget havde været defekt og at forholdene under transporten var af en karakter, så svinene havde været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.
T1 som forestod læsningen af transporten og T2 som overtog transporten i Odense og førte lastbilen til slagtehuset blev begge straffet med fængsel i 60 dage og frataget retten til at udføre erhvervsmæssig transport af dyr i 3 år.
T1 og T2 ankede sagen til Landsretten.
Landsretten lagde til grund at strøelsen i dyretransporten var utilstrækkelig og så urintilsølet, at grisene under transporten havde fået ætsningsskader, at ventilationsanlægget var defekt og at grisene var lastet for tæt.
Under disse omstændigheder og sammenholdt med udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd om dødsårsagen hos de 11 dyr under transporten, lagde retten til grund, at grisene døde som følge af en kombination af utilstrækkelig ilttilførsel og stress, og at grisene havde været udsat for højeste grad af smerte.
Landsretten tiltrådte herefter og i øvrigt af de grunde, der var anført af byretten, at de tiltalte var skyldige i den rejste tiltale.
Landsretten fandt på baggrund af, at T2 ikke tidligere var straffet og T1 alene var straffet med en bøde på 3.000 i en tidligere dyreværnssag, at de forskyldte fængselsstraffe ikke skulle fuldbyrdes i deres helhed, jf. straffelovens § 58, jf. § 56.
Byrettens dom blev derfor ændret således, at alene 30 dage af den forskyldte fængselsstraf skulle fuldbyrdes, mens den resterende fængselsstraf ville bortfalde, hvis de tiltalte ikke begik noget strafbart forhold i prøvetiden.
Landsretten fandt efter en samlet vurdering af lovovertrædelsen, at frakendelsesperioden for begge tiltalte blev fastsat til 2 år fra endelig dom.