Rådet udtalte 3. maj 2019:
Spørgsmål 1:
Kan rådet tiltræde det af dyrlægen anførte om, at koens kroniske forfangenhed med drejning af klovbenet var en tilstand af flere ugers varighed, således at denne også må antages at have været konstaterbar på tidspunktet for overdragelsen den 11. april 2017?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 1. juni 2017, at embedsdyrlægen ved et kontrolbesøg i en kvægbesætning d. 25. april 2017 observerede en utrivelig ko på en græsmark.
”Koen stod med krummet ryg og løftet venstre forben skiftevis eller står med krydsede forben. I gang udviste koen udtalt støttehalthed på venstre forben og gik med krummet ryg. Haltheds scores vurderes til grad 4 efter en 5 trins skala.
Alle klove var forvoksede med indaddrejning af klovkapslen, samt tydelige vækstlinier i hornvævet. Klovstillingen medførte, at koen gik ned på klovballen, og fik en unaturlig benstilling.”
Koen blev aflivet og venstre forben medbragt til undersøgelse. Embedsdyrlægen fandt følgende: ”udvendige klov at måle 10 cm fra kronrand til klovspids. Klovsålen målte 9 cm, og bagerste klovvæg blev målt til 8,5 cm. I sålens hornvæv, fandtes et 1 x 2 cm hul. Afstand fra klovbens spids til sål blev målt til 16 mm. Det ses meget tydeligt, at der ikke dannes en parallel linje mellem klovbenets overflade og indersiden af hornvævet, men dannes en vinkel.
Indvendige klov blev opmålt til 10 cm fra kronrand til klovspids. Klovsålen måles til 10 cm i sålen og bagerste klovvæg til 10 cm.. Der fandtes 2 huller i sålen, på henholdsvis 2 x 1 cm og 1 x 1 cm.
Afstanden fra klovbens spids til sål blev målt til 8 mm. Det ses meget tydeligt, at der ikke dannes en parallel linje mellem klovbenets overflade og indersiden af hornvævet, men dannes en vinkel.”
Embedsdyrlægen konkluderede, at koen havde kronisk forfangenhed med drejning af klovbenet, og at tilstanden havde en alder på flere uger.
Af afhøringsrapport af 18. december 2018 fremgår, at ejer oplyste, at ”koen var tilgået besætningen den 11/4-2017… Ved overtagelsen havde koen stort set været i samme tilstand…”
Rådet finder, at alle kreaturer, der ved det daglige tilsyn konstateres begyndende halte eller gangbesværede, hurtigt skal have kontrolleret og afhjulpet eventuelle begyndende problematiske forhold vedrørende klovenes tilstand for at undgå yderligere forværring af den smertevoldende lidelse.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet det sandsynligt, at koens tilstand med højgradig halthed, som følge af kronisk forfangenhed med drejning af klovbenet, forvoksede klove og ændret benstilling, hvor koen gik på ballen, samt en kropsholdning med krummet ryg, har været synlig og let erkendelig på det tidspunkt, hvor koen blev flyttet til besætningen.
Spørgsmål 2:
Kan rådet tiltræde det af dyrlægen anførte om, at koens afmagring også må antages at have været tilstede ved overdragelsen den 11. april 2017?
Svar ad 2:
Det fremgår af anmeldelsen, at ”Koen fandtes at være afmagret, med savtakket spinaltappe, 3/4 synlige tværtappe, vinklet hoftehjørner, vinklet sædebens knogler. Huldvurdering under 2.
Koen havde et strittende hårlag... Ørene hang, og koen havde stift blik, og udspilede næsebor, - symptomer på ” pain face”...”
Lægges ovennævnte samt svar ad 1 til grund, finder Rådet det sandsynligt, at koen var i samme dårlige huldtilstand ved ankomsten til besætningen d. 11. april 2017.
Spørgsmål 3:
Var koen i den beskrevne tilstand egnet til at gå på græs, eller burde den have været anbragt i sygestald eller aflivet på et tidligere tidspunkt?
Svar ad 3:
Nej, koen var ikke egnet til at gå på græs.
Lægges svar ad 1 og 2 til grund, finder Rådet, at koens situation for længst burde have været identificeret og afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at den, da haltheden opstod, var blevet isoleret i sufficient indrettet sygeboks, undersøgt af en dyrlæge og behandlet/beskåret eller aflivet på et langt tidligere tidspunkt.
Spørgsmål 4:
Burde koen i den beskrevne tilstand have været tilset af dyrlæge?
Svar ad 4:
Se svar ad 3.
Spørgsmål 5:
Såfremt De ad spm. 3 og 4 vurderer, at koen ikke været behandlet omsorgsfuldt og passet i overensstemmelse med dets fysiologiske og sundhedsmæssige behov, anmoder jeg tillige rådet om at vurdere, om forholdet må karakteriseres som uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.
Svar ad 5:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.
Lægges svar ad 1-4 til grund, finder Rådet, at koen under det lange sygdomsforløb i besætningerne har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.
Rådet finder, at koen herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Der skal endvidere henvises til Rådets udtalelse af 20. april 2005 om forvoksede klove eller hove hos produktionsdyr.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen.
Besætningsejer 1 tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 9, jf. § 1 og § 2, ved i tiden op til den 11. april 2017, i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som besætningsejer af kvægbesætningen, at have behandlet en ko grovere uforsvarligt, idet han undlod at behandle den, lade den tilse af dyrlæge eller aflive den, selvom den var afmagret med huldvurdering under 2 og selvom den var kronisk forfangen, idet alle klove var forvoksede med indaddrejning af klovkapslen, hvilket medførte, at den gik ned på klovballen og fik en unaturlig benstilling.
Besætningsejer 2 tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 9, jf. § 1, § 2 og § 3, stk. 1, ved i perioden fra den 11. april 2017 til den 25. april 2017, i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som besætningsejer af kvægbesætningen at have behandlet en ko grovere uforsvarligt, idet han undlod at isolere den i sygesti, behandle den, lade den tilse af dyrlæge eller aflive den, selvom den var afmagret med huldvurdering under 2 og selvom den var kronisk forfangen, idet alle klove var forvoksede med indaddrejning af klovkapslen, hvilket medførte, at den gik ned på klovballen og fik en unaturlig benstilling.
På grund af vidneforklaringen fra embedsdyrlægen om hendes observationer ved kontrolbesøget den 25. april 2017, de optagne fotografier af koen, samt udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd, fandtes det bevist, at koen led af forfangenhed, og at lidelsen havde stået på i flere uger forud for kontrollen og således også mens koen befandt sig i besætningsejer 1´s besætning. På baggrund af embedsdyrlægens forklaring og de optagne fotografier af koen, fandtes det tillige bevist, at koen ved kontrolbesøget var afmagret med en huldvurdering på under 2.
Retten fandt efter embedsdyrlægens forklaring ikke at kunne tilsidesætte besætningsejer 1´s forklaring om, at koen, der hos ham gik i dybstrøelse, ikke i dens tid i hans besætning var synligt bevægelseshæmmet. Besætningsejer 1 havde tillige forklaret, at han havde en besætningsaftale med en dyrlæge, der kom og gennemgik besætningen hver tredje uge, og at der ikke var særlige bemærkninger vedrørende denne ko. Det fandtes dog efter embedsdyrlægens forklaring bevist, at koen allerede var kronisk forfangen ved opholdet hos besætningsejer 1, at det var muligt at se på rillerne på de forvoksede klove, samt at der var tale om en smertefuld lidelse.
Henset til de jævnlige dyrlægebesøg i besætningen, og da koen kunne havde gået væsentligt bedre i dybstrøelse, fandt retten ikke, at det på baggrund af udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd kunne fastslås, at besætningsejer 1 havde behandlet koen groft uforsvarligt. Der blev lagt vægt på, at Det Veterinære Sundhedsråd i sin udtalelse havde lagt vægt på koens samlede sygeforløb og de forhold, der blev konstateret hos besætningsejer 2, men at rådet ikke havde haft lejlighed til at forholde sig til de forhold, som koen havde været passet under hos besætningsejer 1. Retten fandt derfor ikke, at der for besætningsejer 1 var grundlag for at henføre en straf til dyreværnslovens § 28, stk. 2. Retten fandt dog, at besætningsejer 1, ved ikke at have sørget for tidligere behandling eller aflivning af den kronisk forfangne, magre ko, havde behandlet koen uforsvarligt, idet koen herved blev påført unødvendig lidelse.
Koen havde opholdt sig hos besætningsejer 2 i 14 dage. Ved vurderingen af, om koen havde været behandlet grovere uforsvarligt, havde Det Veterinære Sundhedsråd lagt vægt på koens lange sygeforløb i besætningerne. Retten fandt det på den baggrund ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at alene besætningsejer 2´s behandling af koen i 14 dage udgjorde en grovere uforsvarlig behandling af koen. Retten fandt derfor ikke, at der for besætningsejer 2 var grundlag for at henføre en straf til dyreværnslovens § 28, stk. 2. Retten fandt dog, at besætningsejer 2, ved ikke at have sørget for tidligere behandling eller aflivning af den kronisk forfangne, magre ko, havde behandlet koen uforsvarligt, idet koen herved blev påført unødvendig lidelse.
Af ovennævnte grunde blev forholdene alene henført til dyreværnslovens § 28, stk. 1.
Besætningsejer 1 havde overtrådt dyreværnslovens § 1 og 2, jf. § 28, stk. 1. Besætningsejer 1 var ikke tidligere straffet for overtrædelse af dyreværnsloven, hvorfor straffen som udgangspunkt blev fastsat til en bøde på 5.000 kr. Henset til det lange sagsforløb fandt retten, at bøden skulle bortfalde, jf. straffelovens § 82, nr. 13, jf. § 83, 2. pkt.
Besætningsejer 2 havde overtrådt dyreværnslovens § 1 og 2, jf. § 28, stk. 1. Besætningsejer 2 var en gang tidligere straffet for overtrædelse af dyreværnsloven, hvorfor straffen som udgangspunkt blev fastsat til en bøde på 15.000 kr. Henset til det lange sagsforløb fandt retten, at bøden skulle fastsættes til 5.000 kr., jf. straffelovens § 82, nr. 13.
Retten tog ved bødeudmålingen udgangspunkt i princippet fastsat ved Højesterets dom U2012.2316H m.fl., hvorefter bøden som følge af urimelig lang sagsbehandlingstid blev reduceret med 5.000 kr. og derefter halveres.