2019-24-0156-00009

Høj kyllingedødelighed under transport pga. kuldepåvirkning

02-09-2019

Skrivelse af 21. januar 2019 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00160-18).
På et kyllingeslagteri blev der i oktober måned modtaget transporter, hvor kyllingerne havde symptomer på kuldepåvirkning. Embedsdyrlægen havde gjort virksomheden opmærksom på dette, uden at denne havde reageret. Inden for et døgn ankom der 12 transporter med slagtekyllinger, hvoraf kyllinger i syv transporter havde en relativ høj dødelighed, 1.285 af 54.047 kyllinger, svarende til 2,37 % dødelighed. Flere dyr udviste symptomer på, at de var kuldepåvirkede. De fem øvrige hold kom fra leverandører, hvor transporten til slagteriet var over kortere afstand. Ingen af transporterne beskyttede dyrene mod vejrliget i form af f.eks. presenning. Det blev oplyst, at det blev bestemt ud fra en dato, hvornår vognene skulle have presenninger på og ikke ud fra vejrliget.

Rådet udtalte 2. september 2019:

Rådet har til brug for besvarelsen anvendt sagkyndig bistand.

Spørgsmål 1:

Er den beskrevne nedsatte vejrtrækning og misfarvning af kyllingerne karakteristiske symptomer på nedsat kropstemperatur? Svaret bedes begrundet.

Svar ad 1:

Nedsat vejrtrækning og misfarvning hos kyllinger er foreneligt med stærkt reduceret kropstemperatur (udtalt hypotermi). Når slagtekyllinger udsættes for kulde vil de indledningsvis øge deres stofskifte og vejrtrækningshyppighed for at opretholde kropstemperaturen. De vil bruge oplagret glykogen i leveren og musklerne som energikilde til dette øgede stofskifte. Ved fortsat kuldepåvirkning vil kyllingerne begynde at ryste, udvise nedsat vejrtrækning og hjertefrekvens og efterfølgende cyanose (ses som misfarvninger af huden). Desuden vil kuldepåvirkningen af tyndt befjerede områder resultere i hudbetændelse som ses som rødlige misfarvninger og væskeophobning (ødem) i underhuden.

Spørgsmål 2:

Kan den nedsatte kropstemperatur være fremkommet ved, at kyllingerne var blevet transporteret på åbne lastbiler uden beskyttelse mod vejrliget, herunder fartvind, ved for eksempel anvendelse af presenninger eller lignende? Svaret bedes begrundet.

Svar ad 2:

Rådet vurderer at transport af kyllinger under de i sagsakterne beskrevne omstændigheder vil have kunnet medføre nedsat kropstemperatur. Øget dødelighed ved transport af slagtekyllinger er rapporteret ved temperaturer under eller lig 5 °C (ved uoplyst vindhastigheden). I henhold til sagsakterne indeholdende data fra Danmarks Meteorologiske Institut var der i perioden temperaturer omkring 2-4 °C. Transport af kyllinger på åben lastbil af den i sagen beskrevne længde og ved en normal transporthastighed (fartvind) vil kunne resultere i en afkølingsfaktor (chill-faktor) under frysepunktet og medføre nedsat kropstemparatur.

Spørgsmål 3:

Kan den nedsatte kropstemperatur være forårsaget af transporternes længde (hhv. 133 og 150 minutter fra leverandør til slagteri)? Svaret bedes begrundet.

Svar ad 3:

Den relativt lange transporttid må anses for at kunne bidrage til en nedsat kropstemperatur (primært i kasserne placeret yderst på vognene). To timers transporttid og derover er angivet til at kunne øge dødeligheden ved ind-transport af kyllinger. Transporttiden i den aktuelle sag er ikke opgivet, men de angivne afstande svarer til en transporttid omkring eller over 2 timer.

Spørgsmål 4:

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har de 1.285 slagtekyllinger, der døde under de 7 transporter det pågældende slagtedøgn, ved at være blevet transporteret på åbne lastbiler uden beskyttelse mod vejrliget ved for eksempel anvendelse af presenninger eller lignende derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 4:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 2. oktober 2018:

” … i forbindelse med det rutinemæssige levende syn før slagtning i tidsrummet fra d. 27.september kl. 19:35 - 28. september kl. 12:00 konstaterede undertegnede dyrlæger, at der var gen­tagne høj dødelighed under transport af kyllinger til slagteriet. Ud af i alt 12 slagte- hold det pågældende slagtedøgn, var der 7 slagtehold med relativ høj dødelighed under transport. Disse 7 slagtehold kom fra 2 forskellige producenter fra henholdsvis … og …

I løbet af natten blev der slagtet i alt 4 slagtehold/ huse fra samme producent… Afstand ifølge Krak; … km.).

Hus nr.1: Der blev leveret i alt 7257 kyllinger heraf var 450 døde under transport svarende til en transportdødelighed på 6,5 %

Hus nr.2: Der blev leveret i alt 6936 kyllinger heraf var 205 døde under transport svarende til en transportdødelighed på 3,0 %

Hus nr.3: Der blev leveret i alt 9288 kyllinger heraf var 191 døde under transport svarende til en transportdødelighed på 2,0 %

Hus nr.4: Der blev leveret i alt 8843 kyllinger heraf var 127 døde under transport svarende til en transportdødelighed på 1,4 %

I løbet af dagen blev der ligeledes slagtet 3 hold/huse fra en anden producent… Afstand ifølge Krak; … km.)

Hus nr. 1: Der blev leveret i alt 7345 kyllinger heraf var 131 døde under transport sva­rende til en transportdødelighed på 1,7 %

Hus nr. 2: Der blev leveret i alt 6793 kyllinger heraf var 72 døde under transport sva­rende til en transportdødelighed på 1,1 %

Hus nr. 3: Der blev leveret i alt 7585 kyllinger heraf var 109 døde under transport svarende til en transportdødelighed på 1,4 %

Ved det levende syn, der løbende blev udført i forbindelse med hjemkomsten til slag­teriet, kunne det umiddelbart konstateres at kyllingernes velbefindende var påvirket. Kyllingerne krøb sammen i kasserne. På de fjerløse partier omkring bagparten var huden tydeligt rød på mange af kyllingerne. Kyllingernes vejrtrækning var langsom. Mange havde nedsat kropstemperatur og var meget slappe. I kasserne fandtes døde kyllinger. De døde kyllinger blev af slagteripersonalet, i forbindelse med ophængning på slagtekæden, sorteret fra og optalt. Undertegne kunne ved stikprøvevis obduktion konstatere at de dødekyllinger var misfarvede. Der fandtes ikke tegn på sygdomme.

Efter slagtning kunne det konstateres at mange af slagtekroppene var tydeligt misfar­vede ("murstensrøde”) og med rødfarvede vingespidser. Disse slagtekroppe og det tilhørende organsæt var tydeligt koldere end de normale slagtekroppe og organsæt.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt imod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte samt svar ad 1-3 til grund, finder Rådet, at de 1.285 slagtekyllinger med meget stor sandsynlighed er døde af kulde under de 7 transporter det pågældende slagtedøgn, ved at være blevet transporteret på åbne lastbiler uden beskyttelse mod vejrliget; og at de lave temperaturer har bevirket en uacceptabel høj dødelighed, hvorved mange kyllinger har været udsat for en høj grad af lidelse, smerte, angst og væsentlig ulempe, ligesom de ikke under transporten har været behandlet omsorgsfuldt.

Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 5:

Giver sagen i øvrigt rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 5:

Nej.

Afgørelse:

Tiltalt for overtrædelse af Dyreværnslovens § 28, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 9, jf. stk. 11, jf. § 1, og transportbekendtgørelsens § 36, stk. 1 nr. 1, jf. stk. 2, jf. transportforordningens artikel 3, litra a og c og f, artikel 5, stk. 3, litra a, artikel 8, stk. 1, jf. bilag 1, pkt. 1 og kapitel II, pkt. 1.1, litra a og b, ved i tidsrummet mellem torsdag den 27. september 2018 om morgenen og henover natten til fredag den 28. september 2018 om morgenen i forbindelse med udøvelse af erhverv og i forbindelse med transport af 7 læs kyllinger, heraf 4 læs fra producent …, og 3 læs fra producent …, til …, som ejer af kyllingerne og transportmidlerne inklusive moduler m.v. og som organi­sator af transporterne, at være ansvarlig for groft uforsvarlig behandling af ca. 1285 kyllinger, idet der under transporterne var forhold, navnlig på grund af manglende presenninger på trailerne og lave tem­peraturer, der bevirkede, at ca. 1285 kyllinger ud af de i alt ca. 54.047 transporterede kyllinger døde i forbindelse med transporten, svarende til en samlet gennemsnitlig transportdødelighed på 2,44 %, hvorved kyllingerne ikke blev transporteret under sådanne forhold og i et transportmiddel, der var ud­formet, indrettet og anvendt på en sådan måde, at kyllingerne ikke kunne komme til skade eller påført lidelser, og idet kyllingerne under transporten ikke var tilstrækkelig sikret mod vejr og vind i overens­stemmelse med deres behov, alt hvorved kyllingerne ikke blev behandlet omsorgsfuldt, og har været udsat for en høj grad af lidelse, smerte, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Afgjort ved bødeforelæg på 50.000 kr.