Slagtesvin med halesår sendt til slagtning uden adskillelse fra øvrige dyr

Rådet udtalte 21. juni 2019:

Spørgsmål 1:

Er slagtesvinets sår på halen veterinærfagligt at betragte som et alvorligt åbent sår? Svaret bedes begrundet, herunder bedes det fremgå, hvorledes Rådet definerer et sår som "åbent”.

Svar ad 1:

Det fremgår af anmeldelse af 6. april 2018, at embedsdyrlægen ved det levende syn på slagteriet konstaterede et slagtesvin med kompliceret halesår. Svinet var ikke adskilt fra andre svin under transporten.

Det fremgår endvidere, at embedsdyrlægen ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne konstatere, at ”der på ha­lespidsen var et sår, som var flænset og beskidt. Der sås hævelse, rødme og varme ved haleroden og nekrotisk væv (vævsdød) på halespidsen… Dyret var normal i huld.

Ved undersøgelsen efter den slagtemæssige behandling af slagtekroppen fandtes et åbent sår på halespidsen med nekrose (vævsdød) af sårkanter... og knogle … Der var inflammation (betændelse) af haleroden, som var hævet … Desuden var der lungebylder … Bylderne var jævnt fordelt overalt i lungevævet …, som indikerer hæmatogen spredning (med blodet) af bakterier… Bylder var indkapslet af binde­væv … tilstanden var kronisk. Endvidere kunne konstateres, at grisen havde muskeldegeneration, idet kodet var meget bleg, blødt og væskedrivende … Dyret blev totalkasseret.”

Materiale fra svinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:

”Hale med påsiddende hudstykke:
Præparatet bestod af en halestump med en længde på ca. 9,5 cm og en diameter på 8 cm målt ved basis. Ved inspektion af halen fandtes den yderste del at være sæde for en nekrotiserende ulceration. Ulcerationen strakte sig over ca. 3 til 3,8 cm af den yderste del af halen og havde et overfladeareal på ca. 28 cm2. Ved sagittal gennemsavning af halen fandtes en purulent, sekvestrende osteomyelitis omgivet af nydannet bindevæv og med fistelkanaldannelse til det subku­tane væv. I forbindelse med fisteldannelsen fandtes to subkutane abscesser med et volumen på ca. 1- 2 mL, og med et indehold bestående af pus og knoglesekvestre. Abscesserne var omgi­vet af nydannet bindevæv med en tykkelse på ca 0,4 cm. Under ulcerationen fandtes granulati­onsvæv og nydannet bindevæv med en tykkelse på ca. 0,5 cm. En del af den yderste halehvir­vel var blotlagt, og hovedparten manglede.

Lunger:
Ved inspektion af lungerne fandtes kroniske, disseminerede processer med purulent indhold. Processerne var omgivet af bindevæv med en vægtykkelse på ca. 0,2 cm.

På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at halen er sæde for en ulceration med blotlæggelse af dele af den yderste halehvirvel. Baseret på mængden af granulationsvæv og nydannet bindevæv vurderes forandringerne at have en alder på ikke under 1-2 uger.

Lungerne er sæde for en kronisk, embolisk pneumoni, som baseret på tykkelsen af det nydan­nede bindevæv vurderes at have en alder på ikke under 1 uge. Tilstanden skyldes hæmatogen spredning af bakterier, hvor indgangsporten kan have været ulcerationen på halen.”

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at slagtesvinet havde et kronisk alvorligt åbent sår på halespidsen, hvor hudens strukturer var gennembrudt til de underliggende væv herunder blotlæggelse af dele af den yderste halehvirvel.

Rådet definerer et åbent sår som et sår, hvor hudens strukturer er gennembrudt til det underliggende væv.

Spørgsmål 2:

Har slagtesvinet været egnet til transport?

Svar ad 2:

Nej. Rådet anser ikke dyr med alvorlige, åbne sår for egnede til transport.

Spørgsmål 3:

Har tilstanden/komplikationerne været erkendelige forud for transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?

Svar ad 3:

Rådet finder, at såret på halespidsen, der fremstod flænset og beskidt med nekrose og blotlagt haleknogle, samt den akut inficerede halerod med rødme og hævelse, har været tydelig og let erkendelig ved det daglige tilsyn forud for transporten. Slagtesvinets situation skulle på et langt tidligere tidspunkt have været afhjulpet i besætningen, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at slagtesvinet, da halesåret opstod, var blevet isoleret i en sufficient indrettet sygesti, og såfremt tilstanden ikke hurtigt blev bedre blev tilset af en dyrlæge og behandlet eller aflivet.

Spørgsmål 4:

Kan sårets tilstand og udseende være blevet forværret under transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?

Svar ad 4:

Rådet kan ikke afvise, at sårets tilstand kan være forværret under transporten, hvor slagtesvinet har været udsat for risiko for bid, puf og stød fra de andre svin og stød mod vognens sider.

Spørgsmål 5:

Har slagtesvinet ved at blive transporteret derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 5:

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Lægges sagens oplysninger samt svar ad 1-4 til grund, finder Rådet, at slagtesvinet under opholdet i udleveringsrummet, samt under læsning og transport har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og dermed for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.

Spørgsmål 6:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 6:

Der skal henvises til Det Veterinære Sundhedsråds redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste.

Afgørelse:

Transportvirksomhed tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 og stk. 13, samt transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1, jf. stk. 3, jf. transportforordningen artikel 3, litra b og artikel 6, stk. 3, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra b, ved d. 22. februar 2018, i forbindelse med udøvelse af erhverv som transportvirksomhed, at være ansvarlig for at virksomhedens chauffør behandlede en gris groft uforsvarligt, idet han transporterede grisen, selv om grisen havde et kronisk, kompliceret åbent halesår, og dermed var uegnet til transport.

Retten bemærkede indledningsvist, at den omstændighed, at der ikke var rejst tiltale mod landmanden, ikke i sig selv førte til, at der ikke kunne rejses tiltale mod en transportør, da denne kan pådrage sig strafansvar på et selvstændigt grundlag.

Retten lagde til grund, at grisen ikke var transportegnet. Spørgsmålet var herefter at vurdere, om tiltalte havde udvist strafbar uagtsomhed ved at medtage grisen på transporten til slagteriet.

Retten fandt på baggrund af en konkret vurdering af de samlede omstændigheder, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at chaufføren ved afhentning af grisen på landejendommen havde udvist en sådan uagtsomhed, at dette kunne medføre strafansvar for det tiltalte transportselskab, der som følge heraf blev frifundet.

Tiltalte chauffør blev påtaleopgivet.