So med kronisk hofteledsluxation transporteret som skånetransport

Rådet udtalte 26. november 2019:

Af politiets fremsendelsesbrev fremgår følgende vedrørende sagens omstændigheder:

”Den 15. november 2016 foretog embedsdyrlæge … levende syn på slagteriet … i …, hvor hun kl. 14.55 observerede, at der fra ovennævnte besætningsejer blev leveret 12 dyr, hvoraf et blev sorteret fra til nærmere klinisk undersøgelse.

Dyret, som var en so, befandt sig bagerst i vognen, og var adskilt fra de øvrige søer. Transportens varig­hed var ca. 1 time.

Embedsdyrlægen har beskrevet indledningsvis, jf. bilag 10, at ’’soen var næsten springhalt på højre bag­ben. Højre bagben blev ikke fremført normalt, men hang slapt ned, og da soen flyttede venstre bagben frem støttede soen hurtigt på benet (under 2 sekunder), som knækkede sammen under vægten. Det virke­de, som om soen havde vænnet sig til at gå på 3 ben.”

Embedsdyrlægens nærmere beskrivelse af kontrolfund og vurdering af det konstaterede, if. bilag 10 og fotomappe bilag 17 og video bilag 24:

”Ved den kliniske undersøgelse af det levende svin kunne det konstateres, at muskulaturen i højre baglår var noget mindre i forhold til venstre baglår.

Dyret havde upåvirket almenbefindende. Dog virkede dyret irriteret i sygeboksen på slagteriet, hvor det søgte rastløst rundt og pressede hovedet ind mod væggen og drikkenippel. Dyret var normal til lidt under middel i huld.

Det vurderes, at dyret var støttehalt (tydeligt halt, men tog dog støtte på benet) i svær grad på gældende ben næsten springhalt.

…Muskulaturen i højre baglår er noget mindre udviklet end muskulaturen i venstre baglår. Under hvile holdes højre bagben med klovspidserne hvilende på underlaget som vist på foto 1 og 2.

Ved undersøgelse efter slagtemæssig behandling blev det konstateret, at dyret havde en kronisk lidelse kaldet: deformerende artrose med ruptur af ligamentum capitis ossis femoris. Tilstanden er en kronisk lidelse, hvor hofteleddet er udsat for en ikke-bakteriel betændelsestilstand, under hvilken ledbrusken ned­brydes og den sene, der hæfter lårbenet fast til bækkenet er revet over. På foto 4 ses under den orange pil en fure på caput femori (ledhovedet) på ca. 3x2 cm og 3 mm dyb. På samme foto ses også en knogleny­dannelse (2x3 cm) under den hvide pil.

Lidelsen vurderes at have haft en varighed af mindst 1 måned på grund af den kraftige bindevævsforøgel­se af ledkapsel, jf. foto nr. 5 og 7 samt knoglenydannelsen, jf. foto nr. 4 og den deformerede ledskål, jf. foto nr. 6. samt svind af muskulaturen i højre baglår og hypertrofi i venstre baglår.”

Højre bagben er efterfølgende blevet obduceret på Københavns Universitet, Institut for Veterinære Syg­domsbiologi. Af obduktionserklæringen, jf. bilag 11, fremgår det bl.a.:

Sektionsfund:
Ved inspektion af præparatet fandtes en total luxation af højre hofteled. Ligamentum capitis ossis femoris (ligamentet, der forbinder lårbenshovedel og hofteskålen) var revet over, og caput femoris (lårbenshove­det) lå ikke i sin normale position i hofteskålen. Caput femoris havde i stedet skabt et hulrum i muskulatu­ren, hvori der var dannet et pseudoled med omgivende bindevæv, der antog en makisam tykkelse på ca. 1,5 cm. Hofteskålen var udfyldt af bindevæv, der antog en maksimal tykkelse på ca. 2 cm. Endvidere fandtes en ca. 4x1,5 cm. stor erosion og ca. 1,5x 1 cm. stor ulceration i brusken (artrose) på caput femoris.

I relation til collum femoris (lårbenshalsen) fandtes knoglenydannelse, der antog en maksimal tykkelse på ca. 2 cm.

Konklusion:
Der foreligger en total luxation af højre lofteled med udtalt intra- og periartikulær bindevævsnydannelse og dannelse af et pseudoled. Endvidere fandtes en kronisk, derformerende, erosiv og ulcerativ artrose i højre hofteled med periartrikulær knoglenydannelse. Bedømt ud fra omfanget af nydannet bindevæv og knoglevæv vurderes det, at læsionen har en alder på flere uger.”

Besætningsejers ansatte har bl.a. oplyst, jf. bilag 6 og 9, at soen i tiden op til transporten havde været an­bragt i sygesti, og havde været behandlet med penicillin og smertestillende for en klovbyld. Den havde ikke været tilset af dyrlæge”.

Spørgsmål 1:

Såfremt ovennævnte lægges til grund,

1. har soen under sit ophold i besætningen da været udsat for uforsvarlig behandling, grovere ufor­svarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
2. Har lidelsen været erkendelig forud for transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?
3. Har soen været egnet til skånetransport adskilt fra andre dyr?
4. Har soen ved at blive skånetransporteret adskilt fra andre dyr været udsat for uforsvarlig behand­ling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling? Kan lidelsen og haltheden været brudt op eller blevet forværret under transporten, og i bekræften­de fald i hvilket omfang?
5. Er det sandsynligt, at soen har støttet normalt på alle 4 ben umiddelbart forud for transporten?
6. Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 1, nr. 1-5:

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.

Alle dyr, der synes at være syge eller tilskadekomne, skal omgående have en passende behandling. Hvis et dyr ikke kommer sig hurtigt af denne behandling, skal dyret enten aflives straks, eller også skal en dyrlæge konsulteres hurtigst muligt.

Af sagsakterne fremgår, at soen, efter konstatering af halthed forårsaget af formodet klovbyld, blev behandlet med antibiotika og smertestillende middel og efterfølgende anbragt i særlig sygesti. Dette er i udgangspunktet den korrekte måde at håndtere det syge dyr på jf. spørgsmål 1, nr. 1. Placeringen i sygesti giver ud over de fysiske fordele ved mere plads, blødt underlag mv. for det syge dyr også mulighed for en effektiv overvågning af lidelsens udvikling, behandlingens effekt etc. En anbringelse af et dyr i en sygesti friholder ikke besætningsejer/personale for at foretage en løbende revurdering af prognose for helbredelse jf. bestemmelserne i bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr og Dyreværnsloven. Det vil derfor stadig kunne være aktuelt at tilkalde dyrlæge eller gennemføre en aflivning/hjemmeslagtning. Sagsakterne beskriver ikke varigheden af opholdet i sygestien, men aldersbestemmelsen på forandringerne i hofteleddet taler om flere uger. Det er Rådets vurdering, at effekten af en medicinsk behandling for en korrekt diagnosticeret, ukompliceret infektion i tåen (klovbyld) ville være indtrådt i løbet af få dage. En smertefuld tilstand som dokumenteret ved aflæsningen af soen på slagteriet (video) og videre beskrevet ved den patoanatomiske undersøgelse, vil ikke forventes at forsvinde for senere at vende tilbage i forbindelse med en transport. Svind af muskelfylde (muskelatrofi) i højre baglår som beskrevet af embedsdyrlægen er et tegn på, at soen gennem længere tid har aflastet det pågældende ben.

Rådet finder det ikke sandsynligt, at den i besætningen stillede diagnose har været fyldestgørende, og soen burde på et tidligere tidspunkt have været tilset af en dyrlæge eller aflivet/hjemmeslagtet.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at soen under det fortsatte ophold i sygestien, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet vil karakterisere det fortsatte ophold i sygestien som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1 og 2 og § 3, stk. 1.

Det er Rådets vurdering, at soen ikke har taget fuld støtte på alle fire ben under fremdrivningen fra sygestien til udleveringsfaciliteten. Det kan ikke udelukkes, at smerten er blevet forværret under transporten til slagteriet, men der er ikke noget ud fra den patoanatomiske vurdering, der indikerer en akut forværring af den grundliggende lidelse. Karakteren af haltheden, som den fremgår af videooptagelsen efter aflæsningen, hvor der ses tilbøjelighed til overkodning, er ikke typisk for en klovbyld eller en anden akut opstået klovlidelse.

Det er Rådets vurdering, at lidelsen har medført, at soen har været tydeligt gangbesværet, og soen har derfor ikke været egnet til levende transport, heller ikke under særligt beskyttende omstændigheder som sygetransport. Herved er soen blevet udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet vil karakterisere transporten som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.

Svar ad 1 litra 6:

Rådet skal henvise til Redegørelse af 17. februar 2009 omhandlende transport af syge- og tilskadekomne dyr.

På baggrund af ønske fra advokat … bedes Rådet endvidere besvare følgende spørgsmål:

Spørgsmål A:

Er det i overensstemmelse med anerkendte og videnskabelige erfaringer, at en so med en observe­ret tåbyld overføres til en sygesti, hvor soen behandles med smertestillende medicin og antibioti­ka/penicillin?

Svar ad A:

Rådet finder, at det er i overensstemmelse med anerkendte og videnskabelige erfaringer, at en so med en observeret og korrekt diagnosticeret tåbyld overføres til en sygesti og hér behandles med smertestillende medicin og antibiotika i henhold til den behandlingsvejledning, der er udarbejdet af besætningsdyrlægen.

Rådet skal henlede opmærksomheden på, at symptomerne smerte og halthed ikke i sig selv er fyldestgørende til at stille diagnosen tåbyld/klovbyld.

Spørgsmål B:

Er Rådet bekendt med, om der er publiceret senere anerkendte og videnskabelige erfaringer, der gør det muligt for en dyrlæge, landmand eller driftsleder at observere, at en so med klovskader til­lige har ledskader i samme ben, end hvad der er anført i VSP publikation Svin fra 2011, forfattet af chefforsker Elisabeth Okholm Nielsen med titlen: ’’Halthed hos svin skyldes ofte kroniske for­andringer”? (se bilag A).

Svar ad B:

Rådet er bekendt med, at der er publiceret flere arbejder, der beskriver kompleksiteten i årsagsforholdene til symptomet ”halthed hos svin” herunder også søer. Materialet bygger på obduktioner mv. på ikke-transportegnede dyr aflivet i besætningerne. Rådet er ikke bekendt med, at der for nærværende findes videnskabelig evidens for sammenhænge mellem klovskader og ledskader i samme ben. Kompleksiteten gør det dog sandsynligt, at der undertiden kan findes fælles forhold, der på samme tid påvirker forekomsten af begge typer af lidelser. I det arbejde fra 2011, der henvises til i spørgsmålet, blev der f.eks. påvist ca. tre gange så mange søer med kronisk ledskade som årsag til halthed som søer med en infektiøs tålidelse.

Spørgsmål C:

Er Rådet bekendt med, om der er publiceret senere anerkendte og videnskabelige erfaringer om bedømmelse af halte svins transportegnethed end hvad der er anført i udgivelsen af 1. januar 2016 fra Miljø- og Fødevareministeriet med titlen: ’’Vurdering af transportegnethed ved 4 udvalgte li­delser hos svin og kvæg”? (se bilag B).

Svar ad C:

Rådet er ikke bekendt med, at der findes evidensbaseret videnskabeligt materiale, der omhandler bedømmelsen af halte svins transportegnethed.  Rådet er bekendt med, at der pågår forskning på området transport af lettere halte kreaturer og søer til slagtning, men disse arbejder har ikke for nærværende ændret på de generelle anbefalinger.

Spørgsmål D:

Henset til, at det fremgår af fotomappe (forhold 1, bilag 17), at embedsdyrlægen har opskåret præparatet i flere stykker og oprenset præparatet for blod mv. inden patologen modtog præparatet, bedes det oplyst, om man ud fra foreliggende oplysninger kan sige noget sikkert om, i hvilke om­fang det såkaldte pseudoled (falske led) forud for transporten har indkapslet og dermed stabiliseret leddet?

Svar ad D:

Det kan udtales, at pseudoleddet sandsynligvis var indkapslet forud for transporten, hvorved det har stabiliseret pseudoleddet.

Spørgsmål E:

Henset til, at det fremgår af fotomappe (forhold 1, bilag 17), at embedsdyrlægen har opskåret præparatet i flere stykker og oprenset præparatet for blod mv. inden patologen modtog præparatet, bedes det oplyst, om det er muligt sikkert at vurdere om soens ledskade kan være forværret og/eller brudt op under transporten?

Svar ad E:

Om ledskaden i klinisk henseende kan være forværret under transporten kan ikke klarlægges på det foreliggende grundlag. Ledskaden er ikke brudt op under transporten, idet der ikke er fundet blodimbibering i pseudoleddets kapsel.

Spørgsmål F:

Kan man ud fra den patologiske rapport sammenholdt med fotomappe (forhold 1, bilag 17) og vi­deo (forhold 1, bilag 24) udelukke, at soen ved pålæsningen kunne observeres som værende lettere halt med gangbesvær som forårsaget heraf?

Svar ad F:

Den patoanatomiske undersøgelse fortæller først og fremmest noget om graden (alvoren) og alderen på forandringerne i vævene. Den fortæller ikke præcist om den kliniske betydning af skaderne. Jf. svar ad spørgsmål 1, nr. 5 gør de meget omfattende og flere uger gamle skader omkring hofteleddet det dog meget lidt sandsynligt, at soen har kunnet bevæge sig uden synligt gangbesvær.

Der skal endvidere henvises til forhold 1, bilag 15 veterinær kontrolrapport hvoraf fremgår:

”Af køreseddelen fremgår at chaufføren… havde følgende bemærkninger: Dyret er ikke godt gående, men der er gjort det bedst mulige ved at transportere dyret adskilt fra de øvrige.”

Afgørelse:

Vognmand:
Sigtet for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, jf. stk. 2 og stk. 9 samt reglerne i transportbekendtgørelsen. Sigtelsen blev opgivet. Begrundelsen herfor var, at anklagemyndigheden ikke forventede, at den sigtede ville blive fundet skyldig, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2

Det fremgår af bestemmelsen, at påtale i en sag helt eller delvis kan opgives i de tilfælde, hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan forventes at føre til, at sigtede findes skyldig.

Anklagemyndigheden bemærkede, at der endnu ikke var taget stilling til tiltale spørgsmålet ift. sigtedes chauffør.

Der var 4 tiltalte i sagen (herefter T1, T2, T3 og T4).

Svineproducent (T1):
Tiltalt for overtrædelse af reglerne i dyreværnsloven, samt bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr og transportbekendtgørelsen, ved forud for den 15. november 2016 i forbindelse med udøvelse af erhverv som svineproducent ved besætning, at være ansvarlig for, at en gris blev behandlet groft uforsvarligt, idet han undlod at foretage tilstrækkelig instruktion af sine ansatte og føre tilsyn med virksomhedens drift og dermed være ansvarlig for, at grisen blev behandlet groft uforsvarligt, idet grisen efter mislykket behandling for en formodet klovbyld ikke blev tilset af en dyrlæge eller aflivet, ligesom han var ansvarlig for at grisen den 15. november 2016 blev læsset og transporteret, selvom grisen var stærkt støttehalt på højre bagben.

Driftsansvarlige (T2 og T3):
Begge tiltalt for overtrædelse af reglerne i dyreværnsloven, bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr og transportbekendtgørelsen, ved forud for den 15. november 2016 i forbindelse med udøvelse af deres erhverv som driftsansvarlige for svinebesætningen, at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet grisen efter mislykket behandling for en formodet klovbyld ikke blev tilset af en dyrlæge eller aflivet, ligesom grisen den 15. november 2016 blev læsset og transporteret selvom den var stærkt støttehalt på højre bagben.

Chauffør (T4):
Tiltalt for overtrædelse af reglerne i dyreværnslovens § 28, stk. 1, stk. 2 og stk. 9, jf. § 1 og transportbekendtgørelsens § 35, stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89, i forbindelse med udførelsen af erhverv som chauffør at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet han transporterede grisen fra besætning til slagteri, selvom grisen var stærkt støttehalt på højre bagben.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om bødestraf. Anklageren anførte, at sagsbehandlingstiden ved politiet og anklagemyndigheden i et væsentligt omfang havde oversteget det rimelige. Der forelå en samlet ”død periode” på ca. 2 år og 3 måneder.

Anklagemyndigheden havde derfor i overensstemmelse med Højesterets praksis alene påstået en reduceret bøde på 10.000 kr. for T1, T2 og T3, og straf­bortfald for T4.

Det blev efter bevisførelsen, herunder navnlig erklæringen fra Det Veterinære Sundhedsråd og den i retten foreviste video af soen ef­ter aflæsning på slagteriet, anset for bevist, at soen var stærkt støttehalt. Retten henviste til, at Det Veterinære Sundhedsråd havde udtalt, at den senere observerede læsion bedømt ud fra omfanget af nydannet væv var vurderet til en alder på flere uger. Sund­hedsrådet havde også henvist til svind af muskelfylde i højre baglår, hvilket sam­men med aldersbestemmelsen på forandringerne i hofteleddet talte om en læ­sion, der var sket for flere uger siden.

Retten tillagde det betydning, at Det Veterinære Sundhedsråd i sin erklæring havde karakteriseret det fortsatte ophold i sygestien for groft uforsvarlig behandling af dyr, ligesom man også havde karakteriseret transporten af dyret på samme måde. Sundhedsrådet havde således vur­deret, at den pågældende lidelse havde medført, at soen var tydeligt gang­besværet, og at den ikke var egnet til levende transport. Endelig havde Sundhedsrådet udtalt, at det var meget lidt sandsynligt, at soen kunne be­væge sig uden synligt gangbesvær under pålæsningen fra stald til lastbil.

Svineproducent (T1):
Retten fandt ikke, at anklagemyndigheden på tilstrækkelig vis havde påpeget, hvilken instruktion tiltalte havde undladt at give, eller hvilket tilsyn, tiltalte havde undladt at foretage.

Retten lagde efter de foreliggende oplysninger til grund, at det var T2 og T3 der havde haft ansvaret for den daglige drift, herunder behandlingen af soen. På baggrund af dette og da både T2 og T3 havde mange års erfaring med arbejdet i en svinestald, fandt retten ikke, at T1 var ansvarlig for behandlingen af den pågældende gris.

T1 blev derfor frifundet.

Driftsansvarlig (T2):
Det blev ikke anset for bevist, at T2 havde haft kendskab til den omhandlede so, som gik i en anden afdeling end den afde­ling, som tiltalte havde ansvaret for.

Retten fandt imidlertid, at tiltalte var delvis skyldig i den rejste tiltale. Tiltalte var til stede under pålæsningen, og retten fandt, at han havde handlet groft uforsvarligt i forbindelse med læsning af grisen.

Straffen blev fastsat til en bøde på 10.000 kr. Forvandlingsstraffen blev fastsat til fængsel i 10 dage.

Driftsansvarlig (T3):
Retten lagde til grund, at tiltalte var skyldig i den rejste tiltale, idet han som driftsansvarlig havde handlet groft uforsvarligt både i forbindelse med pasning af soen i stalden og i forbindelse med pålæsning af soen.

Retten fandt det bevist, at grisen var stærkt støttehalt på højre bagben, og tiltalte burde have til­kaldt dyrlæge eller ladet den aflive, inden transporten til slagteri.

Straffen blev fastsat til en bøde på 10.000 kr. Forvandlingsstraffen blev fastsat til fængsel i 10 dage.

Chauffør (T4):
Tiltalte fandtes efter bevisførelsen at være skyldig i den rejste tiltale. Retten anførte, at soen var stærkt støttehalt, og tiltalte burde ikke have transporteret soen til slagteri. Retten henviste til, at Det Veterinære Sundhedsråd havde udtalt, at det ikke kunne klarlægges, om ledskaden kunne være forværret under indtrans­porten, men havde også bemærket, at ledskaden ikke var brudt op under trans­porten.

Tiltalte var derfor efter det anførte skyldig. Tiltalte var ved dom af 17. december 2018 idømt en bøde for overtrædelse af dyreværnsloven og transportforordningen. Efter anklagemyndighedens på­stand blev der i medfør af straffelovens § 89 ikke fastsat en tillægsstraf for dette forhold.