Rådet udtalte 14. maj 2019:
Spørgsmål 1:
Hvorvidt en ophængning af levende fugleunger i en tørresnor ved at fastgøre deres vinger med tøjklemmer efter rådets opfattelse i sig selv udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.
Svar ad 1:
Det fremgår af sagsakterne at ”2 skadeunger hang fra tørresnoren i hver sin vinge og at der var sat flere tøjklemmer i vingerne. Fuglene var i live og baskede med vingerne for at komme fri, men de virkede på dette tidspunkt meget udmattede. Hun gik straks hen til tørresnoren og befriede begge unger. I den forbindelse kunne hun se, at deres vinger havde taget skade, idet der var blottede vingeknogler, som desuden var brækkede…”. Det fremgår endvidere, at skadeungerne havde hængt der i mindst 2 timer.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at de 2 skadeunger har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Rådet finder, at de 2 skadeunger har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 2:
Hvorvidt sigtedes adfærd, såfremt sagens oplysninger om, at fuglene må have hængt levende i tørresnoren i mindst 2 timer, herunder at de ved befrielsen havde skader i form af blottede og brækkede vingeknogler, lægges til grund for besvarelsen, efter rådets opfattelse udgjorde en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.
Svar ad 2:
Se svar ad 1.
Afgørelse:
På grund af sagens lange sagsbehandlingstid tillod Retten ikke ændring af, at tiltalen i anklagemyndighedens anklageskrift blev udvidet til også at omfatte dyreværnslovens § 28, stk. 1 og dyreværnslovens § 28, stk. 2. Dyreværnslovens § 28, stk. 3, uden citering af stk. 1 og stk. 2 kunne ikke danne selvstændigt grundlag for domfældelse, hvorfor tiltalte blev frifundet.