Rådet udtalte 9. marts 2020:
Spørgsmål 1:
Såfremt oplysningerne i sagen om, at hunden var uhelbredeligt syg og smerteplaget som følge deraf lægges til grund, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt det efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3, at sigtede ikke selv tog initiativ til at få hunden aflivet på et langt tidligere tidspunkt.
Svar ad 1:
Følgende fremgår af dyrlægens epikrise af 31. juli 2018:
”Setter tæve, oplyst ca. 12 år gammel.
Undersøgelse: Hunden er mager og har en stor mammatumor i de to forreste mælkekirtler i venstre side. Lymfeknuden i axillen i venre side er forstørret. Der er tre necrotiske områder i huden over tumoren og et område med opbrud ved forreste dievorte. Hunden er flink at undersøge, men viser tegn på smerte ved berøring af tumoren.
Hunden udviser stor forsigtighed ved at lægge sig i brystleje, og når den har lagt sig forsøger den at undgå at ligge på tumoren.
Diagnose: obs pro malign mammatumor med spredning til lymfen.
Behandling: det er udsigtsløst at fjerne tumoren da der er tegn på spredning. Der er ingen mulighed for helbredelse af de necrotiske områder og området med opbrud.
Hunden har smerter fra tumoren og er generet af den når den skal lægge sig for at hvile og er derfor aflivet i henhold til lov om værn af dyr.”
Rådet finder, at forsvarlig behandling af uhelbredeligt syge dyr indebærer, at de beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder ikke nødvendigvis, at en behandling i det konkrete tilfælde skulle være aflivning. Rådet kan ikke afvise, at en paliativ behandling med henblik på forlængelse af livet kunne have været en mulighed og finder derfor ikke, at sigtede nødvendigvis skulle have initieret aflivning af hunden på et tidligere tidspunkt.
Spørgsmål 2:
Hvis Rådet kan udtale sig om, hvor længe hunden må antages at have været alvorligt syg, og/eller såfremt sagen i øvrigt giver Dem anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.
Svar ad 2:
Rådet kan ikke på baggrund af det forelagte vurdere, hvor længe hunden må antages at have været syg, men finder, at hævelsen i venstre forreste mælkekirtler på baggrund af svar ad 1 og vedlagte billedmateriale har været under udvikling i længere tid, sandsynligvis gennem nogle uger.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at hunden på et tidligere tidspunkt burde have været tilset af en dyrlæge og herunder løbende have været i behandling/vurderet eller aflivet.
Lægges ovennævnte samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at hunden, ved at være unddraget sufficient dokumenteret behandling på et tidligere tidspunkt, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt.
Rådet finder, at hunden derved har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Afgørelse:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 1 og § 2, ved den 18. juli 2018 og nogen tid forud herfor på sin bopæl, som ejer at have behandlet sin hund, uforsvarligt samt undladt at behandle den omsorgsfuldt under hensyntagen til hundens sundhedsmæssige behov, idet hunden den 18. juli 2018 blev konstateret uhelbredelig syg, idet den havde en stor tumor i 2 mælkekirtler med 3 nekrotiske områder i huden over tumoren og et område med opbrud ved den ene dievorte, ligesom den havde en hævet lymfeknude og var mager, og hunden burde på et tidligere tidspunkt have været tilset af en dyrlæge og herunder løbende have været i behandling eller være aflivet.
Tiltalte udeblev fra hovedforhandlingen uden dokumenteret lovligt frafald og tiltalte ansås derfor for at have tilstået det forhold, han var tiltalt for, jf. retsplejelovens § 897, stk. 1, nr. 1.
Retten fandt, at den forskyldte bødestraf efter dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. til dels stk. 4, nr. 1, jf. tidligere dyreværnslovens § 28, stk. 4, nr. 1, burde bortfalde.
Retten lagde vægt på, at der var tale om en ukompliceret straffesag, og at sagsbehandlingstiden - uden at det havde beroet på tiltaltes forhold - i så væsentligt omfang havde oversteget det rimelige, at tiltalte skulle kompenseres herfor i medfør af straffelovens § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt. Dette gjaldt, selv om der ikke måtte foreligge en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. bl.a. Højesterets dom af 16. april 2012 (Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 2315/1).