Rådet udtalte 2. april 2020:
Spørgsmål 1:
Finder rådet, at … ved at lade kattene blive magre og dehydrerede og med de i øvrigt beskrevne lidelser, derved har undladt at behandle dyrene omsorgsfuldt og beskytte dem bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, jf. herved dyreværnslovens §§ 1 og 2, og i bekræftende fald, finder rådet da, at der er tale om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyrene?
Svar ad 1:
Af sagsakterne fremgår, at der i et større kattehold på 10-15 katte, fandtes to katte som adskilte sig fra de øvrige, ved at være kakektiske og dehydrerede.
Af dyrlægens beskrivelse angående den ene kat fremgår: ”Katten er tydeligt afkræftet og ekstrem mager (kakektisk). Højre bagben er beskadiget fra hæl til potespids, hvor al hud er afrevet og der er tydelig tegn på forrådnelse (nekrose). Desuden er katten svært dehydreret… Den beskrevne skade estimeres til at være 2-3 uger gammel. Med hensyn til foderstand har den givetvis ikke fået foder længe”.
Sagsakternes billedmateriale understøtter dyrlægens kliniske beskrivelse af kattens tilstand.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovenstående til grund, finder Rådet, at kattens tilstand har været tydeligt synlig og for længst burde have være afhjulpet ved, at katten var blevet bragt til dyrlæge med henblik på behandling eller aflivning.
Katten har, ved gennem uger at gå med de i sagsakterne beskrevne læsioner på højre bagben, samt ved på grund af sygdom eller manglende fodring, at have udviklet en tilstand, hvor den fremstod afkræftet, dehydreret og stærkt afmagret (kakektisk), været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet vil betragte forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1 og 2.
Af dyrlægens beskrivelse af den anden kat fremgår: ”Den anden kat er en ukastreret hankat, ikke øretatoveret eller chipmærket, fremstår dehydreret (mangler væske), har kronisk øjenbetændelse (conjunktivitis) hoster og er ekstrem mager (kakektisk).”
Lægges ovenstående til grund, finder Rådet, at kattens tilstand har været tydeligt synlig og for længst burde have være afhjulpet ved, at katten var blevet bragt til dyrlæge med henblik på behandling eller aflivning.
Ved at gå med kronisk øjenbetændelse og hoste og på grund af sygdom eller manglende fodring, at have udviklet en tilstand, hvor den fremstod dehydreret og stærkt afmagret, har katten været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet vil betragte forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Giver sagen i øvrigt rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 2:
Oplysningerne i sagsakterne peger på, at sigtede ikke viser vilje eller evne til at tilvejebringe dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold i sit dyrehold. Dette bør efter Rådets opfattelse føre til overvejelser om, hvorvidt der skal ske hel eller delvis frakendelse af retten til dyrehold, jf. dyreværnslovens § 29. Anvendelse af § 29 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.
Afgørelse:
Tiltalte blev påtaleopgivet, idet anklagemyndigheden ikke fandt, at tiltalte ved domfældelse ville blive fundet skyldig.