Rådet udtalte 13. oktober 2020:
Spørgsmål 1:
Jeg anmoder om en udtalelse om, hvorvidt det ovenfor beskrevne indebærer en uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller om forholdet har haft karakter af mishandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 3.
Svar ad 1:
Af den praktiserende dyrlæges beskrivelse, fra 11. november 2019 fremgår:
”Ved den kliniske undersøgelse fandtes katten tydeligt undervægtig (BSC 1/9), store dele af pelsen på benene og i hovedet var tilsmudset. Pelsen på kroppen var ikke velholdt og var desuden inficeret med lopper (store mængder).
Bughulen var indsunket og uden fylde. Organerne kunne let palperes og der var intet indhold i tarmene - kun en meget lille blære kunne palperes.
Der hørtes en tydelig rallende respiratorisk bilyd fra de øvre luftveje, når katten trak vejret. Hjerteslaget var 220 slag/min.
Højre side af underkæben var tydeligt forstørret og katten var ikke i stand til at lukke munden. Tungen var forskubbet til venstre side af munden og havde et ældre sår på venstre side, som følge af det erhvervede fejlbid og gentagende tyggeskader fra venstre overmunds tænder.
Højre side af underkæben var ca. 5 gange større (2*4 cm) end en normal kæbegren og løb i hele højre underkæbes længde. Hævelsen var delvis fast og inddrog både knogle og bløddele (tandkød og slimhinde).
Der var et opbrud i hævelse ved 407 med purulent sekret og adgang til knoglen. Tanden 407 sås ikke. Tænderne 408 og 409 (kindtænder) var begge løse og frakturerede (brækkede), ligeledes var 404 (hjørnetand) løs. Hævelsen inddragede symfysen mellem højre og venstre kæbegren.
Katten savlede betydeligt og var våd under hagen og ned på brystet.”
På baggrund af den kliniske undersøgelse konkluderede den praktiserende dyrlæge, at tilstanden forårsagede smerter i mundhulen, og at katten ikke kunne spise eller soignere pelsen. Dyrlægen vurderede, at tilstanden havde ”udviklet sig over en længere periode på minimum 4 uger”.
Sagens billedmateriale understøtter den praktiserende dyrlæges kliniske fund.
Af sagens videomateriale fremgår, at katten på grund af læsionen i mundhulen ikke kunne spise.
Det fremgår af sagsakterne, at sigtede, 14 dage inden katten blev bragt til dyrlæge af anmelder, havde konstateret, at katten savlede.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovenstående til grund, finder Rådet, at kattens afmagring og symptomerne fra mundhulen har været tydeligt synlige i mindst 14 dage, hvorfor den tidligere burde have været bragt til dyrlæge med henblik på undersøgelse og behandling eller aflivning.
Ved at gå i mindst 14 dage med en tilstand der førte til de i sagsakterne beskrevne læsioner, og som medførte, at katten savlede og havde smerter i munden og ikke kunne spise eller soignere pelsen, og ved at være afmagret til huldstatus 1 af 9, har katten ikke været beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den er ikke blevet behandlet omsorgsfuldt og passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rådet finder, at katten herved har været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet vil samlet set betragte forholdet som mindst uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver anledning til bemærkninger bedes disse ligeledes indgå i udtalelsen.
Svar ad 2:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Tiltalte blev straffet med bøde på 2.000 kr. for overtrædelse af dyrevelfærdsloven § 58, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 2 og § 3 (dagældende dyreværnslovens § 28, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 1 og § 2,).