Rådet udtalte 25. november 2020:
Spørgsmål 1:
Er rådet enig med embedsdyrlægen i, at de i forhold 1a og 1b nævnte svin led af en medfødt defekt?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 21. december 2018, at embedsdyrlægen ved det levende syn på slagteriet d. 13. november 2018 observerede 2 gangbesværede svin: ”…. to dyr ikke adskilt fra øvrige svin, der havde meget krumme forben, hvilket i høj grad vanskeliggør at stå og gå på normal vis. Derfor var dyret meget besværet ved gang, og lagde sig, når der var mulighed for det. Dyrene blev nærmere undersøgt både i levende live og efter aflivning.”
Vedrørende såvel dyr nr. 1 som for dyr nr. 2 noterer embedsdyrlægen: ”Ved den kliniske undersøgelse af det levende svin kunne der konstateres, at lidelsen skyldes en medfødt defekt. Således har de krumme forben også været synligt og erkendeligt i besætningen og ved pålæsningen… Ved postmortem tilsyn konstateredes tydelig deformitet af knoglerne, med deraf følgende krumning af begge forknæ.”
Det fremgår endvidere af sagsakterne at besætningsejeren, henholdsvis transportøren oplyste:
Besætningsejeren: ”… at de ikke havde grise til at gå i sygesti, da det ikke kunne betale sig at have 2 grise gående i en sti, hvor der kunne være 25 grise. Grisene blev slået ned, når de var syge, skadede eller havde medfødte skavanker. Afhørte kunne dog ikke forklare hvorfor de 2 grise var sendt til slagt, da det var en fejl. Grisene skulle have været slået ned for længst.”
Transportøren: ”… mente ikke, chaufføren havde haft mulighed for at se skaderne, da grisene gik ombord på bilen…. at svinene kunne have gået ombord uden at være halt, hvis de havde været opgående i noget tid forinden de skulle læsses. Når de skulle læsses af på slagteriet, havde de ligget eller stået i et par timer, og var formentligt mere stive i benene, nar de skulle i gang igen. Det var derfor lettere at se, at de var halte på slagteriet.”
Rådet bemærker mailkorrespondance af 28. juli 2020, hvor det angives, at præparater af de omtalte forben er bortkommet, og at de således ikke har været underkastet en egentlig patoanatomisk undersøgelse på Københavns Universitet.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at de 2 svin har været gangbesværede i betydelig grad som følge af læsioner i forbenenes anatomiske strukturer. Det er ikke muligt ud fra billederne eller embedsdyrlægens korte beskrivelse af de patologiske fund med sikkerhed at udtale sig om årsagen til de krumme forben. Rådet kan således ikke med sikkerhed vurdere, om svinenes krumme forben skyldes en medfødt eller en erhvervet tilstand.
Spørgsmål 2:
Er rådet i samme forhold enig med embedsdyrlægen i, at de to svin har været udsat for grovere uforsvarlig behandling 1under opholdet i stalden og 2under transporten - og hvis ikke: foreligger i så fald uforsvarlig behandling?
Svar ad 2:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Syge og tilskadekomne dyr skal have en passende behandling. Retter dyrene sig ikke på denne behandling skal dyrene aflives, eller en dyrlæge skal konsulteres.
Lægges ovennævnte samt det medfølgende billed- og videomateriale til grund, finder Rådet, at svinenes tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Deres situation skulle på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at de var blevet flyttet til korrekt indrettet sygesti, løbende var blevet underkastet omhyggelig vurdering og rettidig indgriben, herunder behandlet, tilset af dyrlæge eller aflivet, før lidelserne fik det beskrevne omfang.
Rådet finder, at de to svin, ved ikke tidligere under opholdet i besætningen at være blevet vurderet som kronisk uhelbredelige og straks herefter være afsendt til slagtning eller aflivet, inden lidelserne udviklede sig til det omfang, som fremgår af sagsakterne, har været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.
Rådet finder, at svinene under opholdet i besætningen har været udsat for uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billed- og videomateriale til grund, finder Rådet, at svinene, ved at være læsset og transporteret til slagteriet, har været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at svinene under læsning og transport har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 3:
Er det rådets vurdering, at de to svin i samme forhold under alle omstændigheder var transport- uegnede - herunder også hvis de måtte være transporteret adskilt fra de øvrige dyr?
Svar ad 3:
Se svar ad 2.
Spørgsmål 4:
Er rådet i forhold 2a og 2b enig med embedsdyrlægen i, at slagtesvinet på grund af det konstaterede halesår har været udsat for grovere uforsvarlig behandling 'under opholdet i stalden og 2under transporten - og hvis ikke: foreligger i så fald uforsvarlig behandling?
Svar ad 4:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 5. marts 2019: ”…dyret ikke var adskilt fra de øvrige dyr under transporten….Ved den kliniske undersøgelse af det levende svin kunne det konstateres, at dyret havde et halesår som følge af halebid….at der var et område af halen, som ikke havde intakt hud og hvor de underliggende strukturer var blottede. Der sås flossede kanter og rødme…. Efter slagtemæssig behandling fandt … et halesår i de yderste ca. 5 cm af halen. Ved gennemskæring af halen kan man se at der er involvering af brusk og knogle i halespidsen.”
Følgende fremgår af udtalelse af 27. juli 2020 fra Det sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet: ”Ved inspektion af halen fandtes en ulceration dækkende det meste af den yderste del af halestumpen. Ulcerationen strakte sig ca. 3,8-5,2 cm op ad halen, og på halestumpens ende målte ulcerationen ca. 1 cm i diameter. Ulcerationen var stedvist belagt med nekrotisk sårskorpe og granulationsvæv. Granulationsvævet havde en tykkelse på ca. 0,1 cm. Herunder fandtes nydannet bindevæv med en tykkelse på op til ca. 0,3-0,4 cm. Ydermere fandtes delvist tab og nekrose af den yderste halehvirvel.
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at halestumpen er sæde for en kronisk, nekrotiserende og granulerende ulceration med nekrose af den yderste halehvirvel. Baseret på mængden af granulationsvæv og nydannet bindevæv vurderes forandringerne at have en alder på ikke under 1 uge.”
Rådet finder, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig. Dets situation burde for længst ved de daglige tilsyn have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at det var blevet behandlet, tilset af en dyrlæge eller aflivet, før lidelsen fik et omfang som beskrevet.
Lægges ovennævnte samt fotomaterialet til grund, finder Rådet, at svinet ikke var egnet til transport. Ved at være transporteret har det været udsat for stor risiko for bid og puf fra de andre svin samt stød mod vognenes sider, hvorved det har været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at svinet i besætningen samt under læsningen og transporten har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 5:
Er det rådets vurdering, at slagtesvinet i samme forhold under alle omstændigheder var transportuegnet - herunder også hvis det måtte være transporteret adskilt fra de øvrige dyr?
Svar ad 5:
Se svar ad 4.
Spørgsmål 6:
Er rådet enig med Det sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet i dets vurdering af, at forandringerne har haft en alder på ikke under en uge?
Svar ad 6:
Ja.
Spørgsmål 7:
Giver sagen rådet anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad 7:
Nej, sagen giver ikke Rådet anledning til yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Tiltalte blev straffet med bøde på 26.000 kr. for overtrædelse af dyreværnslovens § 28 stk. 1, jfr. stk. 9, jfr. stk. 11. jfr. § 1 og § 2, (nu: dyrevelfærdslovens § 58 stk. 1, jfr. stk. 12 og 13, jfr. § 2 og § 3) samt Rådets Forordning (EF) Nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter m.v. artikel 3 litra b, jfr. artikel 8 stk. 1, jfr. bilag 1, kapitel 1, punkt 1 og punkt 2 litra a, jfr. Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport § 35 stk. 1 nr. 1, jfr. stk. 2 (nu: bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37 stk. 1 nr. 1 og nr. 6, jfr. stk. 3).