Rådet udtalte 7. juli 2020:
Spørgsmål 1:
Såfremt oplysningerne i sagen om gris nr. 1, 3 og 4 lægges til grund, anmoder jeg Rådet om for enkelt gris at besvare, hvorvidt den beskrevne adfærd efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 14. juni 2019, at embedsdyrlægen ved det opfølgende besøg i en slagtesvinebesætning observerede følgende:
Svin nr. 1:
”Grisen var springhalt (den kunne slet ikke støtte) på venstre bagben som var kraftigt fortrykket (tennisbold størrelse) ved haseleddet. Grisen er smertepåvirket ved palpation (vokalisering og går væk). Grisen vejede ca. 30 kg. og gik i … en almindelig smågrisesti med fuld belægning og stien var ikke indrettet som en sygesti med blød bund mv.
Post mortem kunne det konstateres, at hævelsen bestod af en byld med pus af ældre beskaffenhed, hvor det meste af pusset flød i osteagtige klumper, mens resten af pusset var flydende. Samtidig var der begyndende kapseldannelse (bindevævsdannelse) rund om bylden.
Grisen havde en stribe på ryggen og medarbejderen fortæller, at han havde mærket den dagen før, fordi den skulle aflives ... Det vurderes, at lidelsen har en varighed fra 1 til 2 uger.”
Svin nr. 3:
”Vejede ca. 17 kg. Grisen lå i en sygesti med blød bund og strøelse, men med ca. dobbelt belægning i forhold til kravene for en sygesti. Der er 27 stifæller med en vægt på 10-30 kg. Stien er 4x2 m2, altså 8m2. De øvrige svin i stien var dog hellere ikke syge.
Arealkrav til sygesti til svin mellem 7 og 15 kilo er 0,58 m2 pr dyr. I stien var der 0,29 m2 pr. dyr. Stien må derfor betegnes som en almindelig sti.
På kontroltidspunktet, lå grisen og trykkede sig med såret ind mod muren under halmhækken.
Den manglede det venstre øje i stedet havde den et sår på ca. 7x7 cm der hvor øjet burde være. Såret fyldte hele øjenhulen.”
Svin nr. 4:
”Grisen var springhalt (den kunne slet ikke støtte) på venstre forben med en fast hævelse omkring albueleddet, som målte cirka 8 x 10 cm. Hævelsen var ikke varm. Grisen var smertepåvirket ved palpation af de hævede områder (vokalisering og fjerner sig). Grisen gik i en almindelig sti uden blødt leje sammen med andre raske grise.
Post mortem kunne det konstateres, at hævelsen bestod af store mængder af bindevæv som tegn på at lidelsen har en kronisk karakter… det vurderes, at lidelsen har en varighed fra 1 uge op til 2 uger.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svin nr. 3’s tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Dets situation burde på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at det var blevet isoleret i en sufficient indrettet sygesti med blødt leje og behandlet eller aflivet, før tilstanden fik det beskrevne omfang.
Rådet finder, at svin nr. 3 under opholdet i besætningen har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder, at svin nr. 3 har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svin nr. 1 og 4’s tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Deres situation burde på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at de var blevet isoleret i en sufficient indrettet sygesti med blødt leje og behandlet eller aflivet, før tilstandene fik det beskrevne omfang.
Rådet finder, at svin nr. 1 og 4 under opholdet i besætningen har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til deres behov.
Rådet finder, at svin nr. 1 og 4 har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.
Svar ad 2:
Det fremgår endvidere af anmeldelsen, at embedsdyrlægen ved det opfølgende besøg tillige observerede følgende:
Svin nr. 2:
”Vejede ca. 25 kg. og gik i den samme sti som gris 1. Grisen var støttehalt på venstre bagben og havde en fast hævelse på hoften.
Den var desuden støttehalt (kan tage let støtte på benet) på venstre forben og havde en speciel ben holdning og gang, hvor den gik på spidsen af kloven. Den havde muskelatrofi i forbenet og skulderen (dvs. muskelsvind - ikke meget fylde i muskulaturen i forbenet og skulderen efter inaktivitet) som tegn på at lidelsen er af længere varig karakter.”
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svin nr. 2’s tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Dets situation burde på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at det var blevet isoleret i en sufficient indrettet sygesti med blødt leje og behandlet eller aflivet, før tilstanden fik det beskrevne omfang.
Rådet finder, at svin nr. 2 under opholdet i besætningen har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder, at svin nr. 2 har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Afgørelse:
Besætningsejer påtaleopgivet, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2 (videre forfølgning kan ikke ventes at føre til, at sigtede findes skyldig).
Begrundelsen herfor var, at da besætningsejer driver sit landbrug som en enkeltmandsvirksomhed, er han som fysisk person i strafferetlig henseende kun ansvarlig for strafbare handlinger eller undladelser begået i virksomheden, som kan bebrejdes ham personligt. Det betyder, at han kun kan straffes for dyrevelfærdsmæssige overtrædelser, hvor han fysisk eller beslutningsmæssigt selv har været personligt involveret i håndteringen af det pågældende dyr.
På baggrund af de enslydende forklaringer fra manageren og besætningsejeren om, hvem der havde det daglige tilsyn med dyrene og beslutningskompetencen i forhold til disse, var der ikke længere et grundlag for at rette et strafferetligt ansvar mod besætningsejeren i relation til de forhold, som blev konstateret på adressen ved kontrolbesøget.