Rådet udtalte 9. marts 2020:
Spørgsmål 1:
Er den omstændighed, at kalven ikke af ejeren er blevet håndteret og tilset dagligt i dagene op til dens død, at betegne som uforsvarlig behandling eller groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 28, jf. § 2, jf. § 3, stk. 3?
Svar ad 1:
Indledningsvis skal det anføres, at Rådet ikke udtaler sig om sanktionsniveauet jf. § 28.
Af sagsakterne fremgår, at ejeren to dage før kalvens død havde tilset denne og forsøgt supplerende ernæring med mælkeerstatning og elektrolytter. Kalven ville ikke sutte, men kalven ”virkede ok” ifølge ejer, hvorefter den supplerede fodring og væsketildeling blev indstillet. Kalven forekom skravlet, og forsøget med supplerende ernæring og væsketildeling blev alene gennemført for en ”sikkerheds skyld”. Efter telefonisk kontakt til praktiserende dyrlæge blev det besluttet, at ”se tiden an hen over weekenden”. Et vidne, der havde observeret kalven d. 20., 25, og 28 februar og igen d. 1., 2. og 3. marts, havde den opfattelse, at kalven siden d. 25. februar gradvist var blevet mere svag og evt. syg, og havde ved flere SMS beskeder gjort ejer opmærksom på dette.
Af obducerende dyrlæges journal fremgår følgende:
”Undertegnede dyrlæge har 3/3 2019 obduceret en få dage gammel kalv uden CHR mærke. Kalven var meget tynd, meget indfaldne øjne og stadig varm post mortem. Ved obduktion var der ikke forandringer i tre af leddene. Tynd og tyktarmene var tomme uden morfologiske forandringer. Vommen indeholdte to små klumper af mudder og vissen strå. Der var intet indhold af mælk eller andet foder. Ingen forandringer i de øvrige organer som lever, milt, nyrer, pleura og lunger. Der var begyndende ødemdannelse i det pericardiale fedtvæv som tegn på mangel på næring.”
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at de samlede observationer er forenelige med, at kalven døde som følge af undernæring og dehydrering.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst én gang om dagen. Dette gælder dog ikke fritgående dyr på græs eller lignende. Sådanne dyr skal dog tilses jævnligt.
Rådet finder ikke, at udtrykket ”tilses jævnligt” kan rummes i en éntydig definition. Hyppigheden af tilsyn vil altid være underlagt de helt konkrete omstændigheder. Det kan så handle om vejrlig, udearealernes beskaffenhed og herunder mulighederne for at finde tilstrækkeligt med føde og vand, dyrenes aktuelle ernæringstilstand, evt. drægtighed eller mulig temporær rangorden, uro i dynamiske dyregrupper. Formålet med tilsynene er bl.a. at sikre, at dyrene ikke udsættes for påvirkninger eller belastninger, der kan kompromittere dyrenes velfærd. Én bestemt tilsynsfrekvens kan således under nogle omstændigheder være fuldt forsvarlig, mens samme besøgshyppighed under andre omstændigheder vil være helt utilstrækkelig.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at kalven, der åbenlyst ikke tog tilstrækkelig næring til sig og fremstod ”skravlet”, burde have været tilset hyppigere, alternativt hjemtaget til besætningen, at det burde have været tilsikret, at den fik tilført sufficient næring i form af mælk og anden sufficient behandling. Såfremt dette ikke havde den ønskede effekt, burde der have været tilkaldt dyrlæge, eller kalven burde have været aflivet.
Rådet finder, at kalven, ved ikke at blive tilført sufficient næring og passende pleje og behandling, således at den døde som følge af undernæring og dehydrering, har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe, og er ikke behandlet omsorgsfuldt herunder fodret og passet under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, herunder ikke blevet tilset, passet og behandlet i et under omstændighederne tilstrækkeligt omfang.
Rådet finder, at kalven har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 3.
Spørgsmål 2:
Giver sagen i øvrigt Det Veterinære Sundhedsråd anledning til bemærkninger?
Svar ad 2:
Nej.
Afgørelse:
Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 jf. §§ 1, 2 og 9, stk. 2, ved i tiden op til d. 3. marts 2019, som erhvervsmæssig ejer af en ca. 11 dage gammel kalv af racen "Galloway", at have behandlet denne groft uforsvarligt med karakter af mishandling, idet kalven ikke blev tilført sufficient næring og passende pleje og behandling, således at den døde som følge af underernæring og dehydrering.
Tiltalte forklarede, at han var opmærksom på kalven, og at han tilså den jævnligt. Herunder også på baggrund af sms'er fra lokale. Kalven havde det generelt godt, selvom han fredag d. 1. marts 2019 var i tvivl, da han på det pågældende areal var meget forsigtig. Han forsøgte derfor at tilbyde kalven mælkeerstatning og elektrolytter, som den ikke ville drikke. Tiltalte drøftede herefter kalvens tilstand med sin faste dyrlæge, der anbefalede tiltalte at se kalven an over weekenden. Tiltalte forklarede endvidere, at hvis han var det mindste i tvivl, ville han have fjernet kalven og anbragt den på et såkaldt "kalvehotel", hvor det kunne sikres, at kalven fik tilstrækkelig pleje og næring.
Retten fandt ikke, at tiltaltes forklaring kunne tilsidesættes, hvilket i al væsentlighed også blev understøttet af vidneforklaringer og sagens dokumenter. Retten bemærkede, at det afgørende i sagen var tiltaltes handlinger og undladelser og ikke selve det forhold, at kalven døde. Retten fandt herefter ikke, at tiltalte havde tilsidesat sine forpligtelser.
Tiltalte blev frifundet.