Rådet udtalte 29. maj 2020:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har so, med individnummer …, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 13. august 2019:
”En so af normal størrelse og normalt huld…
Soen blev transporteret ind til samlestedet i et velstrøet rum for sig selv.
Da soen skulle af vognen, kunne den ikke rejse sig ved egen hjælp, men kom først på benene, da chaufføren og samlestedsmedarbejder X løftede soens bagpart.
Da soen var kommet på benene gik den - kraftig gennet på af chauffør og samlestedsmedarbejder - ved egen hjælp de ca. 5 meter fra rummet på vognen til seperationsstien.
So gik langsomt og med udtalt understillede bagben (bilag 2 og fremsendt film …), hvilket er foreneligt med et dyr, der prøver at aflaste begge bagben samtidig.
Soen tog meget små skridt, hvorfor undertegnede vurderede, at soen kunne lide af en alvorlig skade i bækkenet. Dette blev dog hverken af- eller bekræftet ved undertegnedes undersøgelse af dyret, da soen mens den var i live hele tiden lagde sig ned, og efter aflivning var dyret for tungt til at undertegnede kunne vurdere mobiliteten i venstre bagben og hofte.
Så snart der ikke blev gennet højlydt på soen, lagde den sig ned, jf. fremsendte film ….
Der var udtalt muskel-atrofi (nedsat muskulatur) i venstre skinke (foto 3, bilag 2 og fremsendte film …), hvilket er foreneligt med, at soen i længere tid (uger) har brugt venstre bagben mindre end højre bagben.
Soen var springhalt på venstre bagben, idet soen forsøgte helt at undgå at bruge venstre bagben, jf. fremsendte film, ….
Når soen skulle gå, drejede den højre bagben indad, så klovene på højre bagben krydsede ind over klovene på venstre bagben (foto 6, bilag 2), hvilket vurderes at være et forsøg på at aflaste den yderste klov på højre bagben. Soen var svært støttehalt på højre bagben.
Vævet omkring den yderste biklov på højre bagben var hævet og føltes fast og varmt foreneligt med en kronisk infektionstilstand. Hævelsen vurderes at måle ca. 8 cm i diameter (fot 5, bilag 2).
Den yderste klov på højre bagben var skadet, idet der var en revne i hornvæggen. Revnen strakte sig fra kronrand til sål (hele klovvæggens længde). Kronranden over kloven var hævet og inficeret (foto 9, bilag 2).”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at dyr, der ikke kan gå og stå ved egen hjælp, eller dyr, der er springhalte, svært støttehalte eller udpræget gangbesværede på grund af diagnosticeret eller formodet knoglebrud, ledskred, smertefulde betændelsestilstande i lemmerne (ledbetændelse, seneskedebetændelse o. lign.) samt dyr, som lider af almen svækkelse, ikke må transporteres levende til slagtning eller levebrug, men skal aflives eller nødslagtes på stedet.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at soen ikke var egnet til transport. Heller ikke transporteret adskilt fra andre dyr med et ekstra tykt lag strøelse. Soen burde have været afvist i besætningen og aflivet. Under læsning og transport har soen været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at soen har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 2:
Der henvises til Det Veterinære Sundhedsråds Redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 7. august 2020 fra Midt- og Vestjyllands Politi:
Spørgsmål 3:
Har soen under opholdet i besætningen, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 3:
Af afhøringsrapport af 6. juli 2020 fremgår, at ejer oplyste, at ”… soen helt sikkert havde været i sygesti med dybstrøelse.”
Hvis sagens akter og det forhold, at soen under hele sygdomsforløbet har været placeret i en korrekt indrettet sygesti med lav belægning og blødt underlag, lægges til grund, kan selve opstaldningen af soen have foregået under dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold. Der foreligger ikke i sagen dokumentation for forholdene, under hvilke soen har gået. Rådet skal imidlertid pointere, at placering af et sygt eller tilskadekommet dyr i en sygesti ikke kan stå alene. Straks når tilstanden opstår, skal denne vurderes, og afhængig af tilstandens karakter skal der samtidigt med opstaldning i sygesti iværksættes behandling, eksempelvis med antibiotika og smertestillede medicin. Dette skal foregå i samråd med en dyrlæge. Dyret skal derefter dagligt vurderes, og såfremt tilstanden ikke forbedres betydeligt i løbet af maksimalt 1 uge, skal dyret tilses af dyrlæge eller aflives.
Det fremgår af embedsdyrlægens beskrivelse, at ”Der var udtalt muskel-atrofi (nedsat muskulatur) i venstre …., hvilket er foreneligt med, at soen i længere tid (uger) har brugt venstre bagben mindre end højre bagben” samt at ”Soen var springhalt på venstre bagben…” . Rådet finder på denne baggrund, at tilstanden ikke har bedredes betydeligt i løbet af de første 7 dage, idet soen har aflastet bagbenet igennem uger og i et omfang, der har ført til muskelsvind, og således at den fremstod springhalt ved ankomsten til samlestedet. Soen burde være blevet aflivet på et tidligere tidspunkt, inden den kom til at fremstå tydeligt gangbesværet med udtalt muskelatrofi af venstre skinke, hævet og inficeret kronrand på højre bagbens laterale (yderste) klov og en revne i hele hornvæggens længde samt hævet og inficeret lateral biklov på samme ben.
Rådet finder på denne baggrund, at soen under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 4:
Har lidelserne/tilstanden været erkendelig forud for transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?
Svar ad 4:
Ja, tilstanden har været erkendelig forud for transporten. Uagtet at tilstandens kliniske manifestation kan være forværret under transporten (se svar ad. 5), har soen under sit ophold i besætningen gennem uger aflastet venstre bagben og udvist en grad af halthed. Rådet vurderer, at graden af halthed ved det gennem uger daglige tilsyn af soen har været tydelig og let erkendelig selv under ophold i dybstrøelse. Såfremt soen var placeret i sygesti, burde der være skærpet opmærksomhed på soens tilstand. Se i øvrigt svar ad 3.
Spørgsmål 5:
Kan tilstanden, herunder haltheden, være blevet forværret under transporten, henset til bl.a. chaufførens forklaring, og i bekræftende fald i hvilket omfang?
Svar ad 5:
Rådet finder det overvejende sandsynligt, at soens førlighed og smerte er forværret under transporten. Den har, ud over at holde balancen i sving mm. under vognens bevægelser været nødsaget til at forsvare sig mod angreb fra artsfæller under transporten, hvilket understøttes af chaufførens forklaring og det medfølgende billedmateriale.
Spørgsmål 6:
Ændrer chaufførens forklaring på Rådets vurdering af uforsvarligheden af transporten, som afgivet i tidligere udtalelse? Svaret bedes begrundet.
Svar ad 6:
Nej. Soen fremstod ved ankomsten til samlestedet udpræget gangbesværet med tydelig atrofi af skinkemuskulaturen på venstre bagben og hævet, inficeret og revnet klov samt inficeret biklov på højre bagben samt friske rifter på kroppen. Den manglende muskelfylde på venstre bagben og skaderne og hævelsen på højre bagben er kroniske læsioner, der var tydelige og let erkendelige under læsningen. Rådet finder, at soen ikke var egnet til transport. Der henvises endvidere til svar ad 1 i Rådets udtalelse af 29. maj 2020.
Spørgsmål 7:
Giver sagen øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 7:
Nej.
Afgørelse:
Tiltalte besætningsejer blev straffet med bøde på 25.000 kr. jf. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 12 og 13, jf. § 2 og § 3 og bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise § 84, stk. 1, jf. stk. 3, jf. § 50, jf. dagældende dyreværnslovs § 28, stk. 2, jf. stk. 1, stk. 9 og stk. 11, jf. § 1 og § 2, og dagældende bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr, § 19, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 5, samt transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1, jf. stk. 3 (dagældende § 35, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2) jf. transportforordningens artikel 3, litra b, og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1, og pkt. 2, litra b.
Retten lagde ved fastsættelsen af bødens størrelse vægt på forholdets karakter og grovhed.