Rådet udtalte 14. december 2020:
Spørgsmål a:
Er den kliniske undersøgelse af hunden den 4. juli 2019 vedrørende behandlingen for den af dyrlægen stillede diagnose ”alderdom og gigt” at betragte som lege artis? Hvis nej, hvorledes burde hunden have været undersøgt klinisk, og hvilke behandling/behandlinger skulle have været foreslået?
Svar ad a:
Det fremgår af sagsakterne, at sagen jf. hundeejerens oplysning omhandler en hund kaldet H1, Border Collie, Han, 13 år. Hundeejeren havde bestilt dyrlæge A til ved et hjemmebesøg hos hundeejeren at aflive hunden. Under hjemmebesøget ændres formålet for besøget på ejerens forespørgsel fra aflivning af hunden til behandling af hunden.
Om den kliniske undersøgelse d. 4. juli 2019 anfører dyrlæge A iht. sagsakterne:
”Ved besøget den 4. juli 2019 lyttede jeg til hundeejerens beskrivelse af hunden, alt imens jeg iagttog den, mens den gik rundt i stuen. Ved ejerens daglige gåture med hunden, var den tiltagende blevet mindre villig til at gå ret langt. Jeg undersøgte ryg og ben, sammenholdt med dens måde at rejse sig og gå, blev diagnosen alderdom og gigt-Den blev behandlet med Penicillin og FMP og ejeren fik udleveret Prednisolon 5mg
Hunden skulle de næste 3 dage have 3 tabl dgl, dernæst 2 tabl, dgl 13 dage dernæst 1 tablet daglig i en uge. Behandlingen blev skrevet på glasset.
Hun skulle efterfølgende kontakte mig, om hundens tilstand.”
Efter yderligere adspørgelse oplyser dyrlæge A:
”2. Hændelsen er sket for ½ år siden, og det er svært for mig at huske detaljer. Hunden var let fibril
3. Den blev klinisk undersøgt både stående og bevægelse
4. Den blev behandlet med penicillin og medrol.”
I sagsakterne foreligger endvidere nogle for Rådet ikke-læsbare fakturaoplysninger, der efter Rådets vurdering ikke udgør en egentlig journaloptegnelse.
På basis af ovenstående, finder Rådet, at den pågældende hund blev undersøgt af dyrlæge A d. 4. juli 2019, og at der på basis af den af dyrlægen foretagne undersøgelse blev iværksat en behandling med receptpligtige lægemidler. Rådet kan ikke finde oplysninger om hundens rektaltemperatur, og kan derfor ikke vurdere udsagnet om, at hunden var let febril.
Rådet er bekendt med, at undersøgelsen foregik ved et hjemmebesøg hos hundeejeren, hvilket sætter begrænsninger for omfanget af diagnostiske procedurer, herunder f.eks. billeddiagnostiske undersøgelser, der kan tages i anvendelse til klassificering af hundes sundhedstilstand udover tentativ klassificering i meget overordnede grupper såsom alderdom og gigt.
Rådet finder, at ”gigt” i form af kroniske ledforandringer er en sandsynlig, men ikke den eneste mulige diagnose. Rådet finder, på basis af de i sagsakterne fremlagte oplysninger, at den kliniske undersøgelse d. 4. juli 2019 ikke endeligt har kunnet afklare, hvorvidt de beskrevne symptomer og fund udelukkende skyldes ”gigt”.
Rådet finder, at den beskrevne kliniske undersøgelse ikke giver et tilstrækkeligt grundlag for, at Rådet kan vurdere den iværksatte behandlings tilstrækkelighed. Rådet kan ej heller på basis af de forelagte sagsakter udtale sig om eventuelle andre behandlingsforslags relevans.
Rådet finder generelt, at en klinisk undersøgelse, der leder til at iværksætte andre behandlinger i stedet for en planlagt aflivning pga. sygdom/alderdom, skal udføres og dokumenteres grundigt og efter almindeligt anerkendte faglige standarder på området.
Spørgsmål b:
Hvis den kliniske undersøgelse og behandling af hunden for ”alderdom og gigt” ikke vurderes at være korrekt, er det så at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed under dyrlægens arbejde i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1?
Svar ad b:
Rådet finder, på basis af det i svar ad 1 beskrevne, at den kliniske undersøgelse d. 4. juli 2019 ikke har potentiale til at kunne afklare, hvorvidt de beskrevne symptomer og fund udelukkende skyldes ”gigt”.
Rådet finder, at det forelagte journalmateriale ikke i tilstrækkelig grad lever op til de nutidige krav, som bl.a. er genindskærpet i Det Veterinære Sundhedsråds tema 2004 om Kvalitetssikring af arbejdet i veterinærklinisk praksis. Rådet finder på dette grundlag, at dyrlæge A herved har handlet under normen for almindeligt anerkendt faglig standard.
Spørgsmål c:
Er det efter Rådets opfattelse lege artis, hvis hunden fik rompun og plegicil intraperitonealt i forbindelse med aflivningen? Hvis nej, hvorledes skulle medicinen så have været indgivet? Hvis det ikke er lege artis, at indgive den beskrevne medicin intraperitonealt, er det så at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed under dyrlægens arbejde i gerningen som dyrlæge jf. § 8, stk. 1 i dyrlægeloven?
Svar ad c:
Rompun i form af Rompun Vet., injektionsvæske, opløsning, er et veterinært registreret lægemiddel til hunde, og det indeholder jf. produktresumeet 20 mg af det aktive stof Xylazin per ml. Jf. produktresumeet er de terapeutiske indikationer sedation, analgesi, anæstesi og muskel-relaksation ved diagnostiske undersøgelser og mindre kirurgiske indgreb på kvæg, hest, hund og kat samt præanæstetisk medikation. Dosis og administrationsmåde til hunde med henblik på at opnå sedation angives at være 1-3 mg/kg legemsvægt i.m., dvs intramuskulært.
Plegicil i form af Plegicil Vet., injektionsvæske, opløsning, er et veterinært registreret lægemiddel til hunde og katte, og det indeholder jf. produktresumeet 13,55 mg per ml af det aktive stof acepromazinmaleat. Terapeutiske indikationer omfatter beroligelse af nervøse og aggressive dyr samt præanæstetisk medikation. Dosis og administrationsmåde til hund angives jf. produktresumeet at være 0,03 - 0,3 ml/10 kg givet enten intravenøst eller intramuskulært.
Rådet finder, at det for begge præparater gælder, at de er registeret til intramuskulær administration, Plegicil Vet. tillige til intravenøs administration. Såfremt præparaterne gives intraperitonealt, vil der sædvanligvis forekomme en absorption til blodet. Imidlertid er der en betydelig og på injektionstidspunktet uforudsigelig variation i absorptionshastighed og -mængde i forhold til intramuskulær administration, ligesom utilsigtet applikation i f.eks. milt, lever, tarme eller urinveje, herunder urinblæren, kan forekomme. Det er imidlertid en administrationsmåde, der lejlighedsvist anvendes i tilfælde, hvor andre administrationsmåder skønnes ikke at medføre den ønskede effekt. Rådet finder, at anvendelse af en anden administrationsmåde end den i produktresumeet registrerede måde, skal være begrundet.
Af sagsakterne fremgår ikke, hvilken begrundelse, der var for at administrere rompun og plegicil intraperitonealt. Rådet kan således ikke på det foreliggende grundlag besvare spørgsmålet yderligere.
Spørgsmål d:
Er det Rådets vurdering, at hunden blev aflivet lege artis, hvis det forudsættes, at den fik 2 ml. ketaminol og 1 ml. xylacin intra muskulært efterfulgt af 30 ml. euthanasol intra venøst? Hvis nej, hvorledes skulle aflivningen have været foretaget?
Svar ad d:
Ved aflivning af en hund lege artis forstår Rådet, at der anvendes en procedure, der er forenelig med den almindeligt anerkendte faglige standard herfor. Den almindeligt anerkendte faglige standard for aflivning af en hund omfatter intravenøs injektion af et til formålet registreret lægemiddel eventuelt forudgået af indgift af et passende til den pågældende dyreart registreret sedativum.
Til sedering af hunde findes flere registrerede veterinære lægemidler. Ketaminol er ikke i Danmark veterinært registreret til hunde. Det aktive indholdsstof, ketamin, findes dog i samme styrke i andre registrerede veterinærprodukter til hunde, f.eks Ketador Vet.
Xylazin er det aktive stof, der indgår i en række veterinært registrerede lægemidler til hunde, og kan også anvendes i forening med andre lægemidler, f.eks. produktet Ketador Vet. (indeholdende ketamin), der jf. lægemidlets produktresume kan anvendes til anæstesiinduktion i forening med xylazin hos hunde.
Af spørgsmålet kan koncentrationen af det aktive stof ikke bestemmes. Der er ikke oplyst en vægtangivelse på hunden i sagsakterne.
Rådet finder, at begge aktive indholdsstoffer (ketamin og xylazin) er relevante til formålet, men da der ikke foreligger oplysninger om hundens vægt, og ej heller om koncentrationen af den indgivne xylazin, kan Rådet ikke med sikkerhed udtale sig om de anvendte præparaters tilstrækkelighed til formålet.
Euthasol vet. er et veterinært registreret lægemiddel, hvis terapeutiske indikation jf. produktresumeet er euthanasi af hunde, katte, gnavere, kaniner, kvæg, får, geder, heste og mink. Det angives i produktresumeet, at en dosis på 140 mg/kg, svarende til 0,35mL/kg anses for tilstrækkelig til alle indgivelsesmåder. 30 mL Euthanasol Vet. vil således jvf. produktresumeets dosisangivelse være tilstrækkeligt til euthanasi af en hund på ca. 85 kg. Det angives endvidere i produktresumeet, at der efter intravenøst brug indtræffer bevidstløshed i løbet af 5-10 sekunder, efter administrationen er færdig. Døden indtræffer 5-30 sekunder senere.
Rådet finder, at lægemidler, der ikke er registreret til den pågældende dyreart, kan anvendes til den pågældende dyreart, såfremt lovgivningens krav herom, populært betegnet ”kaskadereglen”, er opfyldt.
Kaskadereglen må kun anvendes i de tilfælde, hvor der ikke findes et registreret lægemiddel til den pågældende dyreart og indikation.
Rådet finder på basis af ovenstående, at anvendelse af lægemidlet Ketaminol til hunde ikke er hensigtsmæssig, idet der findes et alternativ registeret til hunde. Anvendelsen er således ikke forenelig med kaskadereglen. På trods af dette, finder Rådet, at den i spørgsmålet angivne aflivningsmetode, kan have været lege artis.
Spørgsmål e:
Hvis aflivningen ikke er foretaget lege artis, er det så at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed under dyrlægens arbejde i gerningen som dyrlæge jf. § 8, stk. 1 i dyrlægeloven?
Svar ad e:
Se Svar ad d.
Spørgsmål f:
Hunden havde strakt begge bagben bagud, vendte det hvide ud af øjnene samt havde bagudkrængede læber, da ejer tilså den i graven næste morgen. Er det Rådets vurdering, at hunden var død ved begravelsen af den dagen før?
Svar ad f:
Af sagsakterne fremgår det, at hundeejeren om aflivningen af hunden d. 12. juli 2019 beskriver:
”Ved det andet dyrlæge besøg har jeg besluttet, at min hund skal aflives, da smertebehandlingen ikke har haft tilfredsstillende effekt. Dyrlægen virker forvirret. Han fumler med optræk af medicin i sprøjten, han taber nålen på gulvet. og virker i det hele taget uprofessionel. Den 1. beroligende indsprøjtning har ikke nogen effekt. Barberingen er dårlig og bliver ikke fuldført. Der gives herefter den 2. beroligende indsprøjtning, som virker. Den endelige medicin gives. Dyrlægen trækker hunden udenfor og siger: “her skal den ligge i tre timer, til den er stiv. Den er død, vi siger det bare, så hundeejerne har en fornemmelse af, at deres hund er død, inden den begraves.” og videre: Jeg begraver min hund efter 2,5 time. Næste morgen da jeg tilser graven, kan jeg se, at min hund har flyttet sig således at bagbenene nu ligger tæt ved jordoverfladen (ca. 10cm under overfladen). Hovedet ligger fortsat 60 cm nede under jorden. Den er stadig helt sækket af jord”.
Det fremgår endvidere af sagsakterne, at hundeejeren oplyser, at dyrlæge A satte stetoskop på hunden efter aflivningen, samt at hundeejeren ikke bemærkede blå tunge hos hunden, ej heller urin/fæcesafgang. Hundeejeren oplyser, at hunden ikke trak vejret, ikke rørte på sig, og at øjnene vendte let opad. Hunden bliver derefter nedgravet, og ved inspektion af graven dagen efter og efterfølgende opgravning af hunden, oplyser hundeejeren at se, at hunden nu vender det hvide ud af øjnene, har mundvigene trukket helt tilbage, og at bagben, der ved begravelsen havde været bøjet under/ved kroppen, nu var strakt bagud.
Om aflivningen af hunden d. 12. juli 2020 oplyser dyrlæge A jf. sagsakterne:
”Der blev bestilt en aflivning. Efter nogen snak, sagde jeg, at når det var ejerens ønske kunne den blive aflivet. Den blev bedøvet og efter ca. 5 minutter blev den klippet med maskine på forbenet og givet aflivningsvæske i/v. Den lagde sig ned, Vi drøftede, hvor hunden skulle bortskaffes. X ville have en grav i haven. Efter ca. 5 minutter var vejrtrækningen ophørt, og jeg lagde jeg stetoskopet på hjertet først på højre side så på venstre side. Hjertelyden var ophørt, og hunden blev erklæret død. Jeg anbefalede, at lade hunden ligge koldt i 3 timer indtil den var stiv og kold inden begravelsen.”
På basis af ovenstående finder Rådet, at dyrlæge A har aflivet hunden, herunder sikret sig, at hunden var død, ved stetoskopi af hjertet, og tillige anvist opfølgende yderligere kontrol af, at hunden var død. Rådet finder derfor, at hunden var død ved begravelsen.
Spørgsmål g:
Er det Rådets vurdering, at aflivede dyr strækker lemmerne, vender det hvide ud ad øjnene og krænger læberne maksimalt tilbage i forbindelse med rigor mortis?
Svar ad g:
Rigor mortis, dødsstivhed, er en forandring, der hyppigt forekommer efter dødens indtræden. Tilstanden afhænger af en række forhold hos det enkelte dyr. Rigor mortis skyldes en række portmortelle, biokemiske forandringer i muskulaturen og begynder typisk 2-6 timer efter dødens indtræden. Rigor mortis vil alt andet lige indtræde senere hos dyr ved lave temperaturer i omgivelserne, mens stress hos et dyr på tidspunktet for dødens indtræden, som følge af den øgede metaboliske omsætning, vil betinge, at rigor mortis indtræder tidligere. Tilstanden manifesterer sig først i kæbemuskulaturen og derefter kroppen og til sidst ekstremiteterne. Rigor mortis kan begynde efter ½ time, men vil i de fleste kadavere være manifest efter 2-8 timer, og nå et maksimum 1-2 døgn efter dødens indtræden. Rådet finder, at de gjorte observationer er forenelige med rigor mortis.
Spørgsmål h:
Er det Rådets vurdering, at dyrlægen havde sikret sig tilstrækkeligt, at hunden var død, inden han forlod stedet? Hvis nej, er det så at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed under arbejdet i gerningen som dyrlæge jf. § 8, stk. 1 i dyrlægeloven?
Svar ad h:
Rådet finder på baggrund af det oplyste, at dyrlægen, ved at have observeret hunden og efterfølgende auskulteret hjertet har sikret sig tilstrækkeligt, at hunden var død, inden han forlod stedet, samt havde informeret ejer om afventning af dødsstivhed/rigor mortis inden den blev begravet.
Spørgsmål i:
Er det Rådets vurdering, at hunden har lidt ved den beskrevne behandling?
Svar ad i:
Nej.
Spørgsmål j:
Hvis hunden vurderes som havende lidt ved den beskrevne behandling, er det da at betragte som en overtrædelse af dyreværnslovens § 1, der omtaler, at dyr er levende væsner og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst varigt mén og væsentlig ulempe? Hvis ja, i hvilken grad vurderes hunden at have lidt: Uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling. Hvis ja, hvem vurderer Rådet har udsat hunden for lidelse?
Svar ad j:
Udgår.
Spørgsmål k:
Har Rådet bemærkninger til dyrlægens adfærd samt hans udførsel af veterinært arbejde set i relation til ejers beskrivelse af ham samt i relation til Fødevarestyrelsens fysiske møde med ham?
Svar ad k:
Spørgsmålet er upræcist, hvorfor Rådet ikke har yderligere bemærkninger.
Spørgsmål l:
Giver sagen Rådet anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad l:
Nej.
Afgørelse:
Dyrlægen modtog indskærpelse jf. dyreværnslovens § 8, stk. 1, samt indskærpelse af regler for fakturering og etikettering.