Labrador afmagret og afkræftet - ikke tilset af dyrlæge

Rådet udtalte 25. november 2020:

Spørgsmål 1:

Kan Rådet tiltræde embedsdyrlægens vurdering om, at hundens tilstand har stået på over en længere periode og været synlig for enhver?

Svar ad 1:

I anmeldelsesrapporten fra politiet beskrives, at hunden var ”stærkt afmagret og afkræftet”.

Embedsdyrlægen blev tilkaldt og af rapporten fra embedsdyrlægen fremgår:

”Hunden var afmagret med tydeligt fremstående knoglestrukturer på hele kroppen og generelt manglende muskelfylde. Den var tydeligt dehydreret med inds­unkne, matte øjne og manglende elasticitet i huden. Når huden blev løftet op i en fold, blev huden stående længe inden den igen lagde sig ned. I mundhulen var slim­hinderne tørre. Hunden havde en hævelse på venstre bagben. Der var tale om en blød og pendulerende hævelse på ca. 15 x 8 cm. Der var ikke umiddelbart noget palperbart (hands on) knoglebrud i forbindelse med hævelsen og hunden reagerede ikke på tryk på hævelsen. Hunden rejste sig ind i mellem op og vandrede hvileløst omkring ind til den igen lagde sig ned. Når hunden gik rundt hang halen slapt ned mellem bagbene­ne. Hun virkede generelt apatisk, nedstemt og slap.”

Sagens billedmateriale understøtter beskrivelsen af hunden, som kakektisk (sygeligt afmagret) med fremstående knoglestrukturer og manglende muskelmasse.

Lægges ovenstående til grund, finder Rådet, at hundens tilstand har stået på gennem en længere periode (uger) og har været tydeligt synlig for enhver. Hunden burde langt tidligere have været bragt til dyrlæge med henblik på undersøgelse og behandling eller aflivning.

Spørgsmål 2:

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende bedes Rådet besvare, hvorvidt undladelse af at lade en hund med den beskrevne tilstand tilse af en dyrlæge, efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karak­ter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.

Svar ad 2:

Det fremgår af afhøringsrapporten af sigtede at:

”Afhørte oplyste, at hunden var 12 år og hed ... … havde i et stykke tid ikke ville drikke eller spise. Afhørte mente, at det måske var en måned siden, at … sidst havde spist og drukket.

Afhørte havde godt observeret …s adfærd, men mente at dette var naturligt, idet at … var en gammel hund. Yderligere oplyste afhørte, at familien ønskede, at … skulle have en “naturlig død”, og at dette var grundlaget for, at … ikke var blevet aflivet hos en dyrlæge.

Afhørte ændrede forklaring til, at det i hvert fald var en uge siden, at … sidst havde spist eller drukket.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. 

Lægges ovenstående og svar ad 1 til grund, finder Rådet, at hunden, ved ikke at være blevet bragt rettidigt til dyrlæge med henblik på undersøgelse og behandling eller aflivning, således at den:

• fremstod afmagret, med tydeligt fremstående knoglestrukturer og generelt manglende muskelfylde,
• var blevet dehydreret til en grad, hvor den fremstod med tørre slimhinder i mundhulen, inds­unkne, matte øjne og manglende elasticitet i huden og
• var alment påvirket, apatisk, nedstemt og slap,

ikke er blevet behandlet forsvarligt og beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Hunden har herved været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst varigt og væsentlig ulempe, og den er ikke blevet passet under hensyntagen til dens behov.

Rådet finder, at hunden har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling jf. §§ 1 og 2.

Spørgsmål 3:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.

Svar ad 3:

Rådet finder anledning til at kommentere, at en dyreejers ønske om ”en naturlig død” for sit kronisk syge/ældre dyr nødvendigvis indebærer en forpligtigelse for ejeren til løbende at vurdere behovet for smertestillende/palliativ behandling, samt en løbende vurdering af om/hvornår eutanasi er den dyreværnsmæssigt rette behandling. Dette vil ofte kræve veterinærfaglig bistand.

Afgørelse:

Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3, ved i flere uger op til den 16. april 2020, som ejer af en ældre hund af racen Labrador, som var apatisk, nedstemt og slap, afmagret med tydeligt fremstående knoglestrukturer på hele kroppen og manglende muskelfylde, dehydreret, ligesom den havde en hævelse på venstre bagben, at have udsat den for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet tiltalte undlod at lade den blive tilset af dyrlæge med henblik på undersøgelse og behandling eller alternativt aflivning.

Det blev ved rettens begrundelse tillagt betydning, at det fremgik af Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse, at hundens tilstand havde stået på gennem en længere periode (uger), og havde været synlig for enhver, og at den langt tidligere burde havde været bragt til dyrlæge. Det blev endvidere tillagt betydning, at det fremgik, at hunden havde været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling samt at ejers ønske om ”en naturlig død” for sit kronisk syge dyr indebar en forpligtelse for ejeren til løbende vurdering af behovet for smertestillende/palliativ behandling, samt løbende vurdering af om/hvornår eutanasi var den dyreværnsmæssigt rette behandling, hvilket ofte ville kræve veterinærfaglig bistand.

Retten fandt, at tiltalte som ejer af hunden ikke i tide havde ladet hunden undersøge af en dyrlæge, selvom hundens tilstand blev forværret og var tydelig for enhver, uagtsomt havde udsat hunden for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling. Tiltalte var derfor skyldig i den rejste tiltale.

Straffen blev fastsat til fængsel i 60 dage. Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begik noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

Det blev ved straffastsættelsen tillagt betydning, at der var tale om ét tilfælde af grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Retten lagde endvidere vægt på, at tiltalte var ustraffet og sagens forhold i øvrigt, herunder at der var tale om uagtsom grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling. Retten fandt ikke, at der forelå oplysning om sådanne helt særlige forhold, der undtagelsesvist gjorde det påkrævet at nedsætte straffen til under den foreskrevne strafferamme, jf. straffelovens § 83.

Navnlig på grund af sagens varighed, som ikke kunne bebrejdes tiltalte, hvor prøvetiden for en betinget rettighedsfrakendelse ville være så godt som udløbet på nuværende tidspunkt, hvis sagen havde været behandlet inden for rimelig tid, og henset til at der var tale om et enkeltstående tilfælde begået uagtsomt og til sagens forhold i øvrigt, var der ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at frakende tiltalte retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr, heller ikke selvom rettighedsfrakendelsen skete betinget, jf. straffelovens § 82, nr. 13.

Tiltalte blev derfor frifundet for påstanden om betinget rettighedsfrakendelse.