2020-24-0150-00008

Mager hest gik ude døgnet rundt i vinterperioden

17-07-2020

Skrivelse af 6. marts 2020 fra Syd- og Sønderjyllands Politi (3300-89110-00012-20).
Mager hest gik ude døgnet rundt i vinterperioden.

Rådet udtalte 17. juli 2020:

Spørgsmål 1:

Var hest 3 efter Rådets vurdering for mager til, at den kunne gå ude hele døgnet om vinte­ren? Hvis spørgsmålet besvares bekræftende bedes Rådet tillige besvare, om det har nogen betydning for den vurdering, at vinteren 2019/2020 var en mild vinter.

Svar ad 1:

Fødevarestyrelsen bistod politiet ved besøg i besætningen d. 11. november 2020. Der foreligger ikke en selvstændig rapport fra dette besøg udarbejdet af embedsdyrlægen. Politiets anmeldelsesrapport nævner, at ”Der var adgang til vand og mineraler for de udegående dyrs vedkommende. Embedsdyrlægerne udtalte, at alle dyr generelt var i den tynde ende, og at de skulle have noget kraftfoder/tilsatsfoder, idet de ikke kunne komme op i huld ved kun at æde halm og wraphø.”  Det angives tillige, at embedsdyrlægen anmodede politiet om at give besætningsejeren et mundtligt pålæg om, at ”….skulle fodre med et mere næringsrigt foder med henblik på at fa dyrene op i huld, ligesom han skulle tilkalde en dyrlæge med henblik på behandling af de syge dyr samt få dyrlægen til at udarbejde en foderplan.”

Ved et opfølgende besøg d. 21. januar 2020 beskriver embedsdyrlægen i sin rapport: ”…om hestene, der går ude hele døgnet på marken modsat ejendommen, bliver tilskudsfodret, idet marken er bidt meget ned, og der kunne ikke på undersøgelsestidspunktet umiddelbart kon­stateres, at der blev tildelt ekstra foder.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Alle dyr, der er udegående, skal tilsvarende være ved godt huld, og de skal om nødvendigt tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes. Alternativt skal afgræsningsarealet udvides eller flokstørrelsen reduceres. Der skal hele tiden være adgang til frisk drikkevand.

Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at hest 3, ved at opholde sig ude døgnet rundt i vinterperioden i huld under middel, har været udsat for betydelig lidelse og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller fodret under hensyntagen til dens behov. Det har ingen betydning for Rådets vurdering, om der var tale om en ”mild vinter”.

Rådet finder, at hest 3 har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 2:

Var hest 3's manglende huld og dens mulige hudlidelse efter Rådets vurdering let erkende­lig for sigtede?

Svar ad 2:

Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at det ringe huld og de beskrevne hårtab hos hest 3 har været let erkendelige for sigtede.

Spørgsmål 3:

Burde sigtede af egen drift efter Rådets vurdering have tilkaldt en dyrlæge for at tilse hest 3 vedrørende den mulige hudlidelse?

Svar ad 3:

Ja.

Spørgsmål 4:

Under medinddragelse af den omstændighed, at sigtede allerede i november 2019 havde fået et mundtligt pålæg om, at han skulle fodre med et mere næringsrigt foder med henblik på at få dyrene op i huld, ligesom han skulle tilkalde en dyrlæge for bl.a. at udarbejde en foderplan, bedes Rådet vurdere, hvorvidt den beskrevne adfærd i forhold til hest 3 efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.

Svar ad 4:

Årsagen til, at heste er i dårligt huld, kan skyldes flere faktorer fx utilstrækkelig fodring, tandproblemer, parasitter i tarmkanalen og andre sygdomme.

Embedsdyrlægen skriver i sin rapport af 21. januar 2020: ”Hesten blev også vurderet til at være tynd ved Fødevarestyrelsens bistand til politiets kontrol d. 11. november 2019.”

Det angives imidlertid ikke, om pålægget: ”… hestene skulle fodres i forhold til deres fysiologiske behov i henhold til foderplan udarbejdet af en dyrlæge, således hesten kunne opnå og opretholde middel huld.”  er blevet fulgt. Ligesom der fx ikke foreligger en sammenligning af huldvurdering ved de 2 besøg.

Se i øvrigt svar ad 1.

Spørgsmål 5:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.

Svar ad 5:

Rådet henviser i øvrigt til Fællesudtalelse om udendørs hold af dyr under vinterlige forhold af 18. november 2013.

Afgørelse:

Hestehandler/ejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3, ved den 21. januar 2020, i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som hestehandler og ejer af et hestehold at have behandlet tre heste uforsvarligt, idet han undlod at tilkalde dyrlæge, selvom: 

  1. en hest (hest 1) var moderat støttehalt på venstre forben, hvorved dens hove var vokset skæv som følge af en skæv belastning af benet, samt
  2. to heste (hest 2 og 3) var magre med fremstående halerod og tydelige hoftehjørner samt muskelfattig ryg og bagpart, ligesom de begge havde en ubehandlet hudlidelse, 

ligesom han lod hest 2 og 3 være udegående hele døgnet, selvom de ikke var i tilstrækkeligt godt huld til at være udegående hele døgnet om vinteren, alt hvorved han ikke beskyttede de tre heste bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Tiltalte blev efter, at denne sags forhold blev begået straffet ved Retten i Sønderborgs dom af 19. november 2020 med en bøde på 30.000 kr. for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, jf. stk. 9, jf. § 1 og 2.

Tiltalte erkendte sig uden forbehold skyldig. Tilståelsen blev støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå. Det var derfor bevist, at tiltalte var skyldig. Retten vurderer ikke, at forholdet, hvis det var blevet behandlet samtidig med forholdene afgjort ved Retten i Sønderborgs dom af 19. november 2020, ville have ført til en forhøjelse af den ved denne dom udmålte bødestraf. Der blev derfor ikke fastsat en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89.