2020-24-0151-00059

Mager og afkræftet ammeko ikke tilset af dyrlæge

06-04-2020

Skrivelse af 20. februar 2020 fra Syd- og Sønderjyllands Politi (3300-89111-00002-19).
Gentagne tilfælde af manglende behandling af dyr eller konsultation af dyrlæge til syge dyr.

Rådet udtalte 6. april 2020:

Spørgsmål 1:

Såfremt oplysningerne i sagen om koen med CKR-nr. …-00559 lægges til grund, an­moder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt den beskrevne adfærd, hvor sigtede ikke har tilkaldt en dyrlæge eller aflivet dyret, før det var så afkræftet, at det næsten ikke kunne rejse sig, efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behand­ling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.

Svar ad 1:

Af Fødevarestyrelsens anmeldelsesbrev af 15. maj 2019 fremgår blandt andet følgende vedrørende opfølgende besøg d. 11. januar 2019:

”Ko CKR nummer …-00559 lå i et hjørne af boksen i laden, hvor der kun var gan­ske lidt strøelse. Koen var meget mager med tydeligt vinklede hoftehjørner og sæde­bens knogler. Den havde savtakkede spinaltappe og synlige tværtappe. Koen havde mat, lidt strittende pels som var tilsmudset af gødning på bagpart og under bug og øj­nene var indsunkne, hvilket alt sammen er tegn på, at koen var dehydreret, utrivelig og afkræftet (foto 3, 4 og 5 i bilag 5 fotomappe).

Koen blev liggende og forsøgte ikke af komme op på benene da Fødevarestyrelsens kontrollant gik hen til den, hvilket er yderst unormalt for kreaturer, som per instinkt er flugtdyr. Efter at ejer og dennes søn havde forsøgt at opmuntre koen til at rejse sig ved høje råb og tildeling af klap med håndfladerne på ryg og bagpart, forsøgte koen et par gange at komme op at stå, men benene gled og den var for afkræftet til at komme helt op. Senere (uden Fødevarestyrelsens påsyn) under kontrollen kom ko CKR num­mer …-00559 op at stå ved ejers hjælp.

Under kontrollen kontaktede ejer dyrlæge … og ko CKR nummer …-00559 blev aflivet samt der blev igangsat undersøgelse for indvoldsorm i besætningen dyr.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Syge og tilskadekomne dyr skal have en passende behandling. Retter dyrene sig ikke på denne behandling, skal dyrene aflives, eller en dyrlæge skal konsulteres.

Lægges ovennævnte beskrivelse af koens tilstand d. 11. januar 2019 til grund, finder Rådet, at ko nr. …-00559, ved ikke at have modtaget behandling eller have været tilset at en dyrlæge eller aflivet, herved har udviklet en høj grad af afmagring og svækkelse. Rådet finder, at koen derved har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og at den ikke har været passet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov

Rådet finder, at koen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 2:

Rådet anmodes om at udtale sig om, hvor lang tid det typisk vil tage en ko, som er trivelig og i normalt huld, at opnå den i sagen beskrevne afmagring med tydeligt vinklede hoftehjørner og sæde­bens knogler, savtakkede spinaltappe og synlige tværtappe. Er der tale om dage, uger eller måneder?

Svar ad 2:

Der foreligger ikke i sagsakterne nogen præcis beskrivelse af sygdomsmæssige årsager til koens svækkede tilstand. På baggrund af billedmaterialet er det Rådets opfattelse, at koen ved besøget d. 11. januar 2019 huldmæssigt befandt sig i maksimalt huldniveau 2. Huldniveau 2 må karakteriseres som mindst én huldkarakter under, hvad der betragtes som normalt for en trivelig ko af kødkvægtype. Et huldtab på en hel huldkarakter svarende til over 100 kg vurderes at ville tage flere uger hos en ammeko.

Spørgsmål 3:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.

Svar ad 3:

Rådet konstaterer, at der i besætningen, på trods af en tidligere indskærpelse vedrørende korrekt håndtering af syge og tilskadekomne dyr, fortsat praktiseres en adfærd, der er vanskelig forenelig med minimumskrav til beskyttelse af produktionsdyr, jf. dyreværnsloven og bekendtgørelse nr. 707 om mindstekrav til beskyttelse af produktionsdyr.

Afgørelse:

Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af tre forhold.

  1. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og 3, jf. straffelovens § 89. ved i tiden op til 11. januar 2019 på, i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som besætningsejer for kvægbesætningen at have behandlet koen, som var meget mager med tydeligt vinklede hoftehjørner og sædebensknogler, savtakkede spinaltappe og synlige tværtappe, ligesom den var synligt dehydreret, utrivelig og så afkræftet, at den næsten ikke kunne rejse sig, grovere uforsvarligt, idet han undlod at give den passende behandling, lade den tilse af dyrlæge eller lade den aflive på et langt tidligere tidspunkt. 

  2. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2, § 3 og § 18, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1743 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg § 132, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 10, jf. straffelovens § 89. ved i tiden op til 11. januar 2019, i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som besætningsejer for kvægbesætningen at have behandlet 33 dyr uforsvarligt, idet disse gik i en stald med spaltegulv, hvor inventaret var nedslidt, og hvor der flere steder stak spidse genstande ud, som dyrene kunne komme til skade på.
     
  3. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2, § 3 og § 18, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1743 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg § 132, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 10, jf. straffelovens § 89. ved i tiden op til 16. maj 2019 på, i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som besætningsejer for kvægbesætningen at have behandlet 7 dyr uforsvarligt, idet:

a: en ko med kalv og en kvie gik i en dybstrøelsesboks, hvor der inde i boksen stod en gravemaskine, ligesom der lå en stor plade i strøelsen, som i den ene side var tøjret til gravemaskinen,

b: en tyr stod opstaldet i en boks i spaltestalden, hvor forværket var gået i stykker, ligesom der var flere spidse kanter fra afrevne jernrør,

c: en ko, en kalv og en kvie var opstaldet i en boks i spaltestalden, hvor forværket sad løst og skrånede ind i boksen

Tiltalte udeblev fra hovedforhandlingen uden at oplyse retten om en gyldig grund for at udeblive. Herefter, og da sagens omstændigheder ikke talte imod dette, fandt retten tiltalte skyldig i den rejste tiltalte.

Straffen blev fastsat til en bøde på 50.000 kr.