2019-24-0151-00050/2019-24-0151-00046

Magre dyr, manglende tørt leje og passende muligheder for drikkevand

09-03-2020

Skrivelse af 1. og 11. november 2019 fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi (1900-89110-00022-18).
Dyr i uacceptabel foderstand og uden mulighed for tørt leje og adgang til passende vand.

Rådet udtalte 9. marts 2020: 

Spørgsmål 1:

Det Veterinære Sundhedsråd anmodes om en udtalelse om, hvorvidt de pågældende dyr efter Rådets opfattelse, har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk1, 2 og 3.

Svar ad 1:

Af embedsdyrlægens udtalelse af 12. marts 2018 samt af det ledsagende billedmateriale fremgår, at embedsdyrlægen sammen med politiet d. 12. marts 2018 konstaterede flere dyreværnsmæssigt uforsvarlige forhold i sigtedes kreaturhold.

I stald 1 opholdt sig 32 kreaturer uden adgang til vand. Strøelsen i fællesboksen var utilstrækkelig, hvorved dybstrøelsesmadrassen fremstod fugtig, optrådt og gødningstilsølet. Størstedelen af kreaturerne var i under middel huld.

I tre bokse i stald 2 opholdt sig i en boks tre kreaturer, der havde sparsom adgang til vand og med strøelse, der fremstod fugtig, optrådt og gødningstilsølet – alle tre kreaturer var under middel i huld. I en anden boks gik tre kreaturer uden adgang til vand. Der var ingen strøelse i boksen, og dybstrøelsesmadrassen fremstod fugtig, optrådt og gødningstilsølet. Kreaturerne var under middel i huld. I den tredje boks gik syv kreaturer med adgang til vand og grovfoder. Der var sparsomt med strøelse, og dybstrøelsesmadrassen fremstod fugtig, optrådt og gødningstilsølet. Kreaturerne var under middel i huld.

I ladebygningen (stald 4) gik ca. 20 kreaturer, fem kalve og en tyr i en fællesboks, hvor der var sparsomt med strøelse, og dybstrøelsesmadrassen fremstod fugtig, optrådt og gødningstilsølet. I kalvearealet konstateredes ståltråd, maskiner og andre skarpe genstande, hvorpå kreaturerne kunne komme til skade.

I stald 5 gik ca. 20 kreaturer, og der lå en spædekalv bag en bigballe. Der var i øvrigt ingen strøelse tilgængelig i boksen, og dybstrøelsesmadrassen fremstod fugtig, optrådt og gødningstilsølet. Der var ikke tilgængeligt vand til kreaturerne.

På en mark (…) gik ca. 20 kreaturer med vand til rådighed. I et lille læskur var bunden optrådt, tilsølet og dermed uden mulighed for, at kreaturerne kunne finde tørt leje.

Af embedsdyrlægens erklæring af 1. maj 2018 fremgår, at denne sammen med politiet samme dag deltog i endnu et besøg i sigtedes kreaturhold. Af de i alt ca. 70 kreaturer konstateredes ni kreaturer at være i huldkarakter 1½, og 16 kreaturer at være i huldkarakter 2.

Af embedsdyrlægens udtalelse af 29. oktober 2018 fremgår, at denne sammen med politiet samme dag deltog i et kontrolbesøg i sigtedes kreaturhold. I en boks i stald 2 gik fire tyre, der havde gødningstilsmudsede ben, haser, forknæ, bryst og bug. Gødningsmåtten var fugtig og dyb af gødning, så tyrene sank i til haser og forknæ, og det svuppede, når dyrene gik rundt. Ved foderbordet lå kreaturerne på knæ for at nå ned og æde af grovfoderet. Der var strøet sporadisk i boksen, men så mangelfuldt at kreaturerne ikke havde mulighed for tørt leje.

På en mark gik ca. 25 kreaturer med adgang til en rundbuehal, hvor bunden var gødningstilsølet. På folden var der en del maskiner, løs tråd, tagplader, murbrokker og andet byggemateriale, som kreaturerne kunne komme til skade på.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at de beskrevne kreaturer, ved at være i uacceptabelt huld, ved ikke at have mulighed for tørt leje, ved at være uden adgang til passende vandforsyning, ved at opholde sig i stald og på mark med uvedkommende maskiner, løs tråd og byggematerialer, hvorpå kreaturerne kunne komme til skade, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

De rum og arealer, hvor kreaturerne blev holdt, har ikke været indrettet på en måde, der har tilgodeset kreaturernes behov, herunder en sikring af, at de havde den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.

Rådet finder, at kreaturerne har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk.1.

Spørgsmål 2:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger.

Svar ad 2:

Lægges ovennævnte samt sagens øvrige oplysninger om flere dødfundne kreaturer, mange knogler af kreaturer, døde spædekalve samt en død ko med en halvfødt fuldbåren kalv til grund, finder Rådet, at oplysningerne i sagsakterne peger på, at sigtede ikke viser vilje eller evne til at tilvejebringe dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold i sit dyrehold. Dette bør efter Rådets opfattelse føre til overvejelser om, hvorvidt der skal ske hel eller delvis frakendelse af retten til dyrehold, jf. dyreværnslovens § 29. Anvendelse af § 29 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.

Rådet blev stillet yderligere spørgsmål i skrivelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi:

Spørgsmål 1:

Der anmodes om en udtalelse, om hvorvidt pågældende dyr har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Svar ad 1:

Det fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 25. september 2019 samt af det ledsagende billedmateriale, at denne sammen med politiet foretog en opfølgende kontrol d. 25. september 2018 i sigtedes kreaturhold.

I stalden lå et rådnende kadaver af en kalv, hvorom det blev oplyst, at kalven havde været syg og svagelig, inden den døde af sig selv. Der havde ikke været tilkaldt dyrlæge til kalven.

I en rundbuehal på marken henlå en død tyr, hvorom det blev oplyst, at tyren havde været syg i en periode på 3 uger, hvorunder den ikke kunne støtte på højre forben. Benet havde været tykt. Der havde ikke været tilkaldt dyrlæge til tyren, der havde henligget død ca. 3 uger i rundbuehallen.

Af obduktionsattesten af 10. oktober 2019 fremgår, at højre forben var indsendt til patoanatomisk undersøgelse på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, KU. Undersøgelsen konkluderede, at observerede knogleforandringer vidnede om en kronisk betændelsestilstand, som så ud til at have sit udgangspunkt i inderkloven. Knogleforandringerne, der strakte sig op ad piben viste, at betændelsen havde spredt sig proksimalt (opad). Graden af knoglenydannelser tydede på en udviklingstid af flere ugers varighed. Det var ikke muligt at sige noget med sikkerhed om, hvorvidt tyren var død af sult som følge af forandringerne i benet.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at kalven, ved at dø af sig selv i syg og svagelig tilstand, og tyren, ved i 3 uger at have lidt af et tykt forben og dø af sig selv, på et langt tidligere tidspunkt burde have været undersøgt af en dyrlæge og behandlet eller aflivet. Ved undladelse heraf har begge dyr været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom dyrene ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet vil karakterisere forholdene som groft uforsvarlige med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Afgørelse:

Der var to tiltalte i sagen. De tiltalte er tiltalt for overtrædelse af i alt 26 forhold. I det følgende omtales alene forhold vedrørende overtrædelse af dyrevelfærdsloven.

Besætningsejer og pasningsansvarlig tiltalt for overtrædelse af: 

  1. Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, jf. § 1, § 2 og § 3, stk. 1, jf. straffelovens § 89, ved i perioden op til d. 12. marts 2018 som henholdsvis besætningsejer og pasningsansvarlig af/for kvægbesætning på adressen, som led i erhverv og i forening, at have udsat ca. 110 kreaturer for grovere uforsvarlig behandling, idet dyrene på ejendommen generelt fremstod tynde og huldmæssigt under middel, ligesom der var mangel på vand i mange af boksafsnittene samt mangelfuld strøelse og grovfoder til størstedelen af dyrene, hvorved dyrene ikke var fodret, vandet og passet tilfredsstillende. I boksene var dybstrøelsesmadrassen endvidere fugtig, optrådt og gødningstilsølet, ligesom der i kalvearealet var ståltråd, maskiner og andre skarpe genstande, som kreaturerne kunne komme til skade på. For så vidt angår 20 kreaturer, der gik på en mark, var bunden i et lille læskur optrådt, tilsølet og dermed uden mulighed for, at kreaturerne kunne finde tørt leje. 
  1. Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 5 og stk. 9, jf. § 1, § 2 og § 21, stk. 1, jf. straffelovens § 89, ved i tiden fra den 23. marts 2018 til 1. maj 2018 som henholdsvis besætningsejer og pasningsansvarlig af/for kvægbesætningen, som led i erhverv og i forening, at have udsat ca. 30 kvæg for grovere uforsvarlig behandling, idet det ved kontrol 1. maj 2018 blev konstateret, at de tiltalte ikke havde handlet i tide med hensyn til opnåelse af forbedret huld, idet kreaturerne stadig fremstod afmagrede svarende til huld 1,5/2, selvom de tiltalte d. 23. marts 2018 blev meddelt pålæg om bl.a. opnåelse af middel huld (huldværdi 3). 
  1. Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, jf. § 1, § 2 og § 3, stk. 1, jf. straffelovens § 89, ved i nogen tid op til d. 24. oktober 2018, som led i erhverv og i forening, at have været ansvarlig for, at flere køer blev behandlet groft uforsvarligt, idet 4 tyre i en stald stod på en gødningsmåtte, der var fugtig og dyb af gødning, hvorved dyrene sank i til haserne og således ikke havde adgang til tørt og velstrøet leje, ligesom der i en indhegning på udenoms areal, hvor der gik ca. 25 kreaturer, henlå skarpe genstande, som dyrene kunne komme til skade på, ligesom bunden i øvrigt var gødningstilsølet.
  1. Dyreværnslovens § 28, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 9, jf. § 1 og § 2, jf. straffelovens § 89, ved i en periode af minimum flere ugers varighed op til d. 25. september 2019, som led i erhverv og i forening, at have udsat en kalv og en tyr, for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet kalven, der forinden havde været syg og svagelig, døde af sig selv på et ikke nærmere oplyst tidspunkt uden at der blev tilkaldt dyrlæge, ligesom tyren lå fundet selvdød i et læskur d. 25. september 2019, hvor den efter det oplyste havde ligget død i ca. 3 uger efter at den forinden havde gået rundt med et hævet højre forben i ca. 3 uger. 
  1. Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, jf. § 1, § 2 og § 3, jf. straffelovens § 89, ved i tiden fra d. 6. december 2019 til den 30. januar 2020, som led i erhverv og i forening, at have udsat ca. 35 kreaturer for grovere uforsvarlig behandling, idet kreaturerne gik på fold i vintermånederne uden mulighed for læ, ly eller tørt leje, ligesom de fleste af dyrene var i huld under middel og derved ikke egnede til at være udegående i vintermånederne. Der lå ligeledes en nyfødt kalv i mudderet uden mulighed for ly, læ eller tørt leje. 
  1. Dyreværnsloven § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, jf. § 1 og § 2, jf. til dels straffelovens § 89, ved i perioden op til d. 24. juni 2020 kl. 11, som henholdsvis besætningsejer og pasningsansvarlig af/ for kvægbesætning, som led i erhverv og i forening, at have udsat 3 kalve for grovere uforsvarlig behandling, idet dyrene var synligt afmagrede, ligesom kalv nr. 1 blev fundet afkræftet, afmagret, tørstig og liggende i egen afføring og i apatisk tilstand. 

Straffen for hver af de tiltalte blev fastsat til betinget fængsel i 3 måneder. De fik en samlet straf for overtrædelse af de forskellige forhold. 

De tiltalte blev begge frakendt retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med produktionsdyr i 5 år.