Magre og afmagrede svin manglede adgang til tilstrækkeligt foder, vand samt tørt leje

Rådet udtalte 18. december 2020:

Spørgsmål 1:

Jeg skal på baggrund af oplysningerne i sagens akter samt ovenstående sigtelse anmode om en udtalelse om, hvorvidt det ovenfor beskrevne (for hvert enkelt forhold/”pind” i sigtelserne) efter rådets opfattelse indebærer uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller har karakter af mishandling.

Svar ad 1:

Forhold 1:

Følgende fremgår af anmeldelse af 3. oktober 2019:

”… embedsdyrlæge D1 ved det le­vende syn på slagteriet … den 25. juni 2019 … konstaterede, at der fra ovennævnte besætning, samme dag blev leveret 15 slagtesvin, som var i meget dårlig foderstand. Svinene var meget uens i størrelse, men det generelle udseende og svinenes adfærd tydede, på at de aldersmæssigt var mindst på niveau med slagtesvin (ca. 5,5 mdr.) eller enddog ældre. Handyrene var meget aggressive over for hinanden og andre slagtesvin og sprang meget på hundyrene, hvoraf flere virkede vommede/drægtige. Alle dyrene var meget tynde/magre.”

Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtningen fandtes følgende:

”Dyr nr. 1, slagtesvin: Hungris, drægtig, slagtevægt ca. 50 kg… Mager (kode 132). Slagtekroppen blev godkendt.

Dyr nr. 2, slagtesvin: Hungris, drægtig, slagtevægt ea. 35 kg… Afmagret, cirkulationsforstyrrelser (kode 131 og 120). Slagtekroppen blev totalt kasseret.

Dyr nr. 3, slagtesvin: Hangris, slagtevægt ca. 33 kg… Afmagret, cirkulationsforstyrrelser (kode 131 og 120). Slagtekroppen blev totalt kas­seret.

Dyr nr. 4, slagtesvin: Hungris. Drægtig, slagtevægt ca. 49 kg… Mager (kode 132) Slagtekroppen blev godkendt.

Dyr nr. 5, slagtesvin: Hangris, slagtevægt ca. 37 kg… Afmagret, cirkulationsforstyrrelser (kode 131 og 120). Slagtekroppen blev totalt kas­seret.

Dyr nr. 6, slagtesvin: Hangris, slagtevægt ca. 44 kg… Afmagret, cirkulationsforstyrrelser (kode 131 og 120). Slagtekroppen blev totalt kas­seret.

Dyr nr. 7, slagtesvin: Hangris, slagtevægt ca. 21 kg… Afmagret, cirkulationsforstyrrelser (kode 131 og tao). Slagtekroppen blev totalt kas­seret.

Dyr nr. 8, slagtesvin: Hangris, slagtevægt ca. 77 kg… Mager, cirkulationsforstyrrelser, byld i bagkrop, byld i forben (kode 132, tao, 580 og 570). Slagtekroppen blev totalt kasseret.

Dyr nr. 9, slagtesvin: Hungris, drægtig, slagtevægt ca. 60 kg… Mager (kode 132), slagtekroppen blev godkendt.

Dyr nr. 10, slagtesvin: Hungris, drægtig, slagtevægt ca. 45 kg… Afmagret, cirkulationsforstyrrelser (kode 131 og 120). Slagtekroppen blev totalt kasseret.

Dyr nr. 11, slagtesvin: Hungris, slagtevægt ca. 30 kg… Afmagret, cirkulationsforstyrrelser (kode 131 og 120). Slagtekroppen blev to­talt kasseret.

Dyr nr. 12, slagtesvin: Hungris, slagtevægt ca. 33 kg… Afmagret, cirkulationsforstyrrelser (kode 131 og 120). Slagtekroppen blev to­talt kasseret.

Dyr nr. 13, slagtesvin: Hangris, slagtevægt 60-65 kg… skrammer efter slagsmål (kode 603), Slagtekroppen blev godkendt.

Dyr nr. 14, slagtesvin: Hangris, slagtevægt ca. 50 kg… Mager (kode 132). Slagtekroppen blev godkendt.

Dyr nr. 15, slagtesvin: Lille orne, slagtevægt ca. 115 kg… Slagtefejl (913). Slagtekroppen blev godkendt.

Fælles for dyrene var at de havde meget maveindhold i form af en kompakt masse af gødning, strøelse, hår fra andre grise og ringe mængder korn. Tyndtarmene virkede tomme og tyktarmen gasfyldt. Indholdet i mavesæk kunne tyde på dels at dyrene ikke fik tilstrækkelig væske (var dehydrerede) samt havde spist hvad de lige kunne finde i omgivelserne… Slagtekroppene var uden spæklag og med meget ringe muskelfylde, samt fremspringende torntappe. Flere havde tegn på hungerødem om­kring hjertet (fedtet bliver mere glasklart)… De havde lyse knogler i bageste del af rygrad, hvilket vi typisk ser på dyr, der er ældre end normale slagtesvin. Desuden var 5 af hundyrene drægtige, hvilket forstærker vurderingen af at de, på trods af størrelsen, var væsentligt ældre end normale slagtesvin.

Et normalt slagtesvin er typisk lige under 6 måneder og vejer slagtet ca. 85-95 kg.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Af sagsoplysningerne fremgår endvidere, at svinene ved det levende syn fremstod utrivelige, med krumme rygge, store hoveder samt tynde kroppe.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinene, ved igennem længere tid at være unddraget sufficient fodring og vanding, så de ved levering til slagteriet fremstod utrivelige og i meget ringe  foderstand med karakter af afmagring, således at der ved post mortem undersøgelsen fandtes tegn på hungerødem omkring hjertet, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at svinene har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Forhold 2:

Af embedsdyrlægens veterinærfaglige udtalelse af 27. juni 2019 fremgår følgende:

2.a: ”So i boks:

Lige indenfor i den ende af staldbygningen, der vender ud mod gårdspladsen var en boks med en so og dennes 9 grise.

Soen lå ned det meste af tiden, var ikke interesseret i vores tilstedeværelse og fremstod svag. Soen var meget tynd med tydelige ribben, hoftekam og torntappe. Det vurderes at den var i huld 1-1.5. På trods af at soen var diegivende havde den et slapt yver.

Grisene fremstod uensartede i størrelse og huld. Ejer oplyste, at de var 4 uger gamle Det vurderes, at de alle var meget små af deres alder med en anslået vægt på 2-4 kg. Ingen af grisene var i huld over middel og de 3 mindste af grisene var i huld under middel. Mens vi observerede soen og grisene, prøvede grisene adskillige gange at få mælk hos soen, men de samme tre mindste grise blev enten mast eller skubbet væk af de andre gri­se og fik derved ikke mælk. Flere gange prøvede de tre mindste slet ikke at få mælk.

Boksen var stor nok til so og grisene, og grisene kunne gå ud af boksen og bevæge sig rundt på det øvrige stal­dareal. Underlaget i boksen var tørt med lidt halmstrå.

I den ene ende af boksen var et fast trug i hele boksens bredde. Dette trug blev brugt til tildeling af vand til so­en. Soen brugte samme ende af boksen til gødningsplads og der var både afføring og urin oppe i vandtruget. Soen havde ikke adgang til vand.

Ejer oplyste, at truget blev rengjort inden der blev tildelt vand enten en eller to gange dagligt.

Dette vurderes ikke at være tilstrækkeligt til at sikre, at soen hele tiden har adgang til rent drikkevand, da laget med afføring og urin gik op over trugets kant og derved vil forurene det vand, der bliver tildelt i truget.

Soen havde ikke adgang til foder. Ejer oplyste at foderet tildeles direkte på gulvet i boksen og udenfor boksen til grisene.”

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at soen, ved igennem længere tid at være unddraget sufficient adgang til foder og rent drikkevand, så den fremstod fortrinsvis liggende og svag samt meget tynd med fremstående knogler og slapt yver, og smågrisene fremstod i ikke aldersvarende vækst, heraf de tre mindste grise i huld under middel og for svage til at kæmpe for adgang til mælk, har såvel so som smågrise været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at soen og grisene har været udsat for groft uforsvarligt behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

2.b: Flere svin i ringe huld:

”I den modsatte ende af stalden var et helt staldafsnit lukket af og her gik omkring 50 grise… Der var en foderautomat i det største afsnit. Denne var tom. Der var ikke foder tilgængeligt for grisene. Ejer oplyste, at foderet tildeles i foderautomaten samt direkte på gulvet i det store afsnit og i trugene i de andre af­snit. Der blev tildelt foder i løbet af kontrollen og der fodres på en måde således, at ikke alle dyr har mulighed for at få foder samtidig. Dette resulterede i at grisene sloges om foderet og det var de stærkeste der fik mest og de svageste fik lidt eller intet. Der var en svag mager gris, der slet ikke forsøgte at få foder…

Mere end halvdelen af grisene var for tynde med synlige ribben, hoftekamme og torntappe, deres huld vurderes til at være 1.5 for alle aldersgrupper. De øvrige grise var i huld lidt under middel. Flere af grisene fremstod uproportionale med for store hoveder, hvil­ket kan skyldes lang tids utrivelighed…

I en indhegning udenfor stalden gik to grise. De var i huld under middel med tydelige ribben, torntappe og hoftekam. Disse grise havde hverken adgang til foder eller vand.”

Ejer oplyste, at hun ”kun fodrer med byg, da det er det eneste hun har råd til… høster lidt grønt fra matriklen og giver dette til grisene, for at supplere med vitaminer og mineraler…”

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinene, ved gennem længere tid at være unddraget fri og uhindret adgang til sufficiente mængder foder, så ca. halvdelen af svinene fremstod i huld under middel med tydelige knoglefremspring, uproportionale med store hoveder eller så svage, at de opgav at kæmpe om adgangen til foder, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller fodret under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at svinene har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

2.c: Defekt og nedslidt inventar:

”Stalden bestod af en gammel svinestald, hvor der har været adskilte stier og båse. Inventaret var for størstedelens vedkommen­de ikke fjernet, men i så dårlig stand at det var gået løst, faldet sammen, lå løst på arealet og var beskadiget. Der var plader og jernstænger dyrene kunne komme til skade på, enten ved at støde ind i det og træde på det eller ved at blive klemt under det. Flere steder stak der defekt inventar og andet materiale op fra underlaget, som grisene kunne komme til skade på. I den ene side af stalden var der stadig grisestier, men disse var i så ringe stand, at grisene ikke kunne holdes inde i dem. I den anden side af stalden var der kun enkelte stiadskil­lelser tilbage… Det blev flere gange observeret at grisene forcerede inventaret og dermed gik sammen i hele stalden… Det blev observeret adskillige gange, at grisene i deres flugt ramte ind i det defekte inventar… Der var flere grise med skader: der var ar efter ophelede sår, en plettet orne havde en hævelse på 15x15 cm ved venstre knæ, en lys orne havde en hævelse på 10x10 cm på siden… Der var en del gammel materiel og hegnstråd i folden, med risiko for at dyrene kunne komme til skade.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at ved at være holdt i en fold med diverse materialer og hegnstråd med risiko for at komme til skade, samt i en stald med nedslidt og defekt inventar, som svinene flere gange ramte ind i under flugt, og flere svin havde ar og skader, har dyrene ikke været beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse og væsentlig ulempe eller huset og passet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.

Svinene har under opholdet i besætningen været udsat for mindst uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.

2.d: Syge eller tilskadekomne svin fik ikke passende behandling:

”Der var flere grise med skader:…  en plettet orne havde en hævelse på 15x15 cm ved venstre knæ, en lys orne havde en hævelse på 10x10 cm på siden, en gris havde et blodøre, der var under opheling og en gris stod alene med krum ryg, hængende ører og understillede ben, som tegn på mistrivsel. Ejer var kun opmærksom på grisen med blodøret, de andre grise havde hun ikke bemærket…”

Ejer oplyste, at ”hun som udgangspunkt afliver syge dyr fremfor at tilkalde dyrlæge.”

Alle syge eller tilskadekomne dyr skal omgående have en passende behandling. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinene, ved at være holdt under forhold, hvor enkeltdyr, som var syge eller tilskadekomne, ikke blev identificeret og modtog passende behandling, herunder flyttet til sygesti, tilset af dyrlæge, behandlet eller aflivet, ikke har været beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til deres behov.

Rådet finder, at svinene har været udsat for mindst uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3 stk. 1 og 3.

2.e: Ingen adgang til tørt leje:

”Midtergangen mellem de to staldsider var fyldt med afføring og urin i cirka 20 cm dybde. Bun­den af midtergangen kunne ikke ses og det kunne ikke ses om der lå inventarrester eller andet nede i gyllelaget… Der var tørt leje i en af stierne - dette var øjensynligt det eneste sted grisene ikke kunne komme ind. I resten af stalden var underlaget dækket af et tykt lag af urin og afføring, tilblandet lidt halm. Der var ikke tørt leje til­gængeligt for grisene noget sted.”

Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Af de medfølgende fotos kan ses, at langt størstedelen af svinene i stalden fremstår våde og beskidte på lemmerne og kroppen.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at dyrene ikke har været huset eller passet under hensyntagen til deres behov, og at de under opholdet i besætningen har været udsat for betydelig lidelse og væsentlig ulempe.

Ved at være unddraget adgang til hvile på et tørt leje, har svinene været udsat for uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

2.f: Ikke permanent adgang til frisk vand:

”Der var faste trug i hele staldens længde i begge sider. Disse var alle sølet ind i store mængder afføring og urin. Der var ikke vand tilgængeligt under kontrollen.

Ejer oplyste at trugene blev rengjort inden der blev tildelt vand enten en eller to gange dagligt. Dette vurderes ikke at være tilstrækkeligt til at sikre, at grisene hele tiden har adgang til rent drikkevand, da laget med affø­ring og urin gik op over trugenes kant og derved vil forurene det vand, der bliver tildelt i truget.”

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinene, ved at være unddraget fri adgang til rent drikkevand, har været udsat for betydelig lidelse og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været vandet under hensyntagen til deres fysiologiske behov. Svinene har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

2.g: Ikke permanent adgang til beskæftigelses– og rodemateriale:

Ingen af svinene i besætningen havde permanent adgang til halm eller andet manipulerbart materiale, der kunne opfylde deres behov for beskæftigelses- og rodemateriale. ”Der var en foderautomat i det største afsnit. Denne var tom.” ”Ved afslutning af kontrollen fik grisene i fællesstalden tildelt halm… Den del af halmballen, der blev anvendt ved kontrollen, var af meget ringe kvalitet, hvor halmen var helt sort… halm af denne kvalitet er ikke egnet til brug hos grisene.”

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinene, ved ikke at have permanent adgang til halm eller andet manipulerbart materiale, og være tildelt halm af en meget ringe kvalitet, der ikke var egnet til tildeling til svin, har været udsat for lidelse og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at svinene har været udsat for uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

2.h: Dyrene blev ikke passet af tilstrækkeligt personale:

”… grisene var ikke opdelt efter køn, alder eller størrelse hvilket resulterede i, at der kon­stant var uro i stalden. Der gik diegivende søer med pattegrise, orner og ungsvin i alle aldersgrupper og begge køn. Ornerne jagtede søerne, der var grise der sloges, grisene prøvede at komme væk fra hinanden og stressni­veauet var højt. Det blev observeret adskillige gange, at grisene i deres flugt ramte ind i det defekte inventar el­ler blev tvunget ned i midtergangen, der var fuld af gylle. Grisene larmede meget, dels på grund af det stres­sende miljø de opholder sig i og dels fordi de var sultne.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.

Lægges ovennævnte, beskrivelserne af de dyreværnsmæssigt kritisable forhold i besætningen, den driftsmæssige håndtering af de mange svin samt sagens oplysninger til grund, finder Rådet, at dyrene ikke har været passet velfærdsmæssigt forsvarligt, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1 og 3.

Spørgsmål 2:

Såfremt sagen i øvrigt giver anledning til bemærkninger, bedes disse indgå i udtalelsen.

Svar ad 2:

Rådet finder, at de mange svin i besætningen igennem længere tid ikke har været behandlet omsorgsfuldt herunder fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Herved har de samlet set været udsat for mindst høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og dermed samlet set været udsat for mindst groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1 og 3.

Oplysningerne i sagsakterne i øvrigt peger på, at sigtede ikke viser vilje eller evne til at tilvejebringe dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold i sit dyrehold. Dette bør efter Rådets opfattelse føre til overvejelser om, hvorvidt der skal ske hel eller delvis frakendelse af retten til dyrehold, jf. dyreværnslovens § 29. Anvendelse af § 29 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.

Afgørelse:

Tiltalte var sigtet for overtrædelse af dagældende dyreværnslov, nugældende dyrevelfærdslov, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som indehaver af en svinebesætning, at have udsat 14 svin for grov uforsvarlig behandling og undladt at beskytte svinene bedst muligt mod smerte, lidelse, angst og varigt mén, samt behandle dem omsorgsfuldt, herunder huse, fodre, vande og passe dem under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, idet slagtesvinene blev leveret til slagtning, hvor det af dyrlæge blev konstateret, at otte slagtesvin var afmagrede med cirkulationsforstyrrelser, en hangris var mager med cirkulationsforstyrrelser og bylder, og fire svin fandtes magre, og ved undersøgelse af slagtekroppene fandtes manglende spæklag, meget ringe muskelfylde samt indhold i tarme frembød tegn på, at svinene ikke var blevet fodret og vandet korrekt over en længere periode.

Tiltalte var endvidere sigtet for overtrædelse af dagældende dyreværnslov, nugældende dyrevelfærdslov, bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr, bekendtgørelse om beskyttelse af svin samt lovbekendtgørelse om indendørs hold af gylte, goldsøer og drægtige søer, ved i en længere periode i forbindelse med udøvelse af erhverv som indehaver af en svinebesætning, at have behandlet sin besætning på ca. 60 svin groft uforsvarligt og undladt at beskytte svinene bedst muligt mod smerte, lidelse, angst og varigt mén, samt behandle dem omsorgsfuldt, herunder huse, fodre, vande og passe dem under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer samt undladt at indrette de rum og arealer, hvor dyrene blev holdt, på en sådan måde, at dyrenes behov blev tilgodeset.

På baggrund af embedsdyrlægernes forklaring, der blev understøttet af fundene umiddelbart før og efter grisenes slagtning, herunder fundene af hungerødem hos nogle af de slagtede grise, billedmaterialet i sagen og Det Veterinære Sundhedsråds erklæring, fandt retten det bevist, at tiltalte var skyldig i den rejste tiltale.

Straffen blev fastsat til en bøde på 30.000 kr., og forvandlingsstraffen var 14 dages fængsel.

Retten havde ved strafudmålingen fundet, at tiltalte i sagen reelt blev dømt for den samme grove uforsvarlige behandling og undladelse, der havde udmøntet sig på slagteriet for nogle af grisenes vedkommende og ved embedslægens tilsyn for den resterende besætnings vedkommende.

Tiltalte blev betinget frakendt retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med produktionsdyr, jf. dagældende dyreværnslov, nugældende dyrevelfærdslov, i 3 år fra endelig dom.

Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.