Rådet udtalte 14. december 2020:
Spørgsmål 1:
Om besætningsejer … eller dennes ansatte, ved at lade dyrene gå i besætningen igennem flere uger med beskrevne lidelser derved har undladt at behandle dyrene omsorgsfuldt samt undladt at beskytte dyrene bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald finder rådet da, at besætningsejer derved har handlet uforsvarligt eller grovere uforsvarligt?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af anmeldelse af 6. maj 2020:
”I stald 2, ventil 12, fandtes en sti med mange halebidte grise. Der gik ca 30 grise á 18-20 kg og ca … 15 stk… havde halebid i én eller anden grad…. Halebidssårene… var mindst 3-5 dage gamle og der var ikke sket flytning af nogle grise ...
Gris 1: Én af de halebidte grise var mager, utrivelig (man kunne se dens tydelige torntappe langs ryggen…) og meget mindre end de øvrige. Den havde kronisk ledbetændelse højre forben med en stor fortykkelse/hævelse ud for det betændte led… Denne halte gris var springhalt … på højre forben, hvor den var meget hævet i bovparti (albue-skulder område). Den tog ingen støtte på højre forben … Der var ingen blødt leje i stien… Grisen var ikke blevet behandlet for lidelsen jfr. medicinoptegnelserne og der kunne ikke erkendes streger på ryggen af dyret… Varigheden af denne kroniske ledbetændelse vurderes til at være mindst 10-14 dage. Grisen blev taget ud af stien mhp. aflivning.
Gris 2: Grisen har haft så voldsomt halebid at hele halen er bidt væk og der er et ca 5 cm stort sår hvor halen tidligere sad… ejer oplyste spontant, at der burde have været tyndet ud i gruppen …
Gris 5: I stald 6, ventil 44 gik 1 slagtesvin (ca 50 kg) med kronisk ledbetændelse højre forben. Den var meget halt på dette ben… Der var opbrud fra bylden højre forben (pus flød ud af hul i bylden ved forknæet, fistulært opbrud). Den var ikke blevet behandlet, oplyste ejer og den havde ikke blødt underlag i stien… Grisen blev taget ud af stien mhp aflivning umiddelbart efter tilsynet.
Undertegnede vurderer at denne kroniske ledbetændelse med fistulært opbrud har stået på i mindst 10 dage Dette vurderet ud fra hvor lang det det taget for en kronisk betændelses tilstand at udvikle en fistel (lave opbrud) … Desuden ses granulationsvæv rundt langs kanten af fistlen/opbruddet - det indikerer også at tilstanden har stået på længe. Granulationsvævs-kanten er ca 1-2 mm bred… Og selve den kroniske ledbetændelse har da stået på i flere dage inden.
Gris 3: I stald 3 ventil 24 (en aflastningssti) gik flere skravlede grise herunder to som var markant mindre end de øvrige. Den ene var lille, utrivelig (skarp henover ryggen og længere hårlag end normalt) havde kronisk ledbetændelse højre bagben, og tog ingen støtte på dette fortykkede bagben… Grisen var ikke behandlet… Undertegnede vurderer at lidelsen … har stået på mindst 7 dage.
Gris 8: Den anden gris i stald 3, ventil 24 havde voldsom grad af ørebid med vævstab. Ingen af disse 2 grise var behandlede… Undertegnede vurderer at øresårene var mindst 1 uge gamle - vurderet ud fra mængden af vævstab og graden af inflammation og hævelse i øre-resterne.
Gris 4: I stald 5 til højre, gik 1 stort slagtesvin (ca 80 kg) med flere bylder på krop og ben. Bylderne på venstre side af grisen blev ikke fotograferet. Den var halt på højre forben, hvor den havde kronisk ledbetændelse med en stor hævelse ud for albueleddet. Det kunne ikke ses af medicin-optegnelser om den var blevet behandlet. Den havde gummimåtte i stien, dvs det var en sygesti… Undertegnede vurderer at den kroniske ledbetændelse har stået på i mindst 10 dage…
Gris 6: I stald 1 (den egentlige aflastningsstald, ifølge ejer) - her gik i stort slagtesvin med kronisk ledbetændelse med svær halthed højre bagben. Den havde en meget stor byld i knæ-regionen. Der var ingen gummimåtte i stien. Ejer oplyste at den var tidligere blevet behandlet og blevet haltfri - men nu var der tilbagefald. Det kunne ses af den korte halestump med sår på spidsen, at den havde været udsat for halebid tidligere…
Undertegnede vurderer at den kroniske ledbetændelse har stået på i mindst 10 dage…
Gris 7: I samme sektion/stald gik længere inde nogle grise (2-3 stk) med større navlebrok med sår på undersiden af broksæk. Kun den ene er medtaget (pga manglende foto dokumentation af de andre): Broksæk var 10-14 cm diameter og såret var ca 5x5 cm diameter. Der var lidt fortykkede rande rundt langs kanten af såret. Den havde ingen blødt underlag i stien. Disse brokgrise gik dog i stier én og én… Broksækken vurderes at have været stor og erkendtlig i flere uger… Derudover vurderes det, at det konstaterede sår på broksækken på grisen har været til stede i flere dage (mindst 7 dage)…”
Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.
Syge og tilskadekomne dyr skal omgående have en passende behandling. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at svin med store brok, brok med begyndende sårdannelse, halebid, ledlidelser/halthed m.m. straks skal flyttes til sygesti med et tykt lag strøelse og lav belægning. Her skal de løbende underkastes omhyggelig vurdering ved de daglige tilsyn. Såfremt tilstanden ikke forbedres, skal dyrene tilses af en dyrlæge og behandles eller aflives.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svinenes tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Deres situation burde på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at de var blevet flyttet til korrekt indrettet sygesti med et tykt lag strøelse, løbende underkastet omhyggelig vurdering og såfremt tilstandene ikke blev forbedret, var blevet tilset af dyrlæge og behandlet eller aflivet, før lidelserne fik det beskrevne omfang.
Rådet finder, at svinene, ved at være unddraget sufficient opstaldning, dyrlægetilsyn, behandling eller aflivning under opholdet i besætningen, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til deres behov.
Rådet finder, at svinene har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk.1.
Spørgsmål 2:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 2:
Nej.
Afgørelse:
Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, samt stk. 9 og stk. 11, jf. §§ 1 og 2, samt overtrædelse af § 19, stk. 1 og stk. 2, jf. § 5 i bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr, ved som besætningsejer, at have behandlet otte grise groft uforsvarligt, idet de havde skader af forskellig karakter, herunder halebid, kronisk ledebetændelse, øresår samt broksæk med sår.
Desuden tiltalt for overtrædelse af Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, samt stk. 9 og stk. 11, jf. §§ 1 og 2, samt § 19, stk. 1 og stk. 2, jf. § 5 i bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som besætningsejer, at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet den havde større brok med sårdannelse på 7-8 cm nedenunder.
Afgjort ved bødeforelæg på 50.000 kr.