2020-24-0153-00023

Seks hunde holdt under uhygiejniske forhold, uden adgang til foder og vand. Alle hunde var afmagrede og uden muskelfylde

24-08-2020

Udateret skrivelse fra Sydøstjyllands Politi (3700-89110-00071-19).
Politiet blev tilkaldt, for at afhente en afmagret ”hittehund”. Hunden blev overdraget til en hundepension. Hundens ejer blev identificeret og politiet og embedsdyrlægen tog efterfølgende på besøg i dyreholdet, hvor der var yderligere fem hunde, som blev holdt under uhygiejniske forhold, uden adgang til foder og vand. De 6 hunde var alle afmagrede og uden muskelfylde.

Rådet udtalte 24. august 2020:

Spørgsmål 1:

Hvis dyrlægens beskrivelse af hundene, sammenholdt med anmeldelsen i sin helhed, samt sagens øvrige oplysninger herunder de refererede politirapporter og de fremlagte fotos og videooptagelser, lægges til grund, hvad er så efter Rådets vurdering den mest sandsynlige årsag til hundenes afmagrede tilstand?

Svar ad 1:

Det fremgår af embedsdyrlægens udtalelse angående de 6 hunde, at alle havde udbredt muskelatrofi, og ved palpation (at føle på dyrets overflade) og visuel vurdering var skelettet tydeligt fremtrædende over hele kroppen. Hundene beskrives som værende fra svært til ekstremt afmagrede og uden tegn på sygdom i øvrigt. Den praktiserende dyrlæge, der tilså hundene på hundepensionen, har samme vurdering af hundenes huld som embedsdyrlægen. Sagens video- og billedmateriale understøtter de to dyrlægers vurdering. Det fremgår af sagsakterne, at hundene på hundepensionen blev vejet, og der angives vægt på hver af de 5 hunde fra 12 til 15 kilo. Det beskrives, at hundene er af labradortypen, hvilket tillige fremgår af sagens billedmateriale.

Det er Rådets vurdering, at en hund af den type og størrelse burde veje mellem 22-27 kilo, for at have normalt huld.

Af embedsdyrlægens udtalelse fremgår:

”Fra køkkenet fandtes en dør til en baggang, hvor 5 svært underernærede hunde gik i et tilsølet lokale med stærk ammoniaklugt uden adgang til foder eller vand. Da døren blev åbnet strøg hundene direkte mod en pose med hundefoder, som stod på gulvet i køkkenet.”

På baggrund af ovenstående, er det Rådets vurdering, at hundenes afmagrede tilstand skyldes utilstrækkelig tildeling af foder.

Spørgsmål 2:

Hvis dyrlægens beskrivelse af hundene, sammenholdt med anmeldelsen i sin helhed, samt sagens øvrige oplysninger herunder de refererede politirapporter og de fremlagte fotos og videooptagelser, lægges til grund, er det så Rådets vurdering, at hundene har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling? Det bedes herunder anført, hvis der er forskel på - med hvilken grad af uforsvarlighed de 6 hunde har været behandlet?

Svar ad 2:

Det fremgår af politiets rapport fra besøget i dyreholdet d. 12. juni 2019:

”Der var tale om fem labrador blandinger, hanhunde, ca. 1 år gamle, med navnene A, B, C, D og E. Hundene fremstod meget tynde og udmagret, idet ribben og hofteknogler var meget tydelige. Hundene befandt sig i et mørkt bryggers, hvor der hverken var adgang til mad eller vand. Yderligere lå der flere stedet afføring og urin på gulvet.”

Sagens billedmateriale og videooptagelser bekræfter, at hundene opholdt sig i et uhygiejnisk lokale, der var tilsølet med urin og afføring.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Lægges ovenstående og svar ad 1 til grund, finder Rådet, at de seks hunde, - ved ikke at blive fodret tilstrækkeligt, således at de fremstod fra stærkt til meget stærkt afmagrede, uden muskelfylde, - ved ikke at have adgang til foder og vand, - ved at være huset under de beskrevne, uhygiejniske forhold, ikke er blevet behandlet omsorgsfuldt og huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rummet, de blev holdt i, har ikke været indrettet, så deres behov blev tilgodeset.

Hundene har herved været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Rådet finder, at hundene har været udsat for groft uforsvarlig behandling jf. dyreværnsloven §§ 1, 2 og 3 stk. 1, 1. punktum.

Spørgsmål 3:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 3:

Oplysningerne i sagsakterne peger på, at sigtede ikke viser vilje eller evne til at tilvejebringe dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold i sit dyrehold. Dette bør efter Rådets opfattelse føre til overvejelser om, hvorvidt der skal ske hel eller delvis frakendelse af retten til dyrehold, jf. dyreværnslovens § 29. Anvendelse af § 29 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.

Afgørelse:

Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2. jf. stk. I, jf. § 1, § 2 og § 3.

Tiltalte udeblev uden at oplyse retten om gyldig grund for sin udeblivelse. Ret­ten anså derfor tiltalte for at have tilstået forholdet.

Tiltalte blev straffet med bøde på 15.000 kr.

Forvandlingsstraffen var fængsel i 10 dage.

Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.