Rådet udtalte 13. januar 2020 og 21. oktober 2022:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 2 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 28. marts 2019, at embedsdyrlægen ved klinisk undersøgelse af frasorterede svin på et samlested fandt følgende:
Svin nr. 2: ”… Ved den kliniske undersøgelse af den levende gris kunne det konstateres, at grisen var halt på begge venstre ben (dvs. venstre forben og venstre bagben). Den var springhalt på venstre forben og støttehalt på venstre bagben. Nar den stod stille forsøgte den at aflaste benene ved, at læne sig op ad inventaret i stalden… I området omkring knæet på venstre bagben var der en bule. Efter aflivning blev der skåret op i området hvor bulen var, og her kunne det konstateres, at der var tale om en byld/ledbetændelse i knæleddet.”
Svinet var en del af en leverance på 308 svin. Det fremgår ikke af sagsakterne, at svin nr. 2 blev transporteret til samlestedet adskilt fra andre svin.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig med udpræget halthed på venstre for- og bagben, og deraf følgende afvigende bevægelsesmønster.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svin nr. 2 ikke var egnet til transport, og at det, ved at være læsset og transporteret til samlested, uden adskillelse fra andre svin, har været udsat for risiko for bid, tråd, puf og stød fra de andre svin og mod vognens sider.
Rådet finder, at svin nr. 2 har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 4 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 2:
Svin nr. 4: ”… Ved den kliniske undersøgelse af den levende gris kunne det konstateres, at grisen var springhalt på højre forben. Dyret støttede heller ikke på benet når den stod stille. Det kunne ses, at området omkring albueleddet var hævet. Efter aflivning blev området undersøgt yderligere ved palpation (berøring), og det blev konstateret, at hævelsen var hård. …
Der var ingen tegn på, at der var sket en transportskade (skade opstået under transport).”
Rådet finder, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig med springhalthed på højre forben og hævelse omkring højre albueled.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svin nr. 4 ikke var egnet til transport, og at det, ved at være læsset og transporteret til samlested, uden adskillelse fra andre svin, har været udsat for risiko for bid, tråd, puf og stød fra de andre svin og mod vognens sider.
Rådet finder, at svin nr. 4 har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 3:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 5 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 3:
Svin nr. 5: ”… Ved den kliniske undersøgelse af den levende gris kunne det konstateres, at grisen var støttehalt på venstre forben. Det kunne konstateres, at inderkloven var voldsom hævet pga. en klovbyld. Der kunne ses at der var opbrud. Efter aflivning blev området undersøgt yderligere, det var hårdt.”
Rådet finder, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig med støttehalthed på venstre forben med hævelse af inderste tå og opbrud over kloven, hvilket er foreneligt med en kronisk klovbyld.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svin nr. 5 ikke var egnet til transport, og at det, ved at være læsset og transporteret til samlested, uden adskillelse fra andre svin, har været udsat for risiko for bid, tråd, puf og stød fra de andre svin og mod vognens sider.
Rådet finder, at svin nr. 5 har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 4:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 6 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 4:
Svin nr. 6: ”… Ved den kliniske undersøgelse af den levende gris kunne det konstateres, at grisen var springhalt på højre bagben. Området omkring hoften var hævet, og området var hårdt. Efter aflivning blev der skåret op i dette område, og her kunne det konstateres, at der var tale om en byld/ledbetændelse i hofteleddet.”
Rådet finder, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig med springhalthed på højre bagben og hævelse af hofteområdet.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svin nr. 6 ikke var egnet til transport, og at det, ved at være læsset og transporteret til samlested, uden adskillelse fra andre svin, har været udsat for risiko for bid, tråd, puf og stød fra de andre svin og mod vognens sider.
Rådet finder, at svin nr. 6 har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 5:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 7 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 5:
Svin nr. 7: ”… Ved den kliniske undersøgelse af den levende gris, kunne det konstateres at den havde halebid. Halen var delvis bidt af, det yderste stykke af halen var nekrotisk (= vævsdød). Området oppe over det nekrotiske område var rødt og hævet.”
Rådet finder, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig med rødme og hævelse ved haleroden og nekrose af den yderste halvdel af halen.
Rådet finder, at dyr med alvorligt åbne sår ikke er egnede til transport. Et sår er åbent, såfremt huden er gennembrudt til de underliggende væv.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svin nr. 7 ikke var egnet til transport, og at det, ved at være læsset og transporteret til samlested, uden adskillelse fra andre svin, har været udsat for risiko for bid, puf og stød fra de andre svin og mod vognens sider.
Rådet finder, at svin nr. 7 har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 6:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 8 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 6:
Svin nr. 8: ”… Ved den kliniske undersøgelse af den levende gris, kunne det konstateres, at den nødigt ville gå. Når den gik, var dens gang stikkende, og den gik ikke normalt på bagbenene. Når den stod stille aflastede den bagbenene på skift, og den lagde sig hurtigt ned igen. Grisen viste tydelige tegn på smerte, den var uvillig til at bevæge sig, lagde sig ned på trods af, at man stod helt tæt på den. Der var begyndende atrofi (muskelsvind) af bagparten.”
Rådet finder, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig med udpræget gangbesvær med usikker gang på bagbenene, som var understillede, og blev aflastet skiftevis når svinet stod stille.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svin nr. 8 ikke var egnet til transport, og at det, ved at være læsset og transporteret til samlested, uden adskillelse fra andre svin, har været udsat for risiko for bid, puf og stød fra de andre svin og mod vognens sider.
Rådet finder, at svin nr. 8 har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 7:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 7:
Der skal henvises til Rådet udtalelse af 17. februar 2009 om transport af syge- eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, der kan findes på Rådets hjemmeside.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 3. maj 2022 fra Statsadvokaten i Viborg:
Spørgsmål 8:
Med udgangspunkt i embedsdyrlægens beskrivelse af tilstanden hos grisene nr. 2, 4, 5 og 6, og under henvisning til det i sagen foreliggende materiale samt fagdyrlæge xs besvarelse af advokatens spørgsmål 1, kan Rådet så oplyse, hvorvidt det har nogen betydning for vurderingen af grisenes tilstande på pålæsningstidspunktet, herunder transportegnethed, om der kan fastlægges en bagvedliggende diagnose for grisenes halthed?
Svar ad 8:
Det fremgår af Det Veterinære Sundhedsråds redegørelse om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, at dyr, der ikke kan gå og stå ved egen hjælp, eller dyr, der er springhalte, svært støttehalte eller udpræget gangbesværede på grund af diagnosticeret eller formodet knoglebrud, ledskred, smertefulde betændelsestilstande i lemmerne (ledbetændelse, seneskedebetændelse o. lign.) samt dyr som lider af almen svækkelse, må ikke transporteres levende til slagtning eller til levebrug, men skal aflives eller nødslagtes på stedet.
Det fremgår således af Rådets redegørelse, at der ikke nødvendigvis skal foreligge en konkret diagnose for at vurdere transportegnethed, idet denne kan vurderes ud fra bl.a. dyrets kliniske tegn, herunder halthed og hævelse.
Rådet skal endvidere udtale, at dyr ved påbegyndelse af en transport skal være transportegnede. Dette omfatter, at dyrene skal være i en tilstand, hvor de er tilstrækkeligt robuste til at gennemføre den planlagte transport uden at påføres unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Det er velkendt, at halthed kan forværres under transport, idet bevægeapparatet belastes, når dyrene drives fremad, under transportvognens bevægelser, m.v.. Rådet skal således understrege, at enhver tvivl, der kan opstå, når et dyr befinder sig i grænseområdet mellem at blive anset for at være transportegnet eller ej, skal komme dyret til gode.
Indretning og lysforhold på et læsningsområde skal være af en sådan beskaffenhed, at hvert enkelt dyr kan inspiceres af chaufføren, således at dyr, som ikke er transportegnede, kan identificeres i flokken. Der skal være afsat tilstrækkelig tid til læsningen og pålæsningsfaciliteterne skal være indrettet således at det muligt at identificere og frasortere eventuelt ikke transportegnede svin.
Spørgsmål 9:
Med udgangspunkt i embedsdyrlægens beskrivelse af tilstanden hos gris nr. 7 og 8, og under henvisning til det i sagen foreliggende materiale samt fagdyrlæge xs besvarelse af advokatens spørgsmål 3, kan Rådet så oplyse, hvorvidt det fortsat er Rådets vurdering, at grisenes lidelser var let erkendtlige på pålæsningstidspunktet?
Svar ad 9:
Gris nr. 7 havde en let erkendbar læsion i den yderste del af halen jf. fotomappens foto 18 og 19. Der ses tydelig vævsdød med misfarvning af halen. Denne type læsion er almindeligt forekommende hos svin og må anses for velkendt af såvel staldpersonale som chauffører. Tilstanden har været let erkendbar på pålæsningstidspunktet.
Gris nr. 8 var ved ankomsten til slagteriet halt på begge bagben. Grisen var uvillig til at gå, og når den gik havde den en stiv og stikkende gang. En årsag til dette blev ikke fastslået. Tilstandens kroniske karakter understøttes af embedsdyrlægens observation af begyndende svind af muskulaturen af bagparten.
Rådet finder, at gris nr. 8 har haft en grad af bevægelsesforstyrrelse ved pålæsningen, og at en vurdering af grisen også på dette tidspunkt ville have medført påvisning af svind af muskulaturen. Idet der skal henvises til svar ad. 8, burde gris nr. 8 således ikke have været transporteret.
Dyrlæge x kommenterer i spørgetemaet på manglende dokumentation for muskelsvind hos gris nr. 8. Rådet har lagt embedsdyrlægens fund til grund og ser intet belæg for at betvivle embedsdyrlægens observation. Dette skyldes blandt andet, at visse tilstande, som eksempelvis svind af muskulatur, bedst erkendes hos det levende svin eller eventuelt på en symmetrisk ophængt slagtekrop. Svind af muskulatur kan være vanskeligt at dokumentere med fotooptagelser, især i tilfælde hvor muskelsvindet er symmetrisk og ikke udtalt.
Spørgsmål 10:
Med udgangspunkt i embedsdyrlægens beskrivelse af tilstanden hos gris nr. 8, og under henvisning til det i sagen foreliggende materiale samt fagdyrlæge xs besvarelse af advokatens spørgsmål 1, kan Rådet så oplyse, hvorvidt det på baggrund af grisens fremtoning på den i sagen indeholdte videosekvens kan konkluderes, at grisen var uden tydelige tegn på smerte, ligesom Rådet bedes oplyse, hvorvidt det har nogen betydning for vurderingen af grisens tilstand på pålæsningstidspunktet, herunder transportegnethed, om der kan fastlægges en bagvedliggende diagnose for grisens halthed?
Svar ad 10:
Rådet bemærker, at spørgsmålet ensidigt fokuserer på smerte. Rådet skal fremhæve, at dyrevelfærdsloven er bredere formuleret, idet dyr jf. § 2 i loven skal ”beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.” Ved vurdering af sager indbragt for Rådet foretager Rådet en veterinærfaglig vurdering af dyrets tilstand ud fra dyrvelfærdslovens fulde tekst.
Rådet vurderer ikke de enkelte elementer i beskrivelse af klinisk tegn m.v. enkeltvis, men foretager en samlet vurdering af sagens akter. Af embedsdyrlægens beskrivelse fremgår, at ”Ved den kliniske undersøgelse af den levende gris, kunne det konstateres, at den nødigt ville gå. Når den gik, var dens gang stikkende, og den gik ikke normalt på bagbenene. Når den stod stille aflastede den bagbenene på skift, og den lagde sig hurtigt ned igen”. Rådet finder intet belæg for at betvivle embedsdyrlægens observation af den levende gris. Rådet finder, at en gris som bevæger sig på denne måde, er smertepåvirket fra bevægeapparatet.
På videosekvenserne ses tydeligt, at grisen nødigt træder igennem på højre bagben. Den bevæger sig frem med korte skridt, opkneben bug og med krum ryg som tegn på smerte. Grisen lægger sig hurtigt ned igen under iagttagelse af stor forsigtighed. Denne adfærd er således i overensstemmelse med embedsdyrlægens kliniske beskrivelse.
Spørgsmål 11:
Afsluttende skal jeg forespørge, om erklæringen fra fagdyrlæge x samt forklaringerne fra byretten giver anledning til yderligere bemærkninger, herunder om fagdyrlægens erklæring giver anledning til, at Rådet ønsker at ændre eller komme med tilføjelser til Rådets udtalelse af 13. januar 2020.
Svar ad 11:
Rådet skal udtale, at der ved den aktuelle transport var tale om eksport af grise med omlæsning. Transporter med omlæsning på et samlested eller marked, vil ofte give øget uro, nervøsitet og aggressivitet hos dyrene, og kan derfor være en yderligere belastning. Dette skal ejer såvel som transportør være ekstra opmærksomme på, når de vurderer de enkelte dyr forud for transporten.
Rådet skal også udtale, at dyr ved påbegyndelse af en transport skal være transportegnede. Dette omfatter, at dyrene skal være i en tilstand, hvor de er tilstrækkeligt robuste til at gennemføre den planlagte transport uden at påføres unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Da de pågældende dyr udviste svære grader af haltheder, m.v. har de således de facto været uegnede til transport.
Spørgsmål 12:
Med hvilken begrundelse vurderes videoen af gris nummer 8 som tilstrækkeligt grundlag til at kunne fastslå, hvordan grisen gik ved pålæsning, da der ikke i sagen foreligger noget veterinærfagligt bevis for hvad grisen fejlede?
Svar ad 12:
Idet der skal henvises til svar ad 10, skal Rådet gentage, at Rådet ikke vurderer de enkelte elementer i beskrivelse af klinisk tegn m.v. enkeltvis, men foretager en samlet vurdering af sagens akter. Rådets udtalelse vedr. gris nr. 8 er således ikke alene baseret på videomaterialet. I øvrigt skal der henvises til svar ad 9.
Spørgsmål 13:
Er gris 7 undersøgt tilbundsgående med henvisning til retningslinjerne i Fødevarestyrelsens transport guide og danner den foretagne undersøgelse et tilstrækkeligt grundlag til at vurdere grisen som ikke transportegnet? I givet fald med hvilken begrundelse?
Svar ad 13:
Gris nr. 7 har jf. svar ad. 9 en let erkendbar læsion i den yderste del af halen idet der tydelig ses vævsdød med misfarvning af halen. Der foreligger således vævsdød (nekrose) af den yderste del af halen. Halen fremstår i øvrigt rød og hævet som tegn på en betændelsesreaktion. Disse fund er tilstrækkelige til at fastslå, at grisen ikke var transportegnet.
Spørgsmål 14:
Med udgangspunkt i den undersøgelse, der er foretaget af gris nummer 7, på hvilket grundlag kan det så konkluderes, at grisen har været udsat for høj grad af smerte?
Svar ad 14:
Der foreligger ikke en beskrivelse af specifik undersøgelse af smertereaktion, hvorfor Rådet baserer sin udtalelse på Rådets generelle viden om og erfaring med halelæsioner hos grise. Der foreligger vævsdød af den yderste del af halen, skønsmæssigt omfattende ca. 50% af denne. Den øvre del af halen fremstår hævet og beskrives som værende rød; en tilstand Rådet vurderer som værende udløst af inflammation. Foto 17 i Fotomappen viser halen på gris nr. 7 sammenlignet med 2 andre grise.
Vævsdød i halen af en gris er forbundet med overgriben på de underliggende knogler, der ligeledes undergår vævsdød. Vævet bliver inficeret med bakterier, når det oprindelige sår opstår sfa. bid fra en anden gris og fra staldmiljøet. Herved opstår der en infektion, der kan brede sig op mod haleroden og udløse en betændelsestilstand. Denne er smertevoldende, og dyr med inficerede halelæsioner skal behandles med antibiotika og smertestillende lægemidler.
Afgørelse:
Besætningsejer:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9 § 1 og 2, jf. bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr § 19, st. 1, jf. § 5 og jf. transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 6 ved den 5. december 2018 i forbindelse med udøvelse af erhverv som besætningsejer at have behandlet seks grise groft uforsvarligt, idet sigtede lod dem transportere, selvom grisene ikke var transportegnede.
Sagen blev afgjort med bødeforelæg på 25.000 kr.
Chauffør:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdsloven samt transportbekendtgørelsen, ved den 5. december 2018 i forbindelse med udøvelse af erhverv som chauffør, at have behandlet seks grise groft uforsvarligt, idet disse blev transporteret, selv om grisene ikke var transportegnede.
Retten fandt, at skavankerne på de fire grise, der var halte, havde været af en sådan karakter, at disse var tydelige både før og under pålæsningen. Tiltalte burde således have opdaget disse grises tilstande, og havde handlet uagtsomt ved ikke at have tilrettelagt pålæsningen på en sådan måde, at der var rimelig mulighed for at opdage grisenes tilstande. På baggrund af de tre dyrlægers vidneforklaringer fandt retten det dog for betænkeligt at lægge til grund, at skavankerne på gris nr. 7 og nr. 8, ud fra karaktererne af disse grises lidelser, havde været synlige ved pålæsningen. Tiltalte havde derfor ikke handlet uagtsomt i forhold til disse grise. Tiltalte blev alene fundet skyldig i at have behandlet fire grise groft uforsvarligt ved transporten.
På baggrund af Fødevarestyrelsens praksisændring i forhold til politianmeldelse af chauffører, fandt retten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at straffen for tiltalte skulle bortfalde, jf. straffelovens § 83.
Statskassen skulle betale de omkostninger, som vedrørte tiltalte, herunder halvdelen af udgiften til indhentelse af sagkyndig erklæring, svarende til 10.920 kr. + moms.
Transportvirksomhed:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdsloven samt transportbekendtgørelsen i forbindelse med udøvelse af erhverv som transportvirksomhed, at have været ansvarlig for at chaufføren, behandlede seks grise groft uforsvarligt, idet disse blev transporteret, selv om grisene ikke var transportegnede.
Da chaufføren på uagtsom vis havde tilsidesat sin handlepligt ved transporten af de skadede grise, blev transportvirksomheden ligeledes fundet skyldig i den rejste tiltale, med den samme begrænsning, at virksomheden alene var ansvarlig for, at fire grise ved transporten blev udsat for grov uforsvarlig behandling. Straffen blev fastsat til en bøde på 100.000 kr.
Retten lagde ved fastsættelsen af bøden vægt på forholdets karakter og grovhed, hvor der blev dømt for groft uforsvarlig behandling af fire grise til samtidig pådømmelse i erhvervsmæssigt forhold, og at tiltalte transportør tidligere var straffet for lignende overtrædelse.
Tiltalte skulle betale de omkostninger, der vedrørte selskabet, herunder den resterende halvdel af udgiften til indhentelse af sagkyndig erklæring fra fagdyrlæge, svarende til 10.920 kr. + moms.
Sagen blev anket til landsretten og angik alene straffastsættelsen.
Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at retningslinjerne i ”Vejledning om ny model for sanktionering og opfølgning på transportområdet” fra Miljø- og Fødevareministeriet ville have ført til at undlade politianmeldelse i et tilfælde som det foreliggende efter den 1. oktober 2020.
På denne baggrund sammenholdt med sagens oplysninger i øvrigt forelå der ikke sådanne formildende omstændigheder, at straffen kunne bortfalde, jf. straffelovens § 83, 2. pkt.
Spørgsmålet var herefter, om der efter straffelovens § 89 skulle udmåles en tillægsstraf til de afgørelser, der var i perioden fra den 25. februar 2019 til den 6. juli 2022, hvor selskabet var idømt bøder for et samlet beløb på 655.500 kr.
Tiltalte var nu fundet skyldig i et fjerdegangstilfælde af overtrædelse af dyrevelfærdsloven, hvor fire grise blev udsat for grovere uforsvarlig behandling.
Dommen blev afsagt med dissens.
Dommerflertallet fandt efter grovheden af det forhold, tiltalte nu var dømt for, sammenholdt med selskabets tidligere straffe for ligeartet kriminalitet, at der efter en konkret vurdering skulle udmåles en tillægsstraf til de ovenfor nævnte straffe efter principperne om absolut kumulation, og at tillægsbøden derfor passende kunne fastsættes til 160.000 kr.
Dommerne lagde herved navnlig vægt på det oplyste om virksomhedens aktiviteter og omfanget heraf, og at en tillægsstraf i en situation som den foreliggende ikke kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder i artikel 49, stk. 3, om, at straffen skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen. Efter oplysningerne om sagens forløb fandt dommerne endvidere, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte bøden på grund af lang sagsbehandlingstid. De lagde herved vægt på sagens karakter og kompleksitet, og at den måtte forelægges for Det Veterinære Sundhedsråd to gange.
For så vidt angik spørgsmålet om sagsomkostninger bemærkede landsretten, at udtalelsen fra fagdyrlægen vedrørte et område, der lå inden for Det Veterinære Sundhedsråds kompetence. Udtalelsen var indhentet uden byrettens medvirken og havde ikke haft betydning for sagens udfald. Betingelserne for undtagelsesvist at pålægge det offentlige at afholde udgiften til udtalelsen helt eller delvist var derfor ikke opfyldt, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt.
Byrettens omkostningsafgørelse blev derfor ændret på dette punkt, således at statskassen ikke skulle afholde nogen del af udgiften hertil. Med de anførte ændringer blev byrettens dom stadfæstet.