2020-24-0152-00209

Slagtesvin fik delvis amputeret højre bagben på lastbilen

29-05-2020

Skrivelse af 6. februar 2020 fra Nordjyllands Politi (5100-89111-00021-19).
Under pålæsning af nogle svin der skulle eksporteres, kom et slagtesvin til skade i forbindelse med hævning af læsserampe til 3. etage. Dyret fik højre bagben i klemme mellem to etager, og benet blev delvis amputeret, idet de to dele kun var forbundet af en sene. Dyret skreg af smerte og blev straks aflivet.

Rådet udtalte 29. maj 2020:

Spørgsmål 1:

Om transportør, …, eller dennes ansatte, ved at have påført en gris den beskrev­ne skade og lidelse, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og udsat grisen for unødig smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald

Spørgsmål 2:

Om transportvirksomheden, …, eller dennes ansatte derved har udsat dyret for uforsvarlig, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Svar ad 1 og 2:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 18. december 2019:

”Da chaufføren under pålæsningen hævede rampen med pålæssede grise op mod tredje etage, fik en gris på rampen højre bagben i klemme mellem rampen og lastbi­lens bagside, der var lukket med låger. Chaufføren opdagede straks den skadede gris og kørte rampen ned igen, hvor det konstateredes, at grisen havde fået skåret højre bagben af, så højre bagben kun hang i et stykke sene. Grisen skreg af smerte, mens den først sad ned og herefter humpede rundt på de resterende 3 ben. Embedsdyrlæ­gen påbød straks den besætningsansatte at aflive grisen, og grisen blev aflivet på be­sætningens læsserampe kort tid efter. Embedsdyrlægen var til stede på rampen un­der pålæsningen og overværede hele hændelsen. Der sås friskt blod på lastbilens bag­side, hvor grisens ben kom i klemme…

Der er tillige optaget billede af bagsiden på lastbilen, hvor grisen fik bagbenet i klemme mellem de to gulvplader og rampens gulv. Der ses friskt blod på kanten på gulvpladerne samt på lågen på dækket nedenunder.

Den skadede gris pådrog sig en akut, traumatisk, komplet åben fraktur af metatarsus på højre bagben (se fotos i fotomappe, bilag 2). Lidelsen er en stærkt smertevoldende og fatal tilstand.”

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at det bør være sikret, at dyrene ikke kan komme til skade ved transportvognens låger, skodder, gulv mm., herunder når etagedækkene bliver sænket/hævet.

Rådet finder, at svinet, ved at være kommet til skade på transportvognen således, at det fik åbent brud af metatarsus på højre bagben, derved har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at svinet har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1.

Spørgsmål 3:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger.

Svar ad 3:

Rådet skal bemærke, at enhver form for transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.

Afgørelse:

Der var to tiltalte.

Transportvirksomhed:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 9, jf. stk. 1l, jf. § 1, samt bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 § 35, stk. 1, jf. Rådets Forordning nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport artikel 3, litra c og litra d, og artikel 6, stk. 3, jf. bilag I, kapitel II, pkt. 1.1., litra a, ved at være ansvarlig for, at køretøjerne ikke var udformet og indrettet så dyr ikke kunne komme til skade eller påføres unødig lidelse, samt ansvarlig for, at chaufføren i forbindelse med læsning af lastbilen behandlede en gris groft uforsvarligt med karakter af mishandling, idet grisen i forbindelse med pålæsningen fik sit højre bagben i klemme, da chaufføren benyttede og hævede læsserampen, hvorved grisen fik benet kappet af, og hvorved grisen ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Afgjort ved bødeforelæg på 35.000 kr.

Chauffør:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. l, jf. stk. 9, jf. § 1, samt bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 § 35, stk. 1, nr. i , jf. Rådets Forordning nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport artikel 3, litra c og litra d, ved som fører, i forbindelse med læsning af lastbilen, behandlede en gris groft uforsvarligt med karakter af mishandling, idet grisen i forbindelse med pålæsningen fik sit højre bagben i klemme, da tiltalte anvendte og hævede læsserampen, hvorved grisen fik benet kappet af, og hvorved grisen ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Afgjort ved bødeforelæg på 20.000 kr.