Rådet udtalte 11. februar 2020:
Spørgsmål 1:
Finder Rådet, at besætningsejer/driftsleder ved at lade slagtesvinet gå i besætningen i flere uger uden at lade dyret aflive eller give dyret behandling, derved har undladt at behandle dyret forsvarligt og omsorgsfuldt jf. dyreværnslovens § 1 og § 2, samt i bekræftende fald, finder rådet da, at der er tale om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyret?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 10. januar 2019, at embedsdyrlægen ved det levende syn på slagteriet observerede et slagtesvin med tegn på betændelse og vævsdød omkring endetarmsåbningen. Dyret var ikke adskilt fra de øvrige dyr på transporten.
Ved embedsdyrlægens kliniske samt post mortem undersøgelse af dyret fandtes følgende:”… dyret havde påvirket almenbefindende, idet dyret sitrede kraftigt over hele kroppen... Selv efter 20 minutters hvile i sygefolden kunne der fortsat konstateres kraftig sitren hos dyret.
Ved dyrets bagende kunne der ses kraftig rødme af huden omkring endetarmsåbningen for oven. Dyrets endetarmsåbning fandtes permanent udspilet, således at åbningen var ca. 4 cm bred og ca. 3 cm høj og der hang mørkfarvede, gråsorte trevler af dødt tarmvæv 4-5 cm ud gennem endetarmsåbningen. Området omkring endetarmsåbningen fandtes rødt og udspilet, se foto 1 og 2 i fotomappe, bilag 2.
Dyret fandt sig villigt i undersøgelsen. Dyret fremstod varmere end normalt i hudoverfladen. Bagparten og i særdeleshed det røde område omkring endetarmsåbningen var endog meget varmere end den øvrige hudoverflade. Dyret reagerede ikke på berøring af huden på bagenden.
Ved let tryk i knibtangsbevægelse omkring endetarmsåbningen reagerede dyret ved at vise tegn på smerter/ubehag med øget hudsitren og bevægede sig hurtigt væk fra undersøgeren.
Det var grundet læsionen ikke muligt at måle dyrets temperatur.
…
Ved undersøgelsen af det afskårne præparat kunne det konstateres, at det nekrotiserede væv bestod af en dobbeltvæg af endetarm, således at der tidligere i forløbet havde hængt en mængde tarm ud af endetarmsåbningen, og at dette eksponerede tarmstykke sidenhen var forsvundet - enten nekrotiseret af (afstødt grundet vævsdød) eller ædt af stifæller. Området omkring den yderste del af endetarmen var sæde for kraftig reaktion - nekrose (vævsdød), ødemdannelser, områder med fibrin og reparationsvæv. Det inderste og yderste stykke tarm var fasthæftet til hinanden med arvæv og tarmstykket sad således fast og kunne ikke ændre position, d.v.s. at de ved aflæsningen synlige tarmtrevler også har været synlige i forbindelse med pålæsningen og længere tid forud for dette. Fra yderste tarmtrevls ende og ca. 5-6 cm ind fandtes vævet nekrotisk i større eller mindre grad, se foto 3-10 i bilag 2, fotomappe.
I overgangen mellem prolapset og den normale tarmslimhinde fandtes en tydelig afgrænsning - en såkaldt demarkationszone (foto nr. 9)…”.
Af Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, attest af 30. april 2019 fremgår bl.a. følgende:
” … Præparatet… omfattede en hale, en del af analåbningen og den aborale del af rektum samt et påsiddende hudstykke. Analåbningen og rektum var sagittalt gennemskåret ved modtagelsen.
Ved inspektion af præparatet fandtes rektum at være prolaberet ud gennem analåbningen således, at tarmslimhinden var synlig. Det prolaberede væv målte i længderetningen ca. 2 cm og fremstod ulcereret, ødematøst, nekrotisk og belagt med fibrin. Den fibrinonekrotiserende ulceration på tarmslimhinden strakte sig ca. 4-5 cm i oral retning. Ved gennemskæring af rektum fandtes umiddelbart under den ulcererede og prolaberede tarmslimhinde granulationsvæv og nydannet bindevæv med en tykkelse på henholdsvis ca. 0,6 cm og ca.0,5-0,7 cm.
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at præparatet var sæde for en kronisk rektalprolaps med fibrinonekrotiserende ulcerationer på tarmslimhinden. Baseret på mængden af granulationsvæv og nydannet bindevæv vurderes forandringerne at have en alder på flere uger.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Dyr med endetarmsprolaps skal ydes adækvat og sufficient undersøgelse og behandling, når lidelsen opstår. Vurderes et tilfælde af endetarmsfremfald at være egnet til behandling, finder Rådet, at dyret skal isoleres i en sygesti med passende bekvemt underlag, smertebehandles og vurderes dagligt. Hvis dyret ikke bedres væsentligt eller kommer sig inden for en uge, skal det aflives.
Rådet finder, at slagtesvinets tilstand har været tydelig og let erkendelig og burde for længst ved de daglige tilsyn have været erkendt og afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at svinet, straks prolapsen blev konstateret, var blevet sufficient undersøgt og behandlet, eller såfremt prolapsen ikke blev fundet egnet til behandling, var blevet aflivet.
Rådet finder, at svinet ved ikke at være underlagt løbende vurdering og rettidig aflivning under opholdet i besætningen har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Finder rådet, at besætningsejer/chauffør mv., ved at lade slagtesvinet transportere fra besætningen til slagteriet, derved har undladt at behandle dyret forsvarligt og omsorgsfuldt, samt i bekræftende fald, finder rådet da, at der er tale om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyret?
Svar ad 2:
Rådet finder dyr med endetarmsfremfald for uegnede til transport.
Lægges ovennævnte, det medsendte billedmateriale samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at slagtesvinet ved at være læsset og transporteret med kronisk endetarmsfremfald har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og er ikke behandlet omsorgsfuldt.
Slagtesvinet har derved været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1 og 2.
Spørgsmål 3:
Giver sagen i øvrigt rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 3:
Der skal henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste samt Rådets reviderede udtalelse af 1. oktober 2013 om svin med rektalprolaps, som kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, samt transportbekendtgørelsen § 35, stk. 1, nr. 1, ved som landmand og besætningsejer, at have behandlet et svin groft uforsvarligt, idet dyret havde gået i besætningen gennem flere uger med kronisk rektalprolabs, der resulterede i nekrotiserende proktitis uden at dyret var givet passende behandling eller aflivet, endvidere blev dyret transporteret, selvom det ikke var transportegnet.
Retten lagde til grund, at tiltalte havde haft svinet og ladet det transportere med kronisk endetarmsprolaps, som havde stået på i flere uger forud for aflivningen.
Retten lagde endvidere efter bevisførelsen til grund, at det både i forbindelse med læsningen af svinet og i forbindelse med det dagligt tilsyn af svinet, burde have været opdaget af tiltalte, at svinet led en smertefuld lidelse, som burde have været behandlet.
Retten fandt derfor tiltalte skyldig i den rejste tiltale. Straffen blev fastsat til en bøde på 35.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 20 dage.
Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.