Rådet udtalte 7. maj 2020:
Spørgsmål 1:
Rådet anmodes om, at foretage en vurdering af uforsvarligheden.
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har grisen derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens skrivelse af 28. maj 2019:
”Ved den klinisk undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at halen var hævet i næsten hele sin længde og mistede sin normal form. På halespidsen sås der rødme og ikke afhelet, kronisk sår dækket med nekrotisk væv (dødsvæv) (foto nr. 1 - 3, jf. bilag 2). Halen var øm ved berøring.
Dyret var normal i huld.
Ved undersøgelsen efter den slagtemæssige behandling af slagtekroppen fandtes… også en kronisk byld i lunge (foto nr.13 og 14, bilag 2).
Infektion i halen er ofte indgangsport for bakterier, som spreder sig med blodet i hele kroppen.
Slagtekroppen var ikke egnet til konsum og blev totalkasseret.”
Følgende fremgår af Sektion fra Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU-SUNDs skrivelse af 7. oktober 2019:
”Hale:
Hele præparatet målte ca. 28 x 23,5 cm. Halen havde en længde på ca. 17,5 cm og en diameter på ca. 4 cm målt ved basis. Ved inspektion af halen fandtes den yderste del at være sæde for en nekrotiserende ulceration, som var stedvis skorpebelagt Ulcerationen strakte sig over ca. 1-2 cm af den yderste del af halen og havde et overfladeareal på ca. 10 cm2. I ulcerationen fandtes et indhak med en dybde på ca. 1,5 cm. Halen var fortykket ca. midt på, hvor den målte ca. 3,5 cm i diameter.
Efter sagittal gennemskæring af halen fandtes under ulcerationen granulationsvæv med en tykkelse varierende fra ca. 0,3-0,4 cm. Der fandtes nekrose af den yderste halehvirvel samt kronisk purulent osteomyelitis med sekvestrering i den tredje yderste halehvirvel.
Ribben:
Ved modtagelsen var ribbenet saggitalt gennemskåret i den distale del ved den costochondrale overgang, således at ribbenet her var delt i to. Den ene del målte ca. 19x4 cm, og den anden del målte ca. 8 x 3,5 cm. Ved inspektion fandtes i den distale del af ribbenet (i metafysen) et område på ca. 2 x 2 cm med kronisk purulent osteomyelitis. Området var omgivet af granulationsvæv med en tykkelse på op til ca. 0,5 cm og bindevæv med en tykkelse på op til ca. 0,1-0,2 cm.
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at halen er sæde for en nekrotiserende ulceration samt nekrose og kronisk purulent og sekvestrerende osteomyelitis i yderste og tredjeyderste halehvirvel. Ribbenet er sæde for kronisk purulent osteomyelitis i metafyseområdet. Baseret på mængden af granulationsvæv og bindevæv vurderes forandringerne i begge præparater at have en alder på flere uger.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at dyr med alvorligt åbne sår ikke er egnede til transport.
Lægges ovennævnte, medsendte sagsakter og fotomateriale til grund, finder Rådet, at slagtesvinets læsioner har været tydelige og let erkendelige ved det daglige tilsyn i besætningen, og at dets situation for længst burde have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at dyret var blevet opstaldet i en sufficient indrettet sygesti, tilset af en dyrlæge og behandlet eller aflivet. Slagtesvinet burde ikke have været transporteret levende til slagtning. Under opholdet i besætningen samt under læsning og transport har dyret været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at slagtesvinet i besætningen samt under læsning og transport har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Der skal endvidere henvises til Rådets udtalelse af 17. februar 2009 om transport af syge- eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, der kan findes på www.detvetsund.dk.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 29. juli 2020:
Spørgsmål 1:
Er grisens sår på halen veterinærfagligt at betragte som et alvorligt åbent sår? Svaret bedes begrundet, herunder bedes fremgår, hvorledes Rådet definerer et sår som ’’åbent”.
Svar ad 1:
Svinets sår er at betragte som et alvorligt åbent sår, idet der på halespidsen sås et ikke afhelet, kronisk sår dækket med nekrotisk væv (dødsvæv).
Et sår er en læsion i huden eller en slimhinde, som gennembryder det øverste lag (hhv. overhuden/epidermis eller slimhinden/tunica mucosa), således at det underliggende væv blottes. Et sår betragtes som åbent, såfremt dette ikke er dækket af overhud eller slimhinde og betragtes modsat som lukket, når det er dækket af overhud eller slimhinde.
Spørgsmål 2:
Er der tale om et ’’akut” halebid, jf. embedsdyrlægen i bilag (1,2)? Svaret bedes begrundet, herunder bedes det fremgår, hvorledes Rådet definerer el halebid/halesår som ’’akut”.
Svar ad 2:
Det fremgår af obduktionsrapporten fra Sektion for Patologi ved Københavns Universitet, at ”det kan det konkluderes, at halen er sæde for en nekrotiserende ulceration samt nekrose og kronisk purulent og sekvestrerende osteomyelitis i yderste og tredje-yderste halehvirvel.”. Der er således tale om et kronisk halesår. Ved den kliniske/ante-mortem undersøgelse kan typisk kun overfladen af en læsion iagttages. I det aktuelle tilfælde konstateres rødme, hævelse og ømhed, hvilket er tegn på en betændelsesreaktion, som ses både ved akutte læsioner og kronisk, såkaldte aktive læsioner.
Rådet definerer en akut læsion som en tilstand, der manifesterer sig ved rødme, varme, hævelse, ømhed og nedsat funktion og med samtidig fravær af tegn på kronisitet. Det skal understreges, at der i kroniske læsioner kan være områder af mere akut karakter, uden at dette overordnet ændrer aldersvurderingen til kronisk.
Spørgsmål 3:
Har halesåret med komplikationerne været erkendelige forud for transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?
Svar ad 3:
Det fremgår af embedsdyrlægens skrivelse af 28. maj 2019, at ”Ved den klinisk undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at halen var hævet i næsten hele sin længde og mistede sin normal form. På halespidsen sås der rødme og ikke afhelet, kronisk sår dækket med nekrotisk væv (dødsvæv)….. Halen var øm ved berøring.”
På baggrund af dette vurderer Rådet, at halesåret i form af læsionen i huden og hævelsen af næsten hele halen var erkendelig forud for transporten. At der foruden et sår er en hævelse af hele halen, er en erkendelig komplikation. Den underliggende knoglebetændelse (osteomyelitis) kunne imidlertid næppe erkendes med sikkerhed.
Spørgsmål 4:
Kan halesårets tilstand og udseende være blevet forværret under transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?
Svar ad 4:
Under transporten kan halespidsen udsættes for traumer fra vognens bund og sider, bid og skub fra andre svin m.v., hvorved den allerede eksisterende læsion kan få yderligere skade, typisk i form af afskrabning af såroverfladen eller bidsår. Af fotooptagelserne inden aflivning ses ikke tegn på bidskader, men der ses mindre områder, hvor såret fremstår rødligt og uden den misfarvede belægning. Dette kan være resultatet af afskrabning. Dette er imidlertid kun af meget begrænset omfang, og generelt set vurderes sårets tilstand og udseende ikke at være blevet forværret under transporten.
Spørgsmål 5:
Er det sandsynligt, at halen kan have været helet og dækket af sårskorpe og skidt forud for transporten, for derefter at blive brudt op under transporten resulterende i et udseende ad foto 1-6?
Svar ad 5:
Nej. Såret kan ikke være helet forud for transporten og opnået det udseende sagens akter beskriver.
Rådet finder, at spørgsmålet er selvmodsigende, da et sår ikke er helet, såfremt det er dækket af sårskorpe og skidt. Et sår er først helet, når læsionen er dækket at epithel.
Spørgsmål 6:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 6:
Nej.
Afgørelse:
Tiltalte besætningsejer blev straffet med bøde på 25.000 kr., jf. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1 og 12, jf. § 2, jf. dagældende dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 9, jf. § 1 og § 2, samt transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1 (dagældende § 35, stk. 1, nr. 1), jf. transportforordningens artikel 3, litra b, og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra b.
Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 14 dage.
Straffen for tiltalte chauffør bortfaldt.
Tiltalte transportør blev straffet med bøde på 25.000 kr. jf. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, 12 og 13, jf. § 2, jf. dagældende dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, samt stk. 9 og stk. 11, jf. § 1, samt transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1, jf. stk. 3 (dagældende § 35, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2), jf. transportforordningens artikel 3, litra b og artikel 6, stk. 3, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra b, jf. i det hele straffelovens § 89.
Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 14 dage.