2020-24-0156-00017

Slanger døde af tørst og sult

17-07-2020

Skrivelse af 1. april 2020 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00160-19).
Ejer blev syg og efterlod et antal slanger uden vand, foder og tilsyn i et par måneder. Én slange overlevede.

Rådet udtalte 17. juli 2020:

Spørgsmål 1:

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har slangerne derved været udsat for uforsvarlig behand­ling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling?

Svar ad 1:

I politiets anmeldelsesrapport anføres det: ”I forbindelse med rengøring af en bolig, som var blevet fraflyttet for ca 2 måneder siden, fandt rengø­ringsselskabet flere kasser med døde slanger og en kasse med en levende slange.”

Det angives, at der blev fundet 10 - 15 døde slanger. De døde slanger var bortskaffet uden nærmere undersøgelse. Den levende slange var en pyton på ca. 1 meter. Vægt, køn, nærmere artsbestemmelse eller andre karakteristika er ikke anført.

Ejeren blev afhørt og udtalte: ”… havde ikke passet slangerne, fordi hun var syg…”

Anmelder anfører vedrørende den levende slange: ”Slangen….. var i en kasse i et koldt rum, og den havde ikke adgang til en varmekilde. Slangen havde heller ikke adgang til vand, og den var tynd og kold. Rengøringsmedarbejderne har oplyst, at de har fundet 10-15 døde slanger i lejligheden. Der var heller ingen varme og vand ved disse dyr.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Syge og tilskadekomne dyr skal have en passende behandling. Retter dyrene sig ikke på denne behandling skal dyrene aflives, eller en dyrlæge skal konsulteres.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at slangerne, ved at være efterladt i et rum med lav temperatur, uden vand og foder angiveligt i en periode af cirka 2 måneder fra september til november, og uden dagligt tilsyn har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke er behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.

Rådet finder, at slangerne har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3.

Spørgsmål 2:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 2:

Oplysningerne i sagsakterne peger på, at sigtede ikke har evne eller vilje til at drage omsorg for dyreværnsmæssigt forsvarligt hold af dyr. Dette bør efter Rådets opfattelse føre til overvejelser om, hvorvidt der skal ske hel eller delvis frakendelse af retten til dyrehold, jf. dyreværnslovens § 29. Anvendelse af § 29 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.

Afgørelse:

Ejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk.2, jf. stk. 1, jf. §2, § 3, § 9, stk. 2 og § 18. stk. 1 ved den 7. november 2019 i en længere periode, at have udsat ca. 10-15 slanger for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet tiltalte fraflyttede lejligheden uden at sikre sig dagligt tilsyn og pasning af slangerne, ligesom rum og arealer, hvor slangerne holdtes, ikke var indrettet på en sådan måde, at slangernes behov blev tilgodeset.

I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand blev tiltalte frifundet.