Rådet udtalte 21. april 2020:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovenstående lægges til grund, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt den beskrevne adfærd efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens skrivelse af 6. december 2018:
”…ved det levende syn (kontrol inden slagtning) på slagteriet … den 24. september 2018 kl. ca. 14.30 konstaterede, at en so, som var mager og nedstemt, havde meget svært ved at rejse sig op, da soen skulle forlade transportvognen. Soen gik besværet og haltende fra vognen. Soen var svært støttehalt på venstre bagben, hvilket gjorde, at den allerede i forbindelse med aflæsningen blev sorteret fra de øvrige søer…
… den gangbesværede so ikke var blevet transporteret adskilt fra øvrige dyr…
Klinisk undersøgelse af soen i levende live i staldens sygesti
... Under undersøgelse af soen i sygestien, kunne det konstateres, at soen var støttehalt i svær grad på det venstre bagben. Når soen var overladt til sig selv i hvile i sygestien, stod den med sænket hoved og sitrende muskulatur. Soen lagde ingen vægt på venstre bagben, men støttede alene klovspidserne let mod underlaget. Soen stod med det venstre bagben ført ind under sig og frem foran det højre bagben.
Den lagde fuld vægt på det højre bagben, som var ført ind midt under bagparten for at aflaste det venstre bagben.
Soen bevægede sig nødigt. I bevægelse lagde soen kun ganske lidt vægt på venstre bagben. Soen var således svært støttehalt på venstre bagben, både stående i hvile og under bevægelse.
Muskulaturen på soens bagpart var asymmetrisk ved sammenligning af venstre og højre side af bagparten. Der var et svind af muskulaturen ved hoften og langs ryggen på soens venstre side…
Hårlag på højre side af kroppen var tilsmudset som var et tegn på, at soen havde ligget længe på sin højre side, sandsynligvis for at aflaste og mindske et tryk på sit venstre bagben/hofte.
Soens vanskeligheder ved at rejse sig på vognen, manglende vægtbæring på venstre bagben i hvile og i bevægelse og den sitrende kropsmuskulatur vurderes at være udtryk for, at det var forbundet med høj grad af smerte og ubehag for soen at rejse sig, stå og gå.
Ved palpation (undersøgelse ved berøring) af muskulaturen på venstre bagpart ytrede soen smerte eller ubehag ved at spænde muskulaturen og trække sig væk fra undersøgeren.
Undersøgelse af slagtekroppen på slagtegangen
…Ved indsnit i venstre hofteled fandtes, at hofteleddet var sæde for kronisk aseptisk (ikke bakterielt betinget) ledbetændelse, og at der var et ældre brud på den øverste del af lårbensknoglen, som ikke var helet...”
Af Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskabs skrivelse af 29. august 2019 fremgår følgende:
”Ved inspektion fandtes ledhovedet (caput femoris) af venstre lårben at sidde fast i hofteledsskålen (acetabulum) via et intakt ligament (lig. capitis ossis femoris). Der fandtes komplet brud (fraktur) igennem vækstlinjen på lårbenshalsen (epifysiolyse), således at ledhovedet ikke længere sad fast på lårbenet. Brudenden på lårbenet var deformeret og prolifereret og omgivet af bindevæv med en tykkelse på op til ca. 2 cm. Der blev udtaget prøve fra lårbenshalsen (collum femoris) til histologisk undersøgelse. Ved den histologiske undersøgelse fandtes massiv bindevævsnyddannelse, stedvis knogledebris samt chondroid metaplasi.
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at venstre lårben er sæde for en kronisk fraktur af lårbenshalsen (epifysiolyse). Baseret på tykkelsen af bindevævet samt deformering og proliferation af brudenden vurderes forandringerne at have en alder på flere uger. ”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovenstående til grund, finder Rådet, at soens tilstand, ved de daglige tilsyn i besætningen, har været tydelig og let erkendelig, således som det også fremgår af anmeldelsen. Tilstanden burde for længst have været erkendt og afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at soen straks var blevet aflivet. Soen burde således ikke have været transporteret levende til slagtning.
Rådet finder, at soen, under sygdomsforløbet i besætningen samt under læsning og transport, har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov.
Rådet finder, at soen under det lange sygdomsforløb i besætningen samt under læsning og transport, har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt ovenstående lægges til grund, kan Rådet så udtale sig om alderen på bruddet?
Svar ad 2:
Lægges svar ad 1 til grund, finder Rådet, at bruddet har en alder på flere uger.
Spørgsmål 3:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.
Svar ad 3:
Der henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 1. juli 2021 fra Syd- og Sønderjyllands Politi:
Spørgsmål 1:
Kan Rådet tilslutte sig det af fagdyrlæge ... på s. 1-2 i udtalelsen anførte om, at soens benbrud på flere områder ikke er sammenlignelig med regulære brud på lemmernes knogler, herunder hans konklusion om, at soen i det aktuelle tilfælde har været i et fremskredent stadie 2 med tegn på dannelse af et pseudoled og dermed tæt ved at være i sygdommens stadie 3?
Svar ad 1:
Som det fremgår af sagens akter, herunder sektionsrapporten fra Sektion for Patologi, KU SUND, så havde soen faktuelt en fraktur. Frakturen var lokaliseret i en vægtbærende knogle, idet den var placeret i vækstlinjen i den øverste del af lårbenet.
Årsagen til fraktur indbefatter typisk en grad af belastning eller traumatisering af knoglen, som overskrider brudstyrken. Visse områder af en knogle kan være disponerede for fraktur. Hos svin udgør vækstlinjen i lårbenshovedet et sådant område. Vedrørende udvikling og heling af frakturer henvises til relevant lærebogsmateriale, da dette er et omfangsrigt emne.
I relation til ...s udtalelse s. 1-2 skal Rådet understrege, at uanset årsagen til udvikling af en fraktur, så er de dyrevelfærdsmæssige forhold ikke afgørende forskellige mellem forskellige årsager eller lokalisationer i vægtbærende knogler hos større dyr. Frakturer i relation til hofteleddet, det værende i lårbenshalsen eller i lårbenshovedet, kan til en vis grad stabiliseres af omkringliggende muskulatur og bindevæv. Frakturen immobiliseres imidlertid ikke fuldstændigt, hvorfor der ikke sker en normal heling, men der kan udvikles et pseudoled på frakturstedet. Udvikling af et pseudoled er en langvarig proces, der i det aktuelle tilfælde vurderes at have taget flere uger. Gennem denne periode er soen udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe. Selv efter fuld udvikling af et pseudoled, der ikke er sammenligneligt med en normal ledstruktur, vurderer Rådet, at soen har været udsat for en grad af kronisk smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe, hvor bevægelser i området kan udløse akutte smerteanfald. Tilstanden er, som også anført af ..., ikke af samme styrke som et intakt hofteled, og smerte vil derfor kunne opstå eller forværres betydeligt ved selv mindre fysiske belastninger.
Spørgsmål 2:
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, bedes Rådet desuden besvare, hvilken betydning dette får for vurderingen af soens transportegnethed.
Svar ad 2:
Dette har ingen betydning for transportegnetheden.
Dyr skal ved påbegyndelse af en transport være transportegnede. Dette omfatter, at dyrene skal være i en tilstand, hvor de er tilstrækkeligt robuste til at gennemføre den planlagte transport uden at påføres unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Da soen ved det levende syn på slagteriet var nedstemt, havde meget svært ved at rejse sig op, da den skulle forlade transportvognen og efterfølgende gik besværet og haltende fra vognen, samt var svært støttehalt på venstre bagben, var den de facto uegnet til transport.
Spørgsmål 3:
Kan Rådet tilslutte sig det af fagdyrlæge ... på s. 2 i udtalelsen anførte om, at den patoanatomiske undersøgelse (bilag 10) påviste en massiv bindevævsdannelse i en tykkelse på op til 2 cm., hvorfor der med andre ord var opbygget strukturer, som støttede skaden og aflastede denne i en grad, så smerte og dermed halthed med stor sandsynlighed ikke har været til stede ved pålæsning af soen?
Svar ad 3:
Det fremgår af sektionsrapporten fra Sektion for Patologi at ”Brudenden på lårbenet var deformeret og prolifereret og omgivet af bindevæv med en tykkelse på op til ca. 2 cm.” Rådet kan derfor tilslutte sig, at der påvistes en massiv bindevævsdannelse i en tykkelse på op til 2 cm.
Frakturer af lårbenshalsen og lårbenshovedet samt dislokation af hofteledshovedet kan over tid omgives af betydelige mængder af bindevæv. Under denne periode udsættes dyret for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke behandles omsorgsfuldt eller passes under hensyntagen til dets fysiologiske og sundhedsmæssige behov.
Rådet finder, at læsioner af den beskrevne type vil medføre alvorlig smertefuld halthed i det akutte stadie, hvorfor dyret bør aflives/nødslagtes eller behandles af en dyrlæge med henblik på fuldstændig immobilisering af frakturenderne og smertebehandling. Såfremt dette ikke sker, vil der over tid udvikles bindevæv omkring frakturstedet som til en vis grad stabiliserer området. Tilstanden er, som også anført af ..., ikke af samme styrke som et intakt hofteled, og Rådet finder, at en so med en læsion som i det aktuelle tilfælde vil være gangbesværet/halt.
Rådet finder således, at soen ved pålæsningen på transportvognen har udvist en grad af halthed på venstre bagben, der sammenholdt med asymmetri af krydset og muskelsvind burde have ført til frasortering af soen med henblik på veterinærfaglig undersøgelse og vurdering af transportegnethed.
Spørgsmål 4:
Fagdyrlæge ... har på s. 2 i udtalelsen svaret ja til forsvarerens spørgsmål 1 om, hvorvidt slagtesvinet ved pålæsningen kan have været transportegnet. Da denne konklusion er i modstrid med Deres konklusion, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt ...s vurdering giver Dem anledning til at revurdere Deres konklusion?
Svar ad 4:
Rådet fastholder, at soen ikke var transportegnet, heller ikke separeret fra andre svin.
Spørgsmål 5:
Fagdyrlæge ... anfører på s. 3 i udtalelsen, at embedsdyrlægens konstatering af, at hofteleddet var sæde for en kronisk ikke-infektiøs ledbetændelse ikke genfandtes ved den patoanatomiske undersøgelse, hvorfor embedsdyrlægens diagnose ikke var korrekt. Er Rådet enig i, at embedsdyrlægens diagnose ikke var korrekt?
Svar ad 5:
Embedsdyrlægens opgave er ikke at udføre en tilbundsgående patoanatomisk undersøgelse af en kompliceret læsion, som i det aktuelle tilfælde. Dette skyldes, at præparater fra svin med komplicerede læsioner typisk indsendes til detaljeret patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi. Såfremt embedsdyrlægen skal udføre en tilbundsgående undersøgelse af præparatet forudsætter dette, at præparatet sønderdeles. Dette vil vanskeliggøre og reducere sikkerheden i en efterfølgende decideret patoanatomisk undersøgelse (obduktion). Heraf følger, at embedsdyrlægen ikke i alle tilfælde diagnosticerer korrekt. I det aktuelle tilfælde, vurderer Rådet, at embedsdyrlægen har tolket pseudoleddet som et reelt led, og derfor vurderet tilstanden som en ledbetændelse.
Rådet finder ikke, at dette har betydning for sagen, idet Rådet har vurderet de patoanatomiske forandringer på basis af sektionsattesten.
Spørgsmål 6:
Såfremt spørgsmål 5 besvares bekræftende, anmoder jeg desuden Rådet om at besvare, hvilken betydning dette har for spørgsmålet om soens transportegnethed.
Svar ad 6:
Dette har ikke haft nogen betydning. Se i øvrigt svar ad 5.
Spørgsmål 7:
Fagdyrlæge ... anfører på s. 3 i udtalelsen, at der ikke er overensstemmelse mellem anmeldelsen og Sundhedsrådets udtalelse, samt at der intet steds i Deres udtalelse findes det mindste argument for, hvorfor De opgraderede smerten til højeste grad, således at sagen efter Deres opfattelse angår (grovere) uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling. Jeg anmoder om Rådets bemærkninger til den anførte kritik.
Svar ad 7:
Rådet baserer sin vurdering på sagens samlede akter, herunder at der i sektionsattesten konkluderes ” … at venstre lårben er sæde for en kronisk fraktur af lårbenshalsen (epifysiolyse). Baseret på tykkelsen af bindevævet samt deformering og proliferation af brudenden vurderes forandringerne at have en alder på flere uger”. Rådet finder, at fraktur af lårbenshalsen af en varighed af flere uger hos en so har påført soen højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom soen ikke var behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov. Rådet vurderer, at fraktur af en vægtbærende knogle hos et tungt dyr er mere smertevoldende end en kronisk ledbetændelse. Da embedsdyrlægen fandt, at soen havde en kronisk ledbetændelse frem for en fraktur, er dette baggrunden for diskrepansen.
Spørgsmål 8:
Fagdyrlæge ... anfører på s. 4 i udtalelsen, at det i høj grad er sandsynligt, at soen kan have udvist støttehalt i mindre grad i pålæsningssituationen, samt at transporten har forværret haltheden betydeligt. Kan Rådet tiltræde disse konklusioner?
Svar ad 8:
Rådet finder, at soen har været tydeligt halt i besætningen forud for transporten, samt at der har kunnet observeres asymmetri af krydset og muskelsvind.
Rådet finder det sandsynligt, at transport til udleveringsrummet, læsning og transport kan have forværret graden af halthed.
Spørgsmål 9:
Fagdyrlæge ... konkluderer på s. 5 i udtalelsen, at der ikke er noget i sagens akter, der tydeligt og beviseligt godtgør, at soen har haft udtalt halthed i perioden op til transport. Kan Rådet tiltræde den konklusion?
Svar ad 9:
Fraktur af lårbenshovedet vil i det akutte stadie medføre voldsom smerte og betydelig halthed, eventuelt at soen slet ikke tager støtte på benet. Under den flere uger lange periode, hvor soen rettelig burde have været aflivet, udvikles der bindevæv som til dels stabiliserer hofteledsregionen. I denne periode vil soen have tydelig halthed, men denne kan variere, ud fra hvor meget soen belaster sit bagben, og kan aftage over tid. Rådet finder dog, at soen har været tydeligt halt i besætningen forud for transporten.
Spørgsmål 10:
Såfremt spørgsmål 8 og/eller spørgsmål 9 besvares helt eller delvist bekræftende, anmoder jeg desuden Rådet om at besvare, hvilken betydning det får for Rådets vurdering af dyrets transportegnethed og vurderingen af graden af uforsvarlig behandling?
Svar ad 10:
Det fremgår af Det Veterinære Sundhedsråds redegørelse om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, at dyr, der ikke kan gå og stå ved egen hjælp, eller dyr, der er springhalte, svært støttehalte eller udpræget gangbesværede på grund af diagnosticeret eller formodet knoglebrud, ledskred, smertefulde betændelsestilstande i lemmerne (ledbetændelse, seneskedebetændelse o. lign.) samt dyr som lider af almen svækkelse, må ikke transporteres levende til slagtning eller til levebrug, men skal aflives eller nødslagtes på stedet.
Det fremgår af sektionsattesten ” … at venstre lårben er sæde for en kronisk fraktur af lårbenshalsen (epifysiolyse). Baseret på tykkelsen af bindevævet samt deformering og proliferation af brudenden vurderes forandringerne at have en alder på flere uger”.
Da soen ved det levende syn på slagteriet var nedstemt, havde meget svært ved at rejse sig op, da den skulle forlade transportvognen og efterfølgende gik besværet og haltende fra vognen, samt var svært støttehalt på venstre bagben var den de facto uegnet til transport.
Rådet finder det uden for enhver tvivl, at soen var uegnet til transport, også såfremt dette skete separeret fra andre svin, samt at soen under det lange sygdomsforløb i besætningen samt under læsning og transport, har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 11:
Fagdyrlæge ... anfører på s. 6 i udtalelsen, at såfremt besætningsejer ved skadens opståen har flyttet soen til en sygesti og behandlet den med smertestillende medicin, vil den fysiske ro kombineret med behandlingen have medført, at skaden har haft mulighed for at hele og smerten dermed aftage, så soen har støttet fuldt på benet (på pålæsningstidspunktet). Jeg anmoder om Rådets bemærkninger til den vurdering, herunder om sagens faktiske oplysninger giver anledning til at antage, at dette har været tilfældet.
Svar ad 11:
Det fremgår ikke af sagens akter, eksempelvis i form af medicinprotokol, at soen skulle have været placeret i sygesti samt behandlet med receptpligtig medicin i form af smertestillende medicin. Behandling med smertestillende midler skulle i så fald have været langvarig (uger).
Akut opståede haltheder hos svin, vil i besætninger, der har indgået en Sundhedsrådgivningsaftale, hvor besætningsejeren selvstændigt kan indlede en behandling med receptpligtige lægemidler, typisk henføres til veldefinerede såkaldte besætningsdiagnoser som f.eks. klovbyld eller ledbetændelse. Besætningsdiagnoser dækker over sygdomme, der er almindeligt forekommende i besætningen med et veldefineret klinisk billede og standardbehandling. Der foreligger således en symptombeskrivelse og en behandlingsanvisning. Retter dyret sig ikke efter den beskrevne behandling, skal det aflives eller dyrlæge skal konsulteres. For haltheder hos svin er det desuden jf. branchens egen kodeks for god praksis, et krav, at halthedssymptomerne skal være betydeligt reduceret i løbet af én uge efter påbegyndt behandling.
Medicinsk behandling af frakturer vil med de til rådighed værende lægemidler i en svinebesætning ikke i det akutte stadium af lidelsen være i stand til at påvirke smerten i nævneværdigt omfang. Der foreligger ikke i sagsakterne oplysninger om, at soens tilstand eller lidelsens prognose skulle have været diskuteret med besætningens dyrlæge.
Behandling af en fraktur i lårbenshovedet skal foretages ved fuldstændig immobilisering og for den pågældende patient relevante smertestillende midler. Medicinsk behandling kombineret med ophold i sygesti vil ikke medføre en hurtig bedring, hvorfor dyret vil være smertepåvirket og svært halt i flere uger. Da der ikke vil ses umiddelbar bedring, bør et sådant dyr aflives eller hurtigt tilses af en dyrlæge med henblik på diagnosticering og behandling, eventuelt aflivning. For svin i produktionsbesætninger vil umiddelbar aflivning være det hyppigste valg.
Spørgsmål 12:
Fagdyrlæge ... anfører på s. 6, pkt. 2, at Deres udtalelse kun kan tolkes som om, at Rådet er af den opfattelse, at det skulle have været enkelt og ligetil for landmanden at stille den præcise diagnose, hvilket han på ingen måde forestiller sig skulle være muligt. Jeg anmoder om Rådets bemærkninger til den anførte kritik, herunder om den giver anledning til at ændre i Rådets konklusioner i udtalelsen.
Svar ad 12:
Rådet finder ikke, at diagnosticering af en fraktur af lårbenshalsen kan stilles af en besætningsejer. Ejeren vil observere en pludseligt opstået svær halthed hos dyret, som tillige vil være stærkt smertepåvirket. Såfremt der i besætningen ikke er en såkaldt besætningsdiagnose, der tillader ejer selvstændigt at behandle en sådan tilstand, bør ejeren tilkalde en dyrlæge med henblik på diagnostik og behandling.
Spørgsmål 13:
Fagdyrlæge ... anfører på s. 6, pkt. 3, at fraværet af oplysninger om soens vægt, formodede alder, eller om dens status mht. reproduktivt stadie samlet set er en alvorlig brist ved de oplysninger, som embedsdyrlægen fremlægger i sin anmeldelse. Er Rådet enig i det synspunkt i forhold til mulighederne for at foretage en dyrlægefaglig vurdering af det anmeldte forhold?
Svar ad 13:
Nej, Rådet finder ikke, at disse oplysninger er af betydning for sagen.
Spørgsmål 14:
Såfremt udtalelsen fra fagdyrlæge ... i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem også om at oplyse det.
Svar ad 14:
... fremfører flere steder manglende video- eller fotodokumentation fra embedsdyrlægen som problematisk. Rådet finder ikke, at alle observationer nødvendigvis skal dokumenteres via video eller foto, idet embedsdyrlægen, jf. Bekendtgørelse af lov om dyrlæger, er forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed i sit arbejde. Rådet finder, at video- og fotomateriale er specielt anvendeligt til at illustrere læsioner, opstaldningsforhold, haltheder m.m., som kan være vanskeligt at beskrive fyldestgørende, og hvor sådant materiale er en hjælp for sagens retslige behandling.
Afgørelse:
Besætningsejer:
Tiltalt for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1 og dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1 og 12, jf. § 2, stk. 3 og § 18, stk. 1, jf. bekendtgørelse 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærd § 84, stk. 1, nr. 1 og stk. 3, jf. § 50, stk. 1, ved i tiden op til d. 24. september 2018 i forbindelse med udøvelse af erhverv som besætningsejer at have udsat en so, som på venstre bagben havde et ældre, ikke ophelet brud på den øverste del af lårbensknoglen, ligesom der i hofteleddet var kronisk ledbetændelse, for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet han undlod at afhjælpe dens lidelser ved at aflive den i besætningen (forhold 1), ligesom han d. 24. september 2018 lod den transportere fra besætningen til slagteri, selvom den som følge af lidelserne ikke var transportegnet (forhold 2).
Chauffør:
Tiltalt for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1 og dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 12, jf. § 2, ved d. 24. september 2018 i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som chauffør på transporter af levende dyr hos transportvirksomheden at have udsat ovenfor beskrevne so for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet han transporterede soen, selvom den ikke var transportegnet.
Transportvirksomhed:
Tiltalt for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1, jf. stk. 3, og dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 12, jf. § 2 ved d. 24. september 2018 i forbindelse med udøvelse af sit erhverv som transportør af levende dyr at have udsat ovenfor beskrevne so for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet tiltalte var ansvarlig for, at dets chauffør transporterede soen fra besætningen til slagteri, selvom den som følge af lidelserne ikke var transportegnet.
Domsmandsretten var enig med anklagemyndigheden i, at der som følge af udtalelsen fra den sagkyndige fagdyrlæge, embedsdyrlægen og Det Veterinære Sundhedsråd, var en sådan tvivl om haltheden kunne være blevet forværret ved selve transporten, ligesom soen kunne have skjult sin halthed under pålæsning. Som følge heraf blev chaufføren og transportvirksomheden frifundet.
Besætningsejer blev frifundet vedrørende transportdelen (forhold 2) i tiltalen.
Besætningsejer blev fundet skyldig i forhold 1 om grov uforsvarlig behandling af soen foranlediget af, at han burde have været bekendt med soens tilstand i besætningen flere uger før transporten til slagteriet, ligesom han burde have foranlediget, at soen blev tilset af en dyrlæge og sat i behandling. Retten bemærkede, at der hverken forelå forsæt eller systematisk uforsvarlig adfærd fra den tiltaltes side, men alene uagtsomhed. Der var ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at han skulle have udsat soen for dyremishandling.
Det blev endvidere tillagt betydning, at sagen havde været under behandling i mere end 4 år, og at den lange sagsbehandlingstid ikke kunne tilregnes tiltalte. Tiltalte var ustraffet, og der havde ikke i de 4 år været nye dyrevelfærdssager fra ham. Tiltalte havde forklaret, at han havde sendt mere end ½ million grise til slagteri, hvor der hidtil ikke havde været dyrevelfærdsovertrædelser.
Henset til dette, var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at fratage tiltalte retten til at beskæftige sig personligt med dyr.
Tiltalte blev straffet med en bøde på 20.000 kr. Forvandlingsstraffen var fængsel i 14 dage.