Rådet udtalte 25. november 2020:
Spørgsmål 1:
Har minken derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af sagsakterne: ”… Han forklarede, at han forsøgte at aflive minken ved at putte fælden med minken ned i en plasticpose og sætte posen til udstødningen på en af faderens biler.
Minken var livløs, da den havde fået udstødningsgas i 5-10 minutter. Både han og … troede, at minken var død.
Herefter tog de fælden ud af posen, og sigtede overhældte minken med bremserens fra faderes værksted, hvorefter sigtede tændte ild til minken. Da ilden havde brændt lidt, begyndte minken at bevæge sig rundt i buret…”.
Og faderen udtalte bl.a. under sin afhøring: ”Sønnen havde efterfølgende fortalt ham, at de havde gasset minken og troede, at den var død/bevidstløs. Herefter havde de tændt ild til den, hvorefter den vågnede op, og forsøgte at komme ud af buret. På dette tidspunkt kunne de ikke gøre noget ved minken udover at afvente, at den døde af sine skader.”
Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at aflivning ved ildpåsætning, uagtet om dyret er bevidstløst, er en uacceptabel metode, og at det ved denne metode ikke kan sikres, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Rådet finder, at minken, ved at blive forsøgt aflivet med udstødningsgas og efterfølgende ildspåsættelse, uafhængigt af om minken har været bevidstløs, har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at minken har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1 og 13.
Spørgsmål 2:
Gør det nogen forskel for uforsvarlighedsvurderingen, om minken har været bevidstløs eller ej ved ildspåsættelsen, jf. sigtedes forklaring? Svaret bedes begrundet
Svar ad 2:
Se svar ad 1.
Spørgsmål 3:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 3:
Sagens grove karakter bør efter Rådets opfattelse føre til overvejelser om, hvorvidt der skal ske hel eller delvis frakendelse af retten til dyrehold, jf. dyreværnslovens § 29. Anvendelse af § 29 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.
Afgørelse:
Tiltalte blev straffet med fængsel i 40 dage, jf. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 3, jf. § 2, jf. § 25, stk. 1 (dagældende dyreværnslovens § 28, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 3, jf. § 1 og § 13, stk. 1), jf. straffelovens § 89. Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begik noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skulle i 1 år være under tilsyn af Kriminalforsorgen.
Tiltalte frakendtes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr. Frakendelsen var betinget af, at tiltalte i en prøvetid på 3 år, der regnedes fra endelig dom, ikke overtrådte dyrevelfærdslovgivningen under sådanne omstændigheder, at tiltalte skulle frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr.