To slagtesvin med halesår og endetarmsprolaps transporteret

Rådet udtalte 4. maj 2020 og 23. september 2021:

Spørgsmål 1:

Finder rådet, at besætningsejer eller dennes ansatte ved at have ladet slagtesvinene gå i besætningen gennem hhv. en uge og flere uger med de beskrevne lidelser, uden at give dyrene en passende behandling eller lader det aflive, derved har undladt at behandle dyrene omsorgsfuldt og udsat slagtesvinene for unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald derved har udsat slagtesvinene for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling

Svar ad 1:

Af anmeldelse af 14. oktober 2019 fremgår, at embedsdyrlægen ved det levende syn på slagteriet observerede følgende:

”Dyr nr. 1, slagtesvin med kronisk endetarmsfremfald…:

I forbindelse med aflæsningen blev dyret læsset af bilen alene og havde været adskilt fra de øvrige dyr under transporten. Dyret havde et endetarmsfremfald, hvorfor dyret blev taget fra til sygefolden til nærmere undersøgelse.

Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at dyret hav­de et kronisk og fastsiddende endetarmsfremfald med arvævsdannelser og vævsdød. Dyret var lidt større end normale slagtesvin og af normalt huld… Dyret var af let forstyrret almenbefindende, virkede let nervøst og stresset. Dyret viste uvilje mod at lade undersøgeren komme i nærhe­den af bagparten af dyret.

Selve prolapset fremstod blegrødt med gråsorte områder med vævsdød. Der kunne ses pusudsivninger flere steder. Der sivede tynd afføring ud gennem den lille tarmåb­ning, der var kraftigt forsnævret grundet arvævsdannelse. Grundet beskaffenheden af dyrets endetarmsåbning blev det ikke forsøgt at måle dyrets temperatur.

Ved at iagttage dyret i sygefolden kunne det ses, at dyret forsøgte at undgå, at bagen­den kom i berøring med omgivelserne.

Dyr nr. 2, slagtesvin med blødende halesår…:

I forbindelse med aflæsningen blev dyret læsset af bilen alene og havde været adskilt fra de øvrige dyr under transporten. Dyret havde et blødende halesår, hvorfor dyret blev taget fra til sygefolden til nærmere undersøgelse.

Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at dyret hav­de et kronisk og ikke afhelet halesår med reparationsvæv og frisk blødning. Dyret var af forstyrret almenbefindende, idet dyret virkede meget nervøs/stresset. Dyret var spændt i muskulaturen, trak sig generelt væk ved berøring, men viste øget nervøsitet i form af rysten/trækken sig væk, når undersøgeren nærmede sig bagparten.

Halen blev holdt løftet og der dryppede lidt blod derfra, ligesom der kunne iagttages blodpletter på dyrets bagende. Ved berøring af bagparten, sænkedes halen, når hån­den nærmede sig haleroden, og blev klemt helt ned mod bagenden. Selve halen virke­de ikke øm, men selve såret var meget ømt - det gav et sæt i dyret og det trak sig hur­tigt væk, når såret berørtes forsigtigt eller kom i berøring med omgivelserne.”

Materiale fra de to svin blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:

”Præparat 1: Hale med en del af analåbningen og den aborale del af rektum

… Præ­paratet målte ca. 22 x 14 cm. Analåbningen og rektum var sagittalt gennemskåret ved modtagelsen. Ved inspektion af præparatet fandtes rektum at være prolaberet ud gennem analåbnin­gen således, at tarmslimhinden var synlig. Det prolaberede væv målte i længderetnin­gen ca. 9 cm og var belagt med granulationsvæv. Ved gennemskæring af rektum fand­tes under den prolaberede tarmslimhinde granulationsvæv og nydannet bindevæv med en tykkelse på henholdsvis ca. 0,3 cm og ca. 0,7 cm.

På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at præparatet er sæde for en kronisk granulerende rektalprolaps. Baseret på mængden af granulationsvæv og ny­dannet bindevæv vurderes forandringerne at have en alder på flere uger.

Præparat 2; Hale med påsiddende hudstykke

… Ved modtagelsen var halen delvis gennemsavet på langs i midtlinjen. Hele præparatet målte ca. 33 x 34 cm. Halen havde en længde på ca. 8 cm og en diameter på ca. 4 cm målt ved basis.

Ved inspektion af halen fandtes den yderste del at være sæde for en nekrotiserende ulceration, som var stedvis skorpebelagt. Ulcerationen strakte sig over ca. 1,2 til 1,5 cm af den yderste del af halen og havde et overfladeareal på ca. 9,8 cm2.

Under ulcerationen fandtes granulationsvæv med en tykkelse på op til ca. 0,5 cm.

På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at halen er sæde for en kronisk nekrotiserende ulceration. Baseret på mængden af granulationsvæv vurderes foran­dringerne at have en alder på ikke under en uge.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at dyr med endetarmsprolaps skal ydes adækvat og sufficient undersøgelse og behandling, når lidelsen opstår. Vurderes et tilfælde af endetarmsprolaps at være egnet til behandling, finder Rådet, at dyret skal isoleres i en sygesti med passende bekvemt underlag, smertebehandles og vurderes dagligt. Hvis dyret ikke bedres væsentligt eller kommer sig inden for en uge, skal det aflives.

Lægges ovennævnte, sagens akter og det medfølgende fotomateriale til grund, finder Rådet, at svinenes tilstand har været tydelig og let erkendelig. Deres situation burde for længst ved de daglige tilsyn have været afhjulpet, før tilstandene fik det beskrevne omfang. Under sygdomsforløbet i besætningen har dyrene været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.

Rådet finder, at slagtesvinene i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 2:

Om besætningsejer eller dennes ansatte eller transportvirksomheden og dennes chauffør ved at lade dyrene transportere i ovennævnte tilstand derved har undladt at behandle dyrene omsorgsfuldt og udsat slagtesvinene for unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald, derved har udsat slagtesvinene for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling.

Svar ad 2:

Dyr med alvorligt åbne sår eller med ubehandlet endetarmsprolaps anses ikke for egnede til transport. De skal aflives i besætningen.

Lægges ovennævnte samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at svinene ikke var egnede til transport. Ved at være læsset og transporteret, har de, uanset at de var transporteret adskilt fra andre svin, været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at svinene, ved at være læsset og transporteret til slagteri, har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnsloven §§ 1 og 2.

Spørgsmål 3:

Giver sagen i øvrigt styrelsen anledning til bemærkninger.

Svar ad 3:

Der henvises til Det Veterinære Sundhedsråds redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste og Rådets reviderede udtalelse af 1. oktober 2013 om svin med rektalprolaps.

Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 15. marts 2021 fra Nordjyllands Politi:

Spørgsmål 1:

… har side 2 anført: ”Prolapsens størrelse og de ledsagende forandringer gør, at man ikke med overvejende sandsynlighed kan sige, at prolapsen var synlig ved pålæsning” og besvarer spørgsmålet fra forsvareren om det forhold, at grisen har været i sygesti ude i be­sætningen, kan have medført, at en prolaps kan trække sig tilbage på en måde, så grisen fremstod transportegnet, hvis den blev transporteret adskilt fra de øvrige dyr med et: "ja og for den sags skyld også transportegnet uden behov for adskillelse".

Er rådet enig i …s vurdering af, at prolapset, som blev konstateret ved ankomsten til slagteriet, ved pålæsningen kan have været trukket tilbage i grisen og således ikke synlig for chaufføren.

Svar ad 1:

Nej. Rådet finder, at mængden af granulations- og bindevæv, som tydeligt og entydigt ses på embedsdyrlægens fotooptagelser af det gennemskårede præparat, har medført en fast forsnævning (stenose) foran (oralt for) det prolaberede tarmsegment, der har hindret reponering. Dette bekræftes af embedsdyrlægens beskrivelse af, at ”Der sivede tynd afføring ud gennem den lille tarmåbning, der var kraftigt forsnævret grundet arvævsdannelse”.  

Rådet finder således, at tarmprolapset har været tydeligt til stede ved pålæsning af svinet.

Spørgsmål 2:

Såfremt Rådet finder, at prolapset har været synlig i forbindelse med pålæsningen, anmodes om en begrundelse for denne vurdering.

Svar ad 2:

Se svar ad 1.

Spørgsmål 3:

… har besvaret et spørgsmål 4 på side 3 om de forandringer, der er beskrevet i vævet omkring prolapsen kan stamme fra et tidligere tidspunkt, hvor prolapsen har været udenfor grisen og kan forandringerne opstå uanset prolapsen er inde i grisen med: "Skaderne er med stor sandsynlighed opstået i perioden fra prolapsens opståen til dyret blev observeret og sat i sygesti. De forandringer, der ses skyldes overfladiske skader på endetarmens slimhinde (bid, tråd og/eller skader fra inventer) og de er alle af ældre dato vurderet udfra dan­nelsen af granulationsvæv og nydannelse af bindevæv. Uagtet hvad embedsdyrlægen mener at observere (vævsdød, pusudsivning) finder der ved den patoanatomiske undersøgelse ingen forandringer som bare i mindste grad antyder at nogen for komplikationer er stødt til de op­rindelige skader. Undersøgelsen viser derimod at begyndende og afsluttet opheling er sket uden komplikationer som feks. infektion eller vævsdød i det beskadigede væv eller omgiven­de strukturer.”

Jeg skal anmode om rådets bemærkninger til det anførte og om rådet er enig eller uenig i vurderingen fra ....

Svar ad 3:

Jf.  svar ad 1, finder Rådet, at tarmprolapsen har været tydeligt til stede ved pålæsning af svinet. Tilstedeværelsen af en betydelig mængde bindevæv i basis af det prolaberede tarmsegment, som det tydeligt og entydigt ses i embedsdyrlægens optagelser af det gennemskårede præparat, har medført en forsnævring, der ikke gør reponering mulig.

Rådet vurderer …s beskrivelse af, at tarmprolapsen i det aktuelle tilfælde skulle have være reponeret inden transporten, hvorefter det spontant er genprolaberet, som hypotetisk. Såfremt tarmprolapset hypotetisk set skulle have været reponeret, ville den påviste bindevævsforsnævring have hindret en genprolabering.

… fremfører, at ”Uagtet hvad embedsdyrlægen mener at observere (vævsdød, pusudsivning) finder der ved den patoanatomiske undersøgelse ingen forandringer som bare i mindste grad antyder at nogen for komplikationer er stødt til de op­rindelige skader. Undersøgelsen viser derimod at begyndende og afsluttet opheling er sket uden komplikationer som feks. infektion eller vævsdød i det beskadigede væv eller omgiven­de strukturer.”

Rådet finder denne beskrivelse misvisende. Det fremgår éntydigt af fotooptagelserne, at der er komplikationer, og at der således ikke er tale om afsluttet opheling. På flere billeder, der omfatter både svinet inden aflivning og af præparatet efter aflivning, ses en blottet tarmslimhinde med blødning, sår, betændelsesreaktion, og grå-sorte partier, der er forenelige med vævsdød.

Spørgsmål 4:

Jeg læser …s besvarelse af et spørgsmål 5 side 3, nederst og side 4, som at … vurderer, at rektalprolaps ikke er en smertefuld lidelse, så længe den ikke led­sages af komplikationer og at der ikke er noget entydigt defineret klart tegn på, at den aktuel­le gris havde smerte.

Jeg skal anmode om rådets bemærkninger hertil og om Rådet er enig eller uenig i …s vurdering.

Svar ad 4:

Jf. svar ad 3, finder Rådet at der er komplikationer, hvorfor spørgsmålet bortfalder.

Spørgsmål 5:

… er på side 6 spurgt om man med sikkerhed kan sige, at der ikke var sårskorpe på såret i forbindelse med pålæsning. Til dette svarer …: "Nej. Der findes ikke betændelsesprocesser eller andre vævsforandringer, som klart indikerer at såret ikke kan ha­ve været helt eller delvist dækket af sårskorpe ved pålæsning. Tilstedeværelsen af sårskorper som påvist ved den patoanatomiske undersøgelser peger klart på at såret har været helt eller delvist dækket af en sårskorpe ved pålæsningen da dyret efterfølgende både har været trans­porteret og været igennem slagtemæssig behandling."

Jeg skal anmode om rådets bemærkninger til dette og om Rådet er enig eller uenig i …s vurdering.

Svar ad 5:

Rådet skal påpege, at spørgsmålet om tilstedeværelse af en sårskorpe ikke har betydning for vurdering af svinets transportegnethed. Dette skyldes, at et sår med sårskorpe ikke betragtes som afhelet, idet der under sårskorpen vil være blottet underhud. Der henvises i øvrigt til relevant lærebogsmateriale om sårheling. Det er således fortsat Rådets vurdering, at der er tale om et alvorligt åbent sår, og at dette var til stede ved læsning af svinet.

Rådet kan ikke udelukke, at der har været en sårskorpe på halespidsen, og at denne er blevet mere eller mindre løsnet under transporten, hvorved der er opstået en akut blødning fra det underliggende granulationsvæv. Som beskrevet ovenfor påvirker dette forhold ikke svinets transportegnethed.

Spørgsmål 6:

Giver ..s skrivelse i øvrigt rådet anledning til bemærkninger.

Svar ad 6:

… har ikke i sin erklæring fremført valide veterinærvidenskabelige argumenter, der får Rådet til at ændre sin vurdering. Rådet er uenig i …s vurderinger og finder, at svinene har været udsat for groft uforsvarlig behandling.

Da … sår tvivl om læsionen hos svin 2 er smertevoldende, vil Rådet uddybende vedrørende dette svin og med henvisning til foto ”Halesår billede 10” og sagens øvrige akter fastholde, at denne tilstand også på transporttidspunktet har været smertevoldende. Der ses en kronisk nekrotiserende sårdannelse med dannelse af granulationsvæv og umiddelbart under dette ses knoglevæv.

… fremfører, at ”Da denne gris ikke har udviklet antydningen af komplikationer til dette halebid, taler det dog klart for at grisen har været behandlet omsorgsfuldt og der findes ikke noget argument for at grisen i besætningen har været udsat for grovere uforsvarlig behandling medmindre rådet er af den opfattelse at halebid ikke må forekomme overhovedet og/eller at grise med halebid skal aflives straks og ikke i stedet må anbringes i sygesti og modtage ret behandling”.

Rådet skal for en god ordens skyld understrege, at Rådet finder at halesår hos svin skal forebygges bedst muligt. Men i tilfælde af at der optræder svin med halesår, skal de pågældende dyr opstaldes i en sygesti med blød bund og lav belægningsgrad. Her skal de ved de daglige tilsyn løbende vurderes individuelt og behandles adækvat for deres tilstand. Såfremt denne ikke bedres skal svinene tilses af en dyrlæge eller aflives.

Spørgsmål 7:

Giver sagens fakta i øvrigt rådet anledning til bemærkninger.

Svar ad 7:

Når svin med lædering af halen skal pålæsses med henblik på transport, skal man være specielt agtpågivende, og såfremt man ikke med sikkerhed kan udelukke tilstedeværelse af et sår, skal svinet frasorteres og undersøges nøjere inden læsning. En sådan undersøgelse ville have afsløret tilstedeværelsen af et sår hos svin nr. 2. Udleveringsrum og læsningsprocedurer skal udformes således, at hvert enkelt svin kan inspiceres.

Afgørelse:

Besætningsejer:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven, transportbekendtgørelsen og transportforordningen, ved som besætningsejer, at have behandlet to grise groft uforsvarligt, ved at lade dem transportere til slagteri, uagtet at den ene gris havde kronisk rektalprolaps og den anden gris havde kronisk blødende halesår.

Afgjort ved bødeforlæg på 40.000 kr.

Transportvirksomhed:
Anklagemyndigheden valgte at opgive påtale mod virksomheden for overtrædelse af dyreværnsloven og transportforordningen. Begrundelsen herfor var, at anklagemyndigheden vurderede, at der ikke ville blive idømt en tillægsstraf, såfremt virksomheden blev fundet skyldig i retten.  

Sagen blev afgjort efter reglerne i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 4, hvoraf det fremgår, at påtale i en sag helt eller delvist kan opgives, såfremt sagens gennemførelse ikke står i rimeligt forhold til den forventede straf.

Chauffør:
Chaufføren på dyretransporten blev sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven og transportforordningen.

Påtalen blev opgivet med den begrundelse, at anklagemyndigheden forventede, at chaufføren ville få meddelt et strafbortfald, hvis sagen blev ført ved retten, samt at der ikke ville blive idømt en tillægsstraf til transportfirmaet.

Sagen blev afgjort efter reglerne i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 4, hvoraf det fremgår, at påtale i en sag helt eller delvist kan opgives, såfremt sagens gennemførelse ikke står i rimeligt forhold til den forventede straf.