Rådet udtalte 16. september 2020:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har de to grise under/i forbindelse med transporten derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 29. januar 2020, at embedsdyrlægen, ved det levende syn på samlestedet observerede følgende:
”Under aflæsningen bliver to grise med frisk blødning fra munden og hængende underkæber drevet ud fra samme dæk af chauffør X, som ikke har bemærket, at grisene skulle fejle noget. Undertegnede embedsdyrlæge kan straks se, at de to grise har brækket underkæberne og mærker dem op med mærkespray og beder staldmand Y hente en boltpistol og en afblødningskniv med det samme. De to grise bliver sorteret fra og aflivet med det samme, hvorefter aflæsningen af de resterende dyr på bilen fortsætter. Der ses ikke blod på de øvrige dyr. De to grise er undersøgt efter aflivning … For begge grisene er der tale om fuldt frakturerede kæbegrene i begge sider, således at kun bløddelene holder underkæben. Ingen af de to grise har skader i overmunden. Ved inspektion af lastbilen efter aflæsning fremstod denne med åbne skodder to steder, henholdsvis forrest i højre side og midterst i venstre side (se foto nr. 1 og 2). Chaufføren oplyste i denne forbindelse, at skodderne de pågældende steder var i stykker (wirerne var sprunget), og at de derfor ikke kunne lukkes.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Ved transport af dyr skal transportmidlet være udformet, indrettet, anvendt og vedligeholdt således, at dyrene under læsning og kørsel ikke har risiko for at komme til skade eller påføres unødig lidelse.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svinene, ved at være transporteret på en måde, så de fik trynen i klemme og brækkede underkæben og ved ankomsten til samlestedet fremstod blødende fra munden og med hængende underkæber, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at svinene under transporten har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 2:
Rådet skal bemærke, at enhver form for transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne som anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.
Afgørelse:
Der var tre tiltalte i sagen og der medvirkede domsmænd ved behandlingen.
Chauffør, transportvirksomhed og besætningsejer tiltalt for henholdsvis som chauffør at have transporteret, som transportvirksomhed at have ansvar for chaufføren, samt som besætningsejer at have tilladt, transport af 320 grise med en transportvogn, som ikke var indrettet og anvendt på en måde, der forebyggede beskadigelse af dyrene under læsning, transport eller aflæsning, idet skodderne på transportvognen var defekte, så de ikke kunne lukkes. Herved blev to grise udsat for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, ved at de fik klemt trynerne og fik underkæbefraktur i forbindelse med på- eller aflæsning eller under transporten, ligesom de to grise blev drevet ud fra bilen sammen med de øvrige grise og ikke aflivet på dækket.
Retten fandt det på baggrund af dyrlægens rapport og foreviste fotos bevist, at de to grise fik klemt trynerne og kom til skade med kæberne i forbindelse med transporten, samt at tiltalte chauffør burde have opdaget de to dyr og aflivet dem på dækket.
Efter tiltalte chaufførs forklaring lagde retten desuden til grund, at han var bekendt med, at to af skodderne ikke kunne lukkes, og at han derfor skulle udvise ekstra agtpågivenhed, samt at han via sms havde underrettet besætningsejer forud for kørslen, om vogne der ikke var i orden.
Efter dyrlægens forklaring lagde retten det endelig til grund, at tiltalte chauffør i forbindelse med aflæsningen på et tidspunkt havde overladt fjernstyringen til en papdatter og stod med ryggen mod bilen. Uanset hvorledes skaden blev påført grisene, fandt retten det tilstrækkeligt bevist, at både chauffør og besætningsejer, samt transportfirma som chaufførens arbejdsgiver, havde handlet groft uagtsomt i forbindelse med transporten af grisene. Retten fandt derimod ikke, at der blev ført et til domfældelse nødvendigt bevis for, at behandlingen havde karakter af mishandling. Retten lagde også vægt på, at der ikke tidligere eller efterfølgende var oplyst om at være sket lignende situationer.
Transportfirma, besætningsejer og chauffør blev hver især straffet med en bøde på 12.500 kr.
Forvandlingsstraffen for besætningsejer og chauffør fastsat til fængsel i 10 dage.
På grund af den lange sagsbehandlingstid, som efter det oplyste ikke skyldtes de tiltaltes forhold, valgte retten at reducere bøderne til det halve. Retten lagde også vægt på, at der var tale om grovere uforsvarlig behandling af to grise under transport, ikke mishandling, og samlet set vurderede retten, at da der var tale om et enkeltstående tilfælde, var der ikke grundlag for at frakende nogle af de tiltalte retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Statskassen betalte sagens omkostninger, herunder salæret til den for chaufføren beskikkede forsvarer, men ikke udgifter til den for de øvrige tiltalte valgte forsvarer.