Rådet udtalte 9. marts 2020:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har får nr. 1, der var mager og ikke kunne rejse sig derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens erklæring af 25. april 2019:
”Får nummer … blev fundet liggende i brystleje. Ved første øjekast så det ud som om fåret var dødt. Da det blev undersøgt nærmere fandtes fåret i live. Fåret kunne ikke rejse sig, og var meget magert. Besætningsejer valgte at aflive fåret med det samme.” Beskrivelsen af fårets tilstand understøttes af medsendte video.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at fårets tilstand har været tydelig og let erkendelig ved det daglige tilsyn i besætningen, og at dets situation for længst burde have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at det var blevet isoleret i en sygesti, tilset af en dyrlæge, behandlet eller aflivet, før lidelserne fik det beskrevne omfang. Under opholdet i besætningen har dyret været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder, at fåret, ved at være unddraget sufficient behandling herunder dyrlægetilsyn eller aflivning under opholdet i besætningen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har får nr. 2, der var mager og ikke kunne rejse sig derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 2:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens erklæring af 25. april 2019:
”Får nummer …. Fåret blev fundet liggende på siden. Dyret kunne ikke rejse sig. Besætningsejer rejste fåret op. Fåret kunne gå med en vaklende slinger gang. Efter kort tid lagde fåret sig ned igen. Ved undersøgelse af fåret fandtes dette at være meget magert og med hvide mundslimhinder, som tegn på blodmangel. Besætningsejer valgte at aflive fåret med det samme.” Beskrivelsen af fårets tilstand understøttes af medsendte video.
Lægges ovennævnte samt medsendte billedmateriale til grund, finder Rådet, at fårets tilstand har været tydelig og let erkendelig ved det daglige tilsyn i besætningen, og at dets situation for længst burde have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at det var blevet isoleret i en sygesti, tilset af en dyrlæge, behandlet eller aflivet, før lidelserne fik det beskrevne omfang. Under opholdet i besætningen har dyret været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder, at fåret, ved at være unddraget sufficient behandling herunder dyrlægetilsyn eller aflivning under opholdet i besætningen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 3:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har kreatur nr. 3, der var mager og stod med krum ryg derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 3:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens erklæring af 25. april 20019:
”Kreatur nr. …. Dyret var meget magert, og havde sprøjtende vandig diarre. Dyret gik med krummet ryg, som tegn på smerter i bughulen. Dyret blev undersøgt af den tilkaldte praktiserende dyrlæge, …, som diagnosticerede den med muligt leversvigt, sandsynligvis på grund af massiv infektion med parasitter. Dyret blevet aflivet af den praktiserende dyrlæge ved besøget.” Beskrivelsen af dyrets tilstand understøttes af medsendte video.
Lægges ovennævnte samt medsendte billedmateriale til grund, finder Rådet, at kreatur …s tilstand har været tydelig og let erkendelig ved det daglige tilsyn i besætningen, og at dets situation for længst burde have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at det var blevet isoleret i sygesti, fodret sufficient, tilset af en dyrlæge, behandlet eller aflivet, før lidelserne fik det beskrevne omfang. Under opholdet i besætningen har dyret været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder, at kreaturet, ved at være unddraget sufficient behandling herunder dyrlægetilsyn eller aflivning under opholdet i besætningen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 4:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har kreatur nr. 4, der var mager og stod med krum ryg derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 4:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens erklæring af 25. april 20019:
”Kreatur nr. …. Dyret var meget magert og havde diarre. Dette dyr gik også med krummet ryg. Dyret blev undersøgt af den praktiserende dyrlæge, som diagnosticerede det med kroniske lungeskader og muligt leversvigt, det sidste sandsynligvis på grund af massiv infektion med parasitter. Dyret blev aflivet af den praktiserende dyrlæge.”
Det fremgår endvidere, at der ikke var mulighed for, at dyret kunne finde tørt strøet leje, jf. medsendte video.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at kreatur …s tilstand har været tydelig og let erkendelig ved det daglige tilsyn i besætningen, og at dets situation for længst burde have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at det var blevet isoleret i sygesti, fodret sufficient, tilset af en dyrlæge, behandlet eller aflivet, før lidelserne fik det beskrevne omfang. Under opholdet i besætningen har dyret været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder, at kreaturet, ved at være unddraget sufficient behandling herunder dyrlægetilsyn eller aflivning under opholdet i besætningen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 5:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har kreatur nr. 5, der var svært støttehalt på venstre forben, og havde en knogleende stikkende ud af et betændt sår derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 5:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens erklæring af 25. april 20019:
”Kreatur nr. …. Dyret var svært støttehalt på venstre forben, og benet var voldsomt hævet fra forknæet og ned. Desuden havde benet en unaturlig vinkel. Dyret blev fanget og undersøgt nærmere. Ved undersøgelsen fandtes en knogleende stikkende ud af et betændt sår. Det var ikke et frisk brud, da knoglestumpen var tilsmudset med indtørret gødning og såret var ikke frisk. Dyret var desuden magert og nedstemt. Besætningsejer valgte at aflive dyret med det samme.”
Af obduktionsattest af 21. juni 2019 fra Sektion for Patologi, Institut, for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU-SUND, fremgår blandt andet følgende:
”Ved inspektion af præparatet fandtes en åben fraktur af den mediale metacarpalknogle Den distale del af den mediale metacarpalknogle var dislokeret ud gennem huden, og det eksponerede knoglevæv målte ca. 4 x 3,5 x 2 cm, og selve frakturenden fremstod nekrotisk. Ved sagittal gennemsavning af den mediale metacarpalknogle fandtes en inficeret og sekvestrerende spiralfraktur af knoglen. I relation til frakturen fandtes granulationsvævsdannelse med pseudomelanose med en tykkelse på op til ca. 1 cm.
Den distale del af den mediale metarcarpalknogle er sæde for en kronisk, nekrotiserende og sekvestrerende åben spiralfraktur. Frakturen var inficeret og omgivet af granulationsvæv. Baseret på tykkelsen af granulationsvævet vurderes forandringerne at have en alder på flere uger.”
Kreaturets situation burde for længst ved de daglige tilsyn have været opdaget og været afhjulpet, hvilket burde være sket ved at aflive den. De påviste læsioner har medført tydelig og let erkendelig halthed, således som det også fremgår af anmeldelsen. Rådet finder, at dyret under det lange sygdomsforløb i besætningen har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse og angst samt væsentlig ulempe, og det er ikke blevet behandlet omsorgsfuldt, herunder passet under hensyntagen til dets fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at kreaturet under det lange forløb har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3.
Spørgsmål 6:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 6:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 9 jf. § 1 og § 2, og bekendtgørelse nr. 707 af 18. juli 2000 om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr § 19, stk. 1, jf. § 5, ved d. 5. februar 2019 og en længere periode forud herfor i forbindelse med udøvelse af erhverv som landmand, at have behandlet et får og et kreatur groft uforsvarligt med karakter af mishandling, og yderligere et får og to kreaturer groft uforsvarligt.
Det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at tiltalte havde ansvaret for besætningen på ejendommen.
På baggrund af embedsdyrlægens forklaring om, at dyrene havde været udsat for groft uforsvarlig behandling sammenholdt med udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd, som udtalte at to af dyrene havde været udsat for en behandling, som havde karakter af mishandling og de forelagte fotos i sagen, fandt retten, at tiltalte var skyldig i den rejste tiltale.
Straffen blev fastsat til fængsel i 3 måneder. Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begik noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
Retten lagde ved straffastsættelsen vægt på, at tiltalte tidligere var straffet for overtrædelse af dyreværnsloven.
Tiltalte blev endvidere frakendt retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.
Frakendelsen blev gjort betinget på vilkår af, at tiltalte i en prøvetid på 3 år der regnedes fra endelig dom, ikke overtrådte dyreværnslovgivningen under sådanne omstændigheder, at han skulle frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.
Retten lagde vægt på, at en ubetinget frakendelse ville stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og omstændighederne ved denne, jf. dyreværnslovens § 29, stk. 2 og stk. 3.