Rådet udtalte 17. marts 2020:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund vedrørende dyrenes udseende (landbrugsstyrelsens beskrivelse sammenholdt med videooptagelsen), har et af dyrene eller begge dyr derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Det fremgår af embedsdyrlægens skrivelse af 5. marts 2019, at en kontrollør d. 21. februar 2019 observerede følgende:
”Ko nr. …-00081, Hereford, født 12/6-2008. Har senest fået kalv nr. 00793, som er solgt 8/2-2019.
Koen fremstår med synlig rygrad, vinklet hoftehjørner, vinklet sædebensknogler, synlig bækkenbånds ligament, synligt halerods ligament, indsunken på udvendige side af lår og over kryds. Endvidere kan erkendes synlige ribben. Af videomateriale virker koen upåvirket og ses at tygge drøv. Det fremgår af video materialet, at der er adgang til halm…
Ko nr. …-00779, Hereford, født 28/11-2013. Har senest fået kalv nr. 00794, som er solgt 8/2-2019
Koen fremstår med skarp ryg, let vinklet hoftehjørner, let vinklet sædebens knogler, synligt bækkenbånds ligament. Koen fremstår mere udfyldt på lår og over kryds end ko nr. 14648-00081. Af videomaterialet virker koen upåvirket og ses at tygge drøv. Det fremgår af videomaterialet, at der er adgang til halm…
Landbruger oplyser, at der fodres med wrap af egen høst, uden supplering af korn eller kraftfoder. Dyrene holdes ude i mere end 12 timer i døgnet.”
Det fremgår endvidere af sagsoplysningerne, at besætningsdyrlægen ved tilsyn af dyrene d. 18. marts 2019 observerede følgende:
”Den gamle ko 00081 var mager og bevægede sig fint.
Datteren ko 00779 var lidt mager og bevægede sig fint.
Koen med kalven var i fin huld.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Alle dyr, der er udegående hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, skal sikres mod vejr og vind ved at være forberedt på at skulle være udegående. Dyrene skal således være tilvænnet til at gå ude, skal have udviklet et kraftigt og tæt hårlag, de skal være ved godt huld og de skal tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes. Der skal hele tiden være adgang til frisk drikkevand.
Rådet finder, at tilførsel af supplerende foder lejlighedsvis (altså i korte perioder) kan undlades i de tilfælde, hvor det under de daglige tilsyn konstateres, at alle dyrene er ved godt huld, og deres fysiologiske behov i øvrigt er tilgodeset ved, at der er let tilgængeligt og rigeligt med føde på arealerne, således at de ikke har behov for supplerende foder.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at ko 00779 og 00081, ved at være unddraget sufficient fodring, herunder supplerende fodring, så de ved kontrollen fremstod henholdsvis magre og i huld under middel, under opholdet i besætningen har været udsat for betydelig lidelse og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller fodret under hensyntagen til deres behov.
Rådet finder, at de to køer har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 2:
Der henvises til Det Veterinære Sundhedsråds supplerende udtalelse af 15. juni 2018 vedr. udendørs hold af dyr samt fodring af disse, samt Det Veterinære Sundhedsråds og Dyreværnsrådets fællesudtalelse af 8. november 2012 om hold af dyr der går ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, som kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Ejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 12, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3, jf. straffelovens § 89.
Efter dommerens tilkendegivelse vedtog tiltalte med anklagerens samtykke at betale en bøde på 1.250 kr. og sagens omkostninger.