Rådet udtalte 17. september 2021:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har hunden derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Af politiets sagsfremstilling fremgår:
”På stedet findes en 15 år gammel hanhund, en Labrador Retriever blanding… Hunden har ifølge ejer det sidste år haft svært ved at styre sin afføring, hvorfor den bor på toilettet”
Det fremgår af dyrlægens journal dateret 21. januar 2021:
”Klinisk undersøgelse:
BAR ved undersøgelse,
BCS 1/9 ved inspektion. Tydeligt afmagret. Hoftehjørner, ribben og rygsøjle træder kraftigt frem.
I skridt/trav går hunden meget stift på begge bagben med krumning i ryggen. Ingen halthed kan umiddelbart inspiceres
Puls/respiration: iab ved inspektion.
Auskultation: Ausk. cor høres en mild 2/6 grad mislyd på hjertet. Pulmones iab ved ausk.
Kredsløb: CRT < 2 sek. Lyserøde slimhinder men tørre. Anelse forlænget hudtugor ved nakkefoldstest.
Abdominal palpation: Abdominal palp, findes ingen patologiske udfyldninger Blød og indolent
Lnn: iab ved palp.
Hunden har spontan afgang af fæces ved undersøgelse
Mundhuleundersøgelse. Kraftig paradontose med generaliseret gingivitis samt svær tandsten.
Ved extension og flexion af samtlige led på forben og bagben kan der fremprovokeres moderate smertereaktioner fra hunden.
Ved palp, af lændevirvler og strækning af begge hofteled giver hunden kraftig smertereaktion.
Vomiterer spontant med stykker af kyllingeben fra tidl. Fodring”.
Sagens foto og videomateriale understøtter den praktiserende dyrlæges kliniske undersøgelse. Det fremgår således, at hunden var afmagret, havde tandsten og tandkødsbetændelse samt var stift gående med nedsat bevægelighed i hofterne og krumning af ryggen som tegn på smerter.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.
Såfremt det kan lægges til grund, at hunden permanent har opholdt sig inden døre på toilettet, finder Rådet, at hunden, ved gennem et år at blive holdt på et toilet og ved at være bragt i en tilstand, hvor den fremstod afmagret med huldgrad 1 på en skala fra 1- 9, med smerter i flere led og nedsat bevægelighed samt med tandkødsbetændelse og paradentose, ikke har været behandlet omsorgsfuldt herunder huset og passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Rådet finder, at hunden herved har været udsat for mindst høj grad af smerte lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at hunden har været udsat for mindst groft uforsvarlig behandling jf. dyrevelfærdsloven §§ 2, 3 og 18, stk. 1, 1. punktum.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 2:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Ejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2, § 3 og § 18, stk. 1, 1. pkt., ved at have behandlet sin hanhund groft uforsvarligt, ved ikke at lade en dyrlæge konsultere den, alternativt lade den aflive, ligesom han holdt hunden på et toilet, som ikke var indrettet på en måde som tilgodeså hundens behov, således at hunden blev fundet dehydreret i mild grad, tydelig afmagret og gående stift på bagbenene med tydelige smertereaktioner på begge hofter, ligesom den havde svært forekommende tandsten med flere paradentose ramte tænder og dertilhørende tandkødsbetændelse.
På baggrund af Det Veterinære Sundhedsråds erklæring og dyrlægens forklaring, sammenholdt med ejers udtalelse af 26. januar 2021, fandtes det bevist, at hunden havde de i tiltalen nævnte lidelser, som måtte anses for at have været synlige. Ved ikke at lade en dyrlæge konsultere hunden, alternativt lade den aflive, havde tiltalte i hvert fald ved uagtsomhed, gjort sig skyldig i overensstemmelse med tiltalen, dog således at det ikke fandtes bevist, at tiltalte havde holdt hunden på et toilet, som ikke var indrettet til at tilgodese dens behov.
Straffen blev fastsat til en bøde på 5.000 kr., jf. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2, § 3, idet der herved blev taget hensyn til tiltaltes indkomst.
Forvandlingsstraffen var fængsel i 8 dage.