Rådet udtalte 6. december 2021:
Spørgsmål 1:
Såfremt de faktiske oplysninger i sagen lægges til grund for bevarelsen, herunder at koen under transporten blev påført et åbent knoglebrud som følge af, at den fik benet i klemme mellem lågen og rammen på lastbilanhængeren, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt dyret efter Rådets vurdering har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3, nu dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1-3.
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 7. september 2020: ”Ved det levende syn på slagteriet…, den 02. september 2020, kl. 8:45 konstaterede … en ko… som var kommet alvorligt til skade med venstre forben.
Koen havde venstre forben fikseret mellem lågen (der ligeledes fungerer som rampe) og bagenden af anhængeren, den lå ned og var ude af stand til at rejse sig. Efter lågen blev åbnet, blev det observeret at koen havde et åbent knoglebrud på venstre forben, samt at der var blod og hår på lågen og rammen, hvor koens ben havde været klemt fast (Bilag 1: fotos 3,4,5 og 6 og Bilag 5 - videosekvens).
….
Koen blev aflivet straks (på grund af åben fraktur) efter rampen blev åbent.”
Rådet skal bemærke, at enhver form for transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes på en måde og er i en stand, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Lægges ovennævnte samt den fremsendte fotodokumentation til grund, finder Rådet, at koen, ved at være transporteret på en defekt transportvogn, således at den fik venstre forben i klemme, så den ved ankomsten til slagteriet fremstod liggende i transportvognen med venstre forbens forknæ fastklemt mellem den delvist åbnede låge og vognsiden samt blødende med stærkt beskadiget hud/åbne, dybtgående sår med vævsrester hængende ud af såråbningerne samt muligt brud af knoglevæv, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at koen under transporten har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.
Svar ad 2:
Rådet har ikke yderligere kommentarer.
Afgørelse:
Sagen blev afsluttet med en påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 721 stk. 1, nr. 2, da anklagemyndigheden ikke forventede, at sigtede ville blive fundet skyldig i overtrædelsen.