Rådet udtalte 19. april 2021:
Spørgsmål 1:
Om besætningsejer … eller dennes ansatte, ved at lade dyret gå i besætningen igennem flere uger med beskrevne lidelse derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt samt undladt at beskytte dyret bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald finder rådet da, at besætningsejer derved har handlet uforsvarligt eller grovere uforsvarligt.
Svar ad 1:
Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse af den nødslagtede ko d. 15. januar 2020 konstaterede embedsdyrlægen, at koen ikke som oplyst havde en akut opstået skade.
Embedsdyrlægen beskriver, at ”Der fandtes et ledskred i venstre hofteled, som følge af, at det ledbånd (ligament) der normalt holder ledhovedet på lårbenet inde i ledskålen, var bristet. Derved var ledhovedet smuttet ud af ledskålen (dislokeret) og havde placeret sig i lårmuskulaturen med støtte op imod bækkenet..” og videre ”I dette tilfælde er det akutte stadium overstået, idet der ikke ses akut blødning eller friske muskelsprængninger. Der er derimod påbegyndt en opbygning af pseudoleddet, hvor der er begyndende bindevævsdannelse, og udfyldning af acetabulum (den oprindelige ledhule) med granulationsvæv. Dannelsen af pseudoleddet skønnes at have været i gang i 7-14 dage ud fra tykkelsen af bindevævet, samt ud fra de øvrige vævsreaktioner, der kan ses makroskopisk, herunder udfyldning af ledhulen med granulationsvæv. Der kan gives en mere eksakt alder på skaden, hvis vævet undersøges mikroskopisk. Bindevævskapselen omkring pseudoleddet måles til op til 0,5-1 cm (se foto 2, den gule streg), og da bindevæv i muskulatur vokser maksimalt 0,2-0,5 mm pr. dag, vurderes hofteskreddetedes at været sket indenfor 7-14 dage forud for undersøgelsestidspunktet”.
Materiale fra koen blev sendt til pato-anatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, og af attest af 3. juli 2020 fremgår følgende: ”Ved inspektion af præparatet fandtes en total luxation af hofteleddet. Ligamentum capitis ossis femoris (ligamentet, der forbinder lårbenshovedet og hofteledskålen) var rumperet, og caput femoris (lårbenshovedet) lå ikke i sin normale position i acetabulum (hofteledskålen). Ledkapslen omkring acetabulum var revet i stykker og acetabulum var udfyldt af granulationsvæv med en tykkelse på op til ca. 0,5 cm. I bækkenmuskulaturen fandtes et hulrum (diameter på ca. 7-8 cm) forenelig med dannelse af et pseudoled. Pseudoleddet var inderst belagt med granulationsvæv med en tykkelse på op til ca. 0,2 cm, samt omgivet af nydannet bindevæv med en tykkelse på op til ca. 2- 3 cm.
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at præparatet er sæde for en total luksation af hofteleddet med dannelse af et pseudoled.
Baseret på mængden af granulationsvæv og bindevæv vurderes forandringerne at have en alder på flere uger.”
Rådet finder, at en ko med hofteskred skal aflives eller nødslagtes umiddelbart efter, at skaden er sket, idet tilstanden er forbundet med en høj grad af smerte, lidelse og væsentlig ulempe.
Lægges ovennævnte og sagens akter til grund, finder Rådet, at koens situation burde have været opdaget og afhjulpet umiddelbart efter at den opstod, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at den straks blev aflivet eller tilset af en dyrlæge med henblik på endelig diagnose og herefter aflivning/nødslagtning. Under sygdomsforløbet i besætningen, som har varet i flere uger, har koen været udsat for høj grad af smerte, lidelse og angst samt væsentlig ulempe.
Rådet finder på denne baggrund, at koen i besætningen under det lange sygdomsforløb har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger.
Svar ad 2:
Nej.
Afgørelse:
Tiltalte besætningsejer vedtog en indenretlig bøde på 20.000 kr. og sagens omkostninger for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 9, jf. § 1 og § 2 (nu dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3) samt bekendtgørelse nr. 707 af 18. juli 2000 om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr § 19, stk. i jf. § 5 (nu bekendtgørelse nr. 1743 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg § 132, stk. 1, nr. 1 jf. § 30).
Forvandlingsstraffen var fængsel i 14 dage.