2021-24-0156-00019

Kyllinger forsøgt aflivet ved for lav kuldioxydkoncentration

11-11-2021

Skrivelse af 8. april 2021 fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00085-21).
I forbindelse med kontrol af kvalitet af aflivning af frasorterede slagtekyllinger, blev det konstateret, at der var for lav mængde af CO2 i aflivningskassen, idet CO2 volume gaskoncentrationen kun lå på 6.6%.
Gennem låget i aflivningskassen kunne det ses, at der var kyllinger som bevægede sig. Da låget blev åbnet, observeredes fem kyllinger med kvælningssymptomer.

Rådet udtalte 11. november 2021:

Spørgsmål 1:

Om slagteriet …, eller dennes ansatte, ved at lukke slagtekyllinger ind i en aflivningskasse med utilstrækkeligt CO2 volume gaskoncentration, derved har udsat dyrene for smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe? I bekræftende fald

Spørgsmål 2:

Om slagteriet …, eller dennes ansatte, derved har udsat slagtekyllingerne for uforsvarlig be­handling eller grovere uforsvarlig behandling?

Svar ad 1 og 2:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens skrivelse af 30. marts 2021:

”I forbindelse med kontrol af kvalitet af aflivning af frasorterede slagtekyllin­ger d. 02 marts 2021 bemærkede undertegnede, kl. ca.23.50, at der blev vist for lavt mængde af CO2 (volume gaskoncentration) måling på aflivningskas­sen. CO2 volume gaskoncentrationen lå kun på 6.6%.

For at sikre, at kyllinger hurtigt dør, skal gasmængden være tilstrækkeligt og ikke må være under 80 %, inden kyllingerne sættes ind i aflivningskassen. Af­livningskassen er anvendt til aflivning af frasorterede små og tilskadekomne kyllinger.

Da undertegnede lyste med lygte på låget af aflivningskassen, kunne der ses gennem låget, at der var kyllinger, der bevægede sig, i aflivningskassen. Da låget blev åbnet, kunne der ses 5 kyllinger, der viste symptomer på at blive kvalt. De 5 kyllinger bevægede sig med strakt hals og åbent næb, som at de gispede efter vejret, men uden der kom lyd ud (se videoklip)…”

Dyr skal beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst eller væsentlig ulempe. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Dyr skal skånes for enhver undgåelig smerte, psykisk belastning eller lidelse under aflivning og dermed forbundne aktiviteter.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at kyllingerne, ved at være udsat for aflivningsforsøg med for lav kuldioxydkoncentration, der fik karakter af kvælning, således at de gispede efter vejret med strakte halse og åbne næb som beskrevet ovenfor, har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at kyllingerne har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnsloven §§ 1 og 13 stk. 1.

Spørgsmål 3:

Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger?

Svar ad 3:

Nej.

Afgørelse:

Slagteri tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 4, alt jf. stk. 12 og 13, jf. § 2 og § 25, stk. 1, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som slagteri, at have undladt at aflive fem slagtekyllinger så hurtigt og smertefrit som muligt, idet slagtekyllingerne blev lukket ind i en aflivningskasse med utilstrækkeligt C02 volume gaskoncentration, således at kyllingerne blev udsat for langsom kvælning, hvorved dyrene blev udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Afgjort ved bødeforelæg på 40.000 kr.