Rådet udtalte 10. september 2021:
Spørgsmål 1:
Har soen et rektalprolaps med komplikationer og har lidelsen i givet fald haft en varighed på flere dage? Svaret bedes begrundet.
Svar ad 1:
Af Fødevarestyrelsens anmeldelsesbrev fremgår, at der d. 19 august 2019 i forbindelse med det levende syn på syv slagtedyr leveret fra samme besætning kunne konstateres at:
”et af dyrene havde et rektalprolaps af en størrelse og karakter, der gjorde, at dyret blev sorteret fra til nærmere klinisk undersøgelse.
…
Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at prolapsen havde en diameter på ca. 08-10 cm. Det vurderes, at prolapsen hang 18 cm ud af anus, og der fandtes både indtørrede områder med vævsdød langs randen samt let blodige og meget flossede områder i det yderste del af prolapsen, se foto nr. 3 i bilag 1. Sammenholdt med vævsdød i andre områder, vurderes det, at prolapsen har stået på over 5 dage. Grisen stod med krummet ryg og benene samlet under sig som tegn på smerte og ubehag, se foto nr. 2 i bilag 1. Prolapsen var opsvulmet og kan ikke "synke tilbage” og har derfor også været synlig ved pålæsning af dyret i forbindelse med transport til slagteriet. Se foto nr. 1,2,3,4,5,6 i bilag. På grund af hævelse og rødme på den udskudte endetarm er tilstanden smertefuld i sig selv og smerten forværres af kontakt med omgivelser under transporten.
Ved undersøgelsen efter den slagtemæssige behandling af slagtekroppen fandtes tarmslimhinden gennembrudt flere steder, og der ses vævsdød (nekrose) flere steder. Se foto nr. 3,7,8,9, i bilag 1 ”
Af sektionsattesten fra Sektion for Patologi ved KU SUND fremgår at:
”Ved inspektion af præparatet fandtes rektum at være prolaberet ud gennem analåbningen således, at tarmslimhinden var synlig. Det prolaberede væv målte ca. 10 cm i længderetningen og ca. 7 cm i diameter og fremstod ødematøst, nekrotisk og stedvist belagt med fibrin. Ved gennemskæring af analåbningen og rektum i længderetningen fandtes umiddelbart under den prolaberede tarmslimhinde granulationsvæv med en tykkelse på op til ca. 0,5 cm og herunder nydannet bindevæv med en tykkelse varierende fra ca. 0,3 - 0,5 cm.
I vulva, vagina, uterus, vesica og den aborale del af colon descendens fandtes ingen forandringer.
Med henblik på histologisk undersøgelse blev der udtaget væv fra den prolaberede del af rektum. Ved den histologiske undersøgelse fandtes nekrose af overfladen med massiv neutrocytær ekssudation, samt underliggende ødem, fibrin, og nydannet granulationsvæv, fibroblast proliferation, infiltration med neutrofile granulocytter og makrofager og stedvist begyndende fibrosering.
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at præparatet er sæde for et granulerende og nekrotiserende rektalprolaps. Baseret på mængden af granulationsvæv vurderes forandringerne at have en alder på ikke under 1 uge. ”
Rådet finder, på baggrund af embedsdyrlægernes beskrivelse af soens tilstand og fundene efter slagtning, at der var tale om en tydelig rektalprolaps med komplikationer forud for transporten til slagteriet. Den patoanatomiske undersøgelse bekræfter, at prolapsen var sæde for cirkulationsforstyrrelser og lokal vævsdød (nekrose) i dele af tarmvæggen. Den estimerede varighed af lidelsen er som beskrevet i sektionsattesten ikke under én uge.
Spørgsmål 2:
Har soen derved i besætningen været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.
Svar ad 2:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Dyr med endetarmsprolaps skal ydes adækvat og sufficient undersøgelse og behandling straks, når lidelsen opstår. Vurderes et tilfælde af endetarmsprolaps at være egnet til behandling, finder Rådet, at dyret skal isoleres i en korrekt indrettet sygesti med passende blødt underlag, smertebehandles og vurderes dagligt. Hvis dyret ikke bedres væsentligt og retter sig (spontant eller ved operativ reponering) inden for en uge, skal det aflives.
Tilstanden har været tydelig med et fremfald, der har varieret mellem 10 og 18 cm, og Rådet finder, at soens situation i besætningen skulle have været erkendt og afhjulpet på et tidligere tidspunkt, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at den var blevet sufficient undersøgt og behandlet, så snart prolapsen blev konstateret under de daglige tilsyn. Såfremt soen ikke fandtes egnet til behandling, skulle den omgående have været aflivet/slagtet.
Rådet finder, at soen, ved ikke at have været rettidigt aflivet i besætningen, men i stedet blev afsendt levende til slagteriet, hvor prolapsen ved ankomsten var opsvulmet og hang 18 cm ud fra anus, og hvor soen stod med krummet ryg, herved har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke er behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.
Rådet finder, at soen har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 3:
Har soen været egnet til transport? Svaret bedes begrundet.
Svar ad 3:
Nej.
Rådet finder, at dyr med endetarmsprolaps ikke er egnede til transport.
Lægges ovennævnte, det medsendte billedmateriale samt svar ad 1 og ad 2 til grund, finder Rådet, at soen var uegnet til transport til slagteriet, heller ikke, hvis soen blev transporteret adskilt fra andre svin som særlig skånetransport.
Rådet skal i øvrigt henvise til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 vedrørende transport af syge eller tilskadekomne dyr inkl. heste.
Spørgsmål 4:
Har soen været egnet til skånetransport adskilt fra andre dyr?
Svar ad 4:
Se svar ad 3.
Spørgsmål 5:
Har soen ved at blive transporteret være udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.
Svar ad 5:
Jf. svar ad 2, finder Rådet, at soen, ved ikke på et tidligere tidspunkt i besætningen at være aflivet, men i stedet for blev udsat for en transport i fællesskab med andre artsfæller med risiko for yderligere belastninger i form af stød, puffen, bid, tråd mv., ikke har været behandlet omsorgsfuldt og beskyttet bedst muligt. Herved har soen været udsat for en høj grad af lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at soen ved at blive transporteret har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 6:
Har soens tilstand været erkendelig forud for transporten og i bekræftende fald i hvilket omfang?
Svar ad 6:
Ja. Se svar ad 1 og 2.
Spørgsmål 7:
Kan soens tilstand være blevet forværret under transporten og i bekræftede fald i hvilket omfang?
Svar ad 7:
Rådet kan ikke afvise, at der under transporten er tilføjet de ældre og mere dybtgående forandringer overfladiske skader gennem stød, puffen, tråd, bid, m.v. fra de øvrige svin under den fælles transport.
Spørgsmål 8:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 8:
Nej.
Afgørelse:
Tiltalte blev straffet med bøde på 10.000 kr. jf. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 13, jf. stk. 12, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3 (dagældende dyreværnslov § 28, stk. 11, jf. stk. 9, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 1 og § 2), samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 (dagældende bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 § 35, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1) jf. Rådets Forordning (EF) nr. 1/2005 artikel 3, litra b, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra b.
Ved fastsættelse af bøden blev der taget hensyn til lang sagsbehandlingstid.