2020-24-0152-00388

So med svært skuldersår ikke taget ud af produktionen

07-06-2021

Skrivelse af 2. december 2020 fra Sydøstjyllands Politi (3700-89110-00027-20).
So med svært skuldersår flyttet fra mangelfuldt indrettet sygesti til farestald umiddelbart inden faring. Aflivet hér ca. 14 dage efter faring.

Rådet udtalte 7. juni 2021:

Spørgsmål 1:

Såfremt det lægges til grund, at so nr. 1 var anbragt i farrestien fra den 26. januar 2020 til den havde faret, og sagens øvrige oplysninger herunder fotos og video lægges til grund, har den så derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 1:

Af anmeldelsesbrevet fra Fødevarestyrelsen fremgår vedr. so nr 1 at:

”Soen var opstaldet i en almindelig fareboks (foto 1, samt video 1 og 2). Dyret havde ikke faret endnu, men stod til at skulle fare måske samme dag. Soen havde et skul­dersår på venstre skulder. Målt med skuldersårsmåler var den større end ringen, der viser 5 cm i diameter og vurderes til at være ca. 7 cm i diameter (Foto 4). Såret var centralt dækket af sårskorpe og perifert var der en hvælvet vold af granulationsvæv og der var randdannelse (foto 2). På den bagrund vurderes såret til at have været til­stede i over en uge (Bilag 3). Et sådant skuldersår karakteriseres som et svært skuldersår på den kliniske definere­de skala (bilag 4). En so med så stort skuldersår skulle være opstaldet i korrekt ind­rettet sygesti.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.

Rådet finder, at søer med lette skuldersår hurtigst muligt skal overflyttes til en egentlig sygesti med et egnet underlag, således at lidelsen ikke udvikler sig yderligere. Er der tale om et svært skuldersår, hvor underhud eller dybereliggende strukturer er medinddraget eller er sårets diameter større end 5 cm, skal dyret være anbragt i sygesti, hvor en adækvat behandling og en omhyggelig overvågning af lidelsens opheling skal finde sted. Opnås der i tilknytning til denne behandling ikke en tydelig sårheling, skal dyret tages ud af produktion ved aflivning/hjemmeslagtning.

Lægges ovennævnte til grund finder Rådet, at so nr. 1 henset dens reproduktive status, ved ikke at være opstaldet i en sygesti med et egnet blødt underlag og behandlet, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og er ikke behandlet omsorgsfuldt.

Rådet finder, at soen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.

Spørgsmål 2:

Såfremt det lægges til grund, at so nr. 1 var anbragt i farrestien fra den 26. januar 2020 til den blev aflivet, og sagens øvrige oplysninger herunder fotos og video lægges til grund, har den så derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 2:

Se svar ad spørgsmål 1.

Spørgsmål 3:

Såfremt ovennævnte samt sagen i sin helhed herunder fotos og video lægges til grund, har so nr. 2 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 3:

Af anmeldelsesbrevet fra Fødevarestyrelsen fremgår vedr. so nr. 2 følgende:

”Soen befandt sig i sygeafdelingen i en sti uden måtte (Foto 6 og 7 samt video 3). Dyret var alene i stien. Soen tog ikke fuld støtte på venstre bagben og stod hele tiden og løftede benet. På ydersiden af benet sås et sår.

Højre bagben var fortykket fra has til kode. Hævelsen var fast. Soen var ikke i be­handling”.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.

Rådet finder, at soens tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Dens situation burde for længst have været erkendt og afhjulpet i besætningen, hvilket bedst ville være sket ved, at den var blevet opstaldet i en korrekt indrettet sygesti, hvor den var blevet behandlet, eventuelt tilset af dyrlæge. Hvis tilstanden ikke bedredes væsentligt inden for en uge, burde soen have været aflivet.

Det medsendte billedmateriale giver kun i begrænset omfang mulighed for at vurdere soens lidelse. Lægges til grund, at so nr. 2 har haft en synlig halthed på venstre bagben, var ubehandlet og befandt sig i en sti, der ikke kan opfylde kravene til en korrekt indrettet sygesti, finder Rådet, at soen, har været udsat for mindst betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.

Rådet finder, at soen har været udsat for mindst uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1,2 og 3, stk. 1.

Spørgsmål 4:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 4:

Rådet skal henvise til Rådets udtalelse af 19. november 2003 om skuldersår hos søer og udtalelse af 5. marts 2004 om sygeafdelinger til produktionsdyr der kan findes på www.detvetsund.dk.

Afgørelse:

Tiltalte blev straffet med bøde på 20.000 kr., jf. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 12, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3 (tidligere dyre­værnslovens § 28, stk. 9, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § l og § 2).